Skrigehest

13 apr

Lige siden vi begyndte at pakke hele vores tilværelse ned i papkasser, har den ellers så fredsommelige Ellen valgt at tage hævn ved at forsøge at pjevse os ihjel. Og derfor har vi i øjeblikket atten millioner konflikter i timen. Jeg forstår godt, at hun synes, det er svært og mit hjerte krymper en stor smule hver gang, jeg skal forsøge at forklare hende hele det forvirrende koncept i, at vi ikke bare skal flytte, men at vi først skal flytte i en ny lejlighed, og SÅ ud i huset, når Lars har bygget det færdigt. Det kan hendes to-årige hjerne naturligvis overhovedet slet ikke arbejde med, og efterhånden holder jeg bare min kæft. I stedet har vi dejligt inspirerende samtaler som denne:

Ellen: Mor hjælpe Ellen!

Mig: Hvad skal jeg hjælpe med, skat?

Ellen: Natdragt af.

Mig: Ok, kom her (hiver i ærmet)

Ellen: Vrææææææl, sprutte, kradse, bide, vræææææl, argghhhhhh – ikke natdragt af, ikke natdragt af…..vræææl…

Eller: ikke boller i karryyyyyyy…….ikke huuuuue på/af, ikke baaaaaad, sprutte, kradse, vrææææl, ikke noget som fucking helst. Så hold dog op med at sige, du gerne vil, nå! Forleden var hun pissesur i halvanden time, fordi jeg formastede mig til at klippe hendes tånegle. Og i store træk er hun holdt op med at spise (pånær boller i karry, som hun første HADEDE og siden spiset to store portioner af).

Som sagt: jeg forstår det godt, men når man selv går rundt og er en smule ømskindet over at skulle flytte ud af den trygge hule, forlade København, skylde millioner i banken og flytte til forstæderne, er det intet mindre end skide irriterende og svært provokerende at blive skreget på 24/7. Og det kræver alt min råstyrke at bevare den sidste snert af pædagogikken. Ikke råbe, ikke råbe, ikke råbe, fuck, lort, pis! Nårhh… Lille Ellen, her er din sut, Pingu, tre poser slik og 1000 kroner – hold så op med at råbe.

Heldigvis er hun stadigvæk rimelig glad i vuggestuen – og det gode ved det er jo, at jeg lige om lidt har tænkt mig at trampe den lille tryghed i stykker ved at præsentere konceptet ‘ny vuggestue’! Århh.. crap. Det må være barnefaderens tur.

4 kommentarer to “Skrigehest”

  1. MZ 15. apr, 2011 at 08:33 #

    Jeg tror, vi alle er ramt af the terrible two’s, som min mors fancy newyorker veninde har fortalt mig, det hedder, når man bor sammen med en på to. Danm, det er en fase, det SKAL være en fase! Og nej, jeg skal ikke flytte nogen som helst steder, men Leah ha’ dyne, nej itte dyne på, muar. Leah itte tørstig, leah ha vaaaand. Og nu også uden søvn med skoldkopper og itte kilde mere nuuuu-hysteri. I 24 timer. Jeg messer: Det går over, det er en fase, det går over. Og fik afløb her ud over din blog. Kram M

  2. Fie 14. apr, 2011 at 06:06 #

    UARGH, det er det samme her. Jeg glæder mig lidt ved at Byssen skriver, det er en fase. For vi skal ikke flytte (altså med mindre nogen vil købe vores lejlighed snart). Og barnet er komplet på tværs.
    Vil du have havregryn?
    JA, siger hun med store glade øjne.
    Mor henter havregryn. Værsgo.
    NEJ. DYT DYT (skubber mor væk og sætter sig med sut og bamse og ser sur ud).

  3. Byssen 13. apr, 2011 at 20:00 #

    Hvis det er nogen som helst trøst, så er Mia lige så komplet umulig i disse dage – uden flytterod og ditto problemer. Og da jeg i dag så hende hyle tårevædet i et hjørne på 10. minut, slog det mig, at Ida var lige så komplet umulig omkring 2 års alderen – ligeledes uden flytteprojekt. Det er en fase… :-)

    • tinetholander 14. apr, 2011 at 19:37 #

      Fie og Line

      I har reddet min måned. Så er det altså ikke de onde voksne og deres møgbeslutninger, der har gjort hende umulig. Det er jeg virkelig glad for at høre.Og beder til, at fasen ikke er alt for lang.

SKRIV EN KOMMENTAR