Du skal dø

7 jan

Du skal dø! Jo, du skal forsikrede Anders Lund Madsen os allesammen sidste torsdag i DR’s nye serie af samme navn. For dem af jer, der valgte ikke at suge lidt død ind med aftenkaffen, handler programmet kort fortalt om, hvorfor vi allesammen er så bange for døden. Og hvad der egentlig sker i hovedet på mennesker, der skal dø.

Er der vigtigt? Gu’ er det så! Var det gribende farvefjernsyn? Gu’ var det så!

Fru Z skrev det så smukt, da min far gik bort. Døden er en del af livet. De fleste af os bliver bare skideforskrækkede, når vi opdager det. Og derfor skal der da selvfølgelig laves tv om det, der er så svært, at vi næsten ikke kan bære at tale om det. Før eller siden bliver vi nemlig konfronteret med det, og så nytter det ikke at bruge tiden på at forsøge at vride mening ud af noget, der måske i virkeligheden ikke giver mening.

Problemet er bare, at vi er nogle, der fjaser og springer abekat, når situationer bliver uoverskuelige. Jeg er en dem. Anders Lund Madsen er en anden. Jeg synes, det var meget rigtigt ikke at falde for fristelsen til at lade ham sige nårh … og piv og lægge hovedet på skrå i medfølelse, men lidt mindre gøgl kunne altså også have gjort det for mig. For er det ikke netop det, det handler om? At turde være i stue med folk, der skal dø, uden at snuble over klichéer og panikjokes? Hvis jeg var bare en smule mere alternativ, ville jeg nok sige: ‘være tilstede i ubehaget’. Det er jeg ikke.

Men egentlig er det jo bare det, det er. Ubehageligt. Og trist. Og selvom du prøver at afbøde slaget ved at tilbyde at opfylde den døendes sidste ønsker, og rationalisere den tilbageværende livskvalitet op imod dødens fred, så er det stadigvæk det, det er. Trist og ubehageligt. Når ønskerne er opfyldt, og du har forsøgt at klemme ekstra meningsfyldte samtaler ud fra sygelejets lejer, er du formentlig stadigvæk ramt af en følelse af uretfærdighed og meningsløshed. Hvorfor skal jeg mon føle dette kaos?

Måske lærer ham det, Anders Lund Madsen? Måske skal jeg se med igen?

I mellemtiden vil jeg genlæse denne poetiske børnebog, der er det smukkeste forsøg på at acceptere døden, jeg endnu har set. And, Døden og tulipanen. Den er skrevet af ham med lorten på hovedet af muldvarpen, og jeg købte den, da min far døde i et forsøg på at forberede Ellen på sin morfars rejse. I de fleste andre bøger går afdøde bedstemor/far igen, hvilket irriterede mig ad helvedes til. Jamen, hvad nu, hvis hun fik den ide, at det ikke var forbi, før et spøgelse sad på hendes sengekant og rablede bevingede gloser af sig en mørk nat. Det lyder da umiddelbart en anelse svært at håndtere for en tre-årig. Desuden var døden altid sådan en mørk uvelkommen hættehævner – og så kom And, Døden og tulipanen.

20130107-215422.jpg

Nå, der var du…

2 jan

Farvel, 2012. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om dig, men derfor kan vi vel godt tage afsked under ordentlige forhold. Der er godt nok mange, der er sure på dig. Virkelig mange. Og forleden sagde en kollega til mig, at “det har da heller ikke har været det bedste år for dig”. Altså mig. Det tænkte jeg længe over.

2012 vil selvfølgelig altid været året, hvor min far fik konstateret kræft. Ni måneder senere døde han. Hvem skulle have troet det – men selv for voksne mennesker med deres egen familie føles verden mærkelig tom uden en forældre. Det er som et puslespil, der pludselig mangler en brik – og man er hele tiden alt for bevidst om, at den ikke dukker klapperende op i støvsugerrøret ved næste hovedrengøring. Den er væk. For altid. Der mangler et stykke af virkeligheden. Lidt af det, man står på.

