I flere uger har jeg forsøgt at mene noget. Om noget. Men jeg har simpelthen hammersvært ved at finde ud af,  hvilken lejr, jeg bør pippe i. (Kender I det? Der er visse debatter, jeg bare ikke kan lande inden i mig selv. Finder fx nok aldrig helt ud af, om jeg er for eller imod en kriminalisering af folk, der køber sex. Og jeg elsker ellers at mene noget. Nå, men…..)

Man kunne sagtens agumentere for, at jeg vel bare kunne holde min kæft, når nu jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal mene. Men det er alt for vigtigt det her. Det er det eneste, jeg er sikker på. For det er hele fundamentet for, at jeg skrev en bog. Og begyndte at blogge.

Mit dilemma handler om Dennis Nørmark.  I sidste måned skrev han en kronik  i Berlingske Tidende, hvori han betvivler, om speltmødrene i virkeligheden findes. For måske, siger Nørmark, er speltmødre bare den heks, det hadebillede, som karrierekvinder bruger til at refærdiggøre, at de tager på arbejde og fodrer deres unger med junkfood og tjekker Facebook hver gang, de er sammen med dem. Et belejeligt kontrapunkt, som man kan råbe af for at overdøve samvittigheden.

Jeg føler mig ramt. Og uenig.

Jeg er sikker på, at de findes. Jeg har nemlig mødt dem. Men jeg er også sikker på, at de er en del af mig – og måske især af min dårlige samvittighed. Og det er da derfor, at det føles så oplagt at skælde ud på dem, speltmødrene. For hvem fanden gider at drikke kaffe med sin dårlige samvittighed. Så hellere kyle noget daggammelt wienerbrød i hovedet på dem for at få dem til at forsvinde.

Egentlig tror jeg ikke kun, det handler om mødrekulten. Jeg tror, det handler om, at vi er blevet et sygt folkefærd af LEAN-konsulenter. Optimeringseksperter, der render rundt og optimerer i hoved og røv. Vi optimerer vores sundhed, parforhold, vores fysik og karrierer. Og spiser gulerødder og dyrker tantrasex og løber marton, mens vi efteruddanner og netværker.

Speltmødrene repræsenterer bare den seneste optimeringstrend. Nu skal vi også være optimale mødre. Som ofrer og bager og forbyder. For som med alle andre optimeringsprocesser, skal det helst gøre lidt ondt, før det bliver godt. Optimering er en puritansk beskæftigelse, som i store træk går ud på at slå al ukonstruktiv adfærd ned.

Når vi skælder ud på speltmødrene, skælder vi ud på de vanvittige krav,  vi allesammen er ved at kvæles i. Og så selvfølgelig på de ganske få, der rent faktisk efterlever dem. Dem gider vi sgu da ikke glo på. Og derfor bliver vi trodsige og kæfter op om, hvor meget Mc D vi propper i vores unger. Vi kan simpelthen ikke overskue overhovedet at overveje at optimere vores børn også.  Vi har allerede lange patter.

Så, Dennis. De findes skam. Speltmødrene. Der er kvinder (og mænd), der orker. Grunden til at resten af os er aggressive, er at vi hverken gider, vil eller orker. Og vi er trætte af folk som dig, der taler om sætte barren højt. For det er jo ikke kun i moderlandet, den er blevet banket op, op, op. Speltmødre må rulle sig i økologi, bage sig ihjel og helt seriøst synes, at sukker er gift, hvis de vil. De må også gerne gå hjemme med deres rollinger og stornyde morgenerne i familiesengen. Jeg er ligeglad. Men jeg er træt af, at det bliver både normaliseret og udråbt som et ideal. Valg og fravalg, ing? Lige nu har vi rettet den store fælles samfundskikkert mod morskabet – sikkert bare fordi vi blev trætte af at glo på karriereskabet.

Kunne vi ikke bare få lov til at være lidt i fred?

