Så sød og uvidende

9 jan

Ja, jeg burde helt sikkert stoppe med at skrive blogindlæg, der afslører nøjagtig hvor meget craptv, jeg sluger på en uge, men, men, men….

Alle folk taler om mobning nu. Eller det gjorde de pludselig i min stue i går aftes. Og jeg blev straks helt kold og fugtig i huden, og begyndte at udtænke planer for at væksthæmme pigebarnet – evt. bare helt og aldeles sætte hendes udvikling i stå her. Hun blev tre år – og hun blev ved med at være tre år.

Alt det der med hadesider på Facebook, møgluder og den gigakolloenorme sorg, der følger med både at være udstødt og forfulgt – jamen, jeg begynder sgu næsten at tude, når jeg tænker på det.

Jeg har aldrig selv prøvet at blive mobbet, men når jeg ser en voksen mand stå og vræle, fordi han ikke kan overskue at gå ind på sin gamle folkeskole, fordi mobbeminderne vælter ind over ham, står det temmelig klart, at det ikke er noget, man bare ryster af sig. Lige meget hvor rig, kendt, dygtig eller lækker, man senere i livet går hen og bliver.

Og tænk, hvis det skete for min lille pige?

I øjeblikket er hendes verden så lille, at ydervægen er nået, når vingummier ikke tæller som aftensmad eller døgnets tilbagevendende sengetid kommer uventet. Det kan jeg klare. Jeg kan løse det. Og jeg lever også gerne med, at hun bliver henholdsvis skingrende ulykkelig og/eller rasende over det. Men det andet … jeez.

Det må være det værste – at se ens barn lide og intet kunne stille op.

Ja, okay – blød i bolden … so shoot me, men se dog; Så sød og helt uvidende om, at verden nogensinde kunne finde på at vende hende ryggen.

Jamen er det ikke, det må da være … Jo, det er Ellen som model for Småfolk. Formentlig fordi hun er verdens smukkeste barn. Sådan tolker jeg det i hvert fald.

9 kommentarer to “Så sød og uvidende”

  1. Superheltemor 09. jan, 2013 at 21:50 #

    Hun det kær ud, Ellen!

    Har desværre ikke set programmerne, men får lyst til det nu.
    Mobning er forfærdeligt – og det værste er når det går ud over ens børn.
    Min ældste blev mobbet i børnehaven, af en større pige, de kaldte hende racistiske ting, og hang hende ud, og fik de andre til at grine.
    Pigens mor var lige så forfærdelig og umulig at tale med om det, og vi endte med at sende hende lidt tidligere i skole, end hun måske var moden til(hun er fra december).
    Hun var usikker på de andre børn i starten, men nu er hun 11, stolt, stærk og en del af en god, empatisk flok piger.
    Det letter moderhjertet, har bekymret mig så meget på hendes vegne, og været så vred over, at de ikke bare kunne se hvor dejlig hun var.

    • tinetholander 10. jan, 2013 at 14:57 #

      Hvis den der mor ikke forstod det problematiske i, at hendes børnehavebarn overhovedet forstod sig på racisme, er det dælme også op ad bakke. Men hvor er det skønt at vide, at der findes andre steder, (læs mennesker) som ikke praktiserer sådan en syg adfærd.

  2. Heidi 09. jan, 2013 at 20:10 #

    Jeg ved ikke om man kan gøre så meget andet, end i hvert fald være tro mod sit barn, og handle på mobning/ drilleri.

    Jeg har stillet mig op i den ene af mine døtres klasser og talt om mobning.. Jeg blev mobbet fra 6-10 klasse, det var et helvede og dét vil jeg bare ikke ,mine børn udsættes for,hvis jeg kan gøre noget for det.

    De var pinligt tavse i klassen og det gav en rigtig god debat bagefter, og flere af især pigerne kom hen til mig og talte om drillerier( jeg kaldte det mobning)

    Og jeg har meget klart gjort mine egne børn opmærksom på,at jeg heller ikke tolerere at de mobber andre!! Og de kender min egen skole historie. Jeg tror det er vigtigt de kan relatere det til en de selv kender/ elsker .

    Men det er svært,gu er det så….. Og vi kan jo heller ikke holde vores børn i hånden i hele skoleperioden…de skal også selv lære at sige fra osv…. Nu har jeg kun en enkelt tilbage i folkeskolen, men især nr 3 har haft det rigtig hårdt og svært med mobning fra en LÆRER!! Og så ser jeg først rødt. Vi fik ham fyret – heldigvis.

    Men super godt,der fra medierne kommer fokus på mobning, Peter Mygind gør et godt stykke arbejde for det.

  3. FamilienDanmark 09. jan, 2013 at 18:59 #

    Mon ikke det er noget af det vi alle frygter mest, for vores børn? Jeg gør i hvert fald også. Ikke fordi der er åbenlyse grunde til at mobbe dem, men fordi jeg ved, at der ikke altid er det. Så er det jeg beroliger mig selv, ved at tænke på, at jeg selv er lærer på en skole jeg vil betegne som mobbefri. En lille friskole, hvor alle kender alle. Der drilles bestemt, men mobning – nej!

  4. Østfronten 09. jan, 2013 at 18:15 #

    What she said @ Mette. Den dér lille tvivl, der altid sidder der, fordi man var den der var udenfor.

    Jeg kan slet ikke magte, hvis nogen gør Bean ondt. Nogensinde. Oh, jeg gruer for virkelighedens hårdhed, for den første kærestesorg og alt det andet, der kan gøre ondt i hjertet.

    Og jo – Ellen er en yndighed. Men bare vent til Bean får hår, der supplerer de blå øjne ;)

  5. Heidi 09. jan, 2013 at 16:23 #

    Total lækker tøs du har der….. Og yes!!!! Mobning er roden til alt ondt. Har prøvet det på min egen krop og jeg har total NUL TOLLERENCE over for mobbere…. Ve den der forsøger sig på mine børn!!

    • tinetholander 09. jan, 2013 at 20:01 #

      Jeg tænker også ve dem, der ville forsøge med Ellen, men reelt kan man vel ikke gøre helt vildt meget. Eller kan man. Gys..

  6. Mette 09. jan, 2013 at 14:06 #

    Du har ret. Det er ikke noget man bare lige ryster af sig. Det sidder i én hele livet som et ar – og hver gang nogen roser mig eller jeg tænker, at nu kører det fandme, så vil der altid stadig lyde latter et sted indeni mig. Der vil altid være et lille “men”. Alligevel har det gjort mig stærkere og set i retrospektiv vil jeg til enhver tid hellere være voksent tidligere mobbeoffer end voksen tidligere mobber.

    • tinetholander 09. jan, 2013 at 15:14 #

      Stor krammer til dig.

SKRIV EN KOMMENTAR