På journaliststudiet fortalte fortalte den gamle ordrotte hemmelighedsfuldt de blonde studerende om begrebet byline-blues. En følelse, der åbenbart rammer den sensitive, selvcentrerede skribent, når hans navn ikke har været at finde i landets aviser i et par dage. For det kan man blive afhængig af. Faktisk!

Jeg er sikker på, at der også findes en bloggers-blues. Jeg kan mærke det indeni det inderste, og jeg kan se det, når jeg trevler nettet igennem for ord, jeg kan putte i lommen og tage med mig. For dybest set er det da noget mærkeligt noget, det her digitale selvudlevering. Hvad skal vi med det, hvad nytter det, hvem vil have hvad, og jeg går i baren, er der nogen, der skal have noget med?

Jeg skal nok lade være med at kede jer alt for længe med mine kedsommelige refkleksioner over livet som blotter, men der er alligevel et par punkter, jeg gerne vil smide ud i plenum. Man er vel gammel ruc’er…. Og socialt usikker.

1. Bloggen hedder egentlig ‘Ikke et ord om baby’, fordi det var arbejdstitlen på min bog. Altså en bog om at blive mor, ikke at få et barn, ikke et ord om krapyl- get it? (Ja, ja der er nok en grund til, at det ikke var førstevalg hos forlaget) Nå, men taget i betragtning af, hvor meget ævl, der står om børn på denne blog, giver det jo ABSOLUT ingen mening – et faktum barnefaderen har peget ud adskillige gange. Men skal jeg skifte navn (og er der evt. nogen, der har nummeret på en god numerolog? Der ligger en god portion uafhentet lykke og venter på mig der, kan jeg mærke.) Nåmen… hvad siger I? Skal jeg? Og til hvad dog?

2. Ja, og så er der dig, kære læser, der er så utrolig venlige at have gidning. Spørgsmålet er: hvad gør et godt blogindlæg generelt? Og hvilke kommenterer du på derude?

Ja, det var bare det, jeg gerne ville vide. Måske er jeg bare nysgerrig og har lyst til at råbe; Kuk kuk, hvem der? Måske skulle vi holde et py-party?

For et år siden boede vi en lejlighed i København. Og jeg elskede den lejlighed. Og København. Det kan godt være, at der formelt set står Rødovre på kortet, det sted, vi bor nu - jeg har streget det ud og skrevet selvbedrag med versaler i stedet. Så lader vi som om…. For jeg skulle jo nødig være sådan én, der sad på en mur i solskinnet med venner, hunde, børn og familie for at få første parket til verdensbegivenheden i forstæderne: Sprængningen af et par højhuse. (Det var sådan en hyggelig dag, BUM!)

Det, jeg prøver på at sige, er vist, at tager længere tid end beregnet, før min selvforståelse har tænkt sig at følge resten af familien, pakke sydfrugterne og tage s-toget mod Vestegnen.

Derfor var det også lidt af et traume at opdage, at barnet allerede har glemt, at hun nogensinde har boet andre steder. Hva’ er en lejlighed, mor? Man kan sgu’ ikke beskylde hende for at være tynget af minderne. I hvert fald ikke nogle, der ligger meget mere end en uge tilbage i tiden. Og her har jeg gået og skræmt mig selv halvfordærvet hver eneste dag i tre år, fordi de første år af et menneskes liv bare er SÅ vigtige. Glemt puff….

Måske skulle jeg være gået på druk under mor-mor-hjælp-det-gør-ondt-skoldkop-episoden, for det husker jeg! Alt for tydeligt.

Den tre-årige står fast på sit, og hun er urokkelig. Lige meget, hvor meget jeg tegner og spreder min visdom, er hun overbevist om, at voksne:

1. aldrig falder

2. aldrig får fingrene i klemme

3. aldrig bliver kede af det og I HVERTFALD aldrig græder.

For nylig ytrede hun endda sætningen: Du kan alt, du er stærk, du er jo min mor!

Danm! Bare Damn. Bliver nok nødt til at arbejde på noget forventningsafstemning, inden hun fylder 18 og opdager, at verden er fuld af lort, der får selv voksne mænd til at tude. Og der hjælper ingen kære mor….

