Flet næbbet, fedthans

29 aug

Det er svært at blogge for tiden. Der er ting, der står i vejen. Blokerer. Og så har staten givet mig en uomtvistelig skriveblokering. Ja, intet mindre. Men prøv du at gøre dig morsom på systemets vegne, mens ETATEN kigger dig over skulderen og forsøger at erklære dig uegnet til at være i nærheden af børn. Jamen, jeg sværger - sådan føles det altså.

Vi er gået ind i den såkaldte fase tre af vores adoptionssag. Øjensynligt er det den del af processen, hvor man møjsommeligt lirker ansøgernes tænder ud én efter én. Med en skrutrækker. Bedøvelse? Ha!

Formelt set består fasen af to samtaler a hver tre timer, der har til formål at vurdere vores forældreevner.(Joooo, deeeet….) Selvfølgelig er vi så umulige at få til at give mening, at vi måtte krydre seancerne med et ekstra møde. Men i dag var det forhåbenligt sidste gang. Med mindre samrådet beslutter sig for at sende os videre til endnu en test (i så fald analyse af blækklatter – og nej, det er ikke en joke), er det vist bare den endelig x-factorfinale, vi venter på. Godkendelse eller afslag.

Vi startede fra: Hvad er dit tidligste minde og er i dag landet ved mine fritidsinteresser. Nå, ja og så er vi blevet bedt om at rangliste handicap alt efter, hvor fede vi mente, de ville være at have siddende på netop vores kommende barn. Der så man så barnefaderen og jeg sidde i et sparsomt indrettet statsligt lokale i en seriøs debat om, hvorvidt en manglende arm slår en alkoholskade eller omvendt. Hvis det ikke var fordi, jeg er lidt trist for tiden, ville jeg give mig til at hulke at grin. Det var næsten lige så hyggeligt, som da vi blev bedt om at ‘bare at være naturligt sammen med Ellen’, mens psykologdame sad på den anden side af spisebordet i vores stue og skrev noter ned på sin lille blok. Det blev som vi ønskede: flydende og naturligt samvær, hvor jeg med overskud og smil småsnublede over mine mange kreaprojekter på vej over til ovnen for at hive de hjemmebagte speltdrenge ud, luftigt og lattermildt strejfede barnefaderen på vejen med en let skjult sexuel undertone, og den rødhårede, der udbrød: ih…hvor jeg elsker dig, mor. Eller også sad vi alle tre og stirrede som dådyr i forlygter.

Her kunne man passende krydre dette indlæg med en lille quiz. Tror du, at vi havde:

a) skrubbet barn, hund og hus i klorin forud for statsbesøg

b) ladet pelsen sidde på toilettet og omhyggeligt placeret gamle underdrenge hist og pist for autentisk stemning

c) ladet vores liv være nøjagtig som det er – altid perfekt

Jeg føler mig prikket på. Og hevet i. Gennemskuet og gennemskulet. Jeg trænger til en lur.

Så kære dig der, der siger ting som: Hvorfor adopterer I ikke bare? Verden er jo fyldt med fattige, forældreløse børn. Luk røven! Bare knyt sylten. Og tyg i det lille timeregnskab, jeg har lavet til dig her:

  • En halv times lægeundersøgelse
  • To -tre timer til at forfatte ansøgning samt finde papirer, regnskaber og dokumentation
  • To timers møde med socialrådgiver
  • Weekendkursus fra lørdag til søndag
  • Weekendkursus fra lørdag til søndag
  • To timers møde hos pyskiater
  • Tre timers møde med pyskolog
  • Tre timers møde med psykolog
  • 1 time hos tidligere psykolog, der desværre har mistet alle gamle journaler i voldregnskyl og derfor ikke kan udelukke voldstendenser og sindssyge uden at genoplive gamle minder.

Hertil lægger du ca. 200.000 gode danske kroner og så, SÅ venter du i 3-5 år.

Så flet næbbet, fedthans! Bare flet.

(Ps. det gælder også dig, der tihi, fnis bare liige kom til at lave et barn uden, at det var meningen. Det var slet ikke planlagt. Nej, blev der sagt. Jeg orker ikke at høre det. Og dermed basta!)

Læs om tidligere faser her og her og her

 

25 kommentarer to “Flet næbbet, fedthans”

  1. Angel 19. nov, 2014 at 08:02 #

    If Team Plasma could hide a huge CASTLE underneath the pookmen league for years and a menger sponge can transform a man child and his underage friend into drag, ANYTHING IS POSSIBLE.

