Er skruk i forstaden
1 aug
Det var ikke så svært at forstå, at hun havde brug for mig, dengang hun kun var en lillebitte blød og føjelig vingummibamse. Sådan én, der slet ingenting kan. Menneskebørn er virkelig sløje dyr, der ikke ville holde meget mere end 16 sekunder på savannen, og havdenten vi ved det med vores hjerner eller instinkter, så ved vi det, så snart vi kigger på dem. Især vores egne. Følelsen af, at de er afhængige af os for at overleve er særlig og grundvoldsrystende og bestyrtende og det bedste, jeg nogensinde har oplevet.
Hun har allerede hængt sutten på et virkelig ækelt træ begravet i farvestrålende, halvtråddent gummi (kan det virkelig være godt for naturen, arghh, hva?) nede ved Dammeren - og for nylig var det natbleen, der røg. Det eneste, der for alvor er tilbage af min lille baby-Ellen, er basker-armene. Fra den tidligste alder har hun viftet med begge arme, som en nyfalden fugleunge på coke – både når hun bliver begejstret og gal. Det ser sjovt ud. Hun gør det stadig.
Men nu er hun åbenbart også typen, der knytter sin hænder og uden at fælde en tårer skriger mig op i ansigtet af trods. I Ikea. Jo mere selvstændighed, hun tilraner sig des do mere bliver jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig skal synes om det. Vræleriet er jeg helt på det rene med. Fuck nu af, det er irriterende.
Og så slog det mig – AHA: det er da derfor og lige der, man får nr. to. Er det ikk?
Eftersom vi stadigvæk er min. seks timers indfølende samtale med staten (og en godkendelse) fra at være statsautoriserede forældre, er det jo ikke lige en option for os.
Okay, panik, måske lidt. Men det er da det, man gør, når man er skruk i forstaden, er det ikke?
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
tinetholander
Uffe hin spage – en sikker vinder
Hvor kom Karl-Erik mon fra? Sådan en onkel har jeg, så det er jo et skørt hundenavn. Vuffe-Uffe. Jeg stemmer på Mester
Jo helt bestemt – men nyd nu alle de ting, hun kan – og I kan. Du fatter slet ikke hvor meget man starter forfra med den næste, og spørger sig selv: “Hvorfor var det lige vi ikke kunne nøjes?”
Tro mig – jeg har prøvet det før
Det er sandt. Det tænker jeg heldigvis også tit på. Og det er heller ikke noget, der gør mig helt ulykkelig. Det er mere bare et faktum.
Ja, min hed Emil Larsen… Det var ikke mig selv der navngav ham, men han kunne ikke hedde andet
Nuj, hvor ER den sød! Jeg bliver jo helt nostalgisk
Er det en han eller en tæve?
Tillykke, i hvert fald
En han. Vi har Uffe, Karl-Erik eller Mester i spil. Hvad siger du?
Så stemmer jeg helt klart for Uffe!
Mester!! Jeg elsker Mester-historierne. Han er totalt meget en Mester
Ja så sætter jeg altså min stemme på Karl-Erik
Du godeste. Kunne I ikke lige prøve at blive enige.
(Vi har Uffe på prøve. Det virker indtil videre ret godt. )