Ellens fødsel

2 jun

Når man skriver en bog til nybagte mødre – og gravide måske endda kan finde på at læse den, er det lidt svært at finde ud af, nøjagtig hvor gavmild, man skal være med detaljer vedrørernde nærdødsoplevelser, blod og smat. Men jeg skrev noget dengang – det kom i sidste ende ikke med i bogen, men måske er der nogle derude i blogland, der har lyst til at læse med. Her kommer det, op af skrivebordsskuffen og ud på bloggen:

Det tager tid at komme sig over store overraskelser – især den negative slags. Og min fødsel blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig – ikke engang selvom jeg havde anstrengt mig for at forestille mig så lidt som muligt.

At vågne var som at klatre op af et stejlt og vådt bjerg. Jeg anstrengte mig, men blev ved med at glide tilbage i bevidstløsheden. Stemmerne i lokalet var små, og jeg kunne knap nok høre, hvad de sagde. Men de talte til mig, det var jeg sikker på. Insisterende og vedvarende. Kunne de ikke se, at jeg var frygtelig, frygtelig træt? Hvis jeg havde haft kræfter ville jeg have snerret: Så lad mig dog sove, jeg har jo for fanden lige født.
Ellen? Tanken fik mig til at slå øjnene op og stirre forvirret rundt i lokalet. Jeg kiggede efter hende – og Klaus. Er det ok, vi sender din kæreste herind? Han vil rigtig gerne se til dig, spurgte kitlen med det samme. Jeg nikkede. Du skal bare vide, at du ikke kan snakke, du har stadig en slange i halsen, tilføjede hun med rolig myndighed. Scener fra adskillige timers lægeserier dukkede uvilkårligt op for mit indre øje, og jeg begyndte at tvivle på, at jeg bare lige havde slumret lidt. I Greys Anatomy stikker de unge smukke lægestuderende altid en slange i halsen på patienterne et nanosekund før, sygeplejerskerne begynder at løbe forvirret rundt for at finde en hjertestarter. Måske havde jeg ikke bare sovet.
Da Klaus trådte ind af døren, var jeg ikke længere i tvivl.
Hans øjne var hævede og selvlysende af angst. Han stirrede på mig. Undersøgte mig med øjnene, mens han småløb over mod min seng. Jeg ville gerne berolige ham og sige til ham, at han ikke skulle være bange. Jeg var jo bare væk et øjeblik, så jeg formede et barnagtigt hjerte med mine hænder og pegede på ham. Han forstod godt, hvad jeg forsøgte at sige og mumlede et: jeg elsker også dig. Herefter tegnede jeg et stort E i luften og forsøgte på bedste beskub at se spørgende ud. ”Ellen?”, spurgte han, og forklarede, at vores forældre var kommet for at passe hende. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo slet ikke ringet til mine forældre og sagt, at jeg havde født endnu. Jeg havde ikke nået det, inden de kørte mig fra fødestuen over på operationsstuen.

Hvad hedder du
Sygeplejersken kom tilbage for at tage slangen ud af min hals og for at spørge mig, hvad jeg hed, hvad dag det var, og om jeg vidste, hvor jeg var? Jeg forstod ikke førsteklassesniveauet i hendes spørgsmål. Hvorfor spurgte hun mig om det? Og hvorfor lod hun til at være svært tilfreds med mine svar – ja, nærmest imponeret. Mit hoved føltes som en kæmpe kugle vat, og jeg tror måske, jeg faldt lidt hen hist og pist. Jeg forsøgte at kæmpe imod, for der var noget, der manglede: barnet! Jeg havde kun nået at se et kort glimt af hende, inden jeg begyndte at bløde, og blev kørt væk. Og nu var hun var væk. Selvom det det hev og sled i fornuften, var jeg simpelthen så træt, at jeg ikke overvejede at spørge, hvorfor vores forældre sad et andet sted med mit nyfødte barn.
Kitlerne vimsede rundt om min seng, hev i slanger og nåle, gav medicin og aflæste monitorer. Indtil en af dem endelig kiggede på mig, og fortalte, at hun havde været med til den sidste del af min operation. Og først her faldt det mig ind at stille det spørgsmål, hvis svar for evigt vil runge i mit hoved: hvad skete der egentlig?
Hendes stemme føltes som knive, lussinger, mavepustere og hudafskrabninger i en lind strøm, da den krøb ind i mine ører. Vi kunne ikke stoppe blødningen, og du var meget tæt på at dø. DØ? Jeg skulle jo bare føde. Den eneste måde, vi kunne redde dit liv på, var ved at fjerne din livmoder. FJERNE MIN LIVMODER? Alting i mig skreg, men min stemme var væk. Måske sagde jeg noget, måske gjorde jeg ikke. Jeg kneb i hvert fald øjnene tæt sammen og uden at tænke konsekvenserne igennem, vidste jeg, at de var ubærlige. Jeg knugede mig fast til Klaus og græd. Det samme gjorde han. Kitlen lagde en varm hånd på min og forsvandt lydløst.

