Stik imod al fornuft

23 feb

Når du siger syg, siger jeg hvor. Når du siger, at du risikerer at dø af det, spørger jeg hvornår? Men svarene – tjaa…

Når nogen tæt på én bliver syg, stiller spørgsmålene sig i kø på sydeuropæisk manér (den, der råber højest, kommer forrest), men tilsyneladende har de også sparet klar-parat-svar væk i det danske sundhedsvæsen. Siden den 6. januar har vi ventet. Og været frustrerede. Først på den ene læge, der intet kunne sige, fordi den virkelige ekspertise sad på Herlev Hospital. Og så på den næste læge, der intet kunne sige, fordi den virkelige ekspertise sad på Herlev Hospital. Og vist da også på den tredje og fjerde. Og hende, der aflyste, og ham, der stak forkert. Hver eneste gang de mødte op – mine forældre – tænkte de: NU sker det. Nu får vi svar. Hver enste gang er de gået skuffede hjem. Og så har de ventet noget mere. På telefonen. Et brev. En due. Et røgsignal. 24 timer i døgnet.

Og så oprandt dagen endelig, I dag skulle vi møde den virkelige ekspertise. Sådan rigtig - face to face. Vi stirrede på den halve(?) røde dør i en rund time, mens vi spekulerede over, hvordan ekspertisen mon maser overvægtige patienter ind gennem den vitterligt halve dør. Måske for at overdøve den kvalmefremkaldende dårlige æstetik, nogen har drysset ud over faciliteterne i skrigende orange. Måske for at overse det faktum, at udenfor de små halve døre, er kræft ikke længere en katastrofe, der har ramt min familie. Her er det synd for alle. Skiltet, der viste vej mod børnecancerafdelingen, sendte bølger af brækfornemmelser igennem min krop.

Og her kommer det så. Hun var sød, ekspertisen. Men hun havde ingen svar. Hun kunne ikke sige, hvor mange, der har gavn af kemoterapien, eller hvad sandsynligheden for, at den ville virke for netop ham, var. Ej heller om den rent faktisk ville virke. Om den kunne købe os måneder eller år eller slet ingen tid.

Måske er det et tegn – et vink med ekspertisen, om at holde med at lede. For de findes åbenbart ikke. Og der er ingen af os, der orker at blive mere frustrerede. Det er faktisk temmelig trættende. Men det klør på min ordenssans. Så sætter vi os ned og glor på bjørnen og bliver enige om, at vi end ikke gider at overveje, hvad den har tænkt sig at gøre.

Det er jo stik imod al fornuft.

 

 

15 kommentarer to “Stik imod al fornuft”

  1. Anonym 25. feb, 2012 at 15:45 #

    Puha..
    Kender det desværre lidt for godt – to i min nære vennekreds(den ene et barn) er kræftramte, og den ene af en type kun få overlever. Har også søgt svar og ingen konkrete ting fundet. Hvor mange procent der overlever lige den type siger i virkeligheden ikke så meget, det er bare et tal, og virkeligheden kan være anderledes.
    Kræft er uforudsigeligt og folk overlever dem med dårlig prognose – eller dør af dem med god. Jeg tror ikke man kan sætte en endelig label på, det er ikke kun fordi at de ikke vil hænges op på noget – det er bare svært at sige noget endeligt, for der er så skide uforudsigeligt…
    Jeg håber din Far reagerer godt på alt han skal igennem af forløb, og at i alle kommer hele ud på den anden side.

    • tinetholander 27. feb, 2012 at 15:28 #

      Du har ret. Det tager bare lidt tid at acceptere, at det eneste man kan gøre, er at sætte sig ned og vente. Det føles simpelthen naturstridigt. Pyha, et barn. Det er bare så fucking ondt.

  2. Dines 25. feb, 2012 at 10:10 #

    Hej Tine.
    Har ikke kloge, brugbare ord til dig som de andre læsere. Vil bare sige tak, fordi du skriver om det her.
    Kh D.

    • tinetholander 27. feb, 2012 at 15:28 #

      Selv tak.

  3. ellen 24. feb, 2012 at 20:05 #

    Kære Tine

    Du kan ikke forvente at eksperten – hvem det end er – har eksakte svar. LKægevidenskaben er ikke en eksakt videnskab på den måde du forestiller dig det (som 2+2=4 forestiller jeg mig). Jeg tror, at det er vigtgt, at du selv påtager dig en aktiv rolle – som du allerede er i gang med.
    Jeg vil iøvrigt anbefale dig at læse denne blog som er skrevet af min moster under hendes sygdomsforløb. Hun tog sagen i egen hånd og kæmpede både mod sygdommen og systemet. Hun havde iøvrigt også indtil flere bisiddere både med sig når hun var på diverse sygehuse, men også på sidelinjen som eksperter.
    http://bukhulegerilja.blogspot.com/

    Det her bliver din næste kamp…

    God weekend

    • tinetholander 27. feb, 2012 at 15:30 #

      Måske havde jeg heller ikke forestillet mig 2+2 – men et eller andet, der mindede om nogle svar. Det er bare svært og sært, når alting svæver i det uvisse på den måde.

