Tag Archives: adoption

Nå, der var du…

2 jan

Farvel, 2012. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om dig, men derfor kan vi vel godt tage afsked under ordentlige forhold. Der er godt nok mange, der er sure på dig. Virkelig mange. Og forleden sagde en kollega til mig, at “det har da heller ikke har været det bedste år for dig”. Altså mig. Det tænkte jeg længe over.

2012 vil selvfølgelig altid været året, hvor min far fik konstateret kræft. Ni måneder senere døde han. Hvem skulle have troet det – men selv for voksne mennesker med deres egen familie føles verden mærkelig tom uden en forældre. Det er som et puslespil, der pludselig mangler en brik – og man er hele tiden alt for bevidst om, at den ikke dukker klapperende op i støvsugerrøret ved næste hovedrengøring. Den er væk. For altid. Der mangler et stykke af virkeligheden. Lidt af det, man står på.

Samtidig har jeg stadigvæk svært ved at fatte, at det faktisk er sådan, det forholder sig. Jeg talte ikke med min far dagligt, og på mange måder kunne han sagtens bare være taget på en lang badeferie. Han mangler jo ikke som sådan i min dagligdag. Indtil nye juleritualer dukker op, og jeg pludselig ser mig selv glane uforstående på vores fælles navn på en gravsten – med en blomst hængende tungt i hånden. Glædelig jul, far. Du ville nok have ønsket dig en cd eller et par sokker, hvis du stadig var her. Og tak for de 10 på hinanden følgende år, hvor du ønskede dig en isskraber og lommetørklæder, fordi jeg ikke havde råd til andet (eller blev du mon i virkeligheden rigtig glad?) Og egentlig også bare tak.

2012 var også året, hvor barnefaderen og jeg slæbte os igennem et statsligt godkendelsesforløb, der kunne slukke livsgejsten hos selv de mest sejlivede jubeltosser. Knapt et år kan vi skrive på den regning – og tænders gnidsel.

Men det er jo også året, hvor vi blev godkendt og fra nu af kan vente et opkald hvert øjeblik, det skal være. Altså hvis det ikke bliver om fem år. Det skal man sgu lige vende sig til. For selvom jeg prøver at undgå den slags tanker, er det satme svært ikke at overveje, at telefonen jo KUNNE ringe netop som flyet til Thailand. Hvis vi tager til Thailand letter. Og skulle vi mon så hellere tage til Sverige? Men vi kan jo ikke sætte vores liv på stand by, hvis der går 113 år, inden de tager sig sammen og peger i retning af Rødovre, meeeen det kunne jo også være i morgen. Eller overmorgen … You get the drill!

Jeg fik også et nyt job, en hund og har købt to virkelig, virkelig voksne ting; en helt rigtig mennskeseng, der hverken er flækket sammen med strips eller gaffa og en køkkenrulleholder. Og så er det ikke engang løgn. Mht. sidtnævnte vil jeg godt rette en klage ud i intetheden….. Hvorfor skal ting, der er så skræmmende voksne at erhverve sig, samtidig være så absurd grimme? Er vi mon de eneste mennesker under 55, der har købt en seng og en køkkenrulleholder og hverken holder er til fals for sæbebehandlet træ eller stål? Ja, jeg spørger bare? Er der andre gamle mennesker på linjen? Hvad har I gjort?

Og så er der Ellen …. BabyEllen, der for første gang i år overhovedet slet ikke er BabyEllen mere. “Ihh altså, det er også far. Han kan aldrig finde ud af at rydde op efter sig selv,” siger hun med rimpet mund, mens hun forsøger at amme sin dukke. I næste øjeblik ligger hun og vrider sig på gulvet i arrigskab. Det er altsammen meget forvirrende. Ikke mindst for moren. Men sød er hun stadigvæk. Mega cute, faktisk.

2013 jeg kender dig ikke så godt endnu. Men herfra min mediumfaste madras med prober sengeramme ser du nu helt ok ud. Og jeg lover dig, at hvis du er sød ved mig, så lader jeg være med at nævne det uklædelige i din tilfældige talkombination.

Der er beslutninger, der skal tages

6 nov

Hej verden. Det er mig, T. Netop krøbet ud af tænkeboksen, hvor jeg i længere tid har ligget krøllet sammen i noget fosterstilling og prøvet alle tricks i grønspættebogen:

1.Det første jeg tænker på. Det er nok det, jeg helst vil. Nej.

