Krudtslam og normalbegreber

29 jan

Selvom vi stadigvæk har et fint lag af kaos drysset ud over forstadsidyllen, begynder tingene at mime et eller andet normalbegreb. Sådan som de jo altid gør - når krudtslammet har fundet noget at klamre sig til. Så lad os begynde med en statusopgørelse:

4, er antallet af hospitaler involveret i min fars sygehistorie, so far. (Stephen Speilberg ville i øvrigt muligvis have bedre held med at lave en film om den krikke, der fragter papirer i det danske hospitalsvæsen, end om den lille krigshest. Ældresagen kan med ro i sindet lade sig indlægge på sygehuset uden at frygte overgreb fra den digitale tidsalder.)

2, er antallet af møder med hospitalslæger, han har haft

0, af dem har været kræftlæger

0, er antallet af brugbare svar, nogle af os, har fået

0, er antallet af tiltag til en faktisk behandling

177.000, er antallet af mine frustrationer over det, der kaldes et velkoordineret og hurtigt behandlingsforløb.

13, er antallet af dage, siden ordet kræft, for første gang flyttede ind i min familie

 

 

 

8 kommentarer to “Krudtslam og normalbegreber”

  1. Laura 31. jan, 2012 at 14:51 #

    Først og fremmest, hvor gør det mig ondt. Jeg kan huske da jeg fik meldingen om min mors kræftsygdom. Jeg lå på et hotelværesle i Frankrig helt alene og så pludselig afgrunden åbne sig, for hvad gør man uden en mor.

    Det er ubamhjertigt når vores forældre pludselig bliver syge. Og endnu værre hvis de ikke kan blive raske. Jeg håber at alle de mange fremskridt der er gjort med kræftbehandling kommer din far til gode, og at lægerne på trods af en ikke så imponerende start kan gøre ham fin og rask igen.

    • tinetholander 31. jan, 2012 at 19:15 #

      Ajks. Det lyder heller ikke så rart at være alene med sådan en besked. Vi håber også. Det kaldes vist stadigvæk udredningsfasen – forhåbentlig ved vi mere snart.

  2. Anne N 30. jan, 2012 at 11:50 #

    Argh.
    Jeg håber, at I har energi til at få tallene til at se lidt bedre ud.

    - Og lad nu tallet 4 være absolut max for antallet af hospitaler. Mht. de tre nuller, så er der bestemt plads til forbedring.

    God bedring til patienten, hans familie og statistikken.

    • tinetholander 31. jan, 2012 at 19:16 #

      Synes absolut, det er på sin plads at ønske statistikken god bedring.

  3. Østfronten 30. jan, 2012 at 09:23 #

    - menneskets evne til at tilpasse sig livet er forunderlig, og normalitet i det ikke-normale er jo en måde at (over)leve.

    Når det er sagt, så MÅ lægemøde nr. 3 da være med éen, der har kræft som speciale? Ellers tror jeg, det er dér, man (I) som pårørende må begynde at slå fra jer og skrue kræve-mentaliteten på. Den er nemlig helt berettiget, når det handler om sygdom.

    Alt det bedste.

  4. SourPuss 30. jan, 2012 at 08:21 #

    4 er antallet af år siden de meddelte, at hun kun havde ½ år tilbage at leve i.

    Her, 4. år, kører hun stadig på – højt humør, kemobehandlinger, efterfulgt af alverdens behandlinger og nu igen igang med kemo – men 77 år gammel og hun nægter at lade Kræften vinde kampen.

    Måske det ikke er brugbare ord fra mig til dig – men selvom jeg godt ved, at man mest af alt har lyst til at råbe, skrige, slå, spytte på livet og dets uretfærdigheder for derefter at synke hen under dynen i glemslens tåger, imens man græder sin stille, fortabte gråd … vil jeg tillade mig at fortælle dig, at kræft er en Forbandet, Hæslig sygdom – men den behøver ikke styre dit liv.

    (Jeg skal også huske at indskyde, at jeg godt ved hvordan det føles at miste til Kræften. Så jeg kender hele spektret. Men ønsker stadig at indgyde dig håb og sende en bunke positive tanker din vej).

    • tinetholander 31. jan, 2012 at 19:19 #

      Det lyder da vildt. Vildt dejligt. Og alle gode, positive historier er absolut velkommen. Det er ligesom de gode fødselshistorier, når man er gravid. Det er de eneste, man kan huske, når det går ned.

Trackbacks and Pingbacks

  1. Den kutteklædte hævner | Ikke et ord om baby - 03. feb, 2012

    [...] Det er som om, himlen har åbnet sig, og nu regner det med bæ. Små hårde klumper bæ. Og bedst som folk siger, nu kan det da ikke blive værre, overser min mor en vigepligt og totalskader bilen. Og sit eget stakkels sind, der til stadighed er under den ultimative belastning af: nej, vi ved ingenting/prøverne duede ikke/vi må tage dem igen/alle har travlt/ingen tager ansvar i den uendelige sygdomssaga. [...]

SKRIV EN KOMMENTAR