Da baby-Ellen første gang blev introduceret for familien, var hendes kusine lige netop fyldt et år. Og jeg husker tydeligt, hvordan vi så fra vores egen lille hjælpeløse pølse til dette andet barn og fandt hende…..HELT GROTESK STOR. (Og hvis der er noget, hun objektivt set aldrig har været, så er det sgu’ det) Vores bagte grødhjerner var fuldstændig tunet ind på bitte, bitte små børn.

I øjeblikket bærer jeg meget rundt på en lille hundevaps, der har så korte stænger, at den ikke rigtig orker at gå på dem. Og endnu ikke kan komme ned fra sofaen, hvis man har sat den der (og glemmer at tage den med igen, sorry, men altså… så hop dog kræ) Så når man pludselig forsøger at løfte 17,1 kg i strakt arm med forventningen om, at det går lige så nemt som med hundedyret, bliver man slemt skuffet. Eller forskrækket. Og pludselig ser hun atten gange større ud end for en uge siden.

Er det mon også sådan, det er, når man bliver familieforøget?

I øvrigt er Uffe-hunden på alle måder en helt vidunderlig kur mod skruk. I en kombination af at være tilbage i institution efter fire ugers sommerferie og en hvalp, der tilraner sig lidt for meget opmærksomhed, har barnet valgt at være så fucked up sur og obsternasig hele ugen. Gad fandme godt at vide, hvordan detkommer til at gå, hvis hun rent faktisk får en lillesøster eller bror. For hun er godt nok nærrig med det der opmærksomhed – så nærrig, at hun da har forsøgt at kyle en bamse i hovedet på hunden. F-A-M-I-L-I-E-I-D-Y-L.

Apropos to’ere. Og tre’ere. Og fire’ere: Ja, jeg ved godt, at det må være lidt af et tabu at indrømme, men elsker man virkelig alle sine børn lige højt? Kan det passe? Oplys mig. Ja, og meget gerne anonymt. Jeg er jo ikke ude på ballade, men simpelthen så nysgerrig.

Der er dage, hvor jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem fra arbejde, fordi jeg glæder mig til at se hende. Somme tider kan jeg endda tage mig selv i bære rundt på en lille knude i maven. Jeg kalder den savn.
Og der er tidspunkter, hvor vi er så tæt, at jeg kan mærke hende helt inde under huden, hvor blodårerne bor, på en måde, som jeg aldrig har oplevet det før med et andet menneske. Så kan jeg næsten give mig til at vande høns af lykke.

Sekundet efter har jeg lyst til at vride halsen om på hende eller give mig til at brøle mine frustrstioner ud. Bare fordi. Mine ører simpelthen ikke holder til, at du spørger, om jeg er færdig en gang til. Sid stille. Klap dog for fanden i. Hvem har bygget dette lille menneske så ualmindelig irriterende? Jeg spørger sgu’bare?

Men så siger hun et eller andet nuttet i stil med: Når jeg bliver voksen, skal jeg nok klippe dine tånegle, mor. Og så er jeg ren budding igen.

Og så er der de dage, hvor jeg slet og ret har lyst til at stemple ud fra fabrikken – familien. Tjekke ind i en to-værelses singletilværelse på Vesterbro og først komme igen næste dag. Bare fordi. Se Berverly Hills efter arbejde, glemme at handle, dele en dåse tun med katten og bruge det meste af natten på at stirre melankolsk ud over skæbnesymfonien nede på gaden. Gemme alle mine ord og takke guderne for, at ingen beder mig om at være tålmodig.

Guess What? I dag er sådan en dag.

Måske er det bare mig. Det vil jeg absolut ikke afvise. Men jeg føler mig altså ikke specielt fortravlet. Og jeg kan ellers læse mig til über alles, at alle andre får åndenød af at være i live på grund af alt det, de skal nå. Uhh…de har så travlt, siger de.

