Du er sgu da lækker

26 okt

•Jeg har set en dame, som havde så meget hår på sin vorte, at det så ud som et lille pindsvin havde lagt sig til at sove på hendes kind.
•Jeg har røvhamrende ondt i mine fødder.
•Jeg har set en tv-reklame for Tena….til mænd.
•Jeg har spist den lækreste, tyndeste, sprødeste pizza.
•Jeg har edderperkemer ondt i mine fødder.
•Jeg har beundret Michelangelo samlede værker.
•Jeg har været frygtelig tæt på at tømme den der gade, der hedder noget med cola for tøj, sko og tasker. Huhej Italien design.
•Jeg har overvejet pasta med kakaosmag.
•Jeg har SÅ meget taget de forkerte sko med.
•Jeg har kørt i taxa med manden, de kaldte stinkende svedsvin.
•Jeg har overhovedet ikke været tæt på at gide at tælle alle søjlerne på Peters pladsen.

Rom, du er sgu da lækker! Hvad skal vi lave i morgen?

Opfostrer en lille murer

23 okt

Kender du det:

  • når du opdager, at du cykler bagved én, du kender, men af eller anden grund bare ikke orker at hilse på? Så du sætter farten ned, ned, ned for ikke at afsløre dig selv og cykler bare ganske lydløst og langsomt i det dersens selvvalgte eksil, mens dine tanker er knapt så afdæmpede; så let dog ræven, makker! Men hellere vælte sidelæns henover fortorvet end at udtænke de 13 høflighedsfraser, det ville kræve at nå til jeres skillevej sammen. Men selvfølgelig skal det gå helt uoverskueligt langsomt. Og strategien med at overhale i så høj fart, at man umuligt kan nå at få klemt et hej ud, virker simpelthen også for tåbelig. Og deusden mangler du nu et tilløb. (Og naaaj….selvfølgelig var det ikke dig!)
  • at i og ø på mystisk vis bytter plads, og du pludselig brøler ‘Hej bøsse’, henover det meste af børnehaven til dit barn?
  • at de der små runde kinder bare føles som det blødeste og rareste, der nogensinde har ramt dine læber?
  • når dit barn er kommet til gymanastik i lidt for små strømpebukser og viser så blændende egenskaber udi håndværkersprække, at du overvejer at pace en murermesteruddannelse igennem?

Kender du de dage?

 

Dit livs 17.000 billeder

19 okt

Jeg elsker at tage billeder. Og efter, mobiltelefonen har erstattet lommekameraet og Instagram har lagt et romantisk/shabby chic skær ud over vores liv, bliver det såmænd til et par stykker om ugen.

Problemet er bare, at jeg faktisk ofte ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge dem til. Jo, jeg kan sagtens blive grebet af at sidde og bladre tilbage og mindes dengang Ellen var 17 dage yngre eller temperaturen 14 grader højere. Dengang hunden var mere fluffy og den indbagte reje gjorde sig til. Men hvad så? De bliver jo aldrig printet ud, og det er vel egentlig bare som om fotoalbummets dage bare er forbi. Ahhh…det gode gamle flip-over-album, der kunne stå og støve til i reolen. 24 billeder fra hver begivenhed i ens liv. (Til gengæld helt på sin plads, at den digitale fotoramme aldrig rigtig blev en salgsbasker- For satan da…)

Men på en eller anden måde føltes det alligevel som om, man brugte billederne til noget, når man sådan sendte dem af sted til fremkaldelse. Satte dem i system og måske en enkelt gang viste dem frem til kaffen.

Min far var fotoentusiast, og jeg er netop blevet færdig med at sortere de 60.000 millioner billeder, han efterlod på sin computer. Usorteret. Taget bare fordi lyset faldt særlig lækkert lige netop den onsdag på Hvidovrevej. Det agter jeg naturligvis ikke bebrejde ham.

Men for fanden, det var kedeligt. Og han havde tydeligvis heller ikke spekuleret mange minutter over, hvad disse digitale herligheder havde af formål i verden. (Oh, well, så længe de var sjove at tage).

Men nu, tadadada…. i dag, har jeg faktisk fundet en cool måde at bruge både penge og fotos på. Jamen, se dog her. Stickygram. Lyder ulækkert, ingen revolution, første ordre sendt af sted. Jeg er dog stadigvæk villig til at være utro med andre foto-formål.

Så fortæl gerne, hvordan bruger du de 17.000 billeder i dit liv?

 

Unfinished business

17 okt

Kan I huske min store, store frustration over parfume/parabenefri shampoo og balsam..(klask)..? Vi var åbenbart et par stykker, der havde tænkt de samme tanker, og derfor ville jeg da gerne – aldeles uopfordret - fortælle, at jeg siden har fundet et mærke, der tilnærmelsesvis gør tricket for mit ellers genstridige garn. Og nej, jeg er formentlig ikke vildt troværdig i beautytricks, men det kunne jo være, at du i morgen står i Føtex eller Superbrugsen i vild desperation og slet ikke kan beslutte dig:

Stuhr Mild Haircare.