2. Nå, den vej, jeg vejrer, når jeg står med lukkede øjne og samlede fødder på gulvet…. Det er nok det, jeg hælder mod. Nej, men for fanden, sådan kan man da ikke træffe beslutninger.

3. Okays, men så en hurtig lille afstemning blandt de 100 nærmeste venner. Demokrati and all that jazz.

Og hvorfor nu al den jammer?

Det er sket. Vi er endelig, endelig, ENDELIG blevet godkendt til adoption. Og da mit blod holdt op med at koge over det faktum, stod en lillebitte forpjusket realitet tilbage. I hele denne endeløse process har vi indtil videre været frataget enhver form for mening, holdning eller medbestemmelse og nu indløb den så. Retten til at mene noget. Og så afsted mod beslutningerne, ikk? Ja, man skulle tro, det var så simpelt.

Næste skridt er nemlig at vælge et land. Hvilken liste kunne vi tænke os at blive skrevet på, så ventetiden nu for alvor kan gå i gang?

Efter et større sorteringarbejde stod vi tilbage med tre lande. To hvor man går frem efter et klassisk køsystem med to-tre års ventetid og et, hvor det enkelte barn bliver matchet med den familie, der passer bedst til barnets behov. Altså kan man være heldig, at ventetiden bliver langt kortere end tre år, men man kan også risikere at rådne op uden nogensinde at se skyggen af en sparkedragt. Ej, hvor er det også tarveligt. Hvorfor skal det være så svært?

Og det gør det jo bestemt ikke lettere, at de to metoder fuldstændig eksemplarisk ridser forskellen på barnefaderen og jeg op med fede streger. Han er den kække, vi-gør-det-sgu-bare-type. Selvfølgelig vælger de da os. Med det vuns. Kom nu med.  Ud over kanten.

Jeg hænger i stakittet og råber på en statisik, en kvalitativ analyse og et (Gud bedre det) stykke sandsynlighedsdsregning. Mens jeg googler og mailer og ringer. Til nogen og hvemsomhelst. Men det kan man ikke få. Til gengæld kan man få lov til at basere denne livets lille bitte ubetydelige beslutning på noget så fesent som en mavefornemmelse. Jo, tak.

Vi er blevet enige. Juryen har voteret. Og råbt. Brevet er sendt og en af dagene står vi nu på venteliste til engang (måske) at møde et barn, der kunne have brug for sådan nogle som os.  (Ajks, For helvede Poul Krebs. Fis ud af mit moment). Når de højere magter og adoptionsnævnet vil det.

Flet næbbet, fedthans

29 aug

Det er svært at blogge for tiden. Der er ting, der står i vejen. Blokerer. Og så har staten givet mig en uomtvistelig skriveblokering. Ja, intet mindre. Men prøv du at gøre dig morsom på systemets vegne, mens ETATEN kigger dig over skulderen og forsøger at erklære dig uegnet til at være i nærheden af børn. Jamen, jeg sværger - sådan føles det altså.

Vi er gået ind i den såkaldte fase tre af vores adoptionssag. Øjensynligt er det den del af processen, hvor man møjsommeligt lirker ansøgernes tænder ud én efter én. Med en skrutrækker. Bedøvelse? Ha!

Formelt set består fasen af to samtaler a hver tre timer, der har til formål at vurdere vores forældreevner.(Joooo, deeeet….) Selvfølgelig er vi så umulige at få til at give mening, at vi måtte krydre seancerne med et ekstra møde. Men i dag var det forhåbenligt sidste gang. Med mindre samrådet beslutter sig for at sende os videre til endnu en test (i så fald analyse af blækklatter – og nej, det er ikke en joke), er det vist bare den endelig x-factorfinale, vi venter på. Godkendelse eller afslag.

Vi startede fra: Hvad er dit tidligste minde og er i dag landet ved mine fritidsinteresser. Nå, ja og så er vi blevet bedt om at rangliste handicap alt efter, hvor fede vi mente, de ville være at have siddende på netop vores kommende barn. Der så man så barnefaderen og jeg sidde i et sparsomt indrettet statsligt lokale i en seriøs debat om, hvorvidt en manglende arm slår en alkoholskade eller omvendt. Hvis det ikke var fordi, jeg er lidt trist for tiden, ville jeg give mig til at hulke at grin. Det var næsten lige så hyggeligt, som da vi blev bedt om at ‘bare at være naturligt sammen med Ellen’, mens psykologdame sad på den anden side af spisebordet i vores stue og skrev noter ned på sin lille blok. Det blev som vi ønskede: flydende og naturligt samvær, hvor jeg med overskud og smil småsnublede over mine mange kreaprojekter på vej over til ovnen for at hive de hjemmebagte speltdrenge ud, luftigt og lattermildt strejfede barnefaderen på vejen med en let skjult sexuel undertone, og den rødhårede, der udbrød: ih…hvor jeg elsker dig, mor. Eller også sad vi alle tre og stirrede som dådyr i forlygter.

