Der er beslutninger, der skal tages

6 nov

Hej verden. Det er mig, T. Netop krøbet ud af tænkeboksen, hvor jeg i længere tid har ligget krøllet sammen i noget fosterstilling og prøvet alle tricks i grønspættebogen:

1.Det første jeg tænker på. Det er nok det, jeg helst vil. Nej.

2. Nå, den vej, jeg vejrer, når jeg står med lukkede øjne og samlede fødder på gulvet…. Det er nok det, jeg hælder mod. Nej, men for fanden, sådan kan man da ikke træffe beslutninger.

3. Okays, men så en hurtig lille afstemning blandt de 100 nærmeste venner. Demokrati and all that jazz.

Og hvorfor nu al den jammer?

Det er sket. Vi er endelig, endelig, ENDELIG blevet godkendt til adoption. Og da mit blod holdt op med at koge over det faktum, stod en lillebitte forpjusket realitet tilbage. I hele denne endeløse process har vi indtil videre været frataget enhver form for mening, holdning eller medbestemmelse og nu indløb den så. Retten til at mene noget. Og så afsted mod beslutningerne, ikk? Ja, man skulle tro, det var så simpelt.

Næste skridt er nemlig at vælge et land. Hvilken liste kunne vi tænke os at blive skrevet på, så ventetiden nu for alvor kan gå i gang?

Efter et større sorteringarbejde stod vi tilbage med tre lande. To hvor man går frem efter et klassisk køsystem med to-tre års ventetid og et, hvor det enkelte barn bliver matchet med den familie, der passer bedst til barnets behov. Altså kan man være heldig, at ventetiden bliver langt kortere end tre år, men man kan også risikere at rådne op uden nogensinde at se skyggen af en sparkedragt. Ej, hvor er det også tarveligt. Hvorfor skal det være så svært?

Og det gør det jo bestemt ikke lettere, at de to metoder fuldstændig eksemplarisk ridser forskellen på barnefaderen og jeg op med fede streger. Han er den kække, vi-gør-det-sgu-bare-type. Selvfølgelig vælger de da os. Med det vuns. Kom nu med.  Ud over kanten.

Jeg hænger i stakittet og råber på en statisik, en kvalitativ analyse og et (Gud bedre det) stykke sandsynlighedsdsregning. Mens jeg googler og mailer og ringer. Til nogen og hvemsomhelst. Men det kan man ikke få. Til gengæld kan man få lov til at basere denne livets lille bitte ubetydelige beslutning på noget så fesent som en mavefornemmelse. Jo, tak.

Vi er blevet enige. Juryen har voteret. Og råbt. Brevet er sendt og en af dagene står vi nu på venteliste til engang (måske) at møde et barn, der kunne have brug for sådan nogle som os.  (Ajks, For helvede Poul Krebs. Fis ud af mit moment). Når de højere magter og adoptionsnævnet vil det.

9 kommentarer to “Der er beslutninger, der skal tages”

  1. Lotte 12. nov, 2012 at 14:17 #

    Tillykke…!! Og al mulig held og lykke i junglen!
    Mindes at det nu efterhånden er et år siden at min veninde kom hjem med sin søn fra Etiopien – og han er skøn! De stod på listen til Kina i – bombom…4-5 år…førend de valgte at komme på en liste til Etiopien. Uha – jeg stod på sidenlinien. Heppede, håbede, skrev videnserklæringer, etc. Det er en jungle – med børn, lykke, etc. som indsats og belønning. Men nu er I godkendt…!! Fedt!

  2. Else Marie 08. nov, 2012 at 20:17 #

    Årh, hvor er det stort – tillykke! Og pøj pøj med næste etape. Det bli’r a match made in heaven.

    • tinetholander 08. nov, 2012 at 21:35 #

      Tak, allesammen. Vi er også super spændte, men det er også lidt surrealistisk ikke at vide, om det der glædelige er en måned, et år eller 100 år væk.

  3. Louise 07. nov, 2012 at 10:32 #

    Wauw, hvor fantastisk! Stort og kæmpe meget tillykke :-)
    Vil glæde mig til at følge dig fremover – jeg faldt lige over dig ved en tilfældighed, men kan se at jeg må ha’ mere ;-)
    KH. Louise

  4. Kaffe & T 07. nov, 2012 at 09:57 #

    Hvor er det fantastisk!! Yay! Jeg holder med din mand, selvfølgelig bliver I valgt!

  5. FamilienDanmark 07. nov, 2012 at 08:02 #

    DET er stort – tillykke! Så kan det godt være nogen synes 9 mdr. er lang leveringstid, men at dømme ud fra det du skriver, er adoptionsbørn længere tid om at blive “færdigbagte”. Håber det går stærkt!

  6. Mette 07. nov, 2012 at 06:58 #

    Tillykke med at I er blevet godkendt. Og for helvede Tine, selvfølgelig vælger de jer!

  7. Heidi Kjeldgaard 07. nov, 2012 at 04:42 #

    Stort tillykke med endnu et skridt på den temmelige besværlige vej mod at få et barn .

    Ønsker jet al mulig held og lykke- og krydser fingre for , der snart er baby ‘specially for you ‘

    Kh Heidi

  8. Fru Z 06. nov, 2012 at 23:19 #

    Nåhm, tillykke i hvert fald!I er et skridt nærmere :)

SKRIV EN KOMMENTAR