Samtaler med tre-årige indeholder så absurd mange gentagelser, at det er svært for den gennemsnitlige menneskelige forestillingsevne at begribe. Tillad mig at illustrere:

Tag dit tøj på!

Dimse, dimse, dimse

Tag dit tøj på!

Næ, se dukke Morten mangler sin sut.

TAG DIT TØJ PÅ!!!!

Dreje rundt, dreje rundt, dreje rundt.

SÅ TAG DOG FOR HELVEDE DET RÅDNE TØJ PÅ!!!!!!!!!!!!!!!!

Hva?

Disse daglige ‘samtaler’ består så vidt vides af lige dele magtkamp og koncentrationsbesvær. Og for at være helt ærlig har de samme evne til at teste min næstekærlighed, som jeg-sover-kun-15 min-af-gangen-babyen jeg periodevis var på barsel med. Jeg får sådan lyst til at kradse mig selv i øjnene af bar frustration.

Sjovere – altså langt sjovere er til gengæld de sproglige forviklinger, der er lavet af præcis samme surdej som stand up-komik. Fx:

Hvor har du store bryster, mor!

Synes du? Virkelig? Tak.

Og et kæmpe stort hoved!

Og naturligvis alt det, der bare er skidemorsomt, fordi tungen endnu ikke slår de helt rigtige krøller på alle ord:

Mor. Vil du skrælle min dalmatiner?

Det allerbedste er dog de sammenhænge, der er sat tilfældigt sammen efter tre-årig logik.

Ellen, du skal lige i bad, før vi skal ud at besøge Dorte!

Hvorfor? Har hun fødselsdag?
(Måske 2013 skal være hygiejnens år? Bare en tanke.)

Jeg ville ønske, at hun aldrig sagde andet:

Mor, kan du ikke finde noget tøj til mig?

Hvorfor finder du ikke noget selv?

Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal have på.

Så gå op, og kig i dit skab.

Jamen, så skal jeg stå stille!

Det er svært at blogge for tiden. Der er ting, der står i vejen. Blokerer. Og så har staten givet mig en uomtvistelig skriveblokering. Ja, intet mindre. Men prøv du at gøre dig morsom på systemets vegne, mens ETATEN kigger dig over skulderen og forsøger at erklære dig uegnet til at være i nærheden af børn. Jamen, jeg sværger - sådan føles det altså.

Vi er gået ind i den såkaldte fase tre af vores adoptionssag. Øjensynligt er det den del af processen, hvor man møjsommeligt lirker ansøgernes tænder ud én efter én. Med en skrutrækker. Bedøvelse? Ha!

Formelt set består fasen af to samtaler a hver tre timer, der har til formål at vurdere vores forældreevner.(Joooo, deeeet….) Selvfølgelig er vi så umulige at få til at give mening, at vi måtte krydre seancerne med et ekstra møde. Men i dag var det forhåbenligt sidste gang. Med mindre samrådet beslutter sig for at sende os videre til endnu en test (i så fald analyse af blækklatter – og nej, det er ikke en joke), er det vist bare den endelig x-factorfinale, vi venter på. Godkendelse eller afslag.

Vi startede fra: Hvad er dit tidligste minde og er i dag landet ved mine fritidsinteresser. Nå, ja og så er vi blevet bedt om at rangliste handicap alt efter, hvor fede vi mente, de ville være at have siddende på netop vores kommende barn. Der så man så barnefaderen og jeg sidde i et sparsomt indrettet statsligt lokale i en seriøs debat om, hvorvidt en manglende arm slår en alkoholskade eller omvendt. Hvis det ikke var fordi, jeg er lidt trist for tiden, ville jeg give mig til at hulke at grin. Det var næsten lige så hyggeligt, som da vi blev bedt om at ‘bare at være naturligt sammen med Ellen’, mens psykologdame sad på den anden side af spisebordet i vores stue og skrev noter ned på sin lille blok. Det blev som vi ønskede: flydende og naturligt samvær, hvor jeg med overskud og smil småsnublede over mine mange kreaprojekter på vej over til ovnen for at hive de hjemmebagte speltdrenge ud, luftigt og lattermildt strejfede barnefaderen på vejen med en let skjult sexuel undertone, og den rødhårede, der udbrød: ih…hvor jeg elsker dig, mor. Eller også sad vi alle tre og stirrede som dådyr i forlygter.