Det er mit bedste bud, so far.

Jeg bøjer mig

13 okt

God Damn, folkens. Hvor er I, når man har brug for kasteskyts mod familedynastiet?

Men fair nok – jeg bøjer mig for kommentarfeltet og vil fra nu af bare være stolt og glad over barnets fantasi og evne til at ramme ærmer med arme. Jeg har allerede øvet mig – det er nu, du skal være helt stille, siger barnefaderen, og så ligner jeg én, der har fået limet kæften sammen med super/mega/vanvidslim. Men jeg siger ikke noget. Øjnene er ved at poppe, men jeg siger ikke noget.

Eller dvs. da hun forleden kom ned af trappen og var så farvekoordineret, at det hvinede i tænderne, brølede jeg hende nærmest bagover i begejstring.

Men selvføligelig betyder det ikke alverden i det store hele.

Og lad os så vende blikket mod nogle helt andre, der tydeligvis også har æstetiske issues. De siger, at de har haft indianeruge i børnehaven i sidste uge. Jeg overvejer at donere et illustreret leksikon:

20121013-125433.jpg

Sigøjnerbarnet i farverus

11 okt

Noget af det værste ved at være gift – eller vel i det hele taget bare del af en tosomhed – er alle kompromisserne. Arrangementerne, man egentlig godt kunne have været foruden. Pengene man sagtens kunne have brugt på tasker i stedet for de termostater, som huset åbenbart overhovedet ikke kan leve uden, og så er der selvfølgelig alt det med barnet. Hvor ingen har ret til at mene mere end andre. Jamen, hvor irriterende er det? Livet er da meget sjovere, når jeg har ret. Og når det er mig, der bestemmer.

Vi har aldrig været enige om pigens tøj. Faktisk foreslog manden, at vi bare købte atten ens hvide sparkedragter, før hun blev født. Vi er stadigvæk ikke enige om det med tøjet. Men helt galt er det da blevet, efter koret har fået endnu en stemme. For når den lille sigøjner går i skabet om morgenen skal jeg ellers love for, at der kommer farver og striber på drengen. Og prikker. Og blomster. Og bukser. Og så en lille kjole. Selvfølgelig smiler barnefaderen bare. “Hun ser da sød ud.”

Ja, og vanvittig!

Men eftersom det er ham, der afleverer hende i institution om morgenen for tiden, er der ikke noget, der hedder nej. Der er fuld opbakning til vanvidssigøjneren.  I dag har hun været af sted i denne mundering:

Hun ligner jo en tre-årig hjemløs…

Jeg siger til barnefaderen, at jeg synes, det er synd for hende, at hun skal gå og se sådan ud. Og det synes jeg. Der er dog også en vis sandsynlighed for, at det er min egen forfængelighed, der har forklædt sig som ord. I hvert fald bider alt det politisk korrekte med, at hun da ikke skal presses ind i min modemaskine overhovedet ikke på mig. OVERHOVEDET!

Hvad siger du? Sødt eller sindsygt? Bør man ikke lære børn, hvad der passer sammen?

Vi har afskaffet, part 2

8 okt

Jeg glemte ‘du’. Sprogets svar på en spids finger i brystkassen og et sammensnørret beskidt næb i fjæset. ‘Hey du’, eller endnu værre: ‘du der’. Av, så fjendtligt.

Jeg har arbejdet på cafe, og jeg er blevet duttet rigeligt. Af sure mænd. Det lyder frækt. Det er det ikke. De ville som regel bare imponeere deres date ved at tale mindre pænt til en underbetalt 20-årig. Ja, man tror, det er løgn, men det sker rent faktisk. Efterfølgende gav de lidt for mange drikkepenge. Lidt for højlydt. Det er jo det kvinder leder efter: et rigt røvhul. ‘Du der’ – hvornår kommer den brunch.

Så stop det. OLFERT !

Vi har ved lov afskaffet følgende…

7 okt

Der er noget, vi må vende. Det kan ikke blive ved på denne måde. Jo, jeg er da muligvis lidt miljøskadet af mit fag, men alligevel… Jeg bliver nødt til at lave en: NÅR JEG BLIVER MINISTER FOR ORD OG VENDINGER:

# ville jeg allerførst indsætte olfert-patruljen

# sætte hårdt ind overfor: Husk lige, hvor den bor! Eller slet og ret: jeg vil altså gerne have den igen. Nå for søren. Vil du det. OLFERT! For helvede, hvor er det nævenyttigt. Hvis jeg havde tænkt mig at nakke din oplader ville jeg nok ikke spørge først vel? Og jeg sagde da vist endda låne, men jeg skal da se, om det vil lykkes mig ikke at glemme, hvem jeg lånte den af, inden jeg når ned til mit skrivebord. Eller bare i al almindelighed bliver overmandet af kleptomani. OLFERT.

# helt afskaffe: Uha, det har sørme været lidt af en rejse. OLFERT (og måske et lille spark i fissen). Du har været i Netto, ko.