  2. Rikke 11. sep, 2012 at 07:09 #

    Hej Tine,

    Been there – done that. Ved hvad du mener. Og når man går i gang med denne proces så føles det SÅ urimeligt at man skal igennem alle disse samtaler og evalueringer, fordi I jo har et barn i forvejen og klarer det ganske fint :-)

    Men adoption handler ikke om at finde børn til forældre – det handler om at finde gode og stærke familier til børn. Og for at det skal lykkes – så må man altså gå møllen igennem. Tænk på børnene – de har oplevet det aller største svigt og den største sorg et barn kan komme ud for: at blive opgivet af sine forældre eller at have mistet dem, fordi de er døde. Det skulle nødigt ske igen. Derfor prøver man at sørge for, at det kun er de forældre, som virkligt vil, og som virkeligt KAN tage sig af den store opgave det er at adoptere et barn. Jeg har også en biologisk søn – og der er KÆMPE forskel på at føde dit barn eller få det overdraget på et børnehjem. Det er meget forskellige udfordringer, man oplever efterfølgende. Og det ER udfordrende. For barnet, for søskende, for dig, for din mand og for jeres forhold. I meget højere grad, end hvis du havde kunnet føde lillebror eller lillesøster selv.

    JA det er bullshit og røv og nøgler, når man står lige dér, hvor I står nu. Mega hårdt. Men det er nødvendigt. Og alligevel – når alle bliver testet – så er der stadig forældre, der bliver godkendt, som måske aldrig skulle have haft den godkendelse. fordi de faktisk ikke magter opgaven. Og det er rigtigt sørgeligt for både børn og nye forældre.

    Pøj pøj på jeres vej mod en lillesøster/lillebror.
    Rikke

    • tinetholander 11. sep, 2012 at 19:55 #

      Jeg kan heller ikke sætte fingere på, hvad der skulle være stort anderledes ved processen. For jeg forstår godt, hvorfor de gør, som de gør. Jeg bliver bare irriteret, når udeforstående får det til at lyde som om det jo ‘bare lige’ er noget, man gør.

  3. Nanna 07. sep, 2012 at 09:51 #

    Kære Tine

    Din blog og din historie er så vigtig, og jeg synes det er fantastisk at du deler så åbent ud. Jeg er sikker på at du er en inspiration for mange! Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke og styrke til de ting der venter forude. Og så krydser jeg fingre for at Ellen snart bliver storesøster til en lækker lille brunøjet sag!!!

    Efter jeg læste dit indlæg første gang, drømte jeg om natten at vores egen datter skulle adopteres væk (ved ikke hvorfor – måske var vi døde?!). Det var en forfærdelig drøm, men jeg kan huske at jeg tænkte på, at det var godt at nogen sikrede sig at hun ville blive passet ordentligt på…. Ved ikke helt om det var en upassende historie i denne sammenhæng, men, tja, jeg ved ik’….. Håber I hvert fald det bedste for jer, og jeg håber at du vil fortælle om jeres proces, da det jo er så øjenåbnende for alle os, der ikke kender den verden!

  4. Nina 04. sep, 2012 at 08:41 #

    Bare et tusind tak for din ærlighed! Det er simpelthen så befriende rart med det sande billede.
    Læser ivrigt med på din blog! og krydser alt for at der på et tidspunkt kommer et skønt indlæg med et lækkert billede af lillebror/søster.

    Pøj pøj med det hele og pas på hinanden i den her proces – og dælme godt ikke alle skal igennem sådan en proces for at få børn, for så kom vi da først til at mangle børn i Danmark.

  5. Cecilie 03. sep, 2012 at 07:06 #

    Av. Det er en mærkelig verden.

  6. Mette Christensen 03. sep, 2012 at 05:23 #

    Hvor ER det godt, at du skriver om, hvor meget man egentlig skal gå igennem. Jeg anede det f.eks. slet ikke. Selvfølgelig skal de ikke begynde at give børn ud til gud-og-hver-mand, men det lyder VILDT hårdt og du er sgu en sej pige! Held og lykke med det hele!

    • tinetholander 03. sep, 2012 at 09:55 #

      Tak.

  7. understjernerne 03. sep, 2012 at 05:00 #

    Fuck… jeg har gonnok aldrig bagatelliseret adoption, men det der… det er da helt vildt hvad I skal igennem. Psykiater?? Ja, for det er jo MEGET bedre for de små forældreløse børn at rådne op på et børnehjem i Sydafrika, end at komme hjem til nogle kærlige forældre , der lissom VISER både med penge og tid at de virkelig vil det her! Hold kæft hvor er det latterligt.

    Er i øvrigt en af dem du hader lige nu, undskyld.

    • tinetholander 03. sep, 2012 at 09:54 #

      Stort tillykke. Sådan skal det heller ikke være.

