Jeg har ikke lyst til at dø

6 maj

Det der med at være lige ved at dø, er en abstrakt størrelse. Meget abstrakt endda! Og selvom det er over to år siden, det skete, pusler det stadig rundt derinde og forsøger at finde sin plads mellem skidt og kanelæbler. Til de af jer, der ikke aner, hvad jeg taler om, lyder den korte version, at jeg efter Ellens fødsel fik en styrtblødning, der stod på i flere timer. Hverken medicinsk behandling  eller sytråd hjalp, og det sidste jeg hørte, inden jeg blev lagt i fuld narkose, var: “Vi bliver nødt til at ringe hjem og vække Carsten” (overlægen).  Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg forbundet til alverdens maskiner med et rør i halsen på intensiv. Jeg havde mistet otte liter blod, var et mulehår fra at dø, og da intet andet hjalp, måtte lægerne fjerne min livmoder.

At dø under en fødsel er vel sådan ca. den fuldendte tragedie, men hvad er det så, når man kun er lige ved? Enten kan man vel vælge at være lykkelig over, at man overlevede eller ulykkelig, vred og frustreret over, at man var lige ved at dø. Og selv jeg kan jo se det fornuftige i den første model. Jeg valgte den anden.  For jeg VAR vred og angst og bitter over at have hængt der på afsatsen i det yderste af fingerspidserne – jeg skulle jo bare lige føde, ikk? Og selvfølgelig over de uoverskuelige konsekvenser.

Men hvad betyder det? Hvor placerer man sådan en oplevelse? Var jeg mon heldig eller uheldig? Personalet på Gentoftes fødegang var tydeligvis ikke vant til patienter som mig, og for hver gang de kiggede på mig med de der angste øjne og udråbstegn i stemmen: DU VAR JO LIGE VED AT DØ, blev jeg mere og mere overbevist om, at det i hvert fald er alvorligt! Og det gjorde mig endnu mere angst, sur og ulykkelig. I tiden umiddelbart efter fødslen gik jeg rundt og tænkte: “Der går pigen, der var lige ved at dø,” hver eneste gang, jeg så mig selv spejlet i et butiksvindue, og så følte jeg mig en lille smule forfulgt af universet.

Indtil jeg en dag for et godt stykke tid siden hørte en sang i radioen med to danske mænd, som folk i mit segment og min vennekreds elsker at hade. “Jeg har ikke lyst til at dø,” sang de. Måske lige lovlig simpelt? Nej, ikke hvis man holder op med at tage det for givet, at man lever – og det er måske det, man gør – på godt og ondt – når man har været lige ved at dø. Og ja, det er muligvis både plat og corny, men det var første gang, det vendte for mig. Første gang jeg pludselig indså, at jeg ikke har lyst til at dø, og at jeg derfor er heldig. Jeg har fået lov til at være kone, kæreste, mor, datter og vendinde lidt endnu.

Så tak til Henrik Vittrup, den ufattelig empatiske og rare læge, der reddede mit liv – og til Kvamm og Sommer for at få mig til at danse grimt hver gang, jeg hører deres sang og slippe bitterheden. Jeg er jer alle tre taknemmelige.

Jeg har ikke lyst til at dø

Jeg har lyst til at smage alle frugter på hylden
Og til at være bred nok til selv at tage skylden
Jeg har lyst til at købe hele Nike og sige ro på
Far her, han skal nok give jer sko på
Jeg har lyst til at ta’ en bid af et kraftværk
Og spytte det ud og lade det stå om sitrende hærværk
Jeg har ikke lyst til at dø!

For 117. gang skal vi køre rutinen
Stikke fingeren i jorden og så vende maskinen
Der er så trygt i kabinen
Vi skal nok komme ned, det er der nogen der vil sørge for
Spørg mig ikke hvordan, og spørg mig ikke hvorfor
For jeg fatter det ikke
Men jeg har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at hoppe så jeg støder mod loftet
Dét loft som er lavet af gud-ved-hvem
Jeg har lyst til at få mig et landsted
Og starte en festival op fra bunden i Grindsted
Jeg har list til at slå en mand med slips lige i fjæset
Og sige bliv du bare liggende i græsset
Jeg har ikke lyst til at dø!