Samtidig har jeg stadigvæk svært ved at fatte, at det faktisk er sådan, det forholder sig. Jeg talte ikke med min far dagligt, og på mange måder kunne han sagtens bare være taget på en lang badeferie. Han mangler jo ikke som sådan i min dagligdag. Indtil nye juleritualer dukker op, og jeg pludselig ser mig selv glane uforstående på vores fælles navn på en gravsten – med en blomst hængende tungt i hånden. Glædelig jul, far. Du ville nok have ønsket dig en cd eller et par sokker, hvis du stadig var her. Og tak for de 10 på hinanden følgende år, hvor du ønskede dig en isskraber og lommetørklæder, fordi jeg ikke havde råd til andet (eller blev du mon i virkeligheden rigtig glad?) Og egentlig også bare tak.

2012 var også året, hvor barnefaderen og jeg slæbte os igennem et statsligt godkendelsesforløb, der kunne slukke livsgejsten hos selv de mest sejlivede jubeltosser. Knapt et år kan vi skrive på den regning – og tænders gnidsel.

Men det er jo også året, hvor vi blev godkendt og fra nu af kan vente et opkald hvert øjeblik, det skal være. Altså hvis det ikke bliver om fem år. Det skal man sgu lige vende sig til. For selvom jeg prøver at undgå den slags tanker, er det satme svært ikke at overveje, at telefonen jo KUNNE ringe netop som flyet til Thailand. Hvis vi tager til Thailand letter. Og skulle vi mon så hellere tage til Sverige? Men vi kan jo ikke sætte vores liv på stand by, hvis der går 113 år, inden de tager sig sammen og peger i retning af Rødovre, meeeen det kunne jo også være i morgen. Eller overmorgen … You get the drill!

Jeg fik også et nyt job, en hund og har købt to virkelig, virkelig voksne ting; en helt rigtig mennskeseng, der hverken er flækket sammen med strips eller gaffa og en køkkenrulleholder. Og så er det ikke engang løgn. Mht. sidtnævnte vil jeg godt rette en klage ud i intetheden….. Hvorfor skal ting, der er så skræmmende voksne at erhverve sig, samtidig være så absurd grimme? Er vi mon de eneste mennesker under 55, der har købt en seng og en køkkenrulleholder og hverken holder er til fals for sæbebehandlet træ eller stål? Ja, jeg spørger bare? Er der andre gamle mennesker på linjen? Hvad har I gjort?

Og så er der Ellen …. BabyEllen, der for første gang i år overhovedet slet ikke er BabyEllen mere. “Ihh altså, det er også far. Han kan aldrig finde ud af at rydde op efter sig selv,” siger hun med rimpet mund, mens hun forsøger at amme sin dukke. I næste øjeblik ligger hun og vrider sig på gulvet i arrigskab. Det er altsammen meget forvirrende. Ikke mindst for moren. Men sød er hun stadigvæk. Mega cute, faktisk.

2013 jeg kender dig ikke så godt endnu. Men herfra min mediumfaste madras med prober sengeramme ser du nu helt ok ud. Og jeg lover dig, at hvis du er sød ved mig, så lader jeg være med at nævne det uklædelige i din tilfældige talkombination.

Happy shopping

13 dec

Det ville muligvis være sjovere blogwise, men jeg er ikke på julehaderholdet. Jeg har altid elsket julen – åd den råt som barn. Elskede, at min mor druknede huset i nisser, og fandt det ikke nævneværdigt påfaldende, at min far altid fik skidepine, LIGE når julemanden kom på besøg juleaften – ikke før jeg var omkring 25 år. Vi bagte og klippede, lavede adventskrans og pakkede gaver ind, mens vi fnes. Det var yndigt!

Jeg havde muligvis et par singleår, hvor jeg var lidt mellemfornøjet med hele julehalløjet, men jeg gav mig nu aldrig til decideret at hade den. Og jeg følte mig da bestemt heller ikke for fin til at blive sjaskhamrende pigefornærmet, hvis der ikke smøg sig en perlerække af lækre gaver omkring mig juleaften.

Nu er cirklen så sluttet, og det er mig, der bringer julen til barnet. Vi taler om nisser, og jeg lyver , fordi jeg elsker at se hendes runde lille ansigt fundere over, hvordan det hele nu hænger sammen. Hvor er den satans nisse? Farmor har startet pakkekalendertraditionen og får naturligvis lov til at fortsætte den. Men hun er flink til at frasige sig æren. Hun viger for mændene med huer. Jamen er det ikke sødt!

What’s not to like, spørger jeg bare? En legitimeret månedsbrandert (Hej gløg, min ven), julefrokost, spændte børn og gas på pynten.

