Så tag dog og bliv voksen

2 apr

Vi er midt i fødselsdagssæsonen. Den, der indebærer, at alle, jeg kender, fylder år indenfor 35 timer og vælger at fordele diverse festligheder ud over samtlige forårsweekender. Vi har efterhånden svært ved at finde på mere at sige til hinanden i min familie, da vi æder lagkage sammen så ofte, at alle verdenshjørner ligesom er dækket ind. Rundt regnet. Og vi mangler stadigvæk barnefaderen. Og Uffe – der naturligvis skal have besøg af sin bedste ven Fernando. Det er klart.

Således er jeg også fyldt år. 37 af slagsen. Jeg var meget moden og lånte dagen ud til datteren, der jo har fødselsdag to dage senere end mig. Fik jeg sagt, at jeg følte mig voksen? Det efterfølgende skænderi med barnefaderen om, hvem der egentlig får flest fødselsdagsgaver – altså ham eller mig – udjævnede dog hurtigt den fornemmelse.

Og sådan er det med mange ting. Selv om man vel roligt kan sige, at de sidste 10 år har været begivenhedsrige nok, føler jeg mig ikke stort klogere, mere moden eller mærkbart ældre end ved min 27. fødselsdag. Jo, jeg er blevet færdig med min uddannelse, har haft flere forskellige jobs, har fået en kæreste, et barn, en hund, er blevet gift, har købt et hus (stopper jeg forpuster mig selv) – og alligevel tænker jeg: Det er da præcis ligesom mig, når jeg læser om 26-årige Lena Dunham. PRÆCIS! Hun og jeg = same same.

Det er først, når praktikanterne på min job diskret påpeger, at jeg er herre gammel eller ligefrem fniser af barnesædet på min cykel, at det overhovedet går op for mig, at der forskel på dem og mig. Jeg drages magnetisk mod at sætte kryds i 30-35-boksen og min sande identifikation ligger åbenbart begravet her. Fanget under ruinerne – den nåede ikke at slippe ud i tide.

Men hvorfor? Det kan sgu da ikke passe, at min mentale udvikling gik i stå ved mit 27. leveår? Og jeg synes bestemt, at alle de mange utrolig voksne beslutninger, jeg har taget de sidste fem år har modelleret mig. Altså de har betydet noget. Så hvorfor er det som om min hukommelse har et langt tættere forhold til den form for personlige udvikling, der skete under klagesskrig og nødråb i årene fra 20-30. Er jeg gået i stå?

Gud ved om det bare er min forfængelighed, der trænger til et: GROW UP!

 

2 kommentarer to “Så tag dog og bliv voksen”

  1. Løvinden 05. apr, 2013 at 12:34 #

    Ah…det er nu rart at læse, at jeg ikke er den eneste oppe i 30′erne, som ikke føler sig meget mere voksen indeni end dengang omkring de 27 år. Havde nok på daværende tidspunkt en forestilling om, at den grundlæggende følelse af voksenhed kom med ægteskab, fællesgæld, børn og husdyr. Jeg tog fejl. Har flere gange taget mig selv i at sige til mine børn: “det spørger vi lige de voksne om”, når vi har været på ferie med mine forældre…Jamen, hvor gammel er man så?

    Måske det i virkeligheden er meget godt, at den indre ungdom bevares, når nu den ydre falder lidt sammen. I hvert fald har jeg lige glad slynget følgende sætning efter min 6 årige, da hun brokkede sig over ikke at måtte få sirupsmad til frokost: “Sur røv. Glæd dig til du bliver voksen og selv må bestemme”! Hvor gammel er det nu jeg er?

  2. byMelchiors 04. apr, 2013 at 22:12 #

    Jeg hører dig hele vejen! Jeg er selv gået i stå ved de 26-28 år. Synes det er sådan en god alder, men jeg har hverken købt hus, fået barn eller blevet gift, så jeg har så meget så til gode, at jeg føler at jeg kan retfærdiggøre det.
    Altså lige indtil forleden for en dame på 43 år sagde: “Kvinder på vores alder” til mig! Har godt nok haft et ekstremt hårdt år, men jeg gider fanme ikke ligne en på 43, når jeg nu er 26!!!
    Hvad dælen skal vi gøre? Tage til Sunny Beach?

SKRIV EN KOMMENTAR