Så tag dog og bliv voksen

2 apr

Vi er midt i fødselsdagssæsonen. Den, der indebærer, at alle, jeg kender, fylder år indenfor 35 timer og vælger at fordele diverse festligheder ud over samtlige forårsweekender. Vi har efterhånden svært ved at finde på mere at sige til hinanden i min familie, da vi æder lagkage sammen så ofte, at alle verdenshjørner ligesom er dækket ind. Rundt regnet. Og vi mangler stadigvæk barnefaderen. Og Uffe – der naturligvis skal have besøg af sin bedste ven Fernando. Det er klart.

Således er jeg også fyldt år. 37 af slagsen. Jeg var meget moden og lånte dagen ud til datteren, der jo har fødselsdag to dage senere end mig. Fik jeg sagt, at jeg følte mig voksen? Det efterfølgende skænderi med barnefaderen om, hvem der egentlig får flest fødselsdagsgaver – altså ham eller mig – udjævnede dog hurtigt den fornemmelse.

Og sådan er det med mange ting. Selv om man vel roligt kan sige, at de sidste 10 år har været begivenhedsrige nok, føler jeg mig ikke stort klogere, mere moden eller mærkbart ældre end ved min 27. fødselsdag. Jo, jeg er blevet færdig med min uddannelse, har haft flere forskellige jobs, har fået en kæreste, et barn, en hund, er blevet gift, har købt et hus (stopper jeg forpuster mig selv) – og alligevel tænker jeg: Det er da præcis ligesom mig, når jeg læser om 26-årige Lena Dunham. PRÆCIS! Hun og jeg = same same.

Det er først, når praktikanterne på min job diskret påpeger, at jeg er herre gammel eller ligefrem fniser af barnesædet på min cykel, at det overhovedet går op for mig, at der forskel på dem og mig. Jeg drages magnetisk mod at sætte kryds i 30-35-boksen og min sande identifikation ligger åbenbart begravet her. Fanget under ruinerne – den nåede ikke at slippe ud i tide.

Men hvorfor? Det kan sgu da ikke passe, at min mentale udvikling gik i stå ved mit 27. leveår? Og jeg synes bestemt, at alle de mange utrolig voksne beslutninger, jeg har taget de sidste fem år har modelleret mig. Altså de har betydet noget. Så hvorfor er det som om min hukommelse har et langt tættere forhold til den form for personlige udvikling, der skete under klagesskrig og nødråb i årene fra 20-30. Er jeg gået i stå?

Gud ved om det bare er min forfængelighed, der trænger til et: GROW UP!

 

So now you know …

21 mar

Jeg er sikker på, at vi lander igen. Det gør vi da. Lige midt i det hele.
Men det er nu sikkert: Det var Misoprostol, jeg fik til at sætte fødslen i gang, da Ellen kom til verden. Og måske var mit lille ‘Freak of Nature-stunt’ ikke helt foranlediget af naturen, som vi hidtil har fortalt os selv og hinanden. Og ikke mindst – fik af vide.

Når noget uventet, voldsomt sker, tager det som sagt tid at sætte på plads. Som at vågne op midt i et 2000-brikkers puslespil i 17 nuancer af grå og bare vide, at livet aldrig helt bliver godt, før det er lagt. Heldigvis kan jeg mærke, at jeg ikke starter helt forfra. Det ville kraft eddeme også være langt ude. Og totalt unfair. Men der er jo unægtelig stykker af himlen, der måske burde byttes om, og er helten mon helten, og hvem vidste hvad?

Jeg aner det ikke, og af uransagelige årsager har jeg allerede fundet fred med, at jeg formentlig heller aldrig finder ud af det. En af de få livslektier, jeg allerede nu mener at kunne sætte en fed streg under er, at det sidste sted, nogen nogensinde finder svar er i det danske sygehusvæsen. Tror personligt mere på et ufrankeret råb i skoven.