Når man er småbørnsforældre og har et job har man især sindsygt travlt, kan jeg læse. Sindsygt travlt, siger jeg. Bare ikke mig. Jeg klager såmænd ikke, jeg har det skam fint, jeg føler mig bare en smule paranoid. Hvad er det, alle I andre pisker rundt og foretager jer, mens jeg sidder med stængerne smækket op i sofaen? Og burde jeg eventuelt piske med?

Indrømmet eftermiddage med hente/handle/hastekokkerere kan da være stressende, når den tre-årige samtidig vælger at magtkrampe ud over det hele. Men hvem ville ikke blive stresset af dødsskrig kombineret med skarpe negle samt irrationel adfærd. Der kan da også være eftermiddage, hvor det kan være svært at nå at hente skinken på grund af arbejde, men endnu er det da lykkedes mig at slippe udenom panikopringningen til børnehaven.(Nok egentlig bare fordi min telefon løb tør for strøm den dag, jeg var et mulehår fra at måtte hente hende forladt på parkeringspladsen.)

Men aftenerne er mine, weekenderne er lange(ish), og der må da være andre end mig, der ikke dagligt føler trang til at koble ud og af og finde åndehuller i en fortravlet hverdag, eller hvordan det nu lyder.

Jeg talte for nylig med en underviser, der blandt andet lever af at undervise sådan nogle kommunikationstyperr. Og de siger allesammen samstemmende, at de har SÅ travlt på jobbet, og at de næsten ikke kan bære det mere. Det er endnu ikke lykkedes underviseren at få samtlige kursister til at blive hængende længere end til 15.15.

Altså ok, så er det muligvis fair nok. Hvis ungen skal være hentet 15.30 hver dag, og du skal nå at arbejde 37 timer på en uge…. ja, så er der muligvis tal, der ikke mødes i kærlighed. Og hvis du vælger at få syv børn, kan jeg da også godt forstå, at der er smæk på dagligdagen. Men det var vel en kalkuleret risiko, da du lagde præventionen på hylden sjette gang, ikk? Og så er der alt det der med at slække på kravet om perfektion og spelt, der kan være svært. Det ved jeg godt. Men alligevel. Nu er det ikke de indre krav, men timer i døgnet, vi tæller.

To jobs, fire børn, atten katte, kometkarriere…. Jeg er sådan set ligeglad. Men kan det virkelig passe, at jeg er den eneste, der ikke har travlt?

Min krop straffede mig for år tilbage ved at sætte tyndhedsfaktoren betydeligt ned og samtidig fratage mig evnen til at drikke alkohol. Eller, ned glider det jo – det er først næste dag problemet for alvor opstår. Jeg kastede engang op 16 gange dagen efter en druktur. Men der kom jeg også hjem uden fortænder. Det var ikke sjovt, det var det altså ikke. Men det fungerer sgu’ heller ikke helt optimalt, at min krop i dag kræver 20 timers søvn i retur for tre øl. Det er da en dårlig byttehandel. Og mest af alt fungerer det bare virkelig dårligt, når man har anskaffet sig en mini-me.

Langt de fleste forældre prøver dagligt at fortrænge en lille bitte smule dårlig samvittighed over, at ungerne jo for fanden ikke selv, har valgt at gå i vuggestue eller børnehave, og alligevel er tvunget til at tilbringe størstedelen af deres liv blandt pædagoger (altså, ikke at der er noget galt med pædagoger) , og hvis mama-licious så lige skal have en fredagsbajer efter arbejde, så .må ungen jo også vente.

Weekender stryger derfor den dårlige samvittighed og afsavnet med hårene, weekender er gode….ahh….. og bang, så bliver man inviteret ud en måned i træk! Og det er jo også dejligt. Så skal minien altså bare afleveres igen. Et andet sted. Da jeg i morges fortalte hende, at hun på lørdag skal overnisses af famor og farfar, sagde hun på en freaky voksen måde: Det lyder hyggeligt, mor. Men jeg vil altså godt hjem til Rødovre igen.

Så kære krop. Find nu for helvede en anden måde at have tømmermænd på. Jeg kan altså ikke både nå at lege Dawn of the Dead og familie på én weekend. Og mindre alkohol er jo naturligvis udelukket.

