Om at skrue ned for barnet

27 jun

“Det må da være skønt? Så skal du da aldrig være bange for, at hun bliver kanøflet.”

Nogenlunde sådan lyder den mest almindelige reaktion fra andre småbørnsforældre, når de opdager, hvor vild rødtoppen kan være. Jep, til gengæld siger jeg utrolig meget undskyld. Ofte. Når andre forældre er bekymrede for, at deres børn ikke får sagt fra i tide, er jeg bange for, at det er Ellen, de ikke får sagt fra overfor.

I morges vågnede jeg midt i en nævekamp - mellem barnet og faderen – sådan én der får ultimate fighting til at ligne yoga. Dvs. jeg åbnede kun det ene øje. Jeg havde en fod i det andet. De skiftedes begge to til at pive og nive hinanden, men de kan blive ved i noget, der minder om timer. Og lyder som en fucking zoo.

Nåmenaltså…. det giver hende jo ikke ligefrem royale manerer, at hun er opdraget til at blive ‘the next big thing’ indenfor enten dart, wrestling eller ishockey. Og selvom jeg virkelig elsker hendes gåpåmod, kunne jeg engang imellem godt ønske mig, at vi havde bygget hende med en lille bitte smule frygt. For jeg kan jo godt se den måde, de andre mødre kigger på hende på – altså den der, åh gud, jeg håber virkelig lille Charlotte kommer hjem med alt sit lange hår og begge ben – måske skulle vi hellere lege med Anton en anden gang – og forleden, da vi var på apoteket råbte hun pludselig henne fra hylden med vitaminpiller: Ellen går hjem nu – og væk var hun. Jeg fangede hende halvvejs ude af centret. Hun stikker sine små lapper ind i munden på de største hunde, hun kan finde og selvfølgelig vil hun gerne prøve alt det, som de otte-årige drenge, synes er sjovt. GYS!

Faktisk har hun her i hjemmet øgenavnet micropachycephalosaurus, som betyder lillebitte tykhoved øgle på grund af hendes totalt manglende smertetærskel, når hun løber hovedet ind i ting.

Men hvad fanden sker der ikke, når hun bliver otte? Eller 12? Og hvad nu, hvis alle de andre slet ikke kan se, at hun er verdens mest fantastiske barn? Eller ingen vil lege med hende? Så kære, erfarne mor. Hvor sidder knappen henne? Den man skruer ned for børn med?

 

5 kommentarer to “Om at skrue ned for barnet”

  1. Piyush 19. nov, 2014 at 11:00 #

    Wow, that’s a really clever way of thnniikg about it!

  2. anne 04. jul, 2011 at 17:27 #

    kan tilslutte mig ovenstående – har 2 af slagsen en pige og en dreng, den ældste nu 12 år har vi fundet ud af har adhd (pigen) og hun er faktisk blevet mere forsigtig med alderen, vores søn på 9 år kaster sig stadig ud i ret vilde sager (og syntes fx som 5 årig første gang på ski at han skulle prøve den store hopbakke)men har efter mange ganges små ulykker fået mere styr på hvad han kan klare og hvad han skal prøve sig frem med. Jeg går stærkt ind for at lade ungerne prøve sig ferm og slå sig lidt frem for at holde dem tilbage så de ikke lærer deres begrænsninger at kende og så på et senere tidspunkt lige pludselig gør noget skørt….
    Held og lykke med dit dejlige barn :-)

  3. Fru Z 28. jun, 2011 at 08:01 #

    ak ja, sådan en sprællemand har vi også haft i folden. Frygtløs på den smådumme måde, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Kan trøste dig med, at det om ikke andet faktisk ændrede sig, da han blev teenager. Nu er han mere sådan modig på den seje måde. Altså, kan smalltalke med de fleste, hvis han fx. er til voksenfest, og får en kedelig gammel borddame. Tør bestille mad på engelsk, når han er på ferie med far og mor, sådan noget.
    Og resten af tiden ligger han bare og sover, som en ægte teenager.

    • tinetholander 28. jun, 2011 at 10:38 #

      Det glæder mig meget, at vide, at hun nok falder i søvn engang – og at hun kan gå hen og blive modig på den modne måde en dag. Synes også tit hun er sej i dag, men du ved nok, hvad jeg snakker om….

      • Fru Z 29. jun, 2011 at 13:08 #

        Jo, jeg tror godt jeg ved hvad du snakker om…

SKRIV EN KOMMENTAR