Så sådan må det være. Dele af historien kommer til at forblive ukendte, usagte, uvisse. Så længe de opholder sig der, kan de i det mindste heller ikke kategoriseres som løgne, besparelser eller fortielser. Blot ukendte detaljer.

Barnefaderen har slet slet ikke været meget for at rippe op i det hele igen, men jeg kunne ikke halvvejs vide det og så lade den ligge. Nu ved vi det, sagen er indberettet – og skal vi så se at komme videre.

Og der kom livet buldrende

13 mar

På hospitalet kaldte de det vist ualmindelig uheldigt. Og den panik, der lyste ud af øjnene på de ellers hårdlivede jordemødre med deres sorte kaffe, knitrende kitler og jeg-ved-sgu-nok-hvordan-kvinder-skriger, sagde alt om, at det i hvert fald var ualmindeligt. Da vi tog hjem – os tre – fandt de atter ro i mokka og lattergas, og jeg forestiller mig, at de var glade.

Jeg har brugt fire år på det. Ikke hver dag – ikke hele tiden. Men i bidder. Små bidder, bjerge af bidder, uoverkommelige bidder til jeg har været tæt på at kaste op. Men ned skulle det. Ingen vej ud udenom. Jeg skulle sluge, at sådan noget sker. Selv for mig. Bange eller ej – ned med lortet. Der må jo være en fodboldspiller, der bliver ramt af lynet og små uskyldige børn, der bliver slynget ud af deres barnevogne, mens de blot tager sig en lur. Nogen skal være den. Nogen skal spille rollen – freak accident. Sådan er det:

Man kan dø under fødsler. Den heldige udgang er somme tider at vågne op til beskeden om, at ens første barn bliver det sidste. Og en mand, der ikke kan stoppe med at græde.

Og nu. Nu, havde det hele endelig fundet plads. Det var ikke længere en sort skygge med et olmt og svirrende blik. Det var ikke længere en kampesten i min mavesæk. Fraværet af mening opløste sig for tid tilbage i atomer og blev en del af mit dna. Et faktum. Som en arm.

Og så kommer livet, en række artikler og et lægemiddel pludselig buldrende og forsøger at lave om på rækkefølgen af hvorfor og hvordan. Måske var det slet ikke naturen, der slog kolbøtter i en uplanlagt detour? Måske var jeg ikke bare uheldig? Næ – måske fik et ikke-godkendt lægemiddel med ALVORLIGE bivirkninger hele mit system til at crashe. Bang!

Berlingske Tidende har skrevet om det de sidste par dage. Og da jeg læste artiklen om en kvinde, der fødte på Gentofte Hospital på nogenlunde samme tid som mig – og havde en hæslig oplevelse formentlig på grund af et lægemiddel, sygehuset havde ordineret til at sætte fødslen i gang, samledes alle atomerne sig atter som en kampesten i min mave. Ja, jeg blev også sat i gang med en stikpille.

Jeg har trukket vejret helt ned i det nederste mange gange. Og overvejet at springe over. Lade det ligge. Ændrer det noget? Måske ikke. Men visheden om, at nogen muligvis udsatte mit og mit barns liv for fare uden grund, gør mig så rasende, at jeg har lyst til at kradse øjnene ud på nogen. Det er næsten ikke til at bære blot at tænke tanken, men tænk, hvis det kunne være undgået! Jeg var jo for fanden ikke engang gået over tid. Så ud over mit svigtende humør, var der ingen vægtige grunde til at fremskynde begivenheden.

Så nu må jeg undersøge. Og vente på journaler. Og vende det hele en gang til. I bidder.

Vi er alle sammen vindere, men mest Mette

8 mar

Vores allesammens ven, Random.org har hjulpet mig og fundet en vinder af en lille lugtemand. Mette, skriv til mig og fly mig din adresse, så skal jeg videreformidle.

