Flet næbbet, fedthans

29 aug

Det er svært at blogge for tiden. Der er ting, der står i vejen. Blokerer. Og så har staten givet mig en uomtvistelig skriveblokering. Ja, intet mindre. Men prøv du at gøre dig morsom på systemets vegne, mens ETATEN kigger dig over skulderen og forsøger at erklære dig uegnet til at være i nærheden af børn. Jamen, jeg sværger - sådan føles det altså.

Vi er gået ind i den såkaldte fase tre af vores adoptionssag. Øjensynligt er det den del af processen, hvor man møjsommeligt lirker ansøgernes tænder ud én efter én. Med en skrutrækker. Bedøvelse? Ha!

Formelt set består fasen af to samtaler a hver tre timer, der har til formål at vurdere vores forældreevner.(Joooo, deeeet….) Selvfølgelig er vi så umulige at få til at give mening, at vi måtte krydre seancerne med et ekstra møde. Men i dag var det forhåbenligt sidste gang. Med mindre samrådet beslutter sig for at sende os videre til endnu en test (i så fald analyse af blækklatter – og nej, det er ikke en joke), er det vist bare den endelig x-factorfinale, vi venter på. Godkendelse eller afslag.

Vi startede fra: Hvad er dit tidligste minde og er i dag landet ved mine fritidsinteresser. Nå, ja og så er vi blevet bedt om at rangliste handicap alt efter, hvor fede vi mente, de ville være at have siddende på netop vores kommende barn. Der så man så barnefaderen og jeg sidde i et sparsomt indrettet statsligt lokale i en seriøs debat om, hvorvidt en manglende arm slår en alkoholskade eller omvendt. Hvis det ikke var fordi, jeg er lidt trist for tiden, ville jeg give mig til at hulke at grin. Det var næsten lige så hyggeligt, som da vi blev bedt om at ‘bare at være naturligt sammen med Ellen’, mens psykologdame sad på den anden side af spisebordet i vores stue og skrev noter ned på sin lille blok. Det blev som vi ønskede: flydende og naturligt samvær, hvor jeg med overskud og smil småsnublede over mine mange kreaprojekter på vej over til ovnen for at hive de hjemmebagte speltdrenge ud, luftigt og lattermildt strejfede barnefaderen på vejen med en let skjult sexuel undertone, og den rødhårede, der udbrød: ih…hvor jeg elsker dig, mor. Eller også sad vi alle tre og stirrede som dådyr i forlygter.

Her kunne man passende krydre dette indlæg med en lille quiz. Tror du, at vi havde:

a) skrubbet barn, hund og hus i klorin forud for statsbesøg

b) ladet pelsen sidde på toilettet og omhyggeligt placeret gamle underdrenge hist og pist for autentisk stemning

c) ladet vores liv være nøjagtig som det er – altid perfekt

Jeg føler mig prikket på. Og hevet i. Gennemskuet og gennemskulet. Jeg trænger til en lur.

Så kære dig der, der siger ting som: Hvorfor adopterer I ikke bare? Verden er jo fyldt med fattige, forældreløse børn. Luk røven! Bare knyt sylten. Og tyg i det lille timeregnskab, jeg har lavet til dig her:

  • En halv times lægeundersøgelse
  • To -tre timer til at forfatte ansøgning samt finde papirer, regnskaber og dokumentation
  • To timers møde med socialrådgiver
  • Weekendkursus fra lørdag til søndag
  • Weekendkursus fra lørdag til søndag
  • To timers møde hos pyskiater
  • Tre timers møde med pyskolog
  • Tre timers møde med psykolog
  • 1 time hos tidligere psykolog, der desværre har mistet alle gamle journaler i voldregnskyl og derfor ikke kan udelukke voldstendenser og sindssyge uden at genoplive gamle minder.

Hertil lægger du ca. 200.000 gode danske kroner og så, SÅ venter du i 3-5 år.

Så flet næbbet, fedthans! Bare flet.

(Ps. det gælder også dig, der tihi, fnis bare liige kom til at lave et barn uden, at det var meningen. Det var slet ikke planlagt. Nej, blev der sagt. Jeg orker ikke at høre det. Og dermed basta!)

Læs om tidligere faser her og her og her

 

Yndlingsbørn

17 aug

Alt for Damerne har opdaget vores interessante debat om yndlingsbørn . (Wink, wink, smiley). Og hvis du trykker 1120 kvinder hårdt på maven, får man åbenbart nogle andre svar.

