Det gør vi ikke længere ( gør vi?)

26 feb

Somme tider dukker ting op de særeste steder fra uforståelige lommer i hukommelsen. Som når man pludselig drømmer om en gammel bekendt uden at have skænket vedkommende en tanke i flere år. Eller pludselig, midt i et møde, kommer i tanke om den der sorte højhalsede, der stod så godt til de grå bukser – hvor fanden blev den af? Og nu, hvor du savner den intenst og med smæk på det indre drama, hvordan kunne den så undslippe din hukommelse al den tid?

Og så er der ting, der stille ormer sig ud ad din bevidsthed. Men alligevel aldrig dør. Fx ting, vi ikke gør længere:

Går rundt og siger ‘Talk to the hand’. Og hvorfor egentlig ikke, spørger jeg bare? Aldrig før, aldrig siden har vi små melhvide skandinavere følt blackpower som in the days of ‘talk to the hand’. Det skulle da lige være R’B-fingeren, som de færreste dog alligevel slipper afsted med.
(Ligesom mænd, der blinker. Der findes formentlig ikke mere end to eksemplarer i verden, der kan sende sådan en ud i verden uden at blive forvekslet med en omvandrende øjensygdom.)

Siger ‘fesent’. Jeg savner fesent. Bare fordi. Det var dengang. Og nu er nu.

Æder kager uden at tage på. Enough Said. Kan ikke bære at tænke på det. Hvorfor spildte jeg dog al den tid mellem 0-10 år på ikke at kunne lide kage. Hvem fanden kan ikke lide kage?

Skifter tøjstil og hårfarve hver fjortende dage. Jamen, det er da også enormt besværligt at have en identitet.

Så det gør vi ikke mere ( gør vi?)

7 kommentarer to “Det gør vi ikke længere ( gør vi?)”

  1. charlotte 19. mar, 2013 at 21:45 #

    Herhjemme blinker vi altså som crazy. Det er ligesom vores “ting”. Sådan et “dig og mig” eller “fuck, du er for lækker” eller bare “skal vi knalde? “, som vi kan slynge ud på tværs af fyldte rum, stille stuer eller putning af poden.
    Jeg er en fan.

    • tinetholander 20. mar, 2013 at 13:34 #

      Det er også noget andet. Man må godt blinke grimt til sin partner. Helt klart.

  2. Mette 01. mar, 2013 at 04:05 #

    “Fesen” holder også i min bog, elsker det ord, men jeg har heller ikke boet i DK siden 2007, så er so not ajour ;) Tak for god blog i øvrigt.

    • tinetholander 01. mar, 2013 at 16:28 #

      Jeg går også bare og mangler en begivenhed, der skal genoplive ordet for mig. Og tak i øvrigt

  3. Kaffe & T 27. feb, 2013 at 09:39 #

    Prøv evt at erstatte fesent med gustent. Det gør min 5-årige. Det er pudsigt at høre på. Måske det nye sort?

  4. Susanne B.V. 27. feb, 2013 at 07:48 #

    Jeg siger nu stadig ‘fesen’. Det er et virkelig godt og rammende dansk ord.
    På samme måde som ‘sløjt’ – selvom det selvfølgelig dækker noget helt andet, er det også et godt og lidt glemt ord :)

    • tinetholander 27. feb, 2013 at 11:46 #

      Fesen er nemlig et rigtig godt ord. Måske havde jeg bare glemt det. Men nu vil jeg da genoplive det

SKRIV EN KOMMENTAR