Dit livs 17.000 billeder

19 okt

Jeg elsker at tage billeder. Og efter, mobiltelefonen har erstattet lommekameraet og Instagram har lagt et romantisk/shabby chic skær ud over vores liv, bliver det såmænd til et par stykker om ugen.

Problemet er bare, at jeg faktisk ofte ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge dem til. Jo, jeg kan sagtens blive grebet af at sidde og bladre tilbage og mindes dengang Ellen var 17 dage yngre eller temperaturen 14 grader højere. Dengang hunden var mere fluffy og den indbagte reje gjorde sig til. Men hvad så? De bliver jo aldrig printet ud, og det er vel egentlig bare som om fotoalbummets dage bare er forbi. Ahhh…det gode gamle flip-over-album, der kunne stå og støve til i reolen. 24 billeder fra hver begivenhed i ens liv. (Til gengæld helt på sin plads, at den digitale fotoramme aldrig rigtig blev en salgsbasker- For satan da…)

Men på en eller anden måde føltes det alligevel som om, man brugte billederne til noget, når man sådan sendte dem af sted til fremkaldelse. Satte dem i system og måske en enkelt gang viste dem frem til kaffen.

Min far var fotoentusiast, og jeg er netop blevet færdig med at sortere de 60.000 millioner billeder, han efterlod på sin computer. Usorteret. Taget bare fordi lyset faldt særlig lækkert lige netop den onsdag på Hvidovrevej. Det agter jeg naturligvis ikke bebrejde ham.

Men for fanden, det var kedeligt. Og han havde tydeligvis heller ikke spekuleret mange minutter over, hvad disse digitale herligheder havde af formål i verden. (Oh, well, så længe de var sjove at tage).

Men nu, tadadada…. i dag, har jeg faktisk fundet en cool måde at bruge både penge og fotos på. Jamen, se dog her. Stickygram. Lyder ulækkert, ingen revolution, første ordre sendt af sted. Jeg er dog stadigvæk villig til at være utro med andre foto-formål.

Så fortæl gerne, hvordan bruger du de 17.000 billeder i dit liv?

 

10 kommentarer to “Dit livs 17.000 billeder”

  1. Lise 05. jul, 2013 at 12:20 #

    God ide med en Instagram fotobog det tror jeg også at jeg vil prøve. Jeg kan også anbefale at få sine Instagram billeder fremkaldt. Til dette bruger jeg Pixum, da de havde et tilbud om 75 Instagram print gratis :-)

    http://www.pixum.dk/instagram

  2. Maja 21. okt, 2012 at 20:52 #

    Sejt, det skal jeg prøve! Alle får magneter til jul! :)
    Hvis du bruger Mac, kan du lave både fotobøger og kalendere direkte fra iPhoto. Meget nemt og rigtig lækkert look.

  3. Linda 20. okt, 2012 at 18:04 #

    For mig er forskellen på de billeder, jeg tager, lidt som forskellen på FB og min blog. FB/Instagram er snapshots, så man kan følge lidt med i hinandens liv, selvom år og demografisk udvikling har placeret de involverede parter i hver sin ende af Danmark, eller på hvert sit kontinent, og bloggen/billederne af de begivenheder, som er vigtige, fungerer som en slags dagbog/dokumentation over de ting, der betyder/betød noget.

    Og hvor er det da bare en pissegod ide med de fotobøger! Den tror jeg lige, at jeg griber i luften.

    Klem

  4. Østfronten 20. okt, 2012 at 08:02 #

    Jeg har netop fået fremkaldt ca 250 billeder (voldsomt redigerede ift. det faktiske antal på kameraets memory card!)
    … og så skal Svigerforældrene have en 2013-kalender med alle 4 børnebørn i billedform, og Mormor og Morfar skal have en fotobog. Kæreste og mig har aftalt at vi laver en fotobog/år for Bean – så til maj skal vi igang med at benhårdt vælge de bedste snapshots af Bean 0-12 mdr.

  5. Superheltemor 19. okt, 2012 at 19:12 #

    Jeg laver fotobøger, gennem cewe.
    Hver ca 4-9. måned, sætter jeg mig ned, ofte sammen med børn eller mand, og laver en fotobog, med de nyeste fotos. Er efterhånden blevet gode til det, og ved hvilke fotos der er sjove at se på igen, og vi er blevet hurtige til at vælge baggrunde.
    Har nu lavet ca 10 bøger – også en stor der dækker de år
    før begyndte at lave bøger.
    Børnene bruger dem som billedbøger, og vil nogle fange hellere have læst “den bog hvor fars går sidder grimt, og luna suttede på finger”, eller “den bog hvor vi havde Bræksyge juleaften, og var klædt ud som hekse til fastelavn”, end rigtige bøger.

  6. understjernerne 19. okt, 2012 at 18:09 #

    Jeg gør det samme som Mette, sletter de hurtige øjebliksbilleder der bare lige kan bruges på fb, instagram eller på bloggen. Og gemmer dem der ligesom betyder noget.
    Jeg overvejer dog også at få lavet nogle fotobøger. Det ER altså noget andet at sidde med billederne i hånden end at sidde med dem på computeren :)

  7. Susanne B.V. 19. okt, 2012 at 17:44 #

    Jeg laver fotobøger via nettet. Har lavet en bryllupsbog, en ‘tur-til-Italien-2012′-bog og en ‘sommerferie 2012′-bog og der er mange flere på vej. Når man først har lært programmet (det man nu måtte vælge at bruge) at kende, så kan man lave sådan en bog på en aften eller to og det er hyggeligt at sidde og nusse med, for der er jo tusind muligheder for layout – kun fantasien sætter grænser.

    Jeg har flere gange siddet og kigget i mine bøger og også Anna på 10 mdr. har stor glæde af at sidde og kigge i en bog fuld af billeder med folk hun kender (inklusiv sig selv ;) ))

    • tinetholander 19. okt, 2012 at 18:05 #

      Kan du anbefale gode steder at få lavet fotobøger? Overvejer også om det er vejen frem.

      • Susanne B.V. 19. okt, 2012 at 19:03 #

        Jeg bruger selv CEWE via Netto.dk og synes det er dejlig brugervenligt. Jeg har ikke prøvet andre, så har ikke det store sammenligningsgrundlag, men kender flere der også er glade for pixum.dk :)

  8. Mette 19. okt, 2012 at 16:20 #

    Det er sjovt du skriver det – for jeg har spekuleret over nøjagtig det samme, dog uden at skrive det ned. For hvad vil vi om 20 år med billeder af vores aftensmad og random solnedgange og katte? Vil vi ikke vise vores børn og børnebørn nogle lidt mere meningsfyldte billeder af vores liv? Nogen hvor vi selv er på? Nogen hvor vores nærmeste er på? Derfor er jeg begyndt at slette de hurtige billeder jeg tager for at vise noget på min blog og sortere og gemme vigtige hverdags-billeder. I min verden er skrapbøger med få udvalgte billeder (en del af) løsningen :-) Man bliver nødt til at være kritisk, synes jeg, ellers devaluerer billed-mediet.

SKRIV EN KOMMENTAR