  8. C 31. aug, 2012 at 17:07 #

    Har været der. Føler med dig og er så enig. Folk skal holde op med at forenkle (både følelser, tid og ressourcer) og det til at lyde som en tur i supermarkedet.

    • tinetholander 11. sep, 2012 at 19:57 #

      Lige præcis.

  9. trintrine 30. aug, 2012 at 12:27 #

    Fra én, der har været hele møllen igennem: Ja, det stinker. Og det bliver ved med at stinke. På måder man ikke havde forudset. Undskyld. Men det gør det. Ikke hver dag og hele tiden. Men med ganske jævne mellemrum. Undskyld.

    Fra én, der i sidste uge modtog et billede af verdens smukkeste lille pige: Det er det hele værd. Jeg sværger.

    Hold ud :)

    • tinetholander 30. aug, 2012 at 12:56 #

      Stort tillykke. Det må være den vildeste følelse. Hvofra? Hvor gammel? Hvornår kan du hente hende?

      • trintrine 30. aug, 2012 at 14:47 #

        Den allervildeste følelse evar! Overvældende på alle måder. Hun er 16 mdr. og fra Etiopien. Vi håber at kunne hente hende sidst på året, men som med alt andet i det her game er intet sikkert.

        Hold dig ikke tilbage med at smide mig en mail, hvis du har spørgsmål til processen eller andet.

  10. Ditte 30. aug, 2012 at 11:40 #

    Hvor er det befriende læsning! Er halvejs i samme situation, da en stofskiftesygdom ødelagde muligheden for barn nr. 2. Kan bare ikke adoptere, for vi er dumpet på alder (jep – forældre-kompetencer er åbenbart ligeligt proportionalt med alder, duh!) Medmindre vi vil adoptere et skolemodent barn (der så overhaler vores biologiske søn i alder indenom)!
    Gav op ved indgangsdøren til adoptions-hejset!

    Godt kæmpet, så langt!!!

    • tinetholander 30. aug, 2012 at 11:51 #

      Øv, det er jeg ked af at høre. Og jeg kan godt forstå, at det kræver ekstra mange, lange overvejelser at skulle tage et skoleklart barn. Slet ikke, hvis jeg søn pludselig bliver lillebro. (Det tror faktisk ikke kan lade sig gøre. Vi fik i hvert fald af vide, at der min. skulle være ni naturlige måneder mellem Ellen og et evt. adoptivbarn). Det er hårdt og bare ikke særlig rart at blive proppet i kasser på den måde.

      • Ditte 30. aug, 2012 at 13:14 #

        Sagde jo, at jeg gav op ved døren :-) Nåede aldrig til en regel om 9 måneder imellem. Kun til den med max 40 år mellem ældste forælder og barn.

        • tinetholander 30. aug, 2012 at 13:35 #

          Det er i øvrigt lige blevet sat op til 42. Ved ikke, om det er en interessant eller ligegyldig information.

          • Dorte 31. aug, 2012 at 06:49 #

            Min mand er efterhånden blevet 52. Jeg selv 45, så…. :-)

  11. Kaffe & T 30. aug, 2012 at 09:58 #

    Respekt for at gennemgå den omgang!!! Med i hatten bør fan’me følge en eller anden barnepige service, der tager over, når nætterne er for hårde – altså efter I har fået barnet i hænderne, for det gør I sgu da!!
    Synes ligesom I har taget jeres andel af det sure, så tilbage kan kun være det søde. Og til den pris, bør mindst én au-pair følge med!

    • tinetholander 30. aug, 2012 at 11:53 #

      Ja, ikk? Det er som om løftet på en eller anden måde går den modsatte vej. Dette kan kun blive hårdt. Meget hårdt. Er I klar over det? Vil I helst have et enarmet barn eller måske en baby med abstinenser?

      • Kaffe & T 01. sep, 2012 at 18:18 #

        Det er altså barske løjer!!

  12. Maria Mienert 30. aug, 2012 at 07:43 #

    Hold da helt op, Tine… Vidst godt det var svært at adoptere, men det lyder godt nok som noget man virkelig skal ville!

    Gad nok vide hvor mange biologiske forældre, der kunne bestå alle de tests?!

    Har længe tænkt over hvordan går det egentlig med din far?

    Mange tanker, kram og god energi herfra

Trackbacks and Pingbacks

  1. Bunden af bjerget | Ikke et ord om baby - 11. sep, 2012

    [...] nemlig endnu en grund til- udover etatens vågne øje – at det svært at blogge for tiden. Endnu flere, endnu større og endnu mere uhåndterbare [...]

SKRIV EN KOMMENTAR