Anmeldelse og give away – Nu i et og samme indlæg

5 mar

Det er ingen hemmelighed. Min liste over ting, der burde have været en kropsdel er for nylig blevet udvidet. Jeg anede slet, slet ikke, at jeg gik og havde brug for en iPad og vips, gik den rent ind som en etter. Barnefaderen mener efterhånden, at jeg har udviklet et usundt forhold til gadgets. Jeg mener naturligvis blot, at jeg følger med det teknologiske fremskridt.

Det gør barnet også.  Og hun følger efter.

Hjemme hos os, bruger vi ikke rigtig ‘Fjernsyn for børn til noget’. Når nu alle DR’s glimrende programmer findes frit tilgængeligt online, virker det ganske overflødigt at rende rundt og memorisere tv-programmet for lige at ramme den halve time, Ramasjang sender Rosa fra Rouladegade i røven. Således har også barnet forelsket sig hovedkuls i i-dyret.

Og jeg må indrømme, at det har været med en vis skepsis, at jeg gav min velsignelse til det parforhold. Efter hun fik mig til at græde ned i den fine mosaik, hun lavede på bagsiden af min telefon, har tilliden mellem os været … udfordret.

MEN (drama-trommer), så faldt jeg over denne: og har nu lovet coverme at anmelde den lille fyr.

Jeg er egentlig ikke den store netshopper, men når det endelig skal være, er jeg en sucker for det lille ‘håndskrevne brev’ – du ved, det der med navns nævnelse ønsker mig god fornøjelse på rustikt brevpapir og sår’n. Og så var fyren endda begravet nok så fint i lyserødt silkepapir. Ja, hvis man skulle gøre sig upopulær hos den testosteronberigede del af befolkningen, kunne man måske vove påstanden, at det er utroligt, at det er tre mænd, der står bag firmaet.

Da vi lirkede den lille mand ud af sin indpakning, var jeg dog tæt på at gå i gulvet. Dette cover LUGTER virkelig, virkelig fælt af parfume. Hvis jeg ikke havde haft adgang til hjemmesiden, der bogstaveligt talt lover mig guld og grønne CE-mærker, havde jeg sendt den tilbage på stedet. I stedet gav jeg den eget værelse.

Når det er sagt, virker den helt efter hensigten:

Den står sikkert på benene, føles stabil og giver den plagede mor en smule ro i sit hårdt prøvede sind (endnu en drama-tromme. Bare en lille én). Det er lettere for bananen at holde på apparatet, og man kan stadig komme til alle knapper. Den exceptionelt dovne familie skal måske overveje, om de gider at skifte cover fra medlem til medlem og/eller om farmand evt. risikerer at komme af sted til vigtigt forretningsmøde med en orange mand i tasken.

Lugten har næsten forladt den farverige fyr. Og det gør det unægteligt nemmere at holde af den. Og det gør vi så – næsten.

Hvis du kunne tænke dig en skumgummimand til at omfavne din iPad, kan du efterlade en besked i kommentarfeltet. Så vil jeg fredag d. 8. marts kl. 12 trække lod og finde en værdig (og ganske tilfældig) vinder, der får muligheden for at lade sin gadget leve længere.

 

 

Det gør vi ikke længere ( gør vi?)

26 feb

Somme tider dukker ting op de særeste steder fra uforståelige lommer i hukommelsen. Som når man pludselig drømmer om en gammel bekendt uden at have skænket vedkommende en tanke i flere år. Eller pludselig, midt i et møde, kommer i tanke om den der sorte højhalsede, der stod så godt til de grå bukser – hvor fanden blev den af? Og nu, hvor du savner den intenst og med smæk på det indre drama, hvordan kunne den så undslippe din hukommelse al den tid?

Og så er der ting, der stille ormer sig ud ad din bevidsthed. Men alligevel aldrig dør. Fx ting, vi ikke gør længere:

Går rundt og siger ‘Talk to the hand’. Og hvorfor egentlig ikke, spørger jeg bare? Aldrig før, aldrig siden har vi små melhvide skandinavere følt blackpower som in the days of ‘talk to the hand’. Det skulle da lige være R’B-fingeren, som de færreste dog alligevel slipper afsted med.
(Ligesom mænd, der blinker. Der findes formentlig ikke mere end to eksemplarer i verden, der kan sende sådan en ud i verden uden at blive forvekslet med en omvandrende øjensygdom.)