Her kunne man passende krydre dette indlæg med en lille quiz. Tror du, at vi havde:

a) skrubbet barn, hund og hus i klorin forud for statsbesøg

b) ladet pelsen sidde på toilettet og omhyggeligt placeret gamle underdrenge hist og pist for autentisk stemning

c) ladet vores liv være nøjagtig som det er – altid perfekt

Jeg føler mig prikket på. Og hevet i. Gennemskuet og gennemskulet. Jeg trænger til en lur.

Så kære dig der, der siger ting som: Hvorfor adopterer I ikke bare? Verden er jo fyldt med fattige, forældreløse børn. Luk røven! Bare knyt sylten. Og tyg i det lille timeregnskab, jeg har lavet til dig her:

• En halv times lægeundersøgelse
• To -tre timer til at forfatte ansøgning samt finde papirer, regnskaber og dokumentation
• To timers møde med socialrådgiver
• Weekendkursus fra lørdag til søndag
• Weekendkursus fra lørdag til søndag
• To timers møde hos pyskiater
• Tre timers møde med pyskolog
• Tre timers møde med psykolog
• 1 time hos tidligere psykolog, der desværre har mistet alle gamle journaler i voldregnskyl og derfor ikke kan udelukke voldstendenser og sindssyge uden at genoplive gamle minder.

Hertil lægger du ca. 200.000 gode danske kroner og så, SÅ venter du i 3-5 år.

Så flet næbbet, fedthans! Bare flet.

(Ps. det gælder også dig, der tihi, fnis bare liige kom til at lave et barn uden, at det var meningen. Det var slet ikke planlagt. Nej, blev der sagt. Jeg orker ikke at høre det. Og dermed basta!)

Læs om tidligere faser her og her og her

Er man et nederen menneske, hvis man ikke ryger op af stolen, når ens to-årige kiler sig selv fast mellem en bogreol og en yogabold, men i stedet får hysterisk grineflip?

Eller hvis man synes, det her er sjovt?

1-0 til Ellenbarnet for i denne ferie at:

1. have smurt store dele af stuen ind i håndsæbe. Alle større hvide flader i mit hjem skummer nu, hvis man tilfører dem en smule vand. (Har heller aldrig været til skumfest i 90′erne – måske kunne hun mærke, at der mangler noget.)

2. gentage succes et par dage efter på badeværelset. Har nu glas-bade-skummevæg. Og travlt med at tørre op.

3. råbe: drengen lugter også af tis, da vi på Nørreport passerede familie med lille dreng. Jeg havde netop bemærket, at Nørreport lugtede lidt af tis, men det var jo ikke en opfordring…. vel, unge!

4. hulkende kaste sig i armene på mig og ulykkeligt græde: må ikke komme med far ud og lave lort

5. have lært sig selv at sladre til de voksne – fx ved forurettet at trække farfar i buksebenet og surmule: mor gider ikke høre på det mere. Mor siger stop. Efterfulgt af et suk og et surt yeeaah.

6. lægge sig syg på den første hverdag efter fire ugers ferie. Og i øvrigt påstå at have ondt i benet, når det viste sig, at hun havde mellemørebetændelse.

7. smøre sine ben ind i tandpasta under forsøg på alvorlig telefonsamtale med præst

8. en morgen at vågne inde i vores seng og midlertidigt være ude af stand til at kende mig. Hun lå og stirrede på mig med kuglerunde øjne i 10 minutter, før hun vendte sig om og spurgte barnefaderen: hvor er mor henne?

Post-huskøbs-depression. Jeg lider af post-huskøbs-depression. Bah…det er der da ikke noget, der hedder, siger du måske, men det er der. For jeg lider af det. Er helt sikker!

Alle mennsker har deres helt personlige krampe-alder. Tidspunktet, hvor de indser, at nu er det sgu’ ved at være oppe over. Med den der trampolinspringerkarrie (eller bare karriere), mand, børn, talje, formue….forstand – og går lidt i krampe. De ufrivillige forestillingers udløbsdato. Derfor ender vi kvinder med at sidde og tude ned i vores skidedyre Cosmo på en læderbetrukket barstol på vores 30 års fødselsdag, fordi vi havde en eller anden sindsyg idé om, at når vi var 30, ville vi have nået alt det der shit, vi nu har krampe i fissen over ikke at have nået.

