Ud med sproget

3 aug

Da baby-Ellen første gang blev introduceret for familien, var hendes kusine lige netop fyldt et år. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi så fra vores egen lille hjælpeløse pølse til dette andet barn og fandt hende…..HELT GROTESK STOR. (Og hvis der er noget, hun objektivt set aldrig har været, så er det sgu’ det) Vores bagte grødhjerner var fuldstændig tunet ind på bitte, bitte små børn.

I øjeblikket bærer jeg meget rundt på en lille hundevaps, der har så korte stænger, at den ikke rigtig orker at gå på dem. Og endnu ikke kan komme ned fra sofaen, hvis man har sat den der (og glemmer at tage den med igen, sorry, men altså… så hop dog kræ) Så når man pludselig forsøger at løfte 17,1 kg i strakt arm med forventningen om, at det går lige så nemt som med hundedyret, bliver man slemt skuffet. Eller forskrækket. Og pludselig ser hun atten gange større ud end for en uge siden.

Er det mon også sådan, det er, når man bliver familieforøget?

I øvrigt er Uffe-hunden på alle måder en helt vidunderlig kur mod skruk. I en kombination af at være tilbage i institution efter fire ugers sommerferie og en hvalp, der tilraner sig lidt for meget opmærksomhed, har barnet valgt at være så fucked up sur og obsternasig hele ugen. Gad fandme godt at vide, hvordan detkommer til at gå, hvis hun rent faktisk får en lillesøster eller bror. For hun er godt nok nærrig med det der opmærksomhed – så nærrig, at hun da har forsøgt at kyle en bamse i hovedet på hunden. F-A-M-I-L-I-E-I-D-Y-L.

Apropos to’ere. Og tre’ere. Og fire’ere: Ja, jeg ved godt, at det må være lidt af et tabu at indrømme, men elsker man virkelig alle sine børn lige højt? Kan det passe? Oplys mig. Ja, og meget gerne anonymt. Jeg er jo ikke ude på ballade, men simpelthen så nysgerrig.

 

 

16 kommentarer to “Ud med sproget”

  1. Superheltemor 09. aug, 2012 at 18:44 #

    Jeg elsker mine fire lige meget, og af forskellige grunde.
    Men i perioder foretrækker jeg nogle frem for andre – og det føles egentlig ikke fedt – men tror ikke man kommer uden om det.
    En to årig, der altid er glad, eller en 5 årig, der funderer over hvordan verden hænger sammen, ER altså hyggeligere selskab, end en 3 årig, der får raserianfald over hvordan man hælde hendes mad op, eller en 9 årig, der hele tiden himler med øjnene af alt man siger.

  2. Meget anonym 06. aug, 2012 at 08:39 #

    Ja, man elsker sine børn lige meget – efterhånden.
    1998-barnet var min største forelskelse nogensinde! Men i takt med at faderen blev mere og mere slem, gemte jeg min kærlighed længere og længere væk, for jeg måtte bryde alle bånd til ham – selvom barnet boede hos mig. Så kom my mand og 2005-barn, skøn unge som jeg elsker højt. Og så kom 2007-barnet – ej hvor kedeligt når man har en to-åring!!
    Og nu, hvor de er hhv 14, 7 og 5 – gosh hvor jeg elsker dem alle sammen – lige højt og meget forskelligt. Og jeg er så skide stolt af dem! Altså kærlighed er jo det samme, men alligevel. De er meget forskellige, men kan alligevel ikke leve uden hinanden og jeg kan ikke undvære en eneste af dem. Men ja, jeg indrømmer, i perioder har jeg elsket en eller to mere end en eller to af de andre, men det handlede naturligvis aller mest om mig selv.
    Uha, farligt emne!

    • tinetholander 06. aug, 2012 at 11:03 #

      Jeg kender også det med perioderne, selvom der kun er en enkelt. For mit overskud til visse personlighedstræk svinger naturligvis med mit humør. Så jeg kan da godt se, at man måske kunne være tilbøjelig til at fokusere sin positive energi i en anden retning somme tider.

  3. Nanna 05. aug, 2012 at 13:03 #

    Jeg har kun et barn, men jeg er ret sikker på at jeg kommer til at elske nr. 2,3,4.. lige så højt. Da min søster fik nr 2, var der et forbigående øjeblik hvor jeg tænkte – jaja, hun er sød, men slet ikke lige så sød som nr. 1 (som var den første baby i familien), og det var jeg faktisk lidt ked af. Det gik dog hurtigt over som nr. 2 voksede og fik sin egen personlighed, og jeg ved med sikkerhed at jeg elsker mine to niecer og mine to nevøer præcis lige højt!

    Måske forventer man en gentagelse af den fantastiske oplevelse det var at få nr. 1, og så tror jeg man kan blive skuffet (det er vel trods alt mere livsomvæltende første gang), og det kan nok opleves som mindre kærlighed til nr. 2….

    Anyway – jeg glæder mig megameget til at få nr. 2, og jeg synes det er SÅ spændende hvad resultatet bliver!!!

    • tinetholander 06. aug, 2012 at 11:04 #

      Der er måske allerede en på vej?

      • Nanna 07. aug, 2012 at 07:11 #

        Ikke endnu…. men planerne om én til er så småt begyndt at spire;)

  4. Lines linier 05. aug, 2012 at 06:13 #

    JA, til sprørgsmålet om man elsker sgu alle sine børne lige meget — men på helt forskellige måder, fordi de jo er forskellige.
    Lidt lige som man elsker begge sine forældre, men for noget forskelligt i deres personlighed.