Der er selvfølgelig lige julegaveindkøb…. Alverdens eder….julegaveindkøb. Vi bringer her en guide. Hvem kan ikke bruge en frisk lille decemberguide? (Jo, du kan, blev der sagt).

1. Gå efter hit and run-princippet. Hver eneste gave er planlagt hjemmefra, og vig for Guds skyld ikke fra den aftale. Overhovedet. Hvis nogen på holdet begynder at væve undervejs, efterlader du dem ved først komne lejlighed.
2. Gå for alt i verden i krig på fuld mave, og ignorer din partner, lige meget hvor irriterende, han udvikler sig i løbet af scenancen. Og tro mig, han udvikler sig irriterende i løbet af sceancen. Skænderier vil dog blot sænke jer ydeligere. Når spændingen mellem jer bliver ulidelig, skifter I strategi og arbejder herfra i hold.
3.Slutteligt gælder det om at lukke munden på evt. afkom med rigelige mængder af hvad som helst. Stesolider fx.
4. Hvis du vælger et storcenter kan det hele være overstået på en times tid. Her vil en indkøbsvogn dog være nøglen til succes. Denne bruges til at pløje en sti fri for mennesker, som resten af dit hold kan følge.

Om vi selv gjorde sådan? Nu ikke så mange spørgsmål.
Happy shopping, folks!

Ting vi ikke gør længere

10 dec

Ting, vi ikke gør mere ( gør vi?)

Går med g-streng. GUDSKELOV. Hvor var det dog befriende at blive gammel og tvær nok til at hive det lort ud af røven. I lyset af, hvor ulamindelig ækel og upraktisk den lille numsesnor alle dage har været, skal der dog herfra lyde et kæmpe halleluja for de frække og muntre marketingsfyre, der en dag i firserne over en Pina Colada udtænkte den geniale plan, at kvinder da burde tvinge et stykke tandtråd op mellem balderne hver dag. Hvordan helvede I overbeviste os allesammen om, at denne (sikkert svært morsomme ) værthusjoke skulle gøre det ud for den moderne kvindes røvs skæbne i nærved to årtier – You go Guys! I skal lave min pr-strategi til overtagelse af verdensherredømmet.

Jeg har aldrig ejet et par, og alligevel er jeg parat til at sige et tårevædet adieu. Farvel bamsestøvle. Du har aldrig været en støvle. Faktisk burde du aldrig have forladt matriklen, det indser du vel nu? For du er jo bare en forvokset sutsko. Og det nytter ikke spor – slet ikke spor – at farve dem røde eller turkis. Næ, det gør dem såmænd bare til røde eller turkise sutsko. Og bamsestøvle…. Hvil i fred!

Brygger vores kaffe på en kaffemaskine (bær over med mig, Kbh-hipster. Jeg er endnu ikke nået til det der besynderlige turn around) – for hvem gider egentlig at have pislunken kaffe, der som regel smager så skidt, at man bliver nødt til at fyre rå mængder kold mælk i og derfor må sluge kaffen i en mundfuld, før den går fra afkølet pislunken til decideret kold.

Så det gør vi ikke mere ( gør vi?)

To be continued…..

Stilheden falder

5 dec

Sne. Jeg elsker måden, man kan høre den falde på – og så alligevel slet ikke. Stum og smuk. En glædelig ikke-eksisterende lyd. Den er til stede i hver eneste snefnug og kalder på minder fra en fjern, fjern tid – eller tider med sin mumlende, dumpe vokal.

Dengang lyden hviskende fik ens hjerte til tæt ved og næsten at eksplodere af glæde, fordi den bragte løftet om ferie og gavebånd og kakkelovnens knitren med sig. Hjertet bankede så, det var umuligt at sove, og alligevel var det eneste, man kunne høre den. Den tavse lyd.

Eller senere minder om enden på en våd og vild aften med venner, der for længst var vokset fra sneboldkampe, men alligevel ikke kunne modstå trangen til at vende frosne skyts mod bedstevennen. Bare fordi. Og så latterbrøl. Med røde kinder og sprutsøvn i hælene.

Men mest af alt elsker jeg den måde sneens tyste ikke-lyd dæmper hele verden på. Selve livet lyder anderledes, når det drysser. Afdæmpet. Fortroligt.
Det skingre, høje taber decibel, og forbrydelserne synes længere væk. Verden taber tempo og gør sig umage for ikke at miste fodfæste. Og har slet, slet ikke tid til at tænke på andet.

