Hvem giver en lille fis?

24 jul

Jeg elsker lyde. Altså ikke alle lyde, det giver sig selv. Men menneskelyde. Lyden af liv. Privat liv. Derfor har jeg heller aldrig haft det mindste imod at bo i lejlighed, og den der med at flytte på landet, hvor man kun kan kan høre sine egne rædselsskrig – ikke for mig. Jeg syntes, både at det var trygt og rart at kunne følge med da overboens dreng lærte at gå (klonk, vrææææl), naboen, der trak ud i lokummet (behøver vel ikke at lyd-illustrere her, vel?)og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor folk altid skal brokke sig over at bo i etageejendomme. Okay, måske var det lidt irriterende, men også temmelig underholdende, når langhårs-dude i nr. 63 atter blev ramt af sommer-melankoli og spillede guitarsoloer über alles.

Førnævnte tidligere overbo kunne eksempelvis(sagt i et utvivlsomt anklagende toneleje) “bare godt lide at sidde at læse i en bog, uden at kunne høre en LYD omkring sig”. Nå, da da. Men så skulle du måske starte med at bede din tre-årige, som hamrer på jeres radiatorer, om flytte hjemmefra? Nej, det ville han ikke. Han ville hellere have adgang til vore lejlighed, så han lige kunne være med at bestemme et acceptabelt lydniveau på vores anlæg……

Jeg er efternøler med temmelig stort eftertryk. Derfor brugte jeg en anseelig del af min barndom på at ligge under bordet og lytte til de voksnes snak, mens mine fætre, kusiner, bror og søster tjekkede hinandens alkoholprocent på et eller andet provinsdiskotek. Måske er det derfor, at andres lyde altid har været lig tryghed for mig. De voksne snakkede, grinede, drak, lød, og jeg slumrede i forvished om, at nogen nok huskede at bære mig i seng, før de gik i dørken.

Og hvorfor så al den snak om lyde – midt i sommerferien? Jo, måske giver det bare lidt mening for jeg, når jeg siger, at det eneste, jeg har savnet på vores ferie i Portugal er lidt flere lyde.

Lissabon var den helt rigtige destination for os – og jeg vælger stadigvæk en campingplads over et røvsygt hotelværelse anyday (så så man os sidde der efter kl. otte og stirre på barnet i dyb søvn, fordi, der ikke var andre steder at gå hen). Tidligere har vi lejet et fuldt møbleret villatelt i Toscana og i år blev det altså til en campinghytte 20 km fra byen. Men ved i år at vælge en bolig med vægge afsondret fra alle de fastliggende portugisere med deres potteplanter og sofasenge, er jeg altså gået glip af en frytelig masse spændende lyde. Ikke så meget som en lillebitte fis, har jeg hørt i år.
Og det er da en skam, er det ikke?

3 kommentarer to “Hvem giver en lille fis?”

  1. Kaffe & T 24. jul, 2012 at 19:42 #

    Det er mig. Er du mig?
    Hvor er det bare lige præcis sådan jeg har det.
    Er også yngstebarnet i en stor familie, og har altid elsket at høre de voksne snakke, at falde i søvn på sofaen, at lytte til min fars beroligende snorken i værelset ved siden.
    Jeg elskede at bo i lejllighed og høre fodtrin i trappeopgangen, høre fulde folk på vej hjem kl. 5, generelt bare føle at jeg var omgivet af liv. Derfor turde jeg heller ikke flytte i hus. Rækkehus var det vildeste, jeg ku’ gå med til. Her er godt nok drønstille alligevel. Og hvor har det taget tid at vænne sig til. Jeg kommer aldrig til at elske stilheden på samme niveau, som jeg elsker lyden af liv.

    • tinetholander 26. jul, 2012 at 10:46 #

      Er nogenlunde sikker på, at jeg ikke er dig. Altså nogenlunde.
      Jeg var også ved at dø af skræk, da vi købte et hus sidste år. Jeg følte mig meget mere tryg i lejligheden. Og jeg pressede oprindeligt også på for et rækkehus. Men man vænner sig da heldigvis langsomt til det.
      Men altså det lyder som om, du også ville synes om camping. Om ikke andet lyd-delen.

      • Kaffe & T 26. jul, 2012 at 12:24 #

        Jamen jeg elsker også camping. Særligt i telt :-)

SKRIV EN KOMMENTAR