Her kunne man passende krydre dette indlæg med en lille quiz. Tror du, at vi havde:

a) skrubbet barn, hund og hus i klorin forud for statsbesøg

b) ladet pelsen sidde på toilettet og omhyggeligt placeret gamle underdrenge hist og pist for autentisk stemning

c) ladet vores liv være nøjagtig som det er – altid perfekt

Jeg føler mig prikket på. Og hevet i. Gennemskuet og gennemskulet. Jeg trænger til en lur.

Så kære dig der, der siger ting som: Hvorfor adopterer I ikke bare? Verden er jo fyldt med fattige, forældreløse børn. Luk røven! Bare knyt sylten. Og tyg i det lille timeregnskab, jeg har lavet til dig her:

  • En halv times lægeundersøgelse
  • To -tre timer til at forfatte ansøgning samt finde papirer, regnskaber og dokumentation
  • To timers møde med socialrådgiver
  • Weekendkursus fra lørdag til søndag
  • Weekendkursus fra lørdag til søndag
  • To timers møde hos pyskiater
  • Tre timers møde med pyskolog
  • Tre timers møde med psykolog
  • 1 time hos tidligere psykolog, der desværre har mistet alle gamle journaler i voldregnskyl og derfor ikke kan udelukke voldstendenser og sindssyge uden at genoplive gamle minder.

Hertil lægger du ca. 200.000 gode danske kroner og så, SÅ venter du i 3-5 år.

Så flet næbbet, fedthans! Bare flet.

(Ps. det gælder også dig, der tihi, fnis bare liige kom til at lave et barn uden, at det var meningen. Det var slet ikke planlagt. Nej, blev der sagt. Jeg orker ikke at høre det. Og dermed basta!)

Læs om tidligere faser her og her og her

 

Er skruk i forstaden

1 aug

Det var ikke så svært at forstå, at hun havde brug for mig, dengang hun kun var en lillebitte blød og føjelig vingummibamse. Sådan én, der slet ingenting kan. Menneskebørn er virkelig sløje dyr, der ikke ville holde meget mere end 16 sekunder på savannen, og havdenten vi ved det med vores hjerner eller instinkter, så ved vi det, så snart vi kigger på dem. Især vores egne. Følelsen af, at de er afhængige af os for at overleve er særlig og grundvoldsrystende og bestyrtende og det bedste, jeg nogensinde har oplevet.

Hun har allerede hængt sutten på et virkelig ækelt træ begravet i farvestrålende, halvtråddent gummi (kan det virkelig være godt for naturen, arghh, hva?) nede ved Dammeren - og for nylig var det natbleen, der røg. Det eneste, der for alvor er tilbage af min lille baby-Ellen, er basker-armene. Fra den tidligste alder har hun viftet med begge arme, som en nyfalden fugleunge på coke – både når hun bliver begejstret og gal. Det ser sjovt ud. Hun gør det stadig.

Men nu er hun åbenbart også typen, der knytter sin hænder og uden at fælde en tårer skriger mig op i ansigtet af trods. I Ikea. Jo mere selvstændighed, hun tilraner sig des do mere bliver jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig skal synes om det. Vræleriet er jeg helt på det rene med. Fuck nu af, det er irriterende.

Og så slog det mig – AHA: det er da derfor og lige der, man får nr. to. Er det ikk?

Eftersom vi stadigvæk er min. seks timers indfølende samtale med staten (og en godkendelse) fra at være statsautoriserede forældre, er det jo ikke lige en option for os.

Okay, panik, måske lidt. Men det er da det, man gør, når man er skruk i forstaden, er det ikke?

 

Fri os fra følelserne

6 jun

Ovre på Politiken fortæller de i disse dage historien om det 11 årige adoptivbarn Amy – og til de af jer, der ikke har fulgt med: Det er en mother fucker grim sag, der gør ondt langt ind i sjælen på den måde, hvor voksne klaphatte skændes, og en lille pige betaler prisen med sit liv. Og nej, overkritiske wanna-be-journalist-type, jeg kender ikke alle sagens akter, men et eller andet er der sgu gået gruelig galt, siden, det er endt her.

