Kom hjem, din hejre

13 feb

Det har været en af den slags weekender, hvor verden og jeg i fuld overensstemmelse burde have stemt mig i eksil. Gerne på en firserfarvet tropeø. Og nej, den slags dage, perioder, weekender, hvor man ville give en lever og sælge sit hår for bare at være i fred, forsvinder desværre ikke bare fordi, man bliver gift og får et barn. De bliver bare sværere at tackle.

I korte træk føler jeg mig træt for tiden. Udramatisk træt og ganske frivilligt begravet i en ulden tryghedslomme af 8-16 og karbonader. Der er ikke noget galt. Jeg har ikke issues eller gæld. Jeg klarer kulden, er ikke blevet fyret, og ingen har tisset på mig for nylig. Det kaldes vel bare for naturlig nedgang, men alligevel går det hårdt ud over selvforståelsen. For mens jeg putter mig under plaiden og bruger weekenden på at bage boller, tonser den stadigvæk rundt på Ideal-bar med en Cosmo i den ene hånd og en smøg i den anden (er der overhovedet nogen, der gør det længere – andre end min selvforståelse?) Og så pludselig møder den mig. Bang!

Første gang foranlediget af barnefaderen, der lørdag aften kiggede granskende på mig og spurgte: Savner du aldrig at drikke dig stiv?

Anden gang da jeg i går aftes lå og slumrede til noget middelmådig TV2-romantik. Filmens elskende mødes. Hun er en pæn pige, fra en pæn familie med penge og regler. Han er en gadedreng, naturens muntre søn, der skider på regler og pludselig i vildskab - hold nu fast – lægger sig ned midt på kørebanen. Dette snedige plot udmønter sig natuligvis i, at han sætter det pæne overklasseløg fri. Får hende til at bryde med normerne og tage plads under lyssignalet.

Jeg tænkte bare: Luk nu røven, din umodne abe. Og hvad så, hvis I bliver kørt ned?

Men det værste er alligevel nok, når man zapper forbi Singleliv (fordi det er et nederen program), og man instiktivt ved, at man ikke engang ville have en chance hos alle de hyperaktive singler, der alle som én betegner sig som værende: sporty, aktive og festglade typer.

Så gør det ondt inde i selvforståelsen. Og hun piver og vifter afværgende med sin drink. En omgang til alle, skriger hun.

Kære selvforståelse. Måske er det tide at stavre hjem og sove branderten ud?

 

2 kommentarer to “Kom hjem, din hejre”

  1. Østfronten 14. feb, 2012 at 08:36 #

    Alting til sin tid?
    Måske lysten til at være festlig dukker op med lyset, varmen og gode nyheder. Måske er det ok at følge årstiden og instinktet om indeliv og varme tæpper og restitution. (Det kan jo evt. kombineres med noget aften-portvin/cognac/Irish coffee…)

    • tinetholander 14. feb, 2012 at 10:09 #

      Uhh…portvin. Du siger noget. Æælsker portvin.

SKRIV EN KOMMENTAR