Der er mange tårer der skal grædes

19 nov

I weekenden brugte jeg blandt andet tid på at læse dette glimrende blogindlæg fra politiken.dk. Hvis du ikke orker at stave dig igennem alle de mange ord, er du godt hjulpet på vej af overskriften: Jeg gider fandeme ikke smile, når livet krakelerer. Den korte version er, at forfatter Marianne Eilenberger har fået nok af tendensen til, at vi allesammen bør smile og kalde livets problemer for udfordringer – og naturligvis kunne se udviklingspotentialet i at miste en arm eller blive fyret. For lige rundt om hjørnet, venter jo store gaver til alle dem, der tager hele livet i stiv arm. NÅ, NEJ – DEN ER FALDET AF!

Dybest set kunne jeg vel bare nøjes med at skrive – næ, dog, hvor er jeg enig! Jeg synes dog alligevel lige, at jeg vil krydre indlægget med lidt personlige anekdoter.

Da jeg for tre år siden kom hjem fra hospitalet med baby-Ellen og min nærdødsoplevelse, havde jeg sær fornemmelse. Jeg følte et pres. Jeg kan ikke sige, om det kom fra mig selv eller andre, men jeg følte en klar forventning om, jeg burde være glad. For at jeg overlevede og for, at jeg nu kunne svøbe mig i oplevelsen som en form for afstiver til min personlighed. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de mange historier om handicappede mænd, der bare nægtede at lade sig slå ud at have mistet begge deres ben og selvfølgelig senere gik hen og vandt handicap-OL i perifer sportsgren. Eller undertrykte kvinder, der blev forladt og pludselig sprang ud som erhvervsorakler. Jamen, vi elsker jo den slags historier, ikk? Og synes det er så flot, flot. Og derfor trækker vi selvfølgelig den ene person frem som et lysende eksempel i stedet for at fortælle historien om de 99 andre, der i depression og bitterhed over skæbnen, mistede deres forstand.

Mest af alt havde jeg sådan lyst til at skrige og bide, når folk sagde ting som: Det, du ikke dør af, gør dig stærkere.

Måske, men ikke altid. Det, du ikke dør af, kan nemlig også give dig angstanfald, og gøre dig til en pivskid, og give dig lyst til aldrig nogensinde at forlade hjørnet i sofaen af skræk for at få bliver ramt at et lavtgående fly. Ja, faktisk kan det også give dig flyskræk. Og selvom du ihærdigt forsøger at berolige dit nervesystem, så tager det temmelig lang tid atter at gro et dækkende lag over de blottede nerveender. Og hvad med alt, det vand, der kom ud af mine øjne? Og bitterheden, der ramte mig, når de andre nybagte mødre brugte sætninger som: Når nr. to kommer ….

Faktisk følte jeg mig ganske unormal. Som et tvært og ukonstruktivt menneske, der burde vide bedre. De sagde det jo hele tiden: Heldigvis endte det godt … og jeg var i tvivl.

Og her er spørgsmålet: Er det mon det, de mener, når de siger, at jeg er blevet stærkere? Eller glemte jeg mon at udnytte min udviklingspotentiale.

Jeg ved det ikke. Jeg er også ligeglad. For jeg insisterede på at få lov til at være ked af det, ja faktisk ulykkelig, hvilket jeg tilskriver en stor værdi i dag. For jeg tror faktisk, det er derfor, min oplevelse ikke føles som et kors, men et faktum. Selvfølgelig er det muligt at nå derhen, hvor man kan fortælle vidt og bredt og male med den store pensel, uden at tårerne presser sig på. Men for mig at se, er det ikke noget, der dumper ned fra himlen som en gave. Der er mange, mange tårer, der skal grædes først.

11 kommentarer to “Der er mange tårer der skal grædes”

  1. Cille 22. nov, 2012 at 11:53 #

    Fedt fedt skrevet – tak for det. Jeg har været nødt til at henvise fra min blog… Håber det er ok. TAK

  2. Konen 20. nov, 2012 at 13:58 #

    Åh, hvor er det dejligt at der er et lille-bitte hul på ballongen. Min mand og jeg mistede alt vi ejede i en skrækkelig konkurs for 4 år siden, hvor vi blev snydt, oplevede korruption i det offentlige og hos politiet (JA SGU’!!). Når det gælder pengesager er det ikke lov til at pive skulle jeg hilse at sige. Angsten er efterhånden sevet ind i mig, men som Byssen skriver, lærer jeg aldrig at leve med den. For jeg husker så godt hvem jeg var før, hvad jeg turde og hvad jeg stod for.
    Det hjælper bare ikke at sammenligne egen tragedie med andres! Det hjælper ikke at iklæde sig et smil så andre skal kunne holde en ud (tror man). Den eneste man svigter er sig selv og dem der, trods alt, bliver i omgangskredsen. Indtil nu ved jeg det kun i hovedet, men jeg arbejder på at leve det ud.