For noget tid siden interviewede jeg en mand ved navn Erik Holm. Og et øjeblik efter holdt hans makker, Lars Henriksen, et glimrende oplæg i det kvindenetværk, jeg er medlem af. Sammen har de skrevet bogen Manddomsprøven – Powerkvinderne kommer. Lars og Erik mener nemlig, at vi befinder os midt i en kønsrevolution – at der er ved at ske et skred i de klassiske kønsrollemønstre, hvor kvinderne ikke længere vil nøjes med at folde deres lakerede fingernegle om familiens beslutninger, børnenes opdragelse og et 8-16 job. De vil også være bedre uddannede, tjene flest penge og have større titler. Og for en del lykkes det endda.

Og hvad så, ville mange af de seje netværkskvinder vide? Hvad er problemet? Så er det vel bare blevet mandens tur til at se på?

Sådan som jeg har forstået bogens tema, problematiserer de to forfattere egentlig ikke udviklingen, men de stiller efter min mening et relevant spørgsmål: Hvor efterlader det mændene, når kvinderne pludselig slår deres folder på klassiske maskuline dyder? Klassiske identitetsdannende dyder, vel at mærke. Hvem skal de være, hvordan skal de være, og hvor skal de være det henne?

Jeg anede ikke, at vi stod midt i en revolution. Tværtimod troede jeg, at vi begravede al modstandskraft i 80′erne, hvor den sidste ebbede ud i et langsommeligt suk. Men problematikken vækker alligevel en vis genklang i mine øren. Jeg tror, det er den, der har fået adskillige af mine veninder til jævnligt og konsekvent at brokke sig over manglende initiativ, gennemslagskraft, og kapow hos deres søde mænd. Dem, der rigtig gerne vil hjælpe til med rengøringen, men altså lige skal have udpeget pelsen på toilettet, før de svinger kluden. Det er fint, at de gerne vil hjælpe, kunne de ikke også tage noget ansvar? For vi drømmer altså både om kapow og fortrolighed med Ajax. ’Og jeg gider sgu da ikke være gift med en au pair, vel’, sagde en unavngiven kvinde engang til mig. ‘Sådan én, der skal have udpeget sine arbejdsområder. ‘

Jeg kan godt mærke, at jeg er på vej til at stikke poterne ned i en afgrundsdyb krukke fuld af håndmadder, meen….. det er vel ikke kun mændenes problem, er det? For hvad er det egentlig, vi moderne kvinder gerne vil have? En mand, der er ekstremt mandig, mens han går på barsel, tager initiativ til opvasken og gør os stolte på arbejdsmarkedet, mens vi er ekstremt feminine på barsel over opvasken oppe på karrierestigen? Kan det lade sig gøre? Hvad nu, hvis der slet ikke er nok mænd, der kan finde ud af alt det, og kan jeres mænd? Har vi trådt dem så meget under fode i vores egen frigørelsesproces, at vi slet ikke gider at have noget med dem at gøre længere? Og hvis problem er det?

Jeg har ingen svar. Kun spørgsmål.

Et af dem lyder: Hvis vi tog smøgerne og sprutten fra Don Draper og sendte ham seks måneder på barsel i forstæderne, ville vi så stadig sukke inderligt ved synet af hans brylcremesfriserede garn?

For noget tid kørte der en rablende vanvittig debat i det offentlige rum. At nogen lykkedes med at iværksætte den, er i sig selv ganske utroligt. Den handlede om, hvorvidt man som forældre skal kysse sine børn på munden - og i særdeleshed: om mænd skal kysse deres børn på munden. Røvhuller. Selvfølgelig skal mænd da kysse deres børn. (Mest deres egne. Det er bedst.) Jeg synes debatten, var så lam, at jeg ikke engang gad at kommentere den, indtil jeg for nylig var i lufthavnen for at hente mine forældre – udover, at vi ventede en time, og at det fuldautomatiserede toilet skyllede UNDER toiletbesøg og var ved at skræmme livet af husholdningens mindste beboer, (der sad oppe under loftet og skreg ‘ikke alligevel, moar!) havde jeg en fin oplevelse.

Jeg så nemlig to voksne knægte, der var ude for at hente mor og far. Og både mor OG far fik et lille møs lige midt på munden af deres to store drenge.

Jeg synes, det var så sødt, at jeg havde lyst til at slikke dem lidt på benet. Sådan nogle søde knægte. Nu med taxa og kys.

Jeg nøjedes med at være svært irriteret på mine egne forældre over, at de kom for sent. Det er klart.