Ulla fra TDC siger undskyld

26 maj

Jeg er stadigvæk sur på TDC. Lidt. Eller… ikke så meget, måske meget. Arghhh… Jeg ved sgu’ snart ikke.

Sagen har nemlig taget en ganske uventet drejning. I går ringede Ulla fra TDC og lød flink. Hun havde modtaget min klagemail om de to spildte fridage og udsigten til at gå glip af noget mere uinteressant tv. Jeg fyrede op under mig selv (altså bare indeni), nikkede forurettet og kunne næsten fremtrylle bævren på stemmebåndet over at være blevet SÅ uretfærdigt behandlet.

Og så sagde Ulla fra TDC undskyld! Lige midt på eftermiddagen. Undskyld! Hun havde skrevet en mail til mig, men der var noget koks med den, så nu ville hun sgu lige slå på tråden, Ulla fra TDC. Og så sagde hun altså undskyld – og tilbød mig vin og chokolade for ulejligheden. Jeg blev helt dumstum og benovet og glemte helt at fortælle Ulla, at jeg sådan set mere går rundt og drømmer om noget internet og et tv-signal, for hun ville jo forære mig noget GRATIS og uden, at jeg havde skabt mig (særlig meget). Men det med tv og internet nævnte Ulla aldrig. Det var hun ligeglad med.

Så for fremtiden kan I finde mig fuld og tyk uden forbindelse til omverdenen hjemme i Rødovre (hvor de i øvrigt spiller Sko og Torp i Super Best. Østerbro, jeg savner dig stadigvæk. Meget).

Ingen kommentarer endnu

SKRIV EN KOMMENTAR