Livet som wholesome

16 aug

Jeg befinder mig så langt ude på forstadsoverdrevet, at jeg muligvis nok bliver svær at hale ind igen. Barnefaderen mener, at jeg er få skridt fra en praktisk korthårsfrisure i to farver. Men altså…. Ligesom Linda kan jeg overhovedet ikke overskue dyr, der ikke er til at kommunikere med. Og slet, slet ikke, hvis kræet er mit. Så den søde lille hundevaps (som jeg heller IKKE deler mad med, nå) er kommet i hundeskole. Praktisk betyder det, at jeg nu torsdag eftermiddag befinder mig i selskab med en ordentlig røvfuld hundeejere iført bæltetaske og praktiske klæder. Vi tager den lige igen: Bæltetaske??

Til at starte med var jeg virkelig ked af, at jeg ikke havde medbragt nogle venner, jeg kunne sende mit bedste, indstuderede bæltetaskeblik. Efter at have forsøgt at stoppe en klam pose kyllingebidder ned i min lille fine læderpurse, måtte jeg sande, at joken var på mig. Det var der selvfølgelig ikke nogen, der sagde til mig. Bæltetaskefolket er alt for flinke.

Så er der de to ivrige hundetrænere, der vist forsøger at erstatte ordet hund med vovse. På permanent basis. Det lyder som en mission. Ja, man ser det for sig ikk?

Der står jeg altså i en hunderundkreds og er reduceret til hende, der er fedtet ind i Uffes godbidder. Ja, jeg har endda lavet en pengeoverførsel i hundens navn.

Jesus Christ. Spark mig. Hårdt.

 

Godt nyt til alle enlige

9 aug

Single-lady, godt nyt – jeg har fundet en kæreste til dig. (Selv tak. Du giver bare en bajer en dag ved lejlighed)

Skal jeg brøle som en abe?

7 aug

Legepladser. Jamen, jeg kan ikke gøre for det, men for satan, jeg synes det er så jammerligt kedeligt at blive slæbt med på legeplads. Det absolutte lavpunkt ved at bo i lejlighed var de mange besøg, man var tvunget til at aflægge byens udendørs børnearealer, når man ikke længere kunne udholde det jævnt stigende energiniveau i husstandens mindste beboer.

Og bedst som jeg troede, at en veludstyret have var løsningen på det problem, tog vi på ferie med en tre-årig. Uden legekammerater. Fair nok, hun er endnu ikke helt så meget til det med en kop kaffe og en god roman, så selvfølgelig skulle vi da lige forbi et par stykker af slagsen. Men selv den mest blærede, show off se-hvor-din-kommuneskat-er-havnet-legeplads kan ikke fastholde min opmærksom i meget mere end 18 sekunder. Jeg råkeder mig. Slet og ret.

Nej, du er dygtig, (huskede jeg nu den bog), øjj…hvor er du højt oppe (der må sgu’ da være WIFI her, det kan de da ikke gøre mod mig), ja, uden hænder (fuck - føler mig pludselig mæt af dage).

Men jeg er alligevel ikke finere end til også at få dårlig samvittighed over det. Sådan skal det jo heller ikke være. For det er da også helt utrolig synd for barnet, at hun er født med sådan en vanvittig kedelig mor. Måske skulle jeg hænge mig op i den der og brøle som en abe? Eller….

Jamen, jeg ved det sgu’ ikke. Men jeg fik jo ikke børn, fordi jeg gerne selv ville et, vel?

 

Ud med sproget

3 aug

Da baby-Ellen første gang blev introduceret for familien, var hendes kusine lige netop fyldt et år. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi så fra vores egen lille hjælpeløse pølse til dette andet barn og fandt hende…..HELT GROTESK STOR. (Og hvis der er noget, hun objektivt set aldrig har været, så er det sgu’ det) Vores bagte grødhjerner var fuldstændig tunet ind på bitte, bitte små børn.

I øjeblikket bærer jeg meget rundt på en lille hundevaps, der har så korte stænger, at den ikke rigtig orker at gå på dem. Og endnu ikke kan komme ned fra sofaen, hvis man har sat den der (og glemmer at tage den med igen, sorry, men altså… så hop dog kræ) Så når man pludselig forsøger at løfte 17,1 kg i strakt arm med forventningen om, at det går lige så nemt som med hundedyret, bliver man slemt skuffet. Eller forskrækket. Og pludselig ser hun atten gange større ud end for en uge siden.