14 kommentarer to “Ellens fødsel”

  1. Surrogatmamma 28. dec, 2011 at 17:36 #

    Jeg er så den, der står på den anden side af sengen og skal samle op kvinder som dig.. Jeg håber at du blev taget rigtig godt hånd om….
    Kram.

    • tinetholander 29. dec, 2011 at 22:40 #

      Det gjorde jeg helt bestemt. Alle var meget, meget søde og omsorgsfulde.

  2. Jane 29. jun, 2011 at 13:06 #

    Suk… Ved ikke hvad jeg skal skrive. Ord er for små her. Men tak. Fordi du deler og minder os om at livet er lige her.

    • Rebecca 27. sep, 2011 at 12:56 #

      Hej Tine, faldt lige over indlægget her, og nu sidder jeg på jobbet og tuder og aner ikke, hvor jeg skal kigge hen, og kollegerne tænker sikekrt: hvad foregår der for hende ? Hvor er det stærkt og voldsomt og fantastisk fint skrevet!
      kh fra en tidligere kollega

      • tinetholander 27. sep, 2011 at 13:47 #

        Tak, hvor er du sød, Rebecca.
        Og undskyld:O)

  3. Marianne 09. jun, 2011 at 07:13 #

    Kære Tine,
    tak fordi du vil din historie – og godt at du gjorde det.
    Kram,
    Marianne

    • Lavendel 25. jun, 2011 at 15:32 #

      Ååååh, hvor en smuk og rå historie. Kender faktisk en familie, der var igennem næsten det samme, hendes livmoder blev dog “reddet”, men i sidste øjeblik….tænk at noget så sædvanligt som fødsel kan blive så katastrofalt! Tak for at dele din historie….som du publicerer på selv samme dag, hvor jeg fandt min søn (35) død i sit hus…jeg vil vise det her til min datter, som er næsten ny jordemoder…knus Lavendel

  4. mia holdt 08. jun, 2011 at 22:30 #

    Kære Tine,
    jeg har lige nu læst Ellens fødsel….. blir virkelig trist ved tanken over sådan en voldsom og alvorlig oplevelse i har været igennem. Det sætter gang i en masse tanker. Tak fordi du valgte at dele din historie. Jeg læser en gang imellem din blog og griner af den men den her sætter tanker igang, du ramte noget, og ikke kun fordi det er barskt. Det virker meget nærværende.
    Jeg håber du, Ellen og manden din er kommet godt igennem den voldsomme og hårde start Ellen fik. Al det bedste til jer.
    hilsen Mia

  5. Susanne 03. jun, 2011 at 07:02 #

    Puha, Tine. Det er altså virkelig barsk læsning – og det endda selvom jeg kendte historien på forhånd. Du skriver simpelthen så levende og rørende, at tårerne triller på min kind…

    Hvor var det altså godt du kom tilbage til Klaus og lille Ellen. Og resten af verden, der slet ikke var færdig med at nyde godt af dig!

    Kram fra Susanne

    • tinetholander 03. jun, 2011 at 09:34 #

      Tak, Susanne. Hvor er du sød.

Trackbacks and Pingbacks

  1. Hvorfor skal det være så svært, Lotte? | Ikke et ord om baby - 26. sep, 2011

    [...] skal have vores næste barn, da det gik op for os, at vi ikke længere kunne få flere børn. Livmoder eller ej, vi skulle nok finde en måde. Vi tog magten tilbage og sagde NÅR. Hele tiden. NÅR er sidenhen [...]

  2. Navnefest | Ikke et ord om baby - 14. sep, 2011

    [...] på døren i vores gamle køkken, og så genoptog vi faktisk aldrig diskussionen. Da jeg lå på intensivafdelingen med en slange i halsen og forsøgte at forstå, hvad i alverden, der lige var sket, valgte min [...]

  3. Ægte. | DINES die INFOTAINER - 25. jun, 2011

    [...] Tine ud. Hvad med at læse om hendes datters meget ægte fødsel, der blev til en meget ægte nærdødsoplevelse? Eller om den ikke helt så slemme deroute til de ægte forstæder? Eller om, hvordan man forholder [...]

  4. Nårh… det er også fordi, du ikke bliver ammet | Ikke et ord om baby - 24. jun, 2011

    [...] fødselshistorie gjorde, at jeg ikke kunne amme Ellen. Jeg var i tre uger lænket til en såkaldt malkemaskine, og [...]

SKRIV EN KOMMENTAR