Bunden af bjerget

11 sep

Kunne man da ikke bare….bare få lov til at synke ned i hundestadiet i forstaden og kede sig ubønhørligt over petitproblematikker og hverdagens mekaniske summen. Lyksaligt fritaget for alle de store følelser. Er det da ikke det, der er meningen med denne del af livet?

Der er nemlig endnu en grund til- udover etatens vågne øje - at det svært at blogge for tiden. Endnu flere, endnu større og endnu mere uhåndterbare følelser, der tackler den rette kombination af ord:

Det gik lige så godt. Det gjorde det faktisk - når nu det absolut skulle være. Før sommerferien sad jeg igen på et af hospitalets grinagtigt små kontorer med halve røde døre og stirrede på en mand i hvid kittel uden at blinke. Parat. Beredt. Kom så med det. Første resultat af første scanning efter min far begyndte i kemoterapi. Seks måneder efter det kafkaske udredningsforløb begyndte. Seks måneder efter diagnosen ‘uhelbredelig aggressiv kræft.’ Kemoen havde ikke voldt ham de store bivirkninger og selvom han ofte følte sig sløj og træt, var vi allesammen fulde af forundring over, hvor aktivt deltagende han stadigvæk var. Til børnefødselsdage, Sankt Hans, konfirmationer og fester. I livet som sådan. Men vi var alligevel forberedt på det værste. Eller måske det realistiske.

Og så sagde kitlen det mærkelige: Kemoen har hjulpet. Svulsten er blevet mindre. Vi fortsætter  ufortrødent behandlingen. Jeg tror knapt nok han forstod det, min far. Sad bare og øffede lidt. Vi andre andre var naturligvis svære at slå ned af begejstring.

Lige siden er det tordnet ned ad bakke. TORDNET! På intet tidspunkt har sygdommen udviklet sig så hurtigt, som den gjorde efter den glade dag bag den halve røde dør. Han fik flere smerter, madleden tog til, kiloene kunne ikke holde fast i hans magre krop, der pludselig var en plaget gammel mands. Og han blev så træt. Frygtelig, frygtelig træt. Til sidst kom den chokerende besked. Der er ikke mere at gøre. Herfra kan vi kun tilbyde dig en smertefri afsked.

Ikke mere at gøre? Vi var knapt nok færdige med at forudse perspektiverne i en effektiv behandling og pludselig talte vi om hospice og hjemmepleje. Fra toppen af bakken til bunden af bjerget på en måned. Onde, lede sygdom, der både giver håb og en lussinger. På én gang.

I sidste uge døde han.

Og er der noget fornuftigt at sige om det? Ikke en skid! Ikke andet end: jeg savner min far og glæder mig til minderne om knogler, morfin og kramper igen bliver erstattet af fisketure med sørgelige gevinster, godnatkys og smålige skænderier. Jeg længes mod, at mindet om hans kraftesløse stemme, der bad om at få lov til at dø, bliver vekslet til taknemmelighed over, at det rent faktisk skete. Og jeg beder til, at der findes glæde for min mor, der efter 50 år må lære at sove alene.

 

17 kommentarer to “Bunden af bjerget”

  1. Gitte Andreasen 19. sep, 2012 at 18:53 #

    Det gør mig ondt at høre – kondolerer

  2. Lene 13. sep, 2012 at 17:35 #

    Du forstår – om nogen – at sætte ord på sorgen og jeg tænker, at det må være et stærkt redskab til at leve med smerten. Det er så ubeskriveligt uretfærdigt – jeg sender dig tonsvis af krammere!

  3. Nina 12. sep, 2012 at 21:49 #

    Kæmpe kæmpe kæmpe krammer herfra! Jeg mistede selv min mor for snart 5 år siden – også ALT for tidligt, så jeg ved hvordan du har det!
    Kan desværre ikke berolige dig med at det går over, men kan dog sige, at det bliver nemmere med tiden…
    Føler meget med dig oveni alt det andet du tumler med!

  4. Jytte 12. sep, 2012 at 09:58 #

    Åh det er så hårdt! Husk at sørge, det fik jeg ikke gjort ordentlig – af flere årsager. Jeg har været der, 26. juni 2008 var det forbi for min far. En led periode på to år var tilbagelagt. Han fornægtede sygdommen og mine søskende blev for altid nogle andre i mine øjne. Jeg bor langt væk og måtte håndtere realiteterne på en helt anden måde, for jeg ville jo ikke stå 600 km væk når den sidste tid kom. Jeg var der og nu er min far i mig.