Jep – det er nu, jeg indrømmer det. Jeg skælder ellers altid barnefaderen ud for at oute mig de mest prekære steder, men altså øhemm… jeg ser ikke så meget DR2, som jeg måske burde. Til gengæld er jeg en sucker for dårlige underholdningsprogrammer på Kanal 4 og TV3.  Amalies Verden, Paradise Hotel, De unge mødre bring it on, jeg æder hele lortet - fuldstændig ukritisk. Rub og stub! Her prøver du måske at være sød, og gør dig tanker om programmernes sociologiske værdi, men nej. Det er rendyrket underholdning, og selvom jeg godt ved, at Amalie altså også er en person i det virkelig liv, kunne nogen for min skyld lige så godt have fundet på hende- på flere måder. ¨

Således lå jeg i går aftes og glædede mig over TV3′s nye koncept ‘For lækker til love’ (det må satme være et sociologisk studie at være caster på TV3 til gengæld – har de mennesker en lokumsaftale med distriktspsykiatrien?), hvor et utal af mennesker fortæller stolpe op og stolpe ned om, hvor perfekte de er, og derfor har store kvaler med at finde en livsledsager. Så ligger man der og prutter i hjemmebuksen, mens man morer sig over en eller anden modella på 23, der sorterer fyrene fra, fordi de ikke har styr på deres rensecreme og/eller har hår på brystet. (Desuden skulle deres negle vist være på en helt bestemt måde – faldt vist lidt i søvn, da hun havde kørt rundt i det emne tilpas længe.) Jeg forudser mange, mange singleår endnu for 23-årige Christina med høj hygiejnestandard – og så fik jeg sådan lyst til at forære hende en uge i et rigtigt parforhold. Med prutter, skænderier, bleer, åben dør til toa og hele svineriet. Se DET ville være godt tv. Bagefter skulle hun tvinges til at overvære en fødsel. Med veer og snask ud over det hele. Konen er jo tydeligvis slet, slet ikke klar over, hvor ulækkert livet kan være.

Den her sang er til dig, Christina. En god gammel klassiker (kan desværre ikke finde den på Youtube) fra gruppen Søstersolidaritet. Den er fra dengang, hvor kvinderne fik nok af at være yndige små nips og ikke havde noget problem med at fortælle vidt og bredt om det.

15. Vampyren Tekst og melodi: Majsan

Am / D7 / EmE / Am
Am / D7 / EmE / Am
D7 / D7 / D7 / D7A / A / E7 / E7 /
C / D / E / Am / C / D / E / Am /
G / H7 / C / A / G / E / C / D / Em / E7

Lugten af mit blod vækker Drakulas slægt
Vampyrernes tid er her.
Hvem vil de nu sende for at suge mit blod
Og få penge uden besvær?
TAMPAX, Drakulas yndlingsbarn
Behersker mig i seks lange år
Med tamponer mellem mine lår.

Synes du, at jeg er ækel
Når jeg trækker i min røde tråd
Jeg skifter ikke hver anden time
For så ofte har jeg ikke råd.
Så længe de udnytter mig
Når min livmoder løsner æg
Protesterer jeg og kræver penge
I form af o.b. tillæg.

Renseservietter og spray skal jeg bruge
Ifølge al reklame
Vampyrerne er flinke, de sælger mig det hele,
Så jeg lugter som en dame.
De sir menstruation er urent og grimt
De sir at jeg lugter beskidt
Det (er) kun for at få profit.

Nu må det være slut, vi vil ikke suges ud
Vampyrernes tid er forbi
Forsk i noget som ikke er giftigt og farligt
Og det skal være gratis og godt.
Tampax kvindernes blodslugere
De tømmer vores pengepung,
Der må findes et alternativ.

Jeg synes ikke, jeg er ækel
Når jeg trækker i min røde tråd
Jeg skifter ikke hver anden time
For så ofte har jeg ikke råd.
Så længe de udnytter mig
Når min livmoder løsner æg
Protesterer jeg og kræver penge
I form af o.b. tillæg.