Lad os være i fred

9 feb

I flere uger har jeg forsøgt at mene noget. Om noget. Men jeg har simpelthen hammersvært ved at finde ud af,  hvilken lejr, jeg bør pippe i. (Kender I det? Der er visse debatter, jeg bare ikke kan lande inden i mig selv. Finder fx nok aldrig helt ud af, om jeg er for eller imod en kriminalisering af folk, der køber sex. Og jeg elsker ellers at mene noget. Nå, men…..)

Man kunne sagtens agumentere for, at jeg vel bare kunne holde min kæft, når nu jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal mene. Men det er alt for vigtigt det her. Det er det eneste, jeg er sikker på. For det er hele fundamentet for, at jeg skrev en bog. Og begyndte at blogge.

Mit dilemma handler om Dennis Nørmark.  I sidste måned skrev han en kronik  i Berlingske Tidende, hvori han betvivler, om speltmødrene i virkeligheden findes. For måske, siger Nørmark, er speltmødre bare den heks, det hadebillede, som karrierekvinder bruger til at refærdiggøre, at de tager på arbejde og fodrer deres unger med junkfood og tjekker Facebook hver gang, de er sammen med dem. Et belejeligt kontrapunkt, som man kan råbe af for at overdøve samvittigheden.

Jeg føler mig ramt. Og uenig.

Jeg er sikker på, at de findes. Jeg har nemlig mødt dem. Men jeg er også sikker på, at de er en del af mig – og måske især af min dårlige samvittighed. Og det er da derfor, at det føles så oplagt at skælde ud på dem, speltmødrene. For hvem fanden gider at drikke kaffe med sin dårlige samvittighed. Så hellere kyle noget daggammelt wienerbrød i hovedet på dem for at få dem til at forsvinde.

Egentlig tror jeg ikke kun, det handler om mødrekulten. Jeg tror, det handler om, at vi er blevet et sygt folkefærd af LEAN-konsulenter. Optimeringseksperter, der render rundt og optimerer i hoved og røv. Vi optimerer vores sundhed, parforhold, vores fysik og karrierer. Og spiser gulerødder og dyrker tantrasex og løber marton, mens vi efteruddanner og netværker.

Speltmødrene repræsenterer bare den seneste optimeringstrend. Nu skal vi også være optimale mødre. Som ofrer og bager og forbyder. For som med alle andre optimeringsprocesser, skal det helst gøre lidt ondt, før det bliver godt. Optimering er en puritansk beskæftigelse, som i store træk går ud på at slå al ukonstruktiv adfærd ned.

Når vi skælder ud på speltmødrene, skælder vi ud på de vanvittige krav,  vi allesammen er ved at kvæles i. Og så selvfølgelig på de ganske få, der rent faktisk efterlever dem. Dem gider vi sgu da ikke glo på. Og derfor bliver vi trodsige og kæfter op om, hvor meget Mc D vi propper i vores unger. Vi kan simpelthen ikke overskue overhovedet at overveje at optimere vores børn også.  Vi har allerede lange patter.

Så, Dennis. De findes skam. Speltmødrene. Der er kvinder (og mænd), der orker. Grunden til at resten af os er aggressive, er at vi hverken gider, vil eller orker. Og vi er trætte af folk som dig, der taler om sætte barren højt. For det er jo ikke kun i moderlandet, den er blevet banket op, op, op. Speltmødre må rulle sig i økologi, bage sig ihjel og helt seriøst synes, at sukker er gift, hvis de vil. De må også gerne gå hjemme med deres rollinger og stornyde morgenerne i familiesengen. Jeg er ligeglad. Men jeg er træt af, at det bliver både normaliseret og udråbt som et ideal. Valg og fravalg, ing? Lige nu har vi rettet den store fælles samfundskikkert mod morskabet – sikkert bare fordi vi blev trætte af at glo på karriereskabet.

Kunne vi ikke bare få lov til at være lidt i fred?

13 kommentarer to “Lad os være i fred”

  1. sinnkrise mit 30 02. nov, 2015 at 02:53 #

    Dies kann in Absprache mit dem Arbeitgeber zum Beispiel
    als unbezahlte Freistellung oder durch Überstundenabbau geschehen.Tschüss

  2. Line 10. feb, 2012 at 09:42 #

    Jow jow, speltmødre findes. Og gud velsigne dem. Hende jeg kender har lige hjulpet mig med at vælge de bedste D-vitaminer til mig selv, der er blevet lidt blodfattig at se til.

    Jeg synes du rammer hovedet på sømmet med den der intolerance. Jeg har jo for dylan ikke kunnet nævne, at min mand er primær omsorgsgiver i vores familie uden at blive væltet bagover af horder af primært mænd, der med brændende fakkel og høtyv i hånd har skreget RAVNEMOR efter mig.

    Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg lever som det passer mig. Og jeg kan også godt blive træt af, at barren ligger så højt. Så må dem med fakler og høtyve leve som de vil.

  3. Østfronten 10. feb, 2012 at 09:35 #

    Den er så svær, når det handler om forældreskab – nok mest fordi, vi jo trods alt vil de dér børn det så godt, så godt. Og fordi vi – nok særligt første gang og for os der stadig er i gang med at forberede os på første gang – ikke ANER, hvad vi har med at gøre.