Er det mon også sådan, det er, når man bliver familieforøget?

I øvrigt er Uffe-hunden på alle måder en helt vidunderlig kur mod skruk. I en kombination af at være tilbage i institution efter fire ugers sommerferie og en hvalp, der tilraner sig lidt for meget opmærksomhed, har barnet valgt at være så fucked up sur og obsternasig hele ugen. Gad fandme godt at vide, hvordan detkommer til at gå, hvis hun rent faktisk får en lillesøster eller bror. For hun er godt nok nærrig med det der opmærksomhed – så nærrig, at hun da har forsøgt at kyle en bamse i hovedet på hunden. F-A-M-I-L-I-E-I-D-Y-L.

Apropos to’ere. Og tre’ere. Og fire’ere: Ja, jeg ved godt, at det må være lidt af et tabu at indrømme, men elsker man virkelig alle sine børn lige højt? Kan det passe? Oplys mig. Ja, og meget gerne anonymt. Jeg er jo ikke ude på ballade, men simpelthen så nysgerrig.

 

 

Er skruk i forstaden

1 aug

Det var ikke så svært at forstå, at hun havde brug for mig, dengang hun kun var en lillebitte blød og føjelig vingummibamse. Sådan én, der slet ingenting kan. Menneskebørn er virkelig sløje dyr, der ikke ville holde meget mere end 16 sekunder på savannen, og havdenten vi ved det med vores hjerner eller instinkter, så ved vi det, så snart vi kigger på dem. Især vores egne. Følelsen af, at de er afhængige af os for at overleve er særlig og grundvoldsrystende og bestyrtende og det bedste, jeg nogensinde har oplevet.

Hun har allerede hængt sutten på et virkelig ækelt træ begravet i farvestrålende, halvtråddent gummi (kan det virkelig være godt for naturen, arghh, hva?) nede ved Dammeren - og for nylig var det natbleen, der røg. Det eneste, der for alvor er tilbage af min lille baby-Ellen, er basker-armene. Fra den tidligste alder har hun viftet med begge arme, som en nyfalden fugleunge på coke – både når hun bliver begejstret og gal. Det ser sjovt ud. Hun gør det stadig.

Men nu er hun åbenbart også typen, der knytter sin hænder og uden at fælde en tårer skriger mig op i ansigtet af trods. I Ikea. Jo mere selvstændighed, hun tilraner sig des do mere bliver jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig skal synes om det. Vræleriet er jeg helt på det rene med. Fuck nu af, det er irriterende.

Og så slog det mig – AHA: det er da derfor og lige der, man får nr. to. Er det ikk?

Eftersom vi stadigvæk er min. seks timers indfølende samtale med staten (og en godkendelse) fra at være statsautoriserede forældre, er det jo ikke lige en option for os.

Okay, panik, måske lidt. Men det er da det, man gør, når man er skruk i forstaden, er det ikke?

 

Fnac, fnis

26 jul

Grundet Foer-misseren slæbte jeg min solbrændte røv ind i det portugisiske imperium Fnac, der udover det tåbelige navn vel bedst kan oversættes til en oversized Fona med bøger. Og en café. (Fnac? Seriøst. Det må da lyde tåbeligt på alle sprog.) Nå, men jeg forsøgte at følge Lise og Jonnas gode råd, men, men, men der var grænser for selv Fnacens engelsksprogede litteraturafdeling og således VUPS så jeg mig selv suget ind i et fortidsdrama af klassisk karakter. (Oh yes, I did) Min veninde lektor Lønsmann bistod pr. sms, at hende Miss Austen burde være til at komme i nærheden af på originalsprog.

20120726-132342.jpg

Damn, Sense and Sensebility ville være en kort historie, hvis de havde annulleret taburiseringen af rundt regnet samtlige emner i 1811 og besværet sig med at tale med hinanden. Derfor pløjede jeg mig også igennem halvdelen af bogen med et let tilbageholdt åndedræt i ren og skær irritation: Ja, så spørg ham dog, om I er forlovede, SPØRG ham da, sp…ja, det synes jeg da, du sku´, nej ved du hvad trunte, det er altså helt i orden liiige at høre ad – skal vi giftes eller hvad?