Der er dem, der mener, at andre folks børn er kedelige. Eller grimme. Eller kedelige og grimme. Personligt har jeg det ofte strammere med forældrene. Én ting er, at man skal lære at trives i det inferno, der uværgerligt opstår børnevenlige steder, men når ungerne sågar tager deres svært udfordrende forældrermennesker med, kræver det ikke bare tålmodighed, men tro, håb og kærlighed i rå mængder. For de opfatter (GOD DAMN) a-l-l-e-s-a-m-m-e-n deres yngel som verdens ukrænkelige, ophøjede og ukristeligt dyrbare centrum.

I går var den rådhårede og jeg i Tivoli for at se Pippi Langstrømpe. Sjovt nok var vi ikke de eneste, der havde fået den idé. Og selvom man skulle mene, at Plænen burde være stor nok til den trods alt temmelig lille menneskemængde, kunne man alligevel høre denne lidet skønne samtale fyge hen over hovederne på de små:

Ene dame: Du skal flytte den barnevogn, mine børn kan ikke se! Sådan er det!

Anden dame: Vi har da også lov til at være her.

Ene dame: Mmmm…som om det der spædbarn kan lide Pippi. Vi var her først. Sådan er det!

Og sådan fortsatte de ud af en tangent, der ikke lader sig gengive. Men det var højt. Og bittert. Min veninde og jeg gemte os bag vores børn, mens vi fnes i afmagt.

På Rasmus Klump-legepladsen var der omend endnu flere forfærdelige forældre-fit. Her rev to mænd hinanden i det afpillede hår med denne ordudveksling:

Ene mand: Du skal ikke gå og opdrage på andres børn. Slet ikke mine.

Anden mand: Dine børn ville lade andre komme ind i legehuset. Jeg spurgte dem bare hvorfor.

Ene mand: Det skal du ikke sige til mine børn. Du skal bare blande dig udenom.

Anden mand: Hvad ville du så have, at jeg skulle sige?

Ene mand: Slet ingenting. Du skal bare blande dig helt udenom – puste, puste, puste…..

Min veninde og jeg krabbede langsomt tættere og tættere på dramaet med ører som indiske elefanter, mens vi fnes.

Og så skete det. Det blev det min tur til en luftbåren invitation til drama.

Det var endelig blevet Ellens tur til at være kaptajn på Mary, det gode skiv. Men i samme sekund som hun lykkeligt tog fat om roret og drejede og drejede, kommer tyk lille dreng og forsøger at puffe hende væk. Nuvel, tænker jeg. Det klarer de nok selv. Ellen puffer igen – og der tror jeg faktisk, at striden ville være begravet, hvis ikke far-til-tyk-lille-dreng giver sig til at råbe fra rælingen: Skub til, Karsten. Du skal da have lov til at prøve…..

Jeg måtte lige synke et par gange. Det måtte jeg. Og vi fnes ikke mere, min veninde og jeg. Men det lykkedes mig at vende ryggen til og gå min vej.

AOK burde helt klart lave en guide til steder med forældreløse børn.

De damer, I er jo fuldstændig vilde med is. Jeg elsker det. Den lille fedtede Ellen-finger landede lige midt på City Chick – der som den eneste i øvrigt lover at lave drinks ud af alt det der is. God fødselsdagsfest. Send mig navn og adresse, så formidler jeg kontakten.

Koldskål, klip-klappere, bellis og IS. Hvordan kan man andet end at føle sig inspireret og gavmild i det her vejr? Når dagen i dag oven i købet har budt på udendørs arbejde på Flakfortet, er det vist slet ikke mere tilbage i verden at brokke sig over. Ikke før i morgen i hvert fald. Ja, jeg beklager kvalme-Karens lykkeopdatering, men jeg regner med, at mit sædvanlige bitre jeg nok skal finde vej mod tasterne inden længe.

Nogle andre, der føler sig gavmilde i det imødekommende forårsvejr er Carte D’Or. De har ganeret deres ispark med to nye smagsvarianter og vil gerne fejre begivenheden ved at give en af jer muligheden for at vinde en halvt års forbrug af is! (Øh, ja, tak!)Du kan selvfølgelig også æde det hele på én gang og få lidt mere kvalme – up to you!

Læg en hilsen i kommentarfeltet inden søndag kl.12.oo,så får jeg Ellen til at vælge en kommende tyk og værdig/tilfældig vinder.

