Jeg vil også have en rigtig familie

19 maj

I vores lille del af verden er det positivt at være en ener – ja, i nogle generationer er det vel nærmest påkrævet efterhånden. Bare ikke når man er enebarn, vel?

Dels har har vi jo allesammen et ansvar for at holde befolkningstallet på ret køl, og så er der lige det der med den kollektive forståelse af begrebet kernefamilie, som lader til at være far, mor og to-tre børn i vores samfund.  (Èn af hver og en valgfri efternøler.) Julia Lahme, som jeg både synes er sej og pæn og alle mulige andre beskrivende adjektiver har netop offentliggjort, at hun er gravid med nr. to, og i dag kan man på hendes blog læse, at hun glæder sig til at blive en familie. Før var de bare to voksne og et barn, men nu bliver de altså en familie!

Det har fået mig til at tænke, hvad fanden vi mon er derhjemme – Klaus, Ellen og jeg? Det var hårdt, rigtig, rigtig hårdt at vågne op til beskeden om at mangle sin livmoder for godt to år siden. For selvfølgelig skulle vi da have flere børn, Klaus og jeg. Det var vi slet ikke i tvivl om. Somme tider kan jeg endda blive ked af ikke at skulle slås med russerne hver måned, for som jordemoderen i ‘For fed til at få børn’ sagde, da en af kvinderne begyndte at menstruere: Tillykke, nu er du blevet en rigtig kvinde! Slam, bum. Jeg er altså hverken en kvinde eller medlem af en rigtig familie – eller hvad?

14 kommentarer to “Jeg vil også have en rigtig familie”

  1. Laura 27. jun, 2011 at 09:44 #

    Er selv vokset op som enebarn (hvor far og mor boede hver for sig). Jeg har aldrig nogensinde – ikke en eneste gang – tænkt at jeg ikke havde en rigtig familie. Jeg har faktisk heller aldrig rigtig savnet søskende. Hverken som barn eller som voksen. Da jeg blev gravid med nummer to, synes jeg det var synd for nummer 1, for nu ville hun få meget mindre tid og skulle altid dele alting.

    Vi har alle glansbilleder af hvordan tingene ser ud (med glimmer und alles). Julia Lahmes glansbillede af en familie har to børn. Jordemoderen har et glansbillede inde i hovedet af en kvinde, der menestruere. Det er stor kunst at give slip på egne og andres glansbilleder og lære at elske det der er :-)

    • tinetholander 27. jun, 2011 at 11:24 #

      Det er dejligt at høre. Synes ellers tit jeg bliver mødt af alle mulige problemematikker, der åbenbart skulle være forbundet med at være enebarn.
      Jeg er sikker på, Ellen ikke får en dårlig barndom, men jeg kan godt være lidt ked af at efterlade hende ‘alene’ i verden engang. Tænker du over det?

      • Laura 29. jun, 2011 at 12:37 #

        Jeg er på sin vis alene, da begge mine forældre er døde (hhv. da jeg var 18 og 28 år). Og jo jeg har da nogen gang tænkt lige præcist den tanke. Jeg kan huske, at jeg syntes det var mærkeligt, at nu var der ikke længere nogen der virkelig ville savne mig, hvis jeg ikke var der juleaften (før jeg selv fik børn). Og det er på sin vis mærkeligt, at jeg ikke har nogen jeg kan sige “kan du huske dengang vi….” til om min barndom. Da jeg blev gravid var der heller ikke nogen der kunne huske, hvilke børnesygdomme jeg havde haft osv.

        Så jo, på den måde ender man alene som enebarn. Men måske har det fået mig til at sætte ekstra pris på de rigtig gode venner og veninder, som jo så har “fået” de pladser istedet. Dem jeg må sige “kan du huske dengang….” til. Dem som jeg i dag har lavet forskellige traditioner med. Og søskende er jo heller ikke nogen garanti. Måske har man en, men ikke kan med. Så sidder man der uden noget til fælles og skal lege familie.

        Jeg tænker, at du måske savner den nummer to mere end Ellen nogensinde vil komme til?

        • tinetholander 29. jun, 2011 at 13:26 #

          Jeg håber, du har ret, Laura.
          Tak, fordi du gider at berolige mig lidt. Det hjælper helt klart at høre dine tanker. Synes i øvrigt, det lyder meget barkst at miste begge forældre så tidligt. Det er jeg ked af at høre.

  2. Rikke 25. jun, 2011 at 17:22 #

    Kan anbefale at læse denne fantastiske børnebog om alle de måder, man kan være en familie på: http://www.saxo.com/dk/item/forunderlige-familier.aspx

    • tinetholander 27. jun, 2011 at 11:33 #

      Den skal vi da helt klart læse. Tak for tippet

  3. S for socialrealismen 25. jun, 2011 at 13:41 #

    Faldt over dit indlæg via Dines og ville lige droppe en (lang) kommentar om de ægte familier.
    Jeg tænker, at der er (mindst) to ting i det. For det første de fortællinger, vi videregiver til vores unger om rigtige familier. Min familie er en to-personersfamile bestående af min 7årige og mig, og min søn skal sørme ikke vokse op og tro, at hans familie ikke er mindst lige så rigtig og gyldig som alle andre slags familier. Så jeg anstrenger mig for både at give ham oplevelsen af, at han og jeg er en rigtig familie, og jeg gør en dyd ud af at deltage sammen med hans far i arrangementer på skolen og fritidshjemmet, for selvom hans far og jeg ikke udgør en familie sammen mere, så er vi tilsammen jo vores søns familie.

