Ting sagt på matriklen

7 feb

Samtaler med tre-årige indeholder så absurd mange gentagelser, at det er svært for den gennemsnitlige menneskelige forestillingsevne at begribe. Tillad mig at illustrere:

Tag dit tøj på!

Dimse, dimse, dimse

Tag dit tøj på!

Næ, se dukke Morten mangler sin sut.

TAG DIT TØJ PÅ!!!!

Dreje rundt, dreje rundt, dreje rundt.

SÅ TAG DOG FOR HELVEDE DET RÅDNE TØJ PÅ!!!!!!!!!!!!!!!!

Hva?

Disse daglige ‘samtaler’ består så vidt vides af lige dele magtkamp og koncentrationsbesvær. Og for at være helt ærlig har de samme evne til at teste min næstekærlighed, som jeg-sover-kun-15 min-af-gangen-babyen jeg periodevis var på barsel med. Jeg får sådan lyst til at kradse mig selv i øjnene af bar frustration.

Sjovere – altså langt sjovere er til gengæld de sproglige forviklinger, der er lavet af præcis samme surdej som stand up-komik. Fx:

Hvor har du store bryster, mor!

Synes du? Virkelig? Tak.

Og et kæmpe stort hoved!

Og naturligvis alt det, der bare er skidemorsomt, fordi tungen endnu ikke slår de helt rigtige krøller på alle ord:

Mor. Vil du skrælle min dalmatiner?

Det allerbedste er dog de sammenhænge, der er sat tilfældigt sammen efter tre-årig logik.

Ellen, du skal lige i bad, før vi skal ud at besøge Dorte!

Hvorfor? Har hun fødselsdag?
(Måske 2013 skal være hygiejnens år? Bare en tanke.)

Jeg ville ønske, at hun aldrig sagde andet:

Mor, kan du ikke finde noget tøj til mig?

Hvorfor finder du ikke noget selv?

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal have på.

Så gå op, og kig i dit skab.

Jamen, så skal jeg stå stille!

4 kommentarer to “Ting sagt på matriklen”

  1. Husmor-Logik 08. mar, 2013 at 13:24 #

    Sidder her og griner. Min dreng på 2½ spurgte forleden om pølserne gror ude i haven :D

  2. Henny Stewart 12. feb, 2013 at 22:31 #

    Børns udtalelser kan være helt fantastiske. Jeg husker fra mine “plasticbørn” noget i stil med: Hvad tænker appelsinen, lige før man spiser den? Hvor mange fluer kan der sidde på en lastbil?

    Og så er den sygemeldte dansklærer lige på banen: Det hedder matriklen, ikke “martriklen” ;-)

  3. Heidi 07. feb, 2013 at 20:54 #

    Det er så skønt at få børn. Det giver frustrationer,mangel på søvn, laaaaange bryster!!!!! Men heldigvis også ubetinget kærlighed,sjove grin og bare total meget skøn underholdning

  4. Susanne B.V. 07. feb, 2013 at 20:04 #

    Fantastisk! Jeg sidder og kluk-ler for mig selv :)

SKRIV EN KOMMENTAR