    I går til fødselsforberedelse på Riget, nævnte Jordemoder, at de jo ‘i DEN grad’ anbefalede, at man sov med de små børn hos sig i sengen. Og selv om jeg på intet tidspunkt har haft lyst til den praksis og faktisk ikke føler mig helt tryg ved tanken om at Kæreste og jeg sover i samme seng som et spædbarn, så tog jeg mig selv i at overveje, om man ikke ‘burde’ gøre det.

    Suk.

    Tænk hvis fokus i samfundet generelt var, at det er ok at træffe sine egne (informerede) valg og handle ud fra dem. Uden at skulle stilles til ansvar for andres valg.

    • tinetholander 10. feb, 2012 at 14:20 #

      Måske er det ikke så meget andres valg, vi bliver konfronteret med, som det er al den viden, vi lægger inde med. Der er efterhånden forsket i Best practise for ALT og hver gang, jeg propper et stk kage i munden, eller lader mit barn se for meget tv, kommer jeg let i tanke om den der artikel, eller hende der, der sagde noget om konsekvenserne. Viden er (også) opslidende.
      Men hold fast i din intuition, når baby kommer. Svært men vigtigt.

      • Østfronten 12. feb, 2012 at 15:19 #

        God pointe.

        Måske er det, vi bør lære, i stedet en god håndfuld ‘vi har valgt at gøre sådan her, det er godt for os, og det skal ikke diskuteres’-fraser til at bruge både over for andre, når deres ansigter lægger sig i tvivl-folder – og over for os selv, når vi alligevel giver den 1-årige kage, selvom sukker var strengt forbudt i teorien.

      • Mie 15. feb, 2012 at 09:19 #

        Nemlig! Det er al den information og alle de meninger om hvordan man lige præcis tackler ethvert hjørne af livet på den helt rigtige måde der ikke er til at holde ud!

        Som stor teenager var jeg nærmest på vej ud i en eksistentiel krise i mit forsøg på at mentalt organisere i alle de gode råd i min mors dameblade… Altså, det var jo ret vigtigt at jeg spiste en sund morgenmad, og hvordan havde mit følelsesliv det egentlig? Var jeg sammen med mine veninder på den rigtige måde? Og var det egentlig bedst at gå en lang tur hver dag eller løbe et par gange om ugen hvis jeg ikke ville dø en tidlig død? Herre Jemini!
        Indtil det en dag gik op for mig, at ikke alle der har en mening, har ret i hvad de siger, og det ikke er mit job at skabe konsistens i alle de ytringer der flagrer rundt derude – jeg var pludselig den mest lettede 18-årige i verden!

        Prøver virkelig at holde fast i den indsigt, her flere år og et enkelt barn senere. Men nemt er det ikke…

        (Katrine Hornstrup Yde skrev i øvrigt for noget tid siden en herlig artikel i Information om de skizofrene dameblade: http://www.information.dk/290858)

        • tinetholander 15. feb, 2012 at 18:29 #

          Ja, jeg læste godt indlægget om dameblade. Det er morsomt. Og hatten af for dig i øvrigt. Det sgu’ godt klaret at gennemskue alt det bullshit som 18-årig. Jeg synes sjovt nok, det er blevet værre med aldren. Jeg tænkte aldrig over den slags tidligere.

  4. Lines linier 10. feb, 2012 at 08:01 #

    Pudsigt, som Dennis’ kronik florerer rundt her i blogland — i ugevis. Vi er vist nogle, der er blevet ramt ;-)

    Men jo, hun lever!
    http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=1969

  5. City Chick 09. feb, 2012 at 22:41 #

    Hey – to sjæle en tanke!

    Har netop skrevet om samme emne, blot med en lidt anden vinkel: Hvad med at vi bare holdt op med at have så travlt med at pege fingre af andre?

    Jeg bliver SÅ træt af hele den diskussion, fordi den bare udstiller hele den danske intolerance. Skal vi for dælen ikke bare nyde de valg, vi har, istedet for at skændes om hvad der er rigtigst?

    • tinetholander 10. feb, 2012 at 17:09 #

      Jo, bestemt bare acceptere andres valg, men også blive ved med at tale om forskellen på at gøre sit bedste på nogle områder og på ALLE områder. Jeg har en fornemmelse af, at vi bare er blevet ved med at bygge ovenpå uden at fjerne noget. Først skulle vi på arbejdsmarkedet, så skulle vi gøre karriere og nu skal vi i ledelsen. Og nu skal vi altså så også være moder jord.

      • City Chick 10. feb, 2012 at 20:41 #

        Måske accept og fravalg går hånd i hånd?

        For hvis man fravælger ting, fx at få børn fordi man hellere vil sin karriere, så skal jeg love dig for, at det vælter ind med fordømmelse og holdninger til, hvordan man er som kvinde.
        Undskyld, rettelse: At man ikke tilnærmelsesvis er en “rigtig” kvinde!

  6. Kathrine 09. feb, 2012 at 21:50 #

    AMEN!!!

  7. Else Marie 09. feb, 2012 at 21:47 #

    Hallo, der blev mine patter da vist lige lidt kortere! Kan godt være, at du ikke helt ved, hvad du mener. Men jeg mener i hvert fald præcis det samme – fandt jeg lige ud af.

SKRIV EN KOMMENTAR