Fri os fra følelserne
6 jun
Ovre på Politiken fortæller de i disse dage historien om det 11 årige adoptivbarn Amy – og til de af jer, der ikke har fulgt med: Det er en mother fucker grim sag, der gør ondt langt ind i sjælen på den måde, hvor voksne klaphatte skændes, og en lille pige betaler prisen med sit liv. Og nej, overkritiske wanna-be-journalist-type, jeg kender ikke alle sagens akter, men et eller andet er der sgu gået gruelig galt, siden, det er endt her.
Om fejlen ligger hos:
1. adoptivforældrene, der træffer den utilgivelige beslutning, at de ikke kan rumme at være adoptivforældre for Amy alligevel (og senere ombestemmer sig igen)
2. Næstved kommune, der akut sender hende i plejefamilie og i 11 måneder ikke kan finde ud af at give barnet besked om, hvad der skal ske i fremtiden
3. eller det udvalg af fagpersoner, der træffer beslutningen om, at hun nu skal sendes på institution, selvom både plejefamilien og Amy ønsker at blive sammen – og derefter får hende fjernet med vold
skal jeg lade stå usagt. Men det, der for alvor springer mig i øjnene i hele denne kommunale gyser, er Næstveds begrundelse for at fjerne Amy fra den plejefamilie, hun nu har knyttet sig til. Og som efter sigende elsker hende. Noget, der peger på en rigtig klam tendes i vores lille andedam.
De mener, at Amy vil få det bedre på en institution, hvor der er voksne, der kan “distancere sig følelsesmæssigt”.
Vi lader den stå et øjeblik.
Selvfølgelig bevæger os ind i nogle besværlige gråzoner, der er upraktiske og svære at håndtere, når hjemmehjælperen står til at arve en ‘borger’ (yndigt ordvalg, ikk?), men at hun/han ikke må komme til kaffe på en gammel kones 85-års fødselsdag er ganske enkelt absurd. Det er jo ikke sådan, at den ældre borger bare hiver kontaktbogen frem og inviterer én af sine 300 andre venner, vel? Og hvorfor – hvorfor – er der dog nogen, der skal blande sig i det? Selv de rester af personlig kontakt, der overlevede effektiviseringen, forsøger man at tage højde for.
Og nu mener man altså fra offentlig side, at et 11-årigt barn, der allerede i sit lille liv har oplevet det ultimative svigt fra voksne TO gange, vil få det bedre hos skiftende personale, sommervikarer og studerende, der ikke kunne finde en praktikplads andre steder end hos en familie, der kan putte hende med ordene: Jeg elsker dig?
Vi kunne også bare forbyde følelser i den offentlige sektor? Vi er jo allerede godt på vej!
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
Jeg nærlæser Politikens artikler for at finde ud af hvilken psykolog der mon mener at det kan være godt for et barn at være omgivet af voksne, der distancerer sig følelsesmæssigt. Det må jo være en meget vigtig udtalelse siden der skal vold til at føre den ud i livet. Ikk?
Eller er der mon tale om kommunal inkompetence? Puha, stakkels pige.
Jeg fik så forfærdelig ondt i maven, da jeg læste, at de mener at et barn vil få det bedre hos distanceret plejepersonale eller hvad det var, der stod
hvilket barn har godt af ikke at få alt den omsorg og kærlighed det kan rumme? Det har jeg aldrig hørt andre sige, og er det ikke derfor der jævnligt bliver fjernet børn, fordi de ikke får omsorg og kærlighed derhjemme? Håber godt nok nogle tager sig af den stakkels pige 
Åbenbart en psykolog, der heller ikke har mødt hende, viser det sig.
Jeg bliver flov og får ondt helt ind i sjælen. Der er bare nogle steder, vores velfærdssamfund slet ikke har noget som helst med velfærd at gøre. Hurra for sådan nogle for dig og Klaus, der har så meget kærlighed, at I har lyst til at få et barn mere, selvom det er besværligt (og dyrt, går jeg ud fra). Flere af jer, ja tak!
Årh…tak. Men det med at adoptere, er nu altså også rigtig meget for vores egen skyld – skal det lige siges.
Åhhhhh, jeg får så ondt i maven over den sag. Kan slet, slet ikke greje, hvordan man kan behandle et barn sådan.
Alt det lorte bureaukrati kan fan’me aldrig erstatte følelserne! (siger en stress-sygemeldt skolelærer med hang til at kere for meget om sine elever, så arbejdet fylder alt alt for meget. Men hellere det end at være en kold maskine!)
Nemlig og amen. Jeg håber, at det hjælper med sygemeldingen.