# være meget konsekvent over for: at få en på opleveren. OLFERT. Ja, man troede ikke, det var muligt stadigvæk at støde på sådan en omgang bræk, men det er det åbenbart. Stop, blev der sagt!

I denne uge:

2 okt

  • vil jeg holde op med at skjule min manglende hygiejne med store øreringe og høje hæle. Altså ved at gå i bad. (Forhåbentlig.)
  • Stå op, når vækkeuret ringer. Eller…lidt efter. Lidt snooze, skal den da have. En halv time så. Årh for helvede. Who am I kidding?
  • arbejde videre på at tilgive det røvsvin menneske, der sprang frem fra bag en lastbil og gav mig en bøde på 1000 kr for at cykle over for noget, der næsten ikke engang kan betegnes som rødt. Meget, meget lidt rødt, faktisk (trækker vejret dyyyybt ned i maven) 1000 kroner!!! For at trille ud i et kryds, mens der bliver grønt????? Laver du sjov? (dyyybt ned i maven). Bør muligvis arbejde videre med det privat.
  • give bananen et kys på køleren og takke den for nu for alvor at have sat fælgene. Og så vil jeg forsøge at mønste mere end en lettere anstrengt glæde ved at være blevet ejer af en overordentlig praktisk (læs: virkelig kedelig) bil. Og den er ikke engang gul. Til gengæld råbte barnet i vild begejstring, da vi prøvede den: Nej, mor, er det ikke bare smart, at manden sælger sådan nogle biler, hvor der er plads til benene? Og så svingede hun lidt med de gule gummistøvler.
  • sende en kærlig tanke til min far, der har efterladt min teknikforskrækkede mor med en computer indeholdende….vent på det….20.000 usorterede, unavngivne billeder i tilfælgdige mapper. Og undermapper. Jeg mangler efterhånden kun to års hobbyfotografering af træer og huse og græs og kartofler. (Lad det være jer en lære Instagram-disciple)
  • begynde at blogge igen, jow jow ingen smalle steder.

Bunden af bjerget

11 sep

Kunne man da ikke bare….bare få lov til at synke ned i hundestadiet i forstaden og kede sig ubønhørligt over petitproblematikker og hverdagens mekaniske summen. Lyksaligt fritaget for alle de store følelser. Er det da ikke det, der er meningen med denne del af livet?

Der er nemlig endnu en grund til- udover etatens vågne øje - at det svært at blogge for tiden. Endnu flere, endnu større og endnu mere uhåndterbare følelser, der tackler den rette kombination af ord:

Det gik lige så godt. Det gjorde det faktisk - når nu det absolut skulle være. Før sommerferien sad jeg igen på et af hospitalets grinagtigt små kontorer med halve røde døre og stirrede på en mand i hvid kittel uden at blinke. Parat. Beredt. Kom så med det. Første resultat af første scanning efter min far begyndte i kemoterapi. Seks måneder efter det kafkaske udredningsforløb begyndte. Seks måneder efter diagnosen ‘uhelbredelig aggressiv kræft.’ Kemoen havde ikke voldt ham de store bivirkninger og selvom han ofte følte sig sløj og træt, var vi allesammen fulde af forundring over, hvor aktivt deltagende han stadigvæk var. Til børnefødselsdage, Sankt Hans, konfirmationer og fester. I livet som sådan. Men vi var alligevel forberedt på det værste. Eller måske det realistiske.

Og så sagde kitlen det mærkelige: Kemoen har hjulpet. Svulsten er blevet mindre. Vi fortsætter  ufortrødent behandlingen. Jeg tror knapt nok han forstod det, min far. Sad bare og øffede lidt. Vi andre andre var naturligvis svære at slå ned af begejstring.

Lige siden er det tordnet ned ad bakke. TORDNET! På intet tidspunkt har sygdommen udviklet sig så hurtigt, som den gjorde efter den glade dag bag den halve røde dør. Han fik flere smerter, madleden tog til, kiloene kunne ikke holde fast i hans magre krop, der pludselig var en plaget gammel mands. Og han blev så træt. Frygtelig, frygtelig træt. Til sidst kom den chokerende besked. Der er ikke mere at gøre. Herfra kan vi kun tilbyde dig en smertefri afsked.

Ikke mere at gøre? Vi var knapt nok færdige med at forudse perspektiverne i en effektiv behandling og pludselig talte vi om hospice og hjemmepleje. Fra toppen af bakken til bunden af bjerget på en måned. Onde, lede sygdom, der både giver håb og en lussinger. På én gang.

I sidste uge døde han.

Og er der noget fornuftigt at sige om det? Ikke en skid! Ikke andet end: jeg savner min far og glæder mig til minderne om knogler, morfin og kramper igen bliver erstattet af fisketure med sørgelige gevinster, godnatkys og smålige skænderier. Jeg længes mod, at mindet om hans kraftesløse stemme, der bad om at få lov til at dø, bliver vekslet til taknemmelighed over, at det rent faktisk skete. Og jeg beder til, at der findes glæde for min mor, der efter 50 år må lære at sove alene.