Næ….jeg vil hellere på arbejde

2 maj

I et interview med Femina indrømmer adm. direktør for ParkenVenues, Lotte Reimar, for nylig, at hun prioriterer sit job højere end sine børn. Og hun har sgu’ ikke engang tænkt sig at have dårlig samvittighed, siger hun. Det er der altså ikke meget smølfeland og sjove helium-stemmer over.

Jeg er ikke enig i Lotte Reimars livsanskuelse, men jeg synes alligevel, at vi allesammen – mænd og kvinder, ja endda ungerne - bør takke hende. Sende hende en blomst og lidt hjemmebag. Ikke bare for at være ærlig nok til at indrømme noget, der formentlig vil koste hende en økologisk spelt-fatwa fra storby-hippiemødrene på halvtid, men også for at holde op med at lade som om. Lade som om, man sagtens kan arbejde 70 timer om ugen og stadig nå hjem og lege kernefamiliekl. 17.30.

Jeg er træt, træt, træt – helt ind til benet af lækre, kloge kvinder med kanonkarrierer, der offentligt påstår, at de er pisse ligeglade med hele kønsdebatten/at de OVERHOVEDET slet ikke forholder sig til, at de ikke har talt med én af eget køn, siden de fik det dyre navneskilt hamret op på direktørdøren, og at deres børn på ingen måder lider afsavn, fordi mor har magt. Det kan jo ikke passe. Jeg arbejder 37 timer om ugen og synes fakker talt slet ikke, det er nemt. Det kan da godt lade sig gøre, men det er ikke nemt. Derfor får jeg stress og  tics af de der præstationstyper, der ‘bare fokuserer på bolden’ (læs: karrieren) og slet ikke vil forholde sig til, at der findes en kønsrolledebat, der handler om kvinder, børn og job. For det gør der jo. Hele tiden. Ikke mindst inde i mit hoved – burde jeg være mere på arbejde, mindre på arbejde, halv tid, overtid, kvalitetstid – og er jeg uambitiøs, når jeg ikke er overambitiøs?

Lotte har besluttet sig. Hun vil gerne betale prisen, og hun fortæller os andre om den. Og det gør det så meget nemmere for mig at sige: Not for me!

http://www.femina.dk/Dig-og-dit-liv/Karriere/2011/04/1117-Lotte-Reimar-Jeg-har-prioriteret-mit-arbejde-hoejere-end-mine-boern.aspx?jp=1

4 kommentarer to “Næ….jeg vil hellere på arbejde”

  1. Marianne 05. maj, 2011 at 07:35 #

    Skal jeg være helt ærlig – og det skal jeg jo – så er jeg ret træt af unge, fremadstormende kvinder i mit eget segment, der stædigt fastholder deres ret til karrieren, til drukturene, til venindeweekenderne i Berlin på høje hæle…Det er fint at vi som køn har muligheder, og kæmper for dem. Men hvad med børnene?

    Jeg er sådan set ligeglad med, om det er mor eller far der går på 30 timer eller tager barsel, giver tidlige dage osv. Bare der i den enkelte familie og i samfundet som helhed er plads til barnets perspektiv. Børn har ret til kærlighed og nærvær. Om det så i familien, hvor kvinder og mænd skændes om ‘hvis tur det er’ til at tage afbræk fra karrieren og tage sygedage og hente. Eller i institutionerne, som til stadighed bliver beskåret økonomisk så de på en dårlig dag er reduceret til børnefabrikker.

    Vi kan tale nok så meget ligestilling, kvoter mig her og der. Hvem taler børnenes sag?

  2. tinetholander 03. maj, 2011 at 08:12 #

    Jeg er fuldstændig enig med jer begge to. Jeg tror heller ikke nødvendigvis, at Lotte Reimars søn vil takke hende, men for mig lader det til, at hun er villig til at løbe den risiko. Jeg er bare glad for, at nogen endelig gider indrømme, at det naturligvis koster noget at vælge at arbejde 70 timer om ugen. Det skriger jo til himlen, at sådan må det være. Så hvorfor lade som om, det ikke gør? I ligestillingens navn? Dén tror jeg på, men Ellen skal ikke betale prisen.

  3. Mette Tamborg 03. maj, 2011 at 07:50 #

    Lotte Reimar gør vel ikke anderledes end mænd/fædre har gjort i årtier? Prioriterer sit arbejde. Og hvem har bebrejdet mændene, det afsavn familien måtte lide under fraværet? Det interessante (og bekymrende set ud fra en kønsdebat) er jo, at Lotte Reimars prioriteringer falder os for brystet, fordi vi stadig ikke er kommet os over, st husmoderen har forladt sin plads i hjemmet. Hvem siger, at Lotte Reimars mand ikke er på deltid og at sønnen trives?
    Personligt anser jeg mit arbejde for at være sekundært, men sådan er vi jo forskellige.

  4. Fie 03. maj, 2011 at 06:26 #

    Oh. Nu er jeg hverken speltmor eller karrieremor – men jeg tror ikke et sekund på, at Lotte Reimars børn vil tolke hendes fravær som udtryk for, at de skal være ærlige over for sig selv her i livet. Det er da det ynkeligste forsøg på at godtgøre et argument, det virker som om, hun godt selv kan høre ikke holder.

SKRIV EN KOMMENTAR