Medmindre Jane Austen havde et liberalt forhold til sandheden, var en forlovelse nemlig ikke så meget en begivenhed som en følelse i 1811. Og nogle mennesker følte sig åbenbart langt hurtigere forlovet end andre, hvilket giver nogle fantastiske forviklinger og stof til animerede grådanfald en masse. Men da hellere det end at spørge, det er klart.

Lige så lidt, som de talte sammen i 1811, lige så gode var de til gengæld til at skabe de saftigste skandaler, der ville få SE og HØR til at græde af misundelse: “Det kan da godt være, at vi så rent faktisk endelig fik taget os sammen og talt om det bryllup, men ved, du hvad suscker…..Her er en sms/brev pr. hest: Kære fjols, jeg har i dit fravær giftet mig med din bror. Fryd! Ses til næste familietamtam.”

Sorry Amrit og alle jer andre, der ved, hvad I taler om. På trods af trang til at råbe, anbefaler jeg på det kraftigste Sense and Sensebility. Saftig, irriterende, anderledes, spændende…. Go!

Og så afsted til Blockbuster med mig. Har vist set anoreksihagen (ja, dame. Du ER for tynd, når det eneste, man kan se, er dine tænder.) kravle rundt i noget kyse på en engelsk eng. Skulle man ikke lige tjekke den ud.

Hvem giver en lille fis?

24 jul

Jeg elsker lyde. Altså ikke alle lyde, det giver sig selv. Men menneskelyde. Lyden af liv. Privat liv. Derfor har jeg heller aldrig haft det mindste imod at bo i lejlighed, og den der med at flytte på landet, hvor man kun kan kan høre sine egne rædselsskrig – ikke for mig. Jeg syntes, både at det var trygt og rart at kunne følge med da overboens dreng lærte at gå (klonk, vrææææl), naboen, der trak ud i lokummet (behøver vel ikke at lyd-illustrere her, vel?)og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor folk altid skal brokke sig over at bo i etageejendomme. Okay, måske var det lidt irriterende, men også temmelig underholdende, når langhårs-dude i nr. 63 atter blev ramt af sommer-melankoli og spillede guitarsoloer über alles.

Førnævnte tidligere overbo kunne eksempelvis(sagt i et utvivlsomt anklagende toneleje) “bare godt lide at sidde at læse i en bog, uden at kunne høre en LYD omkring sig”. Nå, da da. Men så skulle du måske starte med at bede din tre-årige, som hamrer på jeres radiatorer, om flytte hjemmefra? Nej, det ville han ikke. Han ville hellere have adgang til vore lejlighed, så han lige kunne være med at bestemme et acceptabelt lydniveau på vores anlæg……

Jeg er efternøler med temmelig stort eftertryk. Derfor brugte jeg en anseelig del af min barndom på at ligge under bordet og lytte til de voksnes snak, mens mine fætre, kusiner, bror og søster tjekkede hinandens alkoholprocent på et eller andet provinsdiskotek. Måske er det derfor, at andres lyde altid har været lig tryghed for mig. De voksne snakkede, grinede, drak, lød, og jeg slumrede i forvished om, at nogen nok huskede at bære mig i seng, før de gik i dørken.

Og hvorfor så al den snak om lyde – midt i sommerferien? Jo, måske giver det bare lidt mening for jeg, når jeg siger, at det eneste, jeg har savnet på vores ferie i Portugal er lidt flere lyde.

Lissabon var den helt rigtige destination for os – og jeg vælger stadigvæk en campingplads over et røvsygt hotelværelse anyday (så så man os sidde der efter kl. otte og stirre på barnet i dyb søvn, fordi, der ikke var andre steder at gå hen). Tidligere har vi lejet et fuldt møbleret villatelt i Toscana og i år blev det altså til en campinghytte 20 km fra byen. Men ved i år at vælge en bolig med vægge afsondret fra alle de fastliggende portugisere med deres potteplanter og sofasenge, er jeg altså gået glip af en frytelig masse spændende lyde. Ikke så meget som en lillebitte fis, har jeg hørt i år.
Og det er da en skam, er det ikke?

Åh åh

16 jul

Damn you Jonathan Safran Foer for at skrive så blændende, at jeg ikke har taget nok litteratur med på ferie. (Og i øvrigt har haft lyst til at ignorere barnefaderen og afkom i flere dage. ) Hvad skal jeg nu lave?

20120716-214623.jpg

Ps. Jeg skal love for, at portugisiske husmødre tager deres skyllemiddel alvorligt. Her er et lille udvalg.

20120716-214955.jpg