Nå, der var du…

2 jan

Farvel, 2012. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om dig, men derfor kan vi vel godt tage afsked under ordentlige forhold. Der er godt nok mange, der er sure på dig. Virkelig mange. Og forleden sagde en kollega til mig, at “det har da heller ikke har været det bedste år for dig”. Altså mig. Det tænkte jeg længe over.

2012 vil selvfølgelig altid været året, hvor min far fik konstateret kræft. Ni måneder senere døde han. Hvem skulle have troet det – men selv for voksne mennesker med deres egen familie føles verden mærkelig tom uden en forældre. Det er som et puslespil, der pludselig mangler en brik – og man er hele tiden alt for bevidst om, at den ikke dukker klapperende op i støvsugerrøret ved næste hovedrengøring. Den er væk. For altid. Der mangler et stykke af virkeligheden. Lidt af det, man står på.

Samtidig har jeg stadigvæk svært ved at fatte, at det faktisk er sådan, det forholder sig. Jeg talte ikke med min far dagligt, og på mange måder kunne han sagtens bare være taget på en lang badeferie. Han mangler jo ikke som sådan i min dagligdag. Indtil nye juleritualer dukker op, og jeg pludselig ser mig selv glane uforstående på vores fælles navn på en gravsten – med en blomst hængende tungt i hånden. Glædelig jul, far. Du ville nok have ønsket dig en cd eller et par sokker, hvis du stadig var her. Og tak for de 10 på hinanden følgende år, hvor du ønskede dig en isskraber og lommetørklæder, fordi jeg ikke havde råd til andet (eller blev du mon i virkeligheden rigtig glad?) Og egentlig også bare tak.

2012 var også året, hvor barnefaderen og jeg slæbte os igennem et statsligt godkendelsesforløb, der kunne slukke livsgejsten hos selv de mest sejlivede jubeltosser. Knapt et år kan vi skrive på den regning – og tænders gnidsel.

Men det er jo også året, hvor vi blev godkendt og fra nu af kan vente et opkald hvert øjeblik, det skal være. Altså hvis det ikke bliver om fem år. Det skal man sgu lige vende sig til. For selvom jeg prøver at undgå den slags tanker, er det satme svært ikke at overveje, at telefonen jo KUNNE ringe netop som flyet til Thailand. Hvis vi tager til Thailand letter. Og skulle vi mon så hellere tage til Sverige? Men vi kan jo ikke sætte vores liv på stand by, hvis der går 113 år, inden de tager sig sammen og peger i retning af Rødovre, meeeen det kunne jo også være i morgen. Eller overmorgen … You get the drill!

Jeg fik også et nyt job, en hund og har købt to virkelig, virkelig voksne ting; en helt rigtig mennskeseng, der hverken er flækket sammen med strips eller gaffa og en køkkenrulleholder. Og så er det ikke engang løgn. Mht. sidtnævnte vil jeg godt rette en klage ud i intetheden….. Hvorfor skal ting, der er så skræmmende voksne at erhverve sig, samtidig være så absurd grimme? Er vi mon de eneste mennesker under 55, der har købt en seng og en køkkenrulleholder og hverken holder er til fals for sæbebehandlet træ eller stål? Ja, jeg spørger bare? Er der andre gamle mennesker på linjen? Hvad har I gjort?

Og så er der Ellen …. BabyEllen, der for første gang i år overhovedet slet ikke er BabyEllen mere. “Ihh altså, det er også far. Han kan aldrig finde ud af at rydde op efter sig selv,” siger hun med rimpet mund, mens hun forsøger at amme sin dukke. I næste øjeblik ligger hun og vrider sig på gulvet i arrigskab. Det er altsammen meget forvirrende. Ikke mindst for moren. Men sød er hun stadigvæk. Mega cute, faktisk.

2013 jeg kender dig ikke så godt endnu. Men herfra min mediumfaste madras med prober sengeramme ser du nu helt ok ud. Og jeg lover dig, at hvis du er sød ved mig, så lader jeg være med at nævne det uklædelige i din tilfældige talkombination.

4 kommentarer to “Nå, der var du…”

  1. Byssen 03. jan, 2013 at 07:18 #

    Jeg håber 2013 passer bedre på dig end det forgange år, søde Tine. Held og lykke med adoptionen (når det bliver). Og BabyEllen vil altid være lidt BabyEllen – i hvert fald inden i dig. :-)

    Godt nytår.

    • tinetholander 03. jan, 2013 at 09:38 #

      Det er sandt. Og nogen gange kan man nu også stadig se babyen i hende. Også godt nytår til dig.

  2. FamilienDanmark 03. jan, 2013 at 07:17 #

    Det lyder afsindigt spændende, at vente på et sådant opkald. Virkelig! Og ja, alle hader skurken – 2012. Samtlige blogs jeg læser, hvor vedkommende har opsummeret årets gang, sluttes der af med at give finger til året. Det vil jeg lade være med at gøre. Min yngste søn blev nemlig født der, så det virker på en måde lidt forkert :-)

    • tinetholander 03. jan, 2013 at 09:39 #

      Helt forkert. Det kan jeg godt forstå. Tillykke med sønnen og 2012 til dig og din familie.

SKRIV EN KOMMENTAR