    For det andet er der jo hele problematikken med enebørn. Og i vores familie er vi kun to… og fire, når hans mormor og onkel tælles med. Så det er altså i flere niveauer en lille bitte familie, min søn har på min side. Heldigvis har han også sin far, som han bor hos knap halvdelen af tiden. Og hans far har en stor familie, så der har min søn to bedsteforældre med nye ægtefæller, onkler, tanter, en faster og jævnaldrende kusiner. Hos mig er der tilgengæld mine veninder og deres børn, som han ser i nogenlunde samme omfang som sin familie. Og ved du hvad? Det, synes jeg, faktisk er helt fint. Der er mennesker omkring ham, som jeg ved, holder af ham og vil tage sig af ham, selvom han måske ender med at vokse op uden søskende.
    Så fordommene, både dem andre udsætter os ikke-kernefamilie for og dem, vi selv slår os oven i hovedet med, de skal da ikke videregives til vores børn, vel?

    (nu med det rigtige link til min blog)

    • tinetholander 27. jun, 2011 at 11:46 #

      Du har fuldstændig ret. Og jeg kunne heller aldrig finde på at antyde overfor Ellen, at vi ikke er en rigtig familie. Men somme tider er det ikke helt let at lade andres forestillinger om ret og vrang på bugt med én.

  4. S for socialrealismen 25. jun, 2011 at 13:35 #

    Faldt over dit indlæg via Dines og ville lige droppe en (lang) kommentar om de ægte familier.
    Jeg tænker, at der er (mindst) to ting i det. For det første de fortællinger, vi videregiver til vores unger om rigtige familier. Min familie er en to-personersfamile bestående af min 7årige og mig, og min søn skal sørme ikke vokse op og tro, at hans familie ikke er mindst lige så rigtig og gyldig som alle andre slags familier. Så jeg anstrenger mig for både at give ham oplevelsen af, at han og jeg er en rigtig familie, og jeg gør en dyd ud af at deltage sammen med hans far i arrangementer på skolen og fritidshjemmet, for selvom hans far og jeg ikke udgør en familie sammen mere, så er vi tilsammen jo vores søns familie.

    For det andet er der jo hele problematikken med enebørn. Og i vores familie er vi kun to… og fire, når hans mormor og onkel tælles med. Så det er altså i flere niveauer en lille bitte familie, min søn har på min side. Heldigvis har han også sin far, som han bor hos knap halvdelen af tiden. Og hans far har en stor familie, så der har min søn to bedsteforældre med nye ægtefæller, onkler, tanter, en faster og jævnaldrende kusiner. Hos mig er der tilgengæld mine veninder og deres børn, som han ser i nogenlunde samme omfang som sin familie. Og ved du hvad? Det synes jeg faktisk er helt fint. Der er mennesker omkring ham, som jeg ved, holder af ham og vil tage sig af ham, selvom han måske ender med at vokse op uden søskende.

  5. Birgitte 19. maj, 2011 at 19:30 #

    Hej!
    Come on…Der er så mange måder at være “familie” på idag. Du har din, hun har hendes. Der er ikke noget, der hedder en rigtig familie. Jeg er mor til et barn, som vi adopterede som 4 årig, og jeg vil ikke have flere børn. Behøves der overhovedet at være børn i en familie? Sjovt nok synes jeg ikke, at min Klaus og jeg er blevet mere i familie af at få en unge. Vi er bare blevet en børnefamilie. Klaus og jeg har holdt jul, fødselsdage, delt økonomi, holdt ferier, købt lejligheder og hus og knyttet bånd i et væk siden vi lærte hinanden at kende. Jeg glæder mig til den dag, jeg har boet sammen med ham i flere år, end jeg boede sammen med mine forældre, for hos ham føler jeg mig hjemme. Det er sgu ikke en større eller mindre børnefolk, der gør forskellen for mig.
    De bedste hilsner
    Birgitte

    • tinetholander 23. maj, 2011 at 12:37 #

      Hej Birgitte

      Du har fuldstændig ret, og jeg er glad for at høre din opfattelse. Jeg kan bare ikke lade være med at føle mig en smule ramt af alle fordommene engang imellem. Men det er nok bare mig, der er lidt følsom lige der.

  6. Fie 19. maj, 2011 at 19:16 #

    I feel you. Den gav lidt samme stik hos mig, den svada (som Julia Lahme vist blot refererede, at en anden havde sagt?) – er selv enebarn og har skullet høre på alt muligt lort hele mit liv. Har skrevet om det her på min forhenværende blog: http://flosdiner.blogspot.com/2010/06/enebarnet.html

    • tinetholander 23. maj, 2011 at 12:38 #

      Godt indlæg, Fie. Jeg er nu heller ikke bange for, at Ellen skal få en dårlig barndom eller blive en lorteunge, men en lille del af mig, synes det er svært at efterlade hende i verden alene – engang om 1000 år.

Trackbacks and Pingbacks

  1. Ægte. | DINES die INFOTAINER - 25. jun, 2011

    [...] så slemme deroute til de ægte forstæder? Eller om, hvordan man forholder sig til at være en ægte familie, når nu man kun har ét barn og slet ingen livmoder længere til at producere [...]

SKRIV EN KOMMENTAR