Siger ‘fesent’. Jeg savner fesent. Bare fordi. Det var dengang. Og nu er nu.

Æder kager uden at tage på. Enough Said. Kan ikke bære at tænke på det. Hvorfor spildte jeg dog al den tid mellem 0-10 år på ikke at kunne lide kage. Hvem fanden kan ikke lide kage?

Skifter tøjstil og hårfarve hver fjortende dage. Jamen, det er da også enormt besværligt at have en identitet.

Så det gør vi ikke mere ( gør vi?)

Ting sagt på matriklen

7 feb

Samtaler med tre-årige indeholder så absurd mange gentagelser, at det er svært for den gennemsnitlige menneskelige forestillingsevne at begribe. Tillad mig at illustrere:

Tag dit tøj på!

Dimse, dimse, dimse

Tag dit tøj på!

Næ, se dukke Morten mangler sin sut.

TAG DIT TØJ PÅ!!!!

Dreje rundt, dreje rundt, dreje rundt.

SÅ TAG DOG FOR HELVEDE DET RÅDNE TØJ PÅ!!!!!!!!!!!!!!!!

Hva?

Disse daglige ‘samtaler’ består så vidt vides af lige dele magtkamp og koncentrationsbesvær. Og for at være helt ærlig har de samme evne til at teste min næstekærlighed, som jeg-sover-kun-15 min-af-gangen-babyen jeg periodevis var på barsel med. Jeg får sådan lyst til at kradse mig selv i øjnene af bar frustration.

Sjovere – altså langt sjovere er til gengæld de sproglige forviklinger, der er lavet af præcis samme surdej som stand up-komik. Fx:

Hvor har du store bryster, mor!

Synes du? Virkelig? Tak.

Og et kæmpe stort hoved!

Og naturligvis alt det, der bare er skidemorsomt, fordi tungen endnu ikke slår de helt rigtige krøller på alle ord:

Mor. Vil du skrælle min dalmatiner?

Det allerbedste er dog de sammenhænge, der er sat tilfældigt sammen efter tre-årig logik.

Ellen, du skal lige i bad, før vi skal ud at besøge Dorte!

Hvorfor? Har hun fødselsdag?
(Måske 2013 skal være hygiejnens år? Bare en tanke.)

Jeg ville ønske, at hun aldrig sagde andet:

Mor, kan du ikke finde noget tøj til mig?

Hvorfor finder du ikke noget selv?

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal have på.

Så gå op, og kig i dit skab.

Jamen, så skal jeg stå stille!

Den første der fniser…

6 feb

Den første, der fniser eller påpeger anatomiske ukorrektheder, får en lammer. Og nej, det er ikke en kat! Bær over med med mig. Jeg har tynd og sart hud over mine kreative årer. Det er jo trods alt mit første fastelavnskostume. Spelt/stay at home-mom here I come! (Årh…crap. Jeg blamer forstaden. )

20130206-223741.jpg

Bakteriestorm og blogging

5 feb

Den sidste måned af mit liv er forsvundet under et bjerg af krøllede snotklude, 1600 slimopløsende brusetabletter, et feberramt barn og diverse ukvemsord rettet imod vinterens generelle ubrugelighed. Hvad fanden sker der for den her sæson? Ja, det er vildt kedeligt at høre om, ja mit Facebookfeeed oversvømmes også af folk, der brokker sig over sygdom, men jeg har jo for pokker ikke oplevet andet i hele januar måned. Så med mindre denne blog skal dø ved Kong Vinters hånd, bliver dette altså mit comeback:

Først blev jeg syg. Så smittede jeg Ellen, der smittede barnefaderen, der gensmittede mig. Og i går vågnede barnet atter med 39,8 i feber. Hunden har det godt. Tror jeg! Jeg føler en ubændig trang til afspritte hele familien samt alle vores ejendele  - og hunden. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ellers skal til. For det er som om, at det her snask bare hænger ved.

