Stilheden falder

5 dec

Sne. Jeg elsker måden, man kan høre den falde på – og så alligevel slet ikke. Stum og smuk. En glædelig ikke-eksisterende lyd. Den er til stede i hver eneste snefnug og kalder på minder fra en fjern, fjern tid – eller tider med sin mumlende, dumpe vokal.

Dengang lyden hviskende fik ens hjerte til tæt ved og næsten at eksplodere af glæde, fordi den bragte løftet om ferie og gavebånd og kakkelovnens knitren med sig. Hjertet bankede så, det var umuligt at sove, og alligevel var det eneste, man kunne høre den. Den tavse lyd.

Eller senere minder om enden på en våd og vild aften med venner, der for længst var vokset fra sneboldkampe, men alligevel ikke kunne modstå trangen til at vende frosne skyts mod bedstevennen. Bare fordi. Og så latterbrøl. Med røde kinder og sprutsøvn i hælene.

Men mest af alt elsker jeg den måde sneens tyste ikke-lyd dæmper hele verden på. Selve livet lyder anderledes, når det drysser. Afdæmpet. Fortroligt.
Det skingre, høje taber decibel, og forbrydelserne synes længere væk. Verden taber tempo og gør sig umage for ikke at miste fodfæste. Og har slet, slet ikke tid til at tænke på andet.

Lyden bedrager øjnene, der nægter at slå erfaringens hukommelse til. Den vil ikke huske. Noget så glimtende smukt og pulverrigt må føles som en kollosal lun og silkeblød kugle af vat – nøjagtig som skyer set fra en flyvindue. Det er umuligt at koble det gnistrende syn med kulde, sjask og luft. Det kan ikke passe. Ikke i år. Det MÅ være anderledes i år.

Indtil man rører, og fingrene forskrækket sender et jag igennem kroppen. Indtil plusgraderne smelter sneen, og bilernes lange, våde svuuuujshhh … atter bryder stilheden.

Men i aften er det stille …

20121205-212314.jpg

En kommentar to “Stilheden falder”

  1. Maja 06. dec, 2012 at 19:04 #

    Så poetisk! Du kunne skrive mange forskellige slags bøger, som jeg godt gider læse. Please?

SKRIV EN KOMMENTAR