Om fejlen ligger hos:

1. adoptivforældrene, der træffer den utilgivelige beslutning, at de ikke kan rumme at være adoptivforældre for Amy alligevel (og senere ombestemmer sig igen)

2. Næstved kommune, der akut sender hende i plejefamilie og i 11 måneder ikke kan finde ud af at give barnet besked om, hvad der skal ske i fremtiden

3. eller det udvalg af fagpersoner, der træffer beslutningen om, at hun nu skal sendes på institution, selvom både plejefamilien og Amy ønsker at blive sammen – og derefter får hende fjernet med vold

skal jeg lade stå usagt. Men det, der for alvor springer mig i øjnene i hele denne kommunale gyser, er Næstveds begrundelse for at fjerne Amy fra den plejefamilie, hun nu har knyttet sig til. Og som efter sigende elsker hende. Noget, der peger på en rigtig klam tendes i vores lille andedam.

De mener, at Amy vil få det bedre på en institution, hvor der er voksne, der kan “distancere sig følelsesmæssigt”.

Vi lader den stå et øjeblik.

Selvfølgelig bevæger os ind i nogle besværlige gråzoner, der er upraktiske og svære at håndtere, når hjemmehjælperen står til at arve en ‘borger’ (yndigt ordvalg, ikk?), men at hun/han ikke må komme til kaffe på en gammel kones 85-års fødselsdag er ganske enkelt absurd. Det er jo ikke sådan, at den ældre borger bare hiver kontaktbogen frem og inviterer én af sine 300 andre venner, vel? Og hvorfor – hvorfor – er der dog nogen, der skal blande sig i det? Selv de rester af personlig kontakt, der overlevede effektiviseringen, forsøger man at tage højde for.

Og nu mener man altså fra offentlig side, at et 11-årigt barn, der allerede i sit lille liv har oplevet det ultimative svigt fra voksne TO gange, vil få det bedre hos skiftende personale, sommervikarer og studerende, der ikke kunne finde en praktikplads andre steder end hos en familie, der kan putte hende med ordene: Jeg elsker dig?

Vi kunne også bare forbyde følelser i den offentlige sektor? Vi er jo allerede godt på vej!

Jorden rundt på en weekend

20 maj

Jetlagged og med rejsestøv i håret ligger jeg endelig, endelig min egen seng efter at have overbebyrdet mine sanser med fremmede indtryk. Mine knogler er uendeligt trætte. Turen har været lang, og hjemmets fire vægge arbejder nu sammen om at få pulsen ned igen – Akkompagneret af pigens åndedræt. Min vægt mod madrassen føles som en sandhed.

Indien? Nej, bare Slagelse. Men hold kæft en flyvetur. Mentalt.

De kalder det fase to i adoptionsprocessen. To weekendkurser med psykologer, barnløserundkreds, mænd der sidder med benene over kors og taler om at rumme ting, og intet af det var tilnærmelsesvis så forfærdeligt, som jeg havde forestillet mig. Intet!

Det var et skæbnefælleskab, et sorgfuldt kollektiv med historier, ønsker, bitterhed, skam, styrke og vilje nok til at lægge arm med hvad som helst. Løver, bæster, verden, kom an! Goddag, jeg hedder Tine og jeg er en slags barnløs!
Og selvom barnefaderen og jeg kun er juniormedlemmer af klubben, (som jeg ville stemme enhver ud af, hvis jeg kunne) kastede vi alligevel absurde lunser af os selv i den rundkreds. En for alle and All that jazz….

Det blev også weekenden, hvor jeg råbte røvhuller upassende mange gange i fremmede menneskers selskab. Men jeg følte mig som et, som jeg sad der med mit andet barn og min nærdødsoplevelse i selskab med ti års hormombehandlinger og livet på stand by. Mens vi venter.

Og så hvæsede jeg det. Af plejepersonalet på børnehjemmene i filmen. Manden råbte følelsesporno, men vi mente det samme: tag så for helvede det barn op, hold ham i hånden, vil du ikke nok? Bare to minutter. Kursuslederen kaldte det en kold tyrker. Her er der ingen, der hører dig, når du græder, så du kan lige så godt lade være.

Vi hørte det- alle os i Slagelse.