  4. Maja 24. feb, 2012 at 17:35 #

    Kære Tine
    Jeg vil slet ikke prøve at forestille mig, hvordan det er at være dig lige nu.
    Men med en mand, der også har været patient på en kræftafdeling, og som siden da er blevet kastet rundt i det danske sundhedssystem på det groveste, så ved jeg desværre alt for meget om, hvordan det system ser ud indefra. Og derfor kan jeg give både Datteren og Gitte K. ret. Det er både din far og dig, der skal være eksperterne. Din far kan fortælle, hvordan han har det. Og du kan – lige præcis som Gitte K. skriver – være den, der ved det hele. Man kommer kun igennem til sundhedssystemet, hvis man råber højt. Så det skal du gøre. Og du skal aldrig stille dig tilfreds med det, de serverer, hvis du ikke føler, at det er det rigtige for din far. Uanset om det er diagnoser, behandlinger eller måltider, de serverer.
    Og så skal du få Klaus til at være din back up. Det er rigtig, rigtig hårdt at være pårørende. Det skal man anerkende. Om muligt skal du også sikre dig, at din arbejdsplads anerkender det, så du kan få lidt frihed til at passe på både din far, din mor og dig selv. Og din familie. For det får I brug for.
    Jeg er ikke ude på at male Fanden på væggen. Jeg ønsker bare for dig, at du og din familie kommer så godt igennem det her som muligt. Og et stærkt, støttende og forstående bagland er vigtigt.
    Og hils så lige din far og sig, at jeg stadig bliver glad indeni af at se ham for mig stå der i sin uniform ved døren på biblioteket – det var trygt, også selvom jeg var blevet halvvoksen og som sådan ikke havde brug for en dagplejefar længere. Hvis bare alle rådhusbetjente (eller hvad han nu egentlig var) var lige som ham :)
    Kh. til hele familien!

    • tinetholander 27. feb, 2012 at 15:32 #

      Tak, søde Maja. Hvor er det uretfærdigt, som I også har måtte kæmpe. Det er sgu et mærkeligt system, det sygehusvæsen. Men jeg prøver. Og håber, det er nok.

  5. Gitte K 24. feb, 2012 at 10:25 #

    Ekspertisen er dig, Tina. Vi fik heller ikke noget at vide, som vi kunne bruge til noget. Andet end at min mor havde fået småcellet lungekræft og det var kemo så hurtigt som muligt.

    Min mor var syg, min far fik granatchok, min bror tjekkede helt ud. Jeg gik hjem og googlede som en gal. Det var ikke godt, det jeg fandt ud af, overlevelsen var røvlille. Men nogen skulle jo være de 5%, der overlevede, så hvorfor ikke min mor? Og så googlede jeg detaljer om stadier, helbredelsesmetoder osv.

    Du er din fars stærkeste kort. Han skal bekæmpe sygdommen, din mor skal støtte ham, og du kan være den, der ved det hele. Viden er magt. Særlig overfor læger. Når de oplever, at de ikke kan tale ned til dig og dine forældre, fordi du ved, hvad det handler om, så bliver I også taget mere alvorligt.

    Det er vigtigt, at du tager med til samtaler, for dine forældre er muligvis for rystede til at kunne tænke og svare klart.

    Og gå ikke af vejen for at være bad cop, mens dine forældre er good cops.

    Jeg hepper edderådme på dig!!!!

    Go get them!

    Gitte K

    • Gitte K 24. feb, 2012 at 10:27 #

      Og undskyld undskyld jeg bliver ved med at spamme dig – og så med et forkert navn!

      Gitte K *pinligt*

      • tinetholander 27. feb, 2012 at 15:33 #

        :O)

    • tinetholander 27. feb, 2012 at 15:35 #

      Det er dejligt, at du hepper. Og trist, at så mange af jer har oplevelser at dele ud af.

  6. Datteren 24. feb, 2012 at 09:27 #

    Hvor er det godt du var med. Vi fik ikke lov, da min far var syg.
    Jeg tror ekspertisen er den syge selv. Det er ham der kan mærke det og føler hvad han har lyst til. Lægerne er hjælperne, retningsvisere, tilbydere af kort til helbredelse. Jeg håber din far har livsgnist, at han vil lade jer andre opmuntre og tage del – min havde og ville ikke.
    Tag et rigtig dybt dyk og mærk efter hvad der føles rigtig!
    Jeg hepper på sidelinjen.

  7. Else Marie 23. feb, 2012 at 22:38 #

    Læger lover aldrig. Det er noget i deres dna, tror jeg.

    Jeg ville besætte Chris Macdonald, hvis jeg var dig. Han har gået i dine sko for nylig. Og snakket med sin del af ekspertisen. Han har nok hverken svar eller opskrift på succes. Men han har garanteret gode råd og erfaringer, der er værd at bruge et øjeblik på.

    PS: Hvor er jeg glad for at høre, at du var med foran/bag den røde dør. Tror, der er god signalværdi i, at der sidder én på den side af bordet, som ligner noget, der godt kan og gider at råbe højt. Hvis det bliver nødvendigt.

Trackbacks and Pingbacks

  1. Bunden af bjerget | Ikke et ord om baby - 11. sep, 2012

    [...] skulle være. Før sommerferien sad jeg igen på et af hospitalets grinagtigt små kontorer med halve røde døre og stirrede på en mand i hvid kittel uden at blinke. Parat. Beredt. Kom så med det. Første [...]

SKRIV EN KOMMENTAR