Lyden bedrager øjnene, der nægter at slå erfaringens hukommelse til. Den vil ikke huske. Noget så glimtende smukt og pulverrigt må føles som en kollosal lun og silkeblød kugle af vat – nøjagtig som skyer set fra en flyvindue. Det er umuligt at koble det gnistrende syn med kulde, sjask og luft. Det kan ikke passe. Ikke i år. Det MÅ være anderledes i år.

Indtil man rører, og fingrene forskrækket sender et jag igennem kroppen. Indtil plusgraderne smelter sneen, og bilernes lange, våde svuuuujshhh … atter bryder stilheden.

Men i aften er det stille …

20121205-212314.jpg

Der er mange tårer der skal grædes

19 nov

I weekenden brugte jeg blandt andet tid på at læse dette glimrende blogindlæg fra politiken.dk. Hvis du ikke orker at stave dig igennem alle de mange ord, er du godt hjulpet på vej af overskriften: Jeg gider fandeme ikke smile, når livet krakelerer. Den korte version er, at forfatter Marianne Eilenberger har fået nok af tendensen til, at vi allesammen bør smile og kalde livets problemer for udfordringer – og naturligvis kunne se udviklingspotentialet i at miste en arm eller blive fyret. For lige rundt om hjørnet, venter jo store gaver til alle dem, der tager hele livet i stiv arm. NÅ, NEJ – DEN ER FALDET AF!

Dybest set kunne jeg vel bare nøjes med at skrive – næ, dog, hvor er jeg enig! Jeg synes dog alligevel lige, at jeg vil krydre indlægget med lidt personlige anekdoter.

Da jeg for tre år siden kom hjem fra hospitalet med baby-Ellen og min nærdødsoplevelse, havde jeg sær fornemmelse. Jeg følte et pres. Jeg kan ikke sige, om det kom fra mig selv eller andre, men jeg følte en klar forventning om, jeg burde være glad. For at jeg overlevede og for, at jeg nu kunne svøbe mig i oplevelsen som en form for afstiver til min personlighed. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de mange historier om handicappede mænd, der bare nægtede at lade sig slå ud at have mistet begge deres ben og selvfølgelig senere gik hen og vandt handicap-OL i perifer sportsgren. Eller undertrykte kvinder, der blev forladt og pludselig sprang ud som erhvervsorakler. Jamen, vi elsker jo den slags historier, ikk? Og synes det er så flot, flot. Og derfor trækker vi selvfølgelig den ene person frem som et lysende eksempel i stedet for at fortælle historien om de 99 andre, der i depression og bitterhed over skæbnen, mistede deres forstand.

Mest af alt havde jeg sådan lyst til at skrige og bide, når folk sagde ting som: Det, du ikke dør af, gør dig stærkere.

Måske, men ikke altid. Det, du ikke dør af, kan nemlig også give dig angstanfald, og gøre dig til en pivskid, og give dig lyst til aldrig nogensinde at forlade hjørnet i sofaen af skræk for at få bliver ramt at et lavtgående fly. Ja, faktisk kan det også give dig flyskræk. Og selvom du ihærdigt forsøger at berolige dit nervesystem, så tager det temmelig lang tid atter at gro et dækkende lag over de blottede nerveender. Og hvad med alt, det vand, der kom ud af mine øjne? Og bitterheden, der ramte mig, når de andre nybagte mødre brugte sætninger som: Når nr. to kommer ….

Faktisk følte jeg mig ganske unormal. Som et tvært og ukonstruktivt menneske, der burde vide bedre. De sagde det jo hele tiden: Heldigvis endte det godt … og jeg var i tvivl.

Og her er spørgsmålet: Er det mon det, de mener, når de siger, at jeg er blevet stærkere? Eller glemte jeg mon at udnytte min udviklingspotentiale.

Jeg ved det ikke. Jeg er også ligeglad. For jeg insisterede på at få lov til at være ked af det, ja faktisk ulykkelig, hvilket jeg tilskriver en stor værdi i dag. For jeg tror faktisk, det er derfor, min oplevelse ikke føles som et kors, men et faktum. Selvfølgelig er det muligt at nå derhen, hvor man kan fortælle vidt og bredt og male med den store pensel, uden at tårerne presser sig på. Men for mig at se, er det ikke noget, der dumper ned fra himlen som en gave. Der er mange, mange tårer, der skal grædes først.