De kalder det adoptionsgravid, og det var det, jeg blev lige der. Vred og gravid. Og det passer mig faktisk temmelig dårligt. For vi mangler det endelige stempel fra overformynderiet og desuden adskillige års vente, vente, vente – og hvem fanden gider at rende rundt og være tyk og tvær i fire år? Faktisk vil jeg hellere lade som ingenting og grine af stastsforvaltningen og deres papirer. Præcis som i sidste uge.

Men nu ved jeg det, jeg ikke anede i fredags: Jeg venter på dig, lille brune. Og når du kommer vil jeg altid, ALTID holde dig i hånden.

Systemet og mig

27 feb

Denne blog ændrer snart navn til: Mig og SYSTEMET. Glæder I jer ikke? Indlæg efter indlæg om kommunen og statsforvaltningen og sygehusvæsenet… tsk, tsk. Æhm… Jeg mangler måske i virkeligheden bare at skifte navnet.

Men somme tider hænder det altså bare, at selv venlige og relativt normale mennesker, som moi, kommer mere i kontakt med SYSTEMET end godt er. Og så må der blogges. (Ja, der må så!) Generelt elsker jeg vores bette danske velfærds-smørhul, men når man bliver tvunget til at fraternisere for ofte med Gitte, Bente og Eva (deres rette navne er redaktionen bekendt), som er ansat af nogen, får penge af nogen andre og modtager direktiver fra nogle tredje, finder man hurtigt ud af, at SYSTEMET ikke arbejder med mennesker. Det arbejder med kategorier af mennesker. Og indtil Gitte, Bente og Eva har fundet ud af, hvilken kasse/kategori/æske, man passer ned i, må man sande, at smørhullet også består af andre huller - endda enkelte røvhuller. Men uden en kasse, kan man absolut ikke få hverken stempler, hjælp, behandling, medicin, rådgivning eller andet i situationen brugbart.

Der findes helt sikkert mennesker i vores land, som har en større berøringsflade med den offentlige sektor end mig, og måske er det dem, man burde spørge til råds. For jeg har endnu ikke trukket en lysende klar løsning op af idéhatten – og jeg kan egentlig godt forstå, at statsforvaltningen bliver nødt til at hyre eksperter ind for at spørge til visse detaljer i vores adoptionssag, og jeg forstår sådan set også godt, at lægerne ikke kan give klarere svar eller fremskynde dyrkningen af celleprøverne i min fars sygehistorie. Men ventetiden, forvirringen og den konstante fortabelse af ansvar, driver mig til vanvid. Og hvor går egentlig grænsen mellem at afstå fra at deltage i offer-hyle-koret, der altid synes, at NOGEN må komme og fixe whatever til at være et velvilligt lille får, der bræger spagt i et støvet hjørne?

Hvor går grænsen mellem besværlig & urimelig og velinformeret & retmæssigt insisterende?

Nuvel, seneste nyt i historien om SYSTEMET og mig er faktisk godt nyt: Efter grundigt papirarbejde, første møde med socialrådgiver og et ekstra psykologtjek af mig, er vi gået videre til næste runde i adoptionsfasen. En nede, two to go!

Næste skridt er kurser i adoption. Dem glæder jeg mig virkelig til at finde ud af, hvad indebærer.

Jeg giver en latte

13 jan

Tak fordi I stiller op med lykkeønskninger og teløkker, når nu man selv går rundt og er modelleret af spørgsmålstegn. I er sgu rare, er I. Personligt tror jeg, at jeg venter med at fejre beslutningen, indtil vi kommer et svar lidt nærmere. Gider faktisk ikke at sidde der med balloner og kransekage og så få en spand iskold fæces hældt i ansigtet, mens nævnet går rundt og stempler os: UEGNEDE. Men spændende er det. Og bliver det. Gys.

Jeg er generelt set et optimistisk menneske, men, men, men…… tre mennesker i et nævn, som jeg aldrig har mødt, skal vurdere os ud fra en stak papirer. Nuvel, der står fede ting såsom, hvor højt mit blodtryk er og mit anslåede tøjbudget pr. måned, men jeg har det sørendansemig stramt med, at kriblekrablerne på det papir er summen af mig. Som journalist kan du vel nærmest sige, at jeg lever af at fortælle historier om systemet, der ikke ordentlig kan rumme folk. Sådan for alvor. Og måske er jeg en alt for stor munduld?