På jobbet har vi daglige afrapporteringer af, hvor mange familiemedlemmer vi pt. er nede, og jeg har efterhånden udviklet et hysterisk/neurotisk forhold til offentlige transportmidler – eller skulle vi kalde dem bakterier på hjul? (Således er det allerede i årets første måned lykkedes min cykel af punktere TO gange.)

Det største problem er dog, at jeg i dette sygdominferno er blevet ramt af endnu en syglighed. Netfix. (Nej, det hedder det ikke. Det ved jeg godt.)

Først sad jeg klatøjet under min dyne og forsøgte at bedøve henholdvis barnets og/eller egen hjerne med ligegyldige film. Og SÅ faldt jeg over The Tudors. Jeg har ikke haft tid til at være en familie siden. På trods af periodevise langtrukne episoder, bliver jeg nødt til at have mit daglige fix. Giv mig det. Det skal jeg da ha’. Det skal jeg da! Se, det er derfor, at nogen af os stadigvæk holder af ting, der bliver sendt i tv på bestemte tider med fuck-dig-du-må-vente-til-næste-uge efterspeak. Det, der videostreaming er jo lige så nemt at styre som sprut en ad libitum.

DOG har jeg stukket hovedet op ad sumpen for at foretage mig én eneste konstruktiv ting i 2013: Jeg har syet et fastelavnkostume til barnet. Det første nogensinde, vel at mærke. Jeg er frygtelig stolt og har kun måtte trevle enkelte detaljer op for at begynde forfra. Og er KUN på andet sæt vinger.

Hun ryger altså i børnehave fredag – syg eller ej. Det kan simpelthen ikke passe, at alt det hårde slid også skal dø i vinterens vrede bakteriestorm.

 

 

Så sød og uvidende

9 jan

Ja, jeg burde helt sikkert stoppe med at skrive blogindlæg, der afslører nøjagtig hvor meget craptv, jeg sluger på en uge, men, men, men….

Alle folk taler om mobning nu. Eller det gjorde de pludselig i min stue i går aftes. Og jeg blev straks helt kold og fugtig i huden, og begyndte at udtænke planer for at væksthæmme pigebarnet – evt. bare helt og aldeles sætte hendes udvikling i stå her. Hun blev tre år – og hun blev ved med at være tre år.

Alt det der med hadesider på Facebook, møgluder og den gigakolloenorme sorg, der følger med både at være udstødt og forfulgt – jamen, jeg begynder sgu næsten at tude, når jeg tænker på det.

Jeg har aldrig selv prøvet at blive mobbet, men når jeg ser en voksen mand stå og vræle, fordi han ikke kan overskue at gå ind på sin gamle folkeskole, fordi mobbeminderne vælter ind over ham, står det temmelig klart, at det ikke er noget, man bare ryster af sig. Lige meget hvor rig, kendt, dygtig eller lækker, man senere i livet går hen og bliver.

Og tænk, hvis det skete for min lille pige?

I øjeblikket er hendes verden så lille, at ydervægen er nået, når vingummier ikke tæller som aftensmad eller døgnets tilbagevendende sengetid kommer uventet. Det kan jeg klare. Jeg kan løse det. Og jeg lever også gerne med, at hun bliver henholdsvis skingrende ulykkelig og/eller rasende over det. Men det andet … jeez.

Det må være det værste – at se ens barn lide og intet kunne stille op.

Ja, okay – blød i bolden … so shoot me, men se dog; Så sød og helt uvidende om, at verden nogensinde kunne finde på at vende hende ryggen.

Jamen er det ikke, det må da være … Jo, det er Ellen som model for Småfolk. Formentlig fordi hun er verdens smukkeste barn. Sådan tolker jeg det i hvert fald.