Volapykpjok

5 nov

Indlæg nr. 100 på bloggen, som på ‘Ikke et ord om baby’ vil blive fejret med facebookfolkets hadeobjekt nr. to: Hør, mit barn har sagt noget sjovt! (Etteren er naturligvis: Se, mit barn er skide cute)

Jeg hader, når folk taler pibebabysprog til deres børn. Lærer dem at sige futtog, eller konsekvent kun omtaler sig selv i tredje person. ‘Moar kommer lige om lidt, lille kaptajn.’ Ja, ja. Du kunne jo også bare sige jeg. Derfor er jeg den første til på en venlig, men insisterende måde at rette Ellen, når hun får sproget galt i halsen. Hun er lavet af to journalister - hvordan kan hun andet end at komme til at holde af det danske sprog. Det skal jeg sgu nok sørge for. Men der er enkelte fraser, som jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at rette på, fordi det lyder så skide sødt. Og således lærer hun os at tale og ikke mindst omvendt.

Hos os hedder bare tæer derfor nu: Alene tæer… (Arhmen, der er sgu’ da godt tænkt)

Og når man griber en bold, råber man angiveligt ANGRIB! (Efterfulgt af stort klonk, når den rammer hende i panden, fordi de små arme simpelthen nægter at koordinere den bevægelse endnu.)

Pingu, kommer aldrig til at hedde andet end gammel Ginger (fordi det var det første, hun kaldte ham)

Når vi har børstet tænder, spyller vi. Spytte/skylle…get it.

Nå, men hvis I en dag møder mig og ikke fatter en hat af, hvad jeg siger, har min kærlighed til mit barn muligvis overskygget min kærlighed til sproget helt og aldeles.

 

 

5 kommentarer to “Volapykpjok”

  1. Byssen 10. nov, 2011 at 13:05 #

    Man skal adoptere nogle af sine børns sproglige fejl. Jeg synes stadig det er fedt at Ida sagde “kammelegerater” i stedet for legekammerater. Og Mia har ikke en mountainbike som sin søster, men en “magnusbike”. Det er de små ord, der får en til at trække på smilebåndet hver dag.

    • tinetholander 14. nov, 2011 at 15:35 #

      Synes, at en Magnus-cykel lyder helt vildt sejt.

  2. Maja 05. nov, 2011 at 13:27 #

    Juhuu – enig! Og håber, at vores barn vil synes, at det er en fest at have en sprogfetishist til mor (også selvom han mestendels lyder betegnelsen ‘Luffen’, på trods af det pæne navn han har fået).
    Lige nu siger han stadig bare fine og sjove babylyde, men før han gjorde det, omtalte jeg ham faktisk også nogle gange i tredje person. Når nu han ikke svarede, så opfandt jeg samtaler fx på puslebordet: Mig: “Vil du have den blå body på i dag?” Mig igen:”Årh, ja tak mor, det vil jeg gerne, sagde Luffe.” Mig igen-igen: “Okay, så skal du lige låne mig armen der …” osv.
    Måske mest fordi jeg var dårlig til at stå og sige “gyyy”, “dadada” og så videre … Det føltes immervæk fjollet.

    • tinetholander 06. nov, 2011 at 08:35 #

      Det holder heldigvis op, når han selv begynder at tale, men er du gal, jeg snakkede også meget med mig selv, da Ellen var helt bette. Ellers bliver man da bims!

      • Maja 09. nov, 2011 at 16:10 #

        Pyha :) Glæder mig helt vildt, til han begynder at sige noget med bare en lille smule mening i!

SKRIV EN KOMMENTAR