Kræver OB-tillæg

12 maj

Jep – det er nu, jeg indrømmer det. Jeg skælder ellers altid barnefaderen ud for at oute mig de mest prekære steder, men altså øhemm… jeg ser ikke så meget DR2, som jeg måske burde. Til gengæld er jeg en sucker for dårlige underholdningsprogrammer på Kanal 4 og TV3.  Amalies Verden, Paradise Hotel, De unge mødre bring it on, jeg æder hele lortet - fuldstændig ukritisk. Rub og stub! Her prøver du måske at være sød, og gør dig tanker om programmernes sociologiske værdi, men nej. Det er rendyrket underholdning, og selvom jeg godt ved, at Amalie altså også er en person i det virkelig liv, kunne nogen for min skyld lige så godt have fundet på hende- på flere måder. ¨

Således lå jeg i går aftes og glædede mig over TV3′s nye koncept ‘For lækker til love’ (det må satme være et sociologisk studie at være caster på TV3 til gengæld – har de mennesker en lokumsaftale med distriktspsykiatrien?), hvor et utal af mennesker fortæller stolpe op og stolpe ned om, hvor perfekte de er, og derfor har store kvaler med at finde en livsledsager. Så ligger man der og prutter i hjemmebuksen, mens man morer sig over en eller anden modella på 23, der sorterer fyrene fra, fordi de ikke har styr på deres rensecreme og/eller har hår på brystet. (Desuden skulle deres negle vist være på en helt bestemt måde – faldt vist lidt i søvn, da hun havde kørt rundt i det emne tilpas længe.) Jeg forudser mange, mange singleår endnu for 23-årige Christina med høj hygiejnestandard – og så fik jeg sådan lyst til at forære hende en uge i et rigtigt parforhold. Med prutter, skænderier, bleer, åben dør til toa og hele svineriet. Se DET ville være godt tv. Bagefter skulle hun tvinges til at overvære en fødsel. Med veer og snask ud over det hele. Konen er jo tydeligvis slet, slet ikke klar over, hvor ulækkert livet kan være.

Den her sang er til dig, Christina. En god gammel klassiker (kan desværre ikke finde den på Youtube) fra gruppen Søstersolidaritet. Den er fra dengang, hvor kvinderne fik nok af at være yndige små nips og ikke havde noget problem med at fortælle vidt og bredt om det.

15. Vampyren Tekst og melodi: Majsan

Am / D7 / EmE / Am
Am / D7 / EmE / Am
D7 / D7 / D7 / D7A / A / E7 / E7 /
C / D / E / Am / C / D / E / Am /
G / H7 / C / A / G / E / C / D / Em / E7

Lugten af mit blod vækker Drakulas slægt
Vampyrernes tid er her.
Hvem vil de nu sende for at suge mit blod
Og få penge uden besvær?
TAMPAX, Drakulas yndlingsbarn
Behersker mig i seks lange år
Med tamponer mellem mine lår.

Synes du, at jeg er ækel
Når jeg trækker i min røde tråd
Jeg skifter ikke hver anden time
For så ofte har jeg ikke råd.
Så længe de udnytter mig
Når min livmoder løsner æg
Protesterer jeg og kræver penge
I form af o.b. tillæg.

Renseservietter og spray skal jeg bruge
Ifølge al reklame
Vampyrerne er flinke, de sælger mig det hele,
Så jeg lugter som en dame.
De sir menstruation er urent og grimt
De sir at jeg lugter beskidt
Det (er) kun for at få profit.

Nu må det være slut, vi vil ikke suges ud
Vampyrernes tid er forbi
Forsk i noget som ikke er giftigt og farligt
Og det skal være gratis og godt.
Tampax kvindernes blodslugere
De tømmer vores pengepung,
Der må findes et alternativ.

Jeg synes ikke, jeg er ækel
Når jeg trækker i min røde tråd
Jeg skifter ikke hver anden time
For så ofte har jeg ikke råd.
Så længe de udnytter mig
Når min livmoder løsner æg
Protesterer jeg og kræver penge
I form af o.b. tillæg.

2 kommentarer to “Kræver OB-tillæg”

  1. Lone 15. maj, 2011 at 20:25 #

    Det er rigtig god underholdning :o D

    Men nogengange kan jeg godt blive lidt forurolig over at de mennesker rent faktisk eksisterer i virkeligheden….hvis man kan kalde deres verden for virkelig?

    • tinetholander 18. maj, 2011 at 11:23 #

      Det er sådan et lidt alternativt univers, de bevæger sig i, tror jeg. Heldigvis har jeg ikke mødt dem i virkeligheden. Måske bor de inde i tv?

SKRIV EN KOMMENTAR