Navnefest

14 sep

Det er sjovt. Det med navne. Der er mennesker, der tager det frygtelig seriøst og ligefrem påstår, at man kan give børn et lorteliv, hvis de ikke får det rette navn. Smukke Ellen kan naturligvis ikke hedde andet end Ellen. (Og nej, det er ikke fordi, hun bare kom til verden og lignede en Ellen. Babyer ligner ikke spor andet end små  bitte rynkede tomater i klæbrig sovs, når de kommer ud. Folk, der påstår andet vrøvler.) Alligevel kom hed hun til at hedde Ellen. Med det samme.

Barnefaderen og jeg havde en ni måneder lang fest med at gennemgå samtlige navne i: Hvad skal barnet hedde A-Z. Og med konsekvent at nedlægge veto over den andens forslag. Til mit forsvar, er der sgu’ da ingen normale mennesker, der kalder deres børn for Jan og Ernst i dag, vel? Og jeg føler mig altså helt overbevist om, at man ikke bliver homoseksuel af at hedde Daniel. Vi ønskede ikke at kende stumpens køn, så ja, vi skulle igennem begge kategorier af navne. Fra A-Z. Veto. Veto. Veto.

Vi landede på  i alt fire navne, som ingen af os hadede. Ellen, Nanna, Astrid og Johan (efter oldefar Johan). Vi skrev dem med kridt på døren i vores gamle køkken, og så genoptog vi faktisk aldrig diskussionen. Da jeg lå på intensivafdelingen med en slange i halsen og forsøgte at forstå, hvad i alverden, der lige var sket, valgte min underbevidsthed nemlig at navngive barnet Ellen. Uden at tænke nærmere over det, tegnede jeg et stort E i luften, da jeg ville have Klaus til at fortælle mig, hvor barnet var henne. Ikke et N, ikke et A, men et E.

Fire dage efter spurgte barnefaderen: Er det egentlig vedtaget, at hun hedder Ellen? På daværende tidspunkt, havde jeg allerede fundet på sangen: Ellen, bællen, Ellenbællenpige. Luk nu dine øjne i…..(på den med storkespringvandet), og så synes jeg alligevel, at det var synd at ændre på koncept. Man kan kalde det et eller andet hippieagtigt, som kosmisk og smukt – eller man kan indrømme, at der er en sandsynlighed for, at tilfældigheden fik lov til at råde. Who cares. I dag er det lyden af rendyrket kærlighed.

Personligt er jeg vist opkaldt efter naboens hund. Den hed Tina og min søster, syntes den var sød. Min mor knaldede lige bremsen i og ændrede endebogstavet, men det var hunden, der udstak retningen.

11 kommentarer to “Navnefest”

  1. Dorte 28. sep, 2011 at 19:53 #

    Altså… det der med at ligne et navn eller ej når man bliver født… Jeg skulle have heddet Lise, havde min mor bestemt, men da jeg kom ud syntes jordemoderen at jeg helt sikkert lignede en lille Dukke Dorte og det holdt hun så skråsikkert på at min mor lod sig overtale! Christ…

    • tinetholander 29. sep, 2011 at 11:12 #

      Rimelig underligt, at hun skulle have lov at blande sig i det, hva?

  2. Mie 15. sep, 2011 at 09:21 #

    Mine forældre var helt enige om navnet Jakob, men da jeg viste mig at være en pige, blev det straks sværere…
    Mie kaldte de mig med det samme, men min far mente, uvist af hvilken grund, at det ikke var et ‘rigtigt’ navn.
    Så jeg blev døbt Ellen Marie – iiiikke særlig hipt i 80′erne, vil jeg godt lige pointere – tak, mor og far! Og de blev selvfølgelig ved med selv at kalde mig Mie, så forvirringen var komplet… *suk* Men Ellen ER nu meget pænt:-)

  3. Lone 14. sep, 2011 at 19:07 #

    Vi var også igennem den med navnene herhjemme. Vi kendte hellere ikke kønnet så vi måtte også igennem både drenge og pigenavne. Jeg fik også brugt veto-retten et par gange :-)
    Da hun kom ud og kom op på maven af mig var vi ikke i tvivl om at hun skulle hende Ronja <3

  4. Ellen 14. sep, 2011 at 18:20 #

    Ellen er et rigtgt fint navn. Ved det fordi jeg har haft det i 39 år. Er opkaldt efter min gudmor og vist lidt efter min farmor.

    Kan huske, at vi snakkede om det, at du havde en datter der hed Ellen – for hvad der syntes som hundrede år siden – på ATP’s parkeringsplads i 3400.

    E

  5. Kehceub 14. sep, 2011 at 18:14 #

    Jeg skulle hedde noget der startede med P fordi min far starter med P (Per). Min storesøster starter med E ligesom min mor. De ville også have det skulle være kort men ikke Pia for det kender vi en frygtelig person der hedder! Mine forældre kunne godt lide navnet Sophie, men når det nu skulle være kom jeg til at hedde Phie for man kan da ikke kalde sådan en yndig lille baby et navn der starter med et grimt dyr. Så jeg kom til at hedde Phie (efter ansøgning) og jeg har siden fundet ud af at jeg sørme så også har navnedato på min fødselsdag.. Så det må være meant to be ;)

  6. Trix 14. sep, 2011 at 17:23 #

    Pludselig ikke så skidt at være opkaldt efter en melodi grandprixsangerinde…

  7. Nina 14. sep, 2011 at 13:40 #

    Jeg har en tidligere kollega, der hedder Lotte, hun er opkaldt efter sin mors hest (no shit!!)

    Selv er jeg vist ikke opkaldt efter nogen, men min kæreste mener at hvis vi får en søn skal han opkaldes efter hans far – men man kan da ikke døbe en nyfødt Søren Johannes?!?!

    • tinetholander 14. sep, 2011 at 20:29 #

      Men Johannes er da meget sødt, synes jeg.

  8. StineStregen 14. sep, 2011 at 13:36 #

    Så er jeg i det mindste ikke den eneste. Først fik min forældre katten Tine. Lidt senere barnet Stine. Gad vide, om det var omvendt, hvis de fik barn før kat?

    • tinetholander 14. sep, 2011 at 17:14 #

      En kat, der hed Tine? Det er altså virkelig mærkeligt. Lige så mærkeligt som en hund ved navn Tina.

SKRIV EN KOMMENTAR