Du skal dø
7 jan
Du skal dø! Jo, du skal forsikrede Anders Lund Madsen os allesammen sidste torsdag i DR’s nye serie af samme navn. For dem af jer, der valgte ikke at suge lidt død ind med aftenkaffen, handler programmet kort fortalt om, hvorfor vi allesammen er så bange for døden. Og hvad der egentlig sker i hovedet på mennesker, der skal dø.
Er der vigtigt? Gu’ er det så! Var det gribende farvefjernsyn? Gu’ var det så!
Fru Z skrev det så smukt, da min far gik bort. Døden er en del af livet. De fleste af os bliver bare skideforskrækkede, når vi opdager det. Og derfor skal der da selvfølgelig laves tv om det, der er så svært, at vi næsten ikke kan bære at tale om det. Før eller siden bliver vi nemlig konfronteret med det, og så nytter det ikke at bruge tiden på at forsøge at vride mening ud af noget, der måske i virkeligheden ikke giver mening.
Problemet er bare, at vi er nogle, der fjaser og springer abekat, når situationer bliver uoverskuelige. Jeg er en dem. Anders Lund Madsen er en anden. Jeg synes, det var meget rigtigt ikke at falde for fristelsen til at lade ham sige nårh … og piv og lægge hovedet på skrå i medfølelse, men lidt mindre gøgl kunne altså også have gjort det for mig. For er det ikke netop det, det handler om? At turde være i stue med folk, der skal dø, uden at snuble over klichéer og panikjokes? Hvis jeg var bare en smule mere alternativ, ville jeg nok sige: ‘være tilstede i ubehaget’. Det er jeg ikke.
Men egentlig er det jo bare det, det er. Ubehageligt. Og trist. Og selvom du prøver at afbøde slaget ved at tilbyde at opfylde den døendes sidste ønsker, og rationalisere den tilbageværende livskvalitet op imod dødens fred, så er det stadigvæk det, det er. Trist og ubehageligt. Når ønskerne er opfyldt, og du har forsøgt at klemme ekstra meningsfyldte samtaler ud fra sygelejets lejer, er du formentlig stadigvæk ramt af en følelse af uretfærdighed og meningsløshed. Hvorfor skal jeg mon føle dette kaos?
Måske lærer ham det, Anders Lund Madsen? Måske skal jeg se med igen?
I mellemtiden vil jeg genlæse denne poetiske børnebog, der er det smukkeste forsøg på at acceptere døden, jeg endnu har set. And, Døden og tulipanen. Den er skrevet af ham med lorten på hovedet af muldvarpen, og jeg købte den, da min far døde i et forsøg på at forberede Ellen på sin morfars rejse. I de fleste andre bøger går afdøde bedstemor/far igen, hvilket irriterede mig ad helvedes til. Jamen, hvad nu, hvis hun fik den ide, at det ikke var forbi, før et spøgelse sad på hendes sengekant og rablede bevingede gloser af sig en mørk nat. Det lyder da umiddelbart en anelse svært at håndtere for en tre-årig. Desuden var døden altid sådan en mørk uvelkommen hættehævner – og så kom And, Døden og tulipanen.