Nogle vil muligvis kalde det neurotisk. Sådan er det ikke! Jeg har bare en veludviklet sans for orden. Og ja, jeg støvsugede kosten i går, men inden da, var det faktisk lykkedes mig at lade nullermændene under sofaen vokse sig store og fede som husdyr, før jeg tog mig sammen til at flytte rundt på dem. Så jeg prøver virkelig, det gør jeg. Det er nemlig mildt sagt skide upraktisk, at være overfølsom overfor rod og skæve vinkler, når man er medlem af en børnefamilie. Og når man i tillæg til det med børnefaktoren har giftet sig med den diktatoriske enehersker over indtørret opvask og kaos, er det rundt regnet umuligt. Så jeg øver mig.

Men jeg får altså en lille smule sved på overlæben, når jeg ser et maleri, der er slået ud af sin sædvanlige kurs. Og hjertebanken, når kælderrummet igen har kastet værktøj op ud over det hele - også selvom jeg lukker døren og lader som ingenting. Jeg øver mig…..

Også overfor grislingen, der i selvstændighedens tegn gerne selv vil have lov til at vælge sit tøj, men ikke nødvendigvis tager sådan noget med hverken mønster eller snit så højtideligt. Trøje, på kjole, på nederdel, på blomster med striber og katte. Og så de gule gummistøvler. Naaaajjj…… siger jeg og bliver helt stram i masken og får tics ved det højre øje. Du er SÅ fin, skat. For man skal jo ikke ødelægge barnets selvtillid, vel?

Når vi sammen sætter klistermærker ind i hendes lille billedbog med dyr, og hun smasker tre heste og en kat oven i søen og på hovedet, skal jeg dog stadigvæk bruge mine inderste urkræfter på ikke at flytte dem, når hun kigger væk. Åh… det er så fristende. Og hun opdager det jo ikke alligevel. Ok, indrømmet, jeg kan faktisk ikke helt lade være. Så vender jeg sirligt de små klistrende heste om og sætter dem i græsset, hvor de hører til. Mmmmm… fred. Ellen er ligeglad. Hun tror vist bare, det er en del af legen. Jeg ved det godt: Tag dig dog sammen, kvinde!

Til gengæld sagde jeg slet ingenting, da hun klaskede tre store klatter ler ovenpå det dyr, der ellers svagt lignede et dyr, under weekendens kreative udbrud.

Men grænsen går altså ved overskæg. Kakaoskæg, mælkeskæg, æggeskæg. Så går den ikke længere.

Kan vi ikke bare gå, mor. Jeg vil hjem til far. Vi kan bare
gå over og tage bussen, nu går jeg altså, surmule, surmule, muaaarrr……

Hendes lille stemme har taget plads i en forvredden, klagende falset og er tæt på at
drive mig ud i noget meget alvorligt råberi. Den 6-7-åriges mor stirrer nervøst på sin
telefon og undskylder gentagne gange overfor ungen. Jeg undres. Så ringer hun til førnævnte far:

Vi står på Slagelse station. Alt er totalt kaos. Det vælter ned. Jeg aaaaner ikke, hvordan vi skal komme hjem. Det var virkelig ikke det, der var meningen. Bla. bla. bla….og noget med dårlig samvittighed.

Hendes stemmer lyder kraftedeme som om, den er ved at knække over. Så stopper vi lige
hysteria med hysteria-afkom. Det er jo ikke Titanic, det her. Gu’ er det da pisse irriterende, at en eller anden ulykkelig skiderik har kastet sig ud foran toget, og vi nu står her i outlaw Slagelse og venter på, at nogen gider at oprette en nødlinje til virkeligheden. Men der er gået seks minutter. Ikk? Vi skal nok komme igennem det. Det er jeg sikker på.

Hysteria lægger på og undskylder noget mere overfor barnet. Hendes paniktacklinger har nu smittet en ældre dame, der klagende begynder at efterlyse stewardessen.

Hvor er hun, hun burde stå i regnen sammen med os. Hun sidder garanteret inde i det varme tog. Hvorfor er der ikke nogen, der fortæller os noget?

Fortælle os hvad? Du har jo allerede fået af vide, at der vil blive bestilt busser. Har du slet ikke hørt efter? Jer gad jeg satme ikke at dele redningsbåd med, hvis lortet for alvor brændte på, når jeg lige at tænke, før panikken faktisk breder sig. Nogen har set en bus og sætter i løb. Resten af pøblen, der står mast sammen under halvtaget sætter efter, og jeg er tæt på at blive løbet over ende. Buschaufføren klamper skræmt speederen i bund og undviger mængden. Dér var den lokale buscahuffør lige ved at blive ufrivillig nødlinje en dødsyg torsdag aften. Men han skulle ikke nyde noget.