  5. Sandra / Fru H-T 12. sep, 2012 at 09:25 #

    De aller bedste tanker herfra. Jeg ved, hvor ondt det gør at miste sin far.
    Jeg håber, det ikke varer for lang tid før minderne ændrer sig til det I gerne vil huske om ham.

  6. Stine 12. sep, 2012 at 08:28 #

    Der er ikke så meget at sige, ikke så meget der hjælper, ord er bare fattige, når nogen forsvinder, og man står tilbage med tomheden og savnet. Jeg kan kun sende mine tanker, og sige at det gør mig virkelig, virkelig ondt for jer!

  7. Fru Z 12. sep, 2012 at 07:36 #

    Vi har det med at glemme at døden er en del af livet. Hvilket ikke just gør det nemmere at håndtere den, når den vælter ind over dørtrinnet.
    I foråret kom den forbi vores familie, og hentede min svigerfar med et kort og grimt kræftforløb, som var voldsomt at være vidne til. Min mand arbejdede sig bogstavelig talt ud af sorgen, da hans fars hjem skulle ryddes. Jeg skrev mig ud af det, for at få hold på mig selv bagefter. Måske det også er en mulighed for dig?
    Vi har det godt nu, et halvt år efter. Ikke bare bedre, men godt.
    De bedste tanker til dig og dine.

  8. Linda 12. sep, 2012 at 07:28 #

    Det gør mig så usigelig ondt for jer allesammen.

    Mange tanker og kærlige hilsner herfra

  9. Østfronten 12. sep, 2012 at 06:34 #

    Det er så uretfærdigt. Det gør mig så ondt for jer alle, og selvom det ikke batter i virkeligheden, så sender jeg mine bedste tanker til jer alle.

    Jeg håber, at minderne snart vender fra sygdom til et levet liv.

  10. Betina Olsen 12. sep, 2012 at 06:32 #

    Det gør mig så helt ubeskriveligt ondt, alt det l skal gå igennem og så på samme tid, det er jo fuldstændig umenneskeligt!

    Jeg sender min dybeste medfølelse og alverdens virituelle kram jeres vej selvom jeg kun “kender” dig her fra bloggen. Jeg håber inderligt at tingene snart går jeres vej!

  11. Rikke 12. sep, 2012 at 06:30 #

    Det gør mig så ondt at læse, mange medfølende tanker herfra

  12. Heidi 12. sep, 2012 at 06:28 #

    Sender dig min dybeste medfølelse. Det gør SÅ ONDT at miste,den vi holder af. At miste sin far eller mor, er lidt at miste sig selv for en stund. Det gør sviende ondt,giver hjertekramper og massivt tåreflod. At se realiteten i øjnene , og vide man er næste nummer i rækken, at ens forælder ikke er udødelig,gør ubærlig ondt at blive mindet om.

    pas godt på dig selv, og dine nærmeste.

    Kh Heidi

  13. Ellen 11. sep, 2012 at 23:21 #

    Det bliver bedre, det kan kun gå fremad nu for jer. Sender dig og dine den dybeste medfølelse. Pas på hinanden.

  14. Kaffe & T 11. sep, 2012 at 21:22 #

    Hvor er det stærke ord. Jeg føler dem helt ind under huden. Jeg føler med dig og med din mor – hvor må det synes uoverkommeligt at tage imod sådan en livsforandring efter så mange år i tosomhed. Jeg værner lidt ekstra om det jeg har – dem jeg har – efter sådan en reminder. Medfølelse herfra.

  15. Susanne 11. sep, 2012 at 21:19 #

    Åh, det gør mig så ondt at høre…de varmeste tanker og et stort virtuelt kram herfra. Har selv mistet min mor for få måneder siden og det var og er en stor, stor sorg at stå i. Men man finder trøst hos hinanden, hos alle dem som kendte og husker den man har mistet, og langsomt bliver det lidt mindre uudholdeligt. Og så er det dejligt og livsbekræftende at være mor! Det håber jeg også du vil opleve, på trods af bøvl med den høje Etat!

  16. Marianne 11. sep, 2012 at 19:53 #

    Ordene er alt for små, men sender min dybeste medfølelse. Forbandede lorte-møg-sygdom!

  17. Mette S 11. sep, 2012 at 19:50 #

    Jeg kender dig ikke personligt, ej heller din far, men det gør mig umådeligt ondt at du og din familie har mistet en højt elsket far og familiemedlem.

SKRIV EN KOMMENTAR