    Jeg har 4 børn, der er utrolig forskellige, så der er forskellige ting ved dem at elske.
    Men indrømmet: nogle dage elsker jeg mere den ene frem for den anden. F.eks. når mindstemanden lægger sine bløde 3-års arme om halsen på mig, så smelter jeg jo totalt. Men når jeg får grineflip sammen med 12 årsdrengen eller putter i sengen med den 9 årige til fortrolig tøsesnak eller leger vandkamp med den 6-årige, er det lige præcis det barn, jeg elsker allermest. I det øjeblik.

  5. Marie 05. aug, 2012 at 06:08 #

    Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald? Jeg TROR jeg elsker mine børn lige meget, men jeg ved det ikke for jeg elsker dem forskelligt. Man elsker jo ikke sin mand mindre fordi man får et barn man kan kaste sin kærlighed på, vel? Og man elsker ikke nr 1 mindre fordi der kommer en ny…

    Nr. 1 kan dog have en banefordel fordi han/hun har været her længere. Hvad ville man egentlig gøre hvis man fik et Sophies choice? Redde den man kender bedst fordi man har kendt ham/hende længst? Eller den der er mest hjælpeløs fordi han/hun er mindst? Eller måske den der ligner en selv mest? (Ammestuesnak siger at #1 ligner faren og #2 ligner moren)

    • tinetholander 06. aug, 2012 at 11:06 #

      Det er en god pointe, at man i virkeligheden ikke rigtig ved det, fordi det føles forskelligt. Det gør jo heldigvis også diskussionen lidt ligegyldig.

  6. Kaffe & T 04. aug, 2012 at 17:05 #

    Jamen det er præcis sådan det er! Min datter var kun lige godt 2 år, da lillebror kom til. Og hun var kæmpestor og grotesk tung, da hun besøgte os på fødegangen. Det var surrealistisk. Og jeg havde været knust af den slags tanker igennem graviditeten. Om jeg nu kunne elske 2′eren lige så højt? For jeg havde kæmpet med fødselsdepression efter første fødsel og var lidt sen til at få gang i den der symbiose, vi senere udviklede. Nu havde jeg endelig fået hende helt ind under huden og jeg knuselskede hende. Hvordan kunne jeg så byde hende en ny baby??
    ved du hvad der fik mig til at elske mindste babyen endnu mere, end jeg selvfølgelig ellers gjorde? Det faktum, at HUN elskede ham over alt i hele verden. Det lille væsen, som jeg elskede så højt, var lykkelig for sin lillebror. Og jeg så ham med hendes øjne og blev helt fortabt. De er meget forskellige men bestemt lige højt værdsat! Og jeg troede faktisk, jeg altid ville elske hende mest, og det var jeg ikke flov over at indrømme.

    • tinetholander 04. aug, 2012 at 20:47 #

      Det lyder skønt.

  7. Maiken 03. aug, 2012 at 20:11 #

    Min lille datter var knap 3, da en lillebror kom til verden. Da hun kom og besøgte os på hospitalet var hendes hænder og fødder simpelthen blevet kolonorme siden dagen før! De små bliver store, når der kommer en ny. Ingen tvivl!
    Og også jeg har for mig selv tænkt: monstro jeg elsker pigen mere end drengen eller den anden vej rundt – men kan oprigtigt ærligt skrive: jeg elsker dem nøjagtig lige meget! Og det gør mig faktisk ret lykkelig..

    • tinetholander 03. aug, 2012 at 21:48 #

      Når du siger, at det gør dig lykkelig, er det så, fordi du tænker, at du ville være flov over at elske den ene mere?

      • Maiken 10. aug, 2012 at 17:32 #

        Jeg tror bare, jeg ville have dårlig samvittighed over, hvis jeg elskede den ene mere end den anden. Det er derfor dejlig nemt at det er som det er!

  8. Pia T 03. aug, 2012 at 19:14 #

    Jeg har tænkt over nøjagtig det samme flere gange- specielt efter at min søster grædefærdig fortalte mig, at hun (højgravid med toeren) havde læst at man altid ville elske den ene barn en lille smule mere end den/de andre. Med nu to bio-børn, må jeg konkludere, at der ER forskel. Jeg elsker mine børn forskelligt, men fuldstændigt lige højt. Jeg kender bare mit ældste barn bedre og er såååå nysgerrig på at lære den yngste lige så godt at kende. Jeg så en tegning for nyeligt hvor spøgsmålet til flerbørnsmoren var: How do you divide your love between your children? I dont…. I multipli it!!!!!!
    Forøvrig- da vi fik seneste skud på stammen, syntes jeg også at min 4-årige var kolonorm stor- ja faktisk blev hun mindst 1 år ældre mens vi var på hospitalet.

Trackbacks and Pingbacks

  1. Yndlingsbørn | Ikke et ord om baby - 17. aug, 2012

    [...] == "undefined"){ addthis_share = [];}Alt for Damerne har opdaget vores interessante debat om yndlingsbørn . (Wink, wink, smiley). Og hvis du trykker 1120 kvinder hårdt på maven, får man åbenbart nogle [...]

SKRIV EN KOMMENTAR