Jeg finder mine sjælefrænder i 7/11 ved hylden med dameblade. Her står vi og bladrer med sovende lemmer, mens folk langsomt ophæver begrebet pli. De ældre mænd begynder at drikke øl, men i det mindste betaler de for dem. Det gør den unge mand med kaffen ikke.  Han vil kompenseres.

Det er tyndet ud i menneskemængden, så jeg lægger bladet fra mig og stiller mig i klump til Karstens busservice. Én plads tilbage, råber chaufføren, der har travlt med at tælle våde frakker. En mand sætter ind med en tackling på en 4-5-årig pige og hendes far, der af gode grunde ikke er så gode masere. Og nu råber jeg. Noget med børns sengetider og noget med civilasationen. Et godt miks i situationen, synes jeg. Manden drejer tvært om og skrider.

Da vi endelig når frem til Ringsted station, er resten ren skæg og ballade - i lighed med klippet herunder. DSB – You gotta love’em.

Jeg overlevede. Det er vel næsten det eneste, der er at sige om det. Det var ikke mig, der blev fyret. Det blev til gengæld 14 dygtige, velskrivende, engagerede kollegaer, som har været på avisen i en menneskealder. Fik jeg sagt, at fyringsrunder er onde!

Selvom det nu er overstået for de fleste af os, sidder følelserne stadigvæk upraktisk fast udenpå tøjet. Det er som om, at nerverne endnu ikke har forstået, at truslen har lagt sig. Stemningen er mat, og mit hoved værker. Weekenden er skal være så ualmindelige velkommen – skal vi sige NU?

Nej, siger du? Ok, sidder også i toget på vej på reportagetur til Jylland og snøfter lidt over katte og børn på YouTube. Tja.. why not.

Måske er det bare mig. Det vil jeg absolut ikke afvise. Men jeg føler mig altså ikke specielt fortravlet. Og jeg kan ellers læse mig til über alles, at alle andre får åndenød af at være i live på grund af alt det, de skal nå. Uhh…de har så travlt, siger de.

Når man er småbørnsforældre og har et job har man især sindsygt travlt, kan jeg læse. Sindsygt travlt, siger jeg. Bare ikke mig. Jeg klager såmænd ikke, jeg har det skam fint, jeg føler mig bare en smule paranoid. Hvad er det, alle I andre pisker rundt og foretager jer, mens jeg sidder med stængerne smækket op i sofaen? Og burde jeg eventuelt piske med?

Indrømmet eftermiddage med hente/handle/hastekokkerere kan da være stressende, når den tre-årige samtidig vælger at magtkrampe ud over det hele. Men hvem ville ikke blive stresset af dødsskrig kombineret med skarpe negle samt irrationel adfærd. Der kan da også være eftermiddage, hvor det kan være svært at nå at hente skinken på grund af arbejde, men endnu er det da lykkedes mig at slippe udenom panikopringningen til børnehaven.(Nok egentlig bare fordi min telefon løb tør for strøm den dag, jeg var et mulehår fra at måtte hente hende forladt på parkeringspladsen.)

Men aftenerne er mine, weekenderne er lange(ish), og der må da være andre end mig, der ikke dagligt føler trang til at koble ud og af og finde åndehuller i en fortravlet hverdag, eller hvordan det nu lyder.

Jeg talte for nylig med en underviser, der blandt andet lever af at undervise sådan nogle kommunikationstyperr. Og de siger allesammen samstemmende, at de har SÅ travlt på jobbet, og at de næsten ikke kan bære det mere. Det er endnu ikke lykkedes underviseren at få samtlige kursister til at blive hængende længere end til 15.15.

Altså ok, så er det muligvis fair nok. Hvis ungen skal være hentet 15.30 hver dag, og du skal nå at arbejde 37 timer på en uge…. ja, så er der muligvis tal, der ikke mødes i kærlighed. Og hvis du vælger at få syv børn, kan jeg da også godt forstå, at der er smæk på dagligdagen. Men det var vel en kalkuleret risiko, da du lagde præventionen på hylden sjette gang, ikk? Og så er der alt det der med at slække på kravet om perfektion og spelt, der kan være svært. Det ved jeg godt. Men alligevel. Nu er det ikke de indre krav, men timer i døgnet, vi tæller.

To jobs, fire børn, atten katte, kometkarriere…. Jeg er sådan set ligeglad. Men kan det virkelig passe, at jeg er den eneste, der ikke har travlt?