Her er et vaskeægte tip

15 nov

Du kender det stensikkert. Dit feed på Facebook oversvømmes i øjeblikket af forældre m/k, nja… egentlig nok bare k, der med fjaset FB-stemme erklærer sig færdig med årets pakkekalender til ungerne.

Og selvom de udemærket godt ved, at det omtrent lige så nævenyttigt som et uskyldigt ‘sover han ikke igennem endnu’ nøjes de selvfølgelig ikke med at være klar. Der skal naturligvis også fotograferes og skrives ting som:

Pyha, god samvittighed. Alle pakker købt og pakket ind. Godt jeg kun har fire børn! (indsæt selv mentalt billede af parketgulv med 96 gaver tilfældigt, men lækkert spredt.)

Men så var det jeg så denne her, da jeg var nede at hente kaffe i dag:

20121115-195504.jpg

20121115-195559.jpg

Jamen er det ikke genialt? 24 pixiebøger, og så er de endda pakket fint ind på forhånd. Ja, der synes jeg nu nok lige, vi er flere, der skylder Forlaget Carlsen en lille tak. (Og nej, dette er ikke et sponsoreret indlæg. Blot begejstret.)

Tør vædde med, at der er flere af jer, der vil takke forlaget den 30. nov!

Genial marketingstrategi

13 nov

VALBY. TIL TIDEN.

Genialt, DSB-marketing. Vi skal fremhæve vores succeser, det er da det, vi skal. Så når toget planmæssigt ruller ind på perronen, er det da bestemt på sin plads at vrænge netop det faktum ud over kupéen. Ja, faktisk er det da så genialt, at det må kunne rulles ud over andre brancher

Bageren: Et styk kanelsnegl. Ingen har slikket på den.

Restauranten: Din suppe, hr. Lavet efter opskriften.

Mediehuset: BREAKING NEWS: Heller ingen tomme sider i din avis i dag.

Lægen: Din operation gik godt. Jeg efterlod hverken saks eller kompressor i din bughule. Yeah me!

Mig: Godmorgen, chef. Ja, jeg kommer også på arbejde i dag. Og i morgen. Og, nå ja. Torsdag. En lille bonus???

Op i røven, DSB. Hvor vælger man basispakken i kommunikationsniveau? I øvrigt er det eneste, vi tænker på, når vi bliver revet ud af vores morgenstener af GPS-konens søster, DSB-heksen: Det er sikkert skide meget løgn!

 

Kan man få det hvide snit?

8 nov

I Rom har de et helt kvarter, hvor alle butikkerne har pæne  navne som Fendi, Prada, Gucci og Max Mara. Et helt kvarter. Jamen, der var ikke andre steder at gå hen, så vi blev jo nødt til at gå indenfor. Også selvom vores billige danske bomuld omgående begyndte at klø på rygstykkerne.

I butikkerne med de pæne navne er selve indretningen naturligvis en udfordrende, innovativ designerdrøm og alene duften gav mig lyst til at folde mig sammen som en lillebitte vintersøvnig ræv og ligge mig til at dø. Lige der midt mellem cashmere og silke. Tror sgu endda jeg så en full-blown bar et sted med champagne og ‘are you kidding me’.

Det eneste minus var, kvinden, som åbenbart var ansat til at monitorere vores mindste armbevægelser. Jeg fik sådan lyst til at vifte vildt med begge arme bare for at se, hvad der ville ske. Fik dog hurtigt en klar fornemmelse af, at det ville være omtrent lige så kløgtigt som at vræle en bombejoke udover Kastrup. Var desuden alt for duperet af lugten af penge til at foretage mig noget som helst andet end at forsøge at se rig ud.

Men hun var sød – kaldte mig sweetheart og lod på prøve frakken til 15.000 selvom hun udemærket godt var klar, at jeg slet, slet ikke var i nærheden af at ville købe den. Ja, jeg tror faktisk, at hun forsøgte at trøste mig. Som tak sagde jeg, at det var den smukkeste frakke, jeg nogensinde havde set. Det var det ikke.

Men således og lige der blev den sæsonbetonede horror-sport vinterfrakken skudt i gang. Og den har været i gang lige siden. Sammenlagt har jeg vel prøvet en 300-400 stykker. Og jeg hadet dem allesammen. Hvad sker der frakketyper? Hvordan kan det være SÅ svært at kombinere varmt og pænt.

