Ellens fødsel

Når man skriver en bog til nybagte mødre – og gravide måske endda kan finde på at læse den, er det lidt svært at finde ud af, nøjagtig hvor gavmild, man skal være med detaljer vedrørernde nærdødsoplevelser, blod og smat. Men jeg skrev noget dengang – det kom i sidste ende ikke med i bogen, men måske er der nogle derude i blogland, der har lyst til at læse med. Her kommer det, op af skrivebordsskuffen og ud på bloggen:

Det tager tid at komme sig over store overraskelser – især den negative slags. Og min fødsel blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig – ikke engang selvom jeg havde anstrengt mig for at forestille mig så lidt som muligt.

At vågne var som at klatre op af et stejlt og vådt bjerg. Jeg anstrengte mig, men blev ved med at glide tilbage i bevidstløsheden. Stemmerne i lokalet var små, og jeg kunne knap nok høre, hvad de sagde. Men de talte til mig, det var jeg sikker på. Insisterende og vedvarende. Kunne de ikke se, at jeg var frygtelig, frygtelig træt? Hvis jeg havde haft kræfter ville jeg have snerret: Så lad mig dog sove, jeg har jo for fanden lige født.
Ellen? Tanken fik mig til at slå øjnene op og stirre forvirret rundt i lokalet. Jeg kiggede efter hende – og Klaus. Er det ok, vi sender din kæreste herind? Han vil rigtig gerne se til dig, spurgte kitlen med det samme. Jeg nikkede. Du skal bare vide, at du ikke kan snakke, du har stadig en slange i halsen, tilføjede hun med rolig myndighed. Scener fra adskillige timers lægeserier dukkede uvilkårligt op for mit indre øje, og jeg begyndte at tvivle på, at jeg bare lige havde slumret lidt. I Greys Anatomy stikker de unge smukke lægestuderende altid en slange i halsen på patienterne et nanosekund før, sygeplejerskerne begynder at løbe forvirret rundt for at finde en hjertestarter. Måske havde jeg ikke bare sovet.
Da Klaus trådte ind af døren, var jeg ikke længere i tvivl.
Hans øjne var hævede og selvlysende af angst. Han stirrede på mig. Undersøgte mig med øjnene, mens han småløb over mod min seng. Jeg ville gerne berolige ham og sige til ham, at han ikke skulle være bange. Jeg var jo bare væk et øjeblik, så jeg formede et barnagtigt hjerte med mine hænder og pegede på ham. Han forstod godt, hvad jeg forsøgte at sige og mumlede et: jeg elsker også dig. Herefter tegnede jeg et stort E i luften og forsøgte på bedste beskub at se spørgende ud. ”Ellen?”, spurgte han, og forklarede, at vores forældre var kommet for at passe hende. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo slet ikke ringet til mine forældre og sagt, at jeg havde født endnu. Jeg havde ikke nået det, inden de kørte mig fra fødestuen over på operationsstuen.

Hvad hedder du
Sygeplejersken kom tilbage for at tage slangen ud af min hals og for at spørge mig, hvad jeg hed, hvad dag det var, og om jeg vidste, hvor jeg var? Jeg forstod ikke førsteklassesniveauet i hendes spørgsmål. Hvorfor spurgte hun mig om det? Og hvorfor lod hun til at være svært tilfreds med mine svar – ja, nærmest imponeret. Mit hoved føltes som en kæmpe kugle vat, og jeg tror måske, jeg faldt lidt hen hist og pist. Jeg forsøgte at kæmpe imod, for der var noget, der manglede: barnet! Jeg havde kun nået at se et kort glimt af hende, inden jeg begyndte at bløde, og blev kørt væk. Og nu var hun var væk. Selvom det det hev og sled i fornuften, var jeg simpelthen så træt, at jeg ikke overvejede at spørge, hvorfor vores forældre sad et andet sted med mit nyfødte barn.
Kitlerne vimsede rundt om min seng, hev i slanger og nåle, gav medicin og aflæste monitorer. Indtil en af dem endelig kiggede på mig, og fortalte, at hun havde været med til den sidste del af min operation. Og først her faldt det mig ind at stille det spørgsmål, hvis svar for evigt vil runge i mit hoved: hvad skete der egentlig?
Hendes stemme føltes som knive, lussinger, mavepustere og hudafskrabninger i en lind strøm, da den krøb ind i mine ører. Vi kunne ikke stoppe blødningen, og du var meget tæt på at dø. DØ? Jeg skulle jo bare føde. Den eneste måde, vi kunne redde dit liv på, var ved at fjerne din livmoder. FJERNE MIN LIVMODER? Alting i mig skreg, men min stemme var væk. Måske sagde jeg noget, måske gjorde jeg ikke. Jeg kneb i hvert fald øjnene tæt sammen og uden at tænke konsekvenserne igennem, vidste jeg, at de var ubærlige. Jeg knugede mig fast til Klaus og græd. Det samme gjorde han. Kitlen lagde en varm hånd på min og forsvandt lydløst.

SKRIV EN KOMMENTAR