Det er tungen ud af halsen og smage på det hele
Det sidste glas vand jeg ønsker at dele
Og vi skal drikke det hele
Alt på én gang, en gang uden ender
Bag hven en dør, folk jeg kender
Vi kalder os venner
Og vi har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter
Og sige til folk der ikke vil have børn, de ikke fatter
En skid, skide værre med projekterne i banken
Det er liv der tæller, og ikke tanken
Om liv, som kan rive og buldre og brage og pibe
Som man kan have for en tid, men som man så må give
Men jeg vil ikke give mit liv, fra mig endnu
Jeg har ikke lyst til at dø!

4 kommentarer to “Jeg har ikke lyst til at dø”

  1. tinetholander 09. maj, 2011 at 13:45 #

    Kære Maja

    Hvor er du sød, og tak for din historie. Det lyder bestemt ikke let – heller ikke for dig. Jeg synes, jeg har klaret det ok, men jeg synes faktisk slet ikke, at det er så logisk og let, som det bliver fremstillet at vælge at være positiv og glad – og jeg sværger, hvis jeg nogen direkte havde sagt: Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, var jeg gået bannanas. For hvad i alverden betyder det? At jeg burde være glad for, der skete?
    Men jeg er glad på Thomas’ vegne. Og dine. More power to you. Og jeg glæder mig til at høre mere om den lille fidus.
    Knus
    Tine

    • Maja 14. maj, 2011 at 09:39 #

      Kære Tine
      Så må jeg hellere lige toppe historien med, at fidusen noget uventet kom til verden i tirsdags :) Og viste sig at være den fineste lille dreng. Han er helt fantastisk – måske nok den lækreste baby man har set ever!
      Knus Maja.

      • tinetholander 18. maj, 2011 at 11:24 #

        Nej…..tillykke. Hvor dejligt. Er han ikke lidt tidligt på den? Og selvfølgelig er han den lækreste baby ever. Sådan er det!

  2. Maja 06. maj, 2011 at 16:33 #

    Kære Tine
    Indtil for kun får øjeblikke siden var jeg blandt dem, der elskede at hade den sang – tak fordi du lige satte den i perspektiv!
    Jeg har ikke været lige ved at dø, men det har min mand. Han havde kræft, da jeg mødte ham – havde kun fornylig afsluttet sin kemobehandling og yderligere en operation. I starten var han i tvivl om, om han kunne være bekendt at blive kærester med mig, for tænk nu, hvis han blev mere syg og gik hen og døde? Det kunne han jo ikke være bekendt, syntes han. Og det ville jeg nok heller ikke have syntes. Jeg er glad for, at han valgte at leve i nuet og tage chancen. Og overbeviste mig om, at vi var bestemt for hinanden (med Mette som ivrig Kirsten Giftekniv på sidelinjen). Lige om lidt kommer den lille fidus jo til verden :)
    Det kan godt være, at kræft og kemo – på trods af raskmelding for flere år tilbage – skaber nogle bump på vejen med jævne mellemrum, men dem tager vi med. For sådan er det bare.
    Thomas forstår om nogen at håndtere det med at have ligget der på kanten af livet. Han valgte livet, og er overbevist om, at han selv tog beslutningen. Mener, at når vi gentagne gange må ændre vores planer, fordi han liiige støder ind i en eller anden komplikation (igen) (og som diabetiker er han oftere udsat for den slags end så mange andre), så er det kun, fordi Gud ved, at vi kan holde til det.
    Og så lever han i nuet. 100 %. Jeg øver mig stadig lidt, men bliver bedre til det hele tiden. Der er ingen grund til at udsætte noget. Vi gør det, vi har lyst til. Ikke noget med at gemme penge i madrassen til dårlige tider. Det er jo ikke sikkert, vi får lov at opleve dem. Så hellere få noget sjov ud af dem, mens vi kan. Og videre i den dur. Uden at miste fornuften helt, vel at mærke ;)
    Så thumbs up til dig og vejen videre ud i livet som levende! Jeg misunder hverken dig eller Thomas jeres oplevelser, men har man mærket dem på egen krop, så kan man vælge den bitre vej – eller man kan vælge livsglædens vej og kaste sig ud i livet og få alle de oplevelser, man har lyst til. Det har Thomas lært mig, og det er jeg taknemmelig for.
    Hvad jeg vist egentlig gerne bare ville sige er, at det kan godt være, at nogen eller noget bestemmer, hvad der sker med os undervejs i livet – men vi kan selv vælge, hvordan vi vil håndtere det. Hurra for alle jer, der formår at omskabe det negative til noget positivt.
    Jeg sender masser af solskin og glæde til dig og ønsker dig og dine et dejligt liv – hver dag :)
    Kh. Maja

SKRIV EN KOMMENTAR