1. Nej, jeg vil ikke svøbes i et tyndt stykke stof, der præsenterer sin første lukkemekanisme i navlehøjde. Halløj decembervind på mit maveskind.

2. Nej, jeg vil helst ikke klædes ud som sovepose til og fra arbejde.

3. Gulvlang og korte ben efterlader  efter 36 år stadigvæk indtrykket af, at jeg har stjålet mamas klude, så der sidder jeg også over,

4. Og så er der den ualmindelig praktiske model, der på mange måder ville stå godt til Rødovre. Og en skovtur. Og en akut depression.

Jeg har allerede afleveret den første tilbage til forretningen, hvor den kom fra, så da jeg endelig fandt en, jeg brød mig om i går ignorerede jeg ekspedienten for hårdt, da hun forsøgte at fortælle mig, at den måske ikke ville være varm nok hele vinteren. La la la på beløbet, tak, nynnede jeg og flåede barnet med ud af butikken, inden jeg kunne nå at blive ramt af det realitetstjek, der helt sikkert var på vej.

Sidder nu med en dårlig fornemmelse for sne og muligvis et overtræk. (Tør ikke tjekke) Så vi krydser for for en mild vinter, ikk? Og det hvide snit. Så jeg absolut ingen hukommelse har om det her lort, når hele fucking scenariet gentager sig næste år.

Der er beslutninger, der skal tages

6 nov

Hej verden. Det er mig, T. Netop krøbet ud af tænkeboksen, hvor jeg i længere tid har ligget krøllet sammen i noget fosterstilling og prøvet alle tricks i grønspættebogen:

1.Det første jeg tænker på. Det er nok det, jeg helst vil. Nej.

2. Nå, den vej, jeg vejrer, når jeg står med lukkede øjne og samlede fødder på gulvet…. Det er nok det, jeg hælder mod. Nej, men for fanden, sådan kan man da ikke træffe beslutninger.

3. Okays, men så en hurtig lille afstemning blandt de 100 nærmeste venner. Demokrati and all that jazz.

Og hvorfor nu al den jammer?

Det er sket. Vi er endelig, endelig, ENDELIG blevet godkendt til adoption. Og da mit blod holdt op med at koge over det faktum, stod en lillebitte forpjusket realitet tilbage. I hele denne endeløse process har vi indtil videre været frataget enhver form for mening, holdning eller medbestemmelse og nu indløb den så. Retten til at mene noget. Og så afsted mod beslutningerne, ikk? Ja, man skulle tro, det var så simpelt.

Næste skridt er nemlig at vælge et land. Hvilken liste kunne vi tænke os at blive skrevet på, så ventetiden nu for alvor kan gå i gang?

Efter et større sorteringarbejde stod vi tilbage med tre lande. To hvor man går frem efter et klassisk køsystem med to-tre års ventetid og et, hvor det enkelte barn bliver matchet med den familie, der passer bedst til barnets behov. Altså kan man være heldig, at ventetiden bliver langt kortere end tre år, men man kan også risikere at rådne op uden nogensinde at se skyggen af en sparkedragt. Ej, hvor er det også tarveligt. Hvorfor skal det være så svært?

Og det gør det jo bestemt ikke lettere, at de to metoder fuldstændig eksemplarisk ridser forskellen på barnefaderen og jeg op med fede streger. Han er den kække, vi-gør-det-sgu-bare-type. Selvfølgelig vælger de da os. Med det vuns. Kom nu med.  Ud over kanten.

Jeg hænger i stakittet og råber på en statisik, en kvalitativ analyse og et (Gud bedre det) stykke sandsynlighedsdsregning. Mens jeg googler og mailer og ringer. Til nogen og hvemsomhelst. Men det kan man ikke få. Til gengæld kan man få lov til at basere denne livets lille bitte ubetydelige beslutning på noget så fesent som en mavefornemmelse. Jo, tak.

Vi er blevet enige. Juryen har voteret. Og råbt. Brevet er sendt og en af dagene står vi nu på venteliste til engang (måske) at møde et barn, der kunne have brug for sådan nogle som os.  (Ajks, For helvede Poul Krebs. Fis ud af mit moment). Når de højere magter og adoptionsnævnet vil det.