  3. Byssen 20. nov, 2012 at 07:27 #

    Stærkt indlæg, Tine.

    Dem der bruger sætningen “Det du ikke dør af, gør dig stærkere” til at få dig til at hanke dig selv op i nakken, smøre et smil på læberne og gå videre trods modgang, har i min verden ikke forstået en skid.

    For den handler ikke om at du skal glemme modgangen og gå videre. Det handler netop om at du skal LÆRE af din modgang.

    Hvad sker der når vi møder modgang? Vi bliver sgu angste, vi bliver kede af det, vi bliver pivskide. I en periode. Måske nogle dag, måske nogle uger, nogle måneder, nogle år. Måske forsvinder det aldrig helt. Men vi lærer at leve med angsten. Vi lærer at leve på trods af angsten. Vi lærer at sætte pris på det vi har lige nu, for vi ved hvor skrøbeligt det er. Og vi lærer at bede om hjælp når vi har det sværest. Det er det der gør os stærkere. Og det er det du har lært, Tine, som har gjort dig stærkere.

    Så nej, vi skal ikke være bange for at sige til dem der spørger, hvordan vi egentlig har det. vi skal ikke være bange for at bede om hjælp.

    Jeg mistede for nylig en nær veninde i en frygtelig bilulykke. En veninde der var jævnaldrene, havde mand og to børn, præcis som mig. Det var en kæmpechok, og når kollegaer mødte mig på gangene og jovialt spurgte “Hvordan går det?”, svarede jeg ærligt “Det går dårligt” – eller som dagene/ugerne gik “Det går bedre”.

    Det kom der en masse gode snakke ud af, som hjalp mig til at få sat nogle ord på tragedien og det jeg var angst for. Snakke som hjalp mig til at blive stærkere.

    Det er ok at være ked af det, og vise det. Og jeg forstår sgu ikke hvorfor vi synes det i Danmark er så tabu-belagt at have ægte følelser.

    • tinetholander 20. nov, 2012 at 08:05 #

      Kæmpe kram til dig, Line. Jeg håber, at din veninde finder den der helt særlige plads indeni dig, hvor sorgen bliver til noget bedre/andet. Og hvis ikke – så bare at sorgen bliver til at leve med.

  4. Maja 19. nov, 2012 at 18:55 #

    Åh, hvor har både du og Marianne Eilenberger ret. Gode ord, omverdenen trænger til en opsang om det der lalleglade indtryk, alle vi andre skal få af den.
    Hvorfor skal vi lyve os glade og lykkelige? Og hvorfor bliver folk så forbavsede og tavse, når man svarer “Ikke alt for godt” til deres spørgsmål om hvordan det går? Jamen, hvis de ikke vil have svaret, så skal de da lade være med at spørge! Er vi blevet berøringsangste overfor den mindste smule modgang, tristhed og dårligdom her i verden? Hvis vi ikke må sige det højt, når tingene er bare en lidt svære, hvad gør vi så, når de bliver meget svære? Skal vi være bange for at ryste vores omverden med vores virkelighed? Og tie i stedet for at lukke katten ud af sækken og bede om hjælp? Hvorfor må vi ikke vise vores svaghed? Er det ikke en styrke at vide, når det hele ikke er perfekt? Eller er det også bare en kliche?
    Jeg ved det ikke. Jeg spørger bare. Og overvejer, om jeg skal forsøge ikke at svare ærligt, når folk spørger til mit velbefindende …

  5. Ida 19. nov, 2012 at 18:46 #

    Det bedste indlæg + artikel jeg længe har læst. Af hjertet tak! For det er nemlig SÅ befriende at råbe røv når hele lortet ramler.
    Læste også lige indlægget om din fødsel, blev virkelig rørt. Sender den største virtuelle krammer i din retning.

    • tinetholander 20. nov, 2012 at 08:15 #

      Tak, krammere er altid dejlige. Virtuelle og virkelige.

  6. Østfronten 19. nov, 2012 at 18:18 #

    Flot indlæg. Også politikens. Af og til giver det god mening at se glasset som halvt fuldt. Af og til skal man have lov at være vred, ked af det og rasende ulykkelig.

  7. Kaffe & T 19. nov, 2012 at 17:39 #

    Utroligt vedkommende og vigtigt! Jeg er enig! Bland andet noget af det, jeg “prædiker” på min blog. Ærligheden frem for illusionen. Mere ægthed, tak. Også den, der ikke er lykkelig og smilende.

    • tinetholander 20. nov, 2012 at 08:15 #

      Og du gør det nemlig så godt på din blog. Tak for det T

  8. Mette 19. nov, 2012 at 16:53 #

    Flot skrevet! Jeg er SÅ enig med dig og Marianne Eilenberger. Tak – de ord faldt på et tørt sted.

SKRIV EN KOMMENTAR