Hvis systemet læser med, kunne du så ikke lige smide en mail. Hvordan går du og har det på overskudsbalancen, og skal vi ikke drikke en latte en dag? Jeg giver!

Er formet af tvivl

12 jan

Der er sket noget. Eller. Sket og sket. Måske er der nærme tale om en såkaldt ikke-begivenhed. Arghhh…jeg ved det sgu’ ikke. Det er nok derfor, jeg ikke har skrevet om det før.

Men altså… – før jul sendte jeg Klaus ned til postkassen med en ordentlig røvfuld papirer i en kuvert til statsforvaltningen i København. I papirerne kan man blandt andet man læse, hvor stort vores hus er, hvor mange penge, vi bruger på vand og fagforeningskontingenter om måneden, at Klaus sidste år faldt på sin cykel og fik hjernerystelse, og at jeg fik fjernet mandlerne, da jeg var 16.

Og så bad vi dem om at godkende os til adoption. BUM! Så er den ude af posen. Jeg aner nemlig ikke, hvad jeg skal synes om det!

Det er selvfølgelig en stor ting. Kæmpe ting, faktisk – og det blev kun større af at mødes med vores sagsbehandler for første gang i går. Men det er også meget uvirkeligt og abstrakt og sært at sidde der og vente på, at der på et givent tidspunkt, som er fuldstændig ude af vores hænder, (men med sikkerhed skide langt væk) dumper et barn ned i skødet på os. Altså måske. Med stor fed streg under. For SAMRÅDET kan også beslutte sig for, at et af de obligatoriske små fede spøgelser i skabet, gør os uegnede til opgaven.

I dag arbejder jeg på et ansigtsudtryk, der går godt til det spørgsmålstegn, min krop har formet sig i. For MÅSKE skal vi have et barn. Det er ikke op til mig. Eller os. Jeg ved ikke, hvordan mit barn eventuelt kommer til at se ud – gul, brun, blå – who knows – ingen aner hvornår, og den lille ny kommer med al sandsynlighed ikke til at være så lille endda. To streger my ass. Der er ikke den store nøjagtighed over den graviditetstest.

Spørgsmålet er nu om det skal fejres, skriges ud eller bare glemmes, indtil NOGEN har besluttet sig for, om rejsen ender her?

Hvorfor skal det være så svært, Lotte?

26 sep

Jeg er stor fan af orden. Ikke så meget for løse ender, flossede negle, uafsluttede projekter og åbne døre (seriøst, jeg får fandeme lyst til at lukke åbne døre, bare jeg går forbi dem). Måske er det derfor, jeg holder så meget af opvaskemaskinens brummen. Blandet med lyden af Leonard Cohen, er det næsten muligt at overdøve mine egne højlydte tanker…eller at forestille mig, at det er dem - tankerne - der ligger derinde og skvulper rundt. Lige straks klar til at blive taget ud og kategoriseret. Sat på rette hylder. Jeg skal bare vente på bippet.

Ordene RUGEMOR, ADOPTION, ENEBARN har taget hinanden i hånden og går i ring på øverste. Det er som et lykkehjul, der ukontrolleret pisker rundt, bedst som man tror, man har vundet.

Når man oplever, noget dyrbart blive taget fra én, er den mest naturlige reaktion at forsøge at få det igen. Derfor sagde barnefaderen og jeg ikke HVIS, men NÅR – NÅR vi skal have vores næste barn, da det gik op for os, at vi ikke længere kunne få flere børn. Livmoder eller ej, vi skulle nok finde en måde. Vi tog magten tilbage og sagde NÅR. Hele tiden. NÅR er sidenhen blevet til HVIS og MÅSKE og HOLY CRAP, DET ER DYRT OG BESVÆRLIGT… men det løser jo ikke noget. Tværtimod skaber det huller til små åndssvage spørgsmål, der sidder der og skræpper og forlanger at blive parret med et svar.

Jeg hørte engang næstformanden for Etisk Råd, Lotte Hvas, sige, at det jo ikke er menneskeret at få børn. Hun har to børn og spiller bridge hver torsdag i den lokale bridgeklub i Præstø.

Jeg kræver sådan set ingenting, men jeg ønsker. Er det det samme? Hvis det ikke er en menneskeret at få børn, er det vel nærmest et ubetydeligt blop på skærmen at gøre sig tanker om en toer? Muligvis har jeg mistet perspektivet i min bortopererede biologi, men jeg vil alligevel vove at stille spørgsmålet, Lotte Hvas: Hvorfor skal det være så svært?