Flashforward. Fem år senere. Hele pakken. Det ene barn, der var i bøssen (sorry honey) til mig, er i kassen, manden er fundet, jeg har et job, en cykel, en bil, et blomsterbed og et hus i forstæderne! Vi er næsten igennem det bibelske angreb af skvalderkål i haven, og når den ene lille bitte lampe i kontoret er hængt op, er to-do-listen vist også ved at være barberet ned. Og hvad så?

Teoretisk kunne jeg lade være med at foretage mig flere ændringer i mit liv. Ever. Bare sætte mig ned på min røv og lade den gro. Bliver seriøst nødt til at sætte en omgang kulørte fremtidsvisioner over. Nægter altså at skifte navn og udvikle unaturlig interesse for afrikansk kultur – evt. begynde at danse til bongotrommer i gymnastiksal sammen med andre overvægtige hvide kvinder hver torsdag.

De der forestillinger om mænd og børn og hække er vel nærmest noget jeg har arbejdet på, siden jeg var 15. Og nu har jeg altså brug for nye – akut. Forslag modtages.

Kommentarfeltet er åbent. Forslagskassen er tom.

“Det må da være skønt? Så skal du da aldrig være bange for, at hun bliver kanøflet.”

Nogenlunde sådan lyder den mest almindelige reaktion fra andre småbørnsforældre, når de opdager, hvor vild rødtoppen kan være. Jep, til gengæld siger jeg utrolig meget undskyld. Ofte. Når andre forældre er bekymrede for, at deres børn ikke får sagt fra i tide, er jeg bange for, at det er Ellen, de ikke får sagt fra overfor.

I morges vågnede jeg midt i en nævekamp - mellem barnet og faderen – sådan én der får ultimate fighting til at ligne yoga. Dvs. jeg åbnede kun det ene øje. Jeg havde en fod i det andet. De skiftedes begge to til at pive og nive hinanden, men de kan blive ved i noget, der minder om timer. Og lyder som en fucking zoo.

Nåmenaltså…. det giver hende jo ikke ligefrem royale manerer, at hun er opdraget til at blive ‘the next big thing’ indenfor enten dart, wrestling eller ishockey. Og selvom jeg virkelig elsker hendes gåpåmod, kunne jeg engang imellem godt ønske mig, at vi havde bygget hende med en lille bitte smule frygt. For jeg kan jo godt se den måde, de andre mødre kigger på hende på – altså den der, åh gud, jeg håber virkelig lille Charlotte kommer hjem med alt sit lange hår og begge ben – måske skulle vi hellere lege med Anton en anden gang – og forleden, da vi var på apoteket råbte hun pludselig henne fra hylden med vitaminpiller: Ellen går hjem nu – og væk var hun. Jeg fangede hende halvvejs ude af centret. Hun stikker sine små lapper ind i munden på de største hunde, hun kan finde og selvfølgelig vil hun gerne prøve alt det, som de otte-årige drenge, synes er sjovt. GYS!

Faktisk har hun her i hjemmet øgenavnet micropachycephalosaurus, som betyder lillebitte tykhoved øgle på grund af hendes totalt manglende smertetærskel, når hun løber hovedet ind i ting.

Men hvad fanden sker der ikke, når hun bliver otte? Eller 12? Og hvad nu, hvis alle de andre slet ikke kan se, at hun er verdens mest fantastiske barn? Eller ingen vil lege med hende? Så kære, erfarne mor. Hvor sidder knappen henne? Den man skruer ned for børn med?

Er så småt ved at vænne mig til livet i forstaderne – og ikke mindst livet i et hus. Det er altså noget ganske andet pludselig at bo i flere etager, der helt og aldeles er ens egne, end i en lejlighed omgivet af andre mennesker. Hvilket bringer mig frem til listen:

Synes det er upraktisk at bo i et tre-etagers hus med badeværelse i kælderen når:

1. en af beboerne er et barn, hvis foretrukne tre ord er: mor bære Ellen, og som hver anden dag beslutter sig for, at trappen er alt for ’sfvær’. Med mindre der er mad forenden. Burde måske altid have en lun delle liggende på nederste trin af hver etage.

2. barnets mor har en uforklarlig og ja, ja lidt latterlig frygt for kældre

3. barnets mor egentlig gerne vil have barnets far til at så vagt udenfor toilettet

4. vasketøj, legetøj og undertøj skal fordeles fra central klump i midten af huset

5. barnet i et anfald af spontan blindhed ikke kan finde sutten selv og bliver nødt til at konsultere MOAAR, lige som man har sat sig til rette på kummen.

