Så tag dog og bliv voksen
2 apr
Vi er midt i fødselsdagssæsonen. Den, der indebærer, at alle, jeg kender, fylder år indenfor 35 timer og vælger at fordele diverse festligheder ud over samtlige forårsweekender. Vi har efterhånden svært ved at finde på mere at sige til hinanden i min familie, da vi æder lagkage sammen så ofte, at alle verdenshjørner ligesom er dækket ind. Rundt regnet. Og vi mangler stadigvæk barnefaderen. Og Uffe – der naturligvis skal have besøg af sin bedste ven Fernando. Det er klart.
Således er jeg også fyldt år. 37 af slagsen. Jeg var meget moden og lånte dagen ud til datteren, der jo har fødselsdag to dage senere end mig. Fik jeg sagt, at jeg følte mig voksen? Det efterfølgende skænderi med barnefaderen om, hvem der egentlig får flest fødselsdagsgaver – altså ham eller mig – udjævnede dog hurtigt den fornemmelse.
Og sådan er det med mange ting. Selv om man vel roligt kan sige, at de sidste 10 år har været begivenhedsrige nok, føler jeg mig ikke stort klogere, mere moden eller mærkbart ældre end ved min 27. fødselsdag. Jo, jeg er blevet færdig med min uddannelse, har haft flere forskellige jobs, har fået en kæreste, et barn, en hund, er blevet gift, har købt et hus (stopper jeg forpuster mig selv) – og alligevel tænker jeg: Det er da præcis ligesom mig, når jeg læser om 26-årige Lena Dunham. PRÆCIS! Hun og jeg = same same.
Det er først, når praktikanterne på min job diskret påpeger, at jeg er herre gammel eller ligefrem fniser af barnesædet på min cykel, at det overhovedet går op for mig, at der forskel på dem og mig. Jeg drages magnetisk mod at sætte kryds i 30-35-boksen og min sande identifikation ligger åbenbart begravet her. Fanget under ruinerne – den nåede ikke at slippe ud i tide.
Men hvorfor? Det kan sgu da ikke passe, at min mentale udvikling gik i stå ved mit 27. leveår? Og jeg synes bestemt, at alle de mange utrolig voksne beslutninger, jeg har taget de sidste fem år har modelleret mig. Altså de har betydet noget. Så hvorfor er det som om min hukommelse har et langt tættere forhold til den form for personlige udvikling, der skete under klagesskrig og nødråb i årene fra 20-30. Er jeg gået i stå?
Gud ved om det bare er min forfængelighed, der trænger til et: GROW UP!