Tre etager og Valby bakke hver eneste dag. Det er herre fucking snyd, hvis jeg ikke bliver meget tynd af at bo i Rødovre. (Gerne inden 20. august, tak, tyndhedsguder)

Da jeg gik fra vuggestuen i morges var jeg bogstaveligste forstand i tvivl om, det var mine egne eller Ellens tårer, jeg tørrede væk fra min kind. Vi har boet i det nye hus i en uge, og jeg synes, at hun klarer det helt forrygende flot. Ja, hun har haft break downs, og ja hun har været en pjevs, men i det store hele er jeg overrasket over, hvor lidt dobbeltflytning samt vugggestueskift har forandret hende. (Pånær den dag hun forsøgte at svøbe sig selv i et tæppe og bad mig holde hende som en baby og vugge frem og tilbage. Scary shit. Kan hun virkelig det?)

Men i morges græd hun, og klamrede sig til mig, mens hun tryglede: mor blive hos Ellen, mor blive hos Ellen. Men næ…nej, honey, sådan spiller virkeligheden ikke. Du skal blive her hos de her fuldstændig fremmede mennesker, som mor egentlig heller ikke kender, men de har lovet – altså lovet og lovet, mere skrevet under på, at de vil passe godt på dig. Nå, det forstår du ikke – her er et puslespil. SUK! Når Ellen er ked af det, er mor ked af det. Heldigvis hentede mormor rigtig tidligt – desværre en lille pige opløst i tårer.

Her til aften har vi lavet legemad, og jeg har taget tøjet af dukke Morten og givet ham det på igen én mia. gange helt uden at brokke mig. Alt for at få hende til at smile igen.

Så er det næsten nu! I morgen skal jeg sgu’ giftes! Og udover en dejlig mand får jeg retten til at ændre navn til fru Mortensen - hvis jeg skulle få den slags sære lyster. Jeg frafalder naturligvis retten og beholder mit eget navn. Tine Mortensen klinger simpelthen af 65-årig regnskabs-sveske i mine øren, og det matcher måske ikke helt min selvforståelse. Selvom Klaus synes, det lyder skønt.

Først skal vi på Københavns Rådhus sammen med vores forældre og den lille lækre, og så skal vi spise frokost sammen på noget jazzet Montmatre-cafe-værk, som jeg har været en måned om at finde frem til på nettet. Af en eller anden grund var det lige præcis caféen, jeg kastede alle mine bridezilla-fornemmelser over. Derfor har jeg skiftet mening og ændret reservationer rundt regnet en milliard gange. Tøjet købte jeg for to uger siden, og de sidste mange eftermiddage har jeg brugt på at lede efter en ganske særlig bryllups-lig detalje i diverse brudekjoleforretninger. Jeg købte den i dag kl. 17.30. Og lad det være sagt: Ekspedienter i brudekjoleforretninger er IKKE, jeg gentager IKKE, vant til at se brude købe noeget som helst til deres bryllup dagen før. Ordene ‘i morgen’ viker som en forbandelse, der får dem til at forstene i et medlidende påklistret smil. Men nu er den købt, og alt er godt.

Jeg blev faktisk skide sur på barnefaderen, da han friede til mig. På den umodne måde med tårer og forbandelser. Vi har altid sagt til hinanden, at vi i hvert fald ikke skulle giftes af praktiske årsager, og sådan var det. Punktum! Så ville vi hellere lade være, da ingen af os føler et stort behov for at blive rullet i hvide duer, hjerter og tyl. Og pludselig lå han på knæ nytårsaften og talte om huset og barnet og ansvarlighed. Og pludselig blev romantikken til en lille bitte dråbe i en stormflod af fornuft. Derfor råbte jeg lidt og snøftede kloge og fornuftige ting såsom: Jeg vil også bare gerne være en prinsesse en gang imellem. Jeg er jo så fornuftig hele tiden, ikk? Heldigvis grinede han mest.

Der er indrømmet meget praktik, når man er en småbørnsfamilie, men lige nu, fredag aften, er det nu romantisk, at vi skal giftes i morgen - lige meget hvordan. Og lige meget hvorfor. Aftenen skal vi bare have for os selv, min nye mand og jeg. Men lækker mad og ikke mindst vin-menu. Masser af vin-menu. Og så skal vi overnatte på hotel. Så jeg ikke sur længere. Slet ikke. Og til sommer holder vi en kæmpe fest med vin-menu. Masser af vin-menu.