Tag Archives: fest

Fra In til Christiania

15 apr

Kunne virkelig godt bruge en strikket hat. Anyone? Er til reggaefest i en hemmelig krog af London. Så hemmelig, at vi gik forbi adskillige gange uden at opdage den – The Church of Revelation…eller noget. Følte akut trang til at binde mit tørklæde om hovedet og rive ærmerne af den sølvnistrede channelkopi, da den dystre gyde pludselig dukkede op, men jeg var alt for bange for den to meter høje neger i gulvlang læderfrakke til at foretage mig noget. Nu sidder jeg under en blinkede plasticpalme i en nedlagt lagerhal og blogger, mens barnefaderen står i kø til at ryge. Jep, til denne her fest står rygerne i kø til at blive presset sammen i en tange ude ude ved skraldet. Bag mig sidder en 50-årig kvinde og råber rastafari ud i lokalet.

Og dog er aftenens tema en tigerspring op fra gårsdagens nattelivsoplevelse. Åh… det lød så skide speciolla og fint med burlesque og plys. Dekadente London and All that jazz. Allerede i køen vidste jeg, at Time Out havde løjet mig lige op i aben. Det var dyrt. Og dumt. Og VIP på den måde, hvor 80 pct. af selskabet føler sig udenfor, og det emsige personale elsker at fortælle samme 80 pct. det igen og igen. Jeg mener folk fik fyværkeri med i købet, når de købte en hel flaske sprut. Det tætteste vi kom på burlesque var desuden et par mænd i bar overkrop, som plukkede æbler til umchi umchi. Vi flygtede derfra med rædslen hængende efter os.

Næste udfordring bliver at finde fra hemmelig krog tilbage til centrum.

London, baby

13 apr

Ja, jeg ved godt, jeg sagde, at jeg ville begynde at blogge, når påskeferien var slut. Og ved I hvad? Det er den heller ikke.

Barnefaderen og jeg er taget på børneorlov i London og prøver på bedste beskub, at kombinere vores forskellige opfattelser af storbyferie. Således har jeg byttet en tur på Tate Modern med en reggaekoncert i morgen aften. Wish me luck. Målet er bare at komme gennem aftenen uden at hakke nogen i stykker og stoppe dem med i en joint. Og hvis jeg så i øvrigt kan shoppe mig fra den der fodboldkamp og desuden undgå flere tvivlsomme musikalske oplevelser, så burde vi være home free!

Noget for noget. Sådan må det være.

Der er dog også sket noget tragisk herovre. Jow, jeg har været i Topshop og købte intet andet end tre par strømper. Hvad giver I mig. Verden bliver aldrig den samme igen. Den ser ny og anderledes ud. Og giver mig lidt ondt i maven….

…eller er det mon bare, fordi jeg på trods af røde busser og moderne kunst savner pigen så helt utrolig meget i dag? Eller fordi jeg ikke helt kan lade være med at tænke på, om jeg mon er arbejdsløs, når jeg flyver hjem til fyringsrunde på jobbet. Tja.. det er ikke alle problemer, der har forstået det der med ferie.

Dawn of the Dead

22 nov

Min krop straffede mig for år tilbage ved at sætte tyndhedsfaktoren betydeligt ned og samtidig fratage mig evnen til at drikke alkohol. Eller, ned glider det jo – det er først næste dag problemet for alvor opstår. Jeg kastede engang op 16 gange dagen efter en druktur. Men der kom jeg også hjem uden fortænder. Det var ikke sjovt, det var det altså ikke. Men det fungerer sgu’ heller ikke helt optimalt, at min krop i dag kræver 20 timers søvn i retur for tre øl. Det er da en dårlig byttehandel. Og mest af alt fungerer det bare virkelig dårligt, når man har anskaffet sig en mini-me.

Langt de fleste forældre prøver dagligt at fortrænge en lille bitte smule dårlig samvittighed over, at ungerne jo for fanden ikke selv, har valgt at gå i vuggestue eller børnehave, og alligevel er tvunget til at tilbringe størstedelen af deres liv blandt pædagoger (altså, ikke at der er noget galt med pædagoger) , og hvis mama-licious så lige skal have en fredagsbajer efter arbejde, så .må ungen jo også vente.

Weekender stryger derfor den dårlige samvittighed og afsavnet med hårene, weekender er gode….ahh….. og bang, så bliver man inviteret ud en måned i træk! Og det er jo også dejligt. Så skal minien altså bare afleveres igen. Et andet sted. Da jeg i morges fortalte hende, at hun på lørdag skal overnisses af famor og farfar, sagde hun på en freaky voksen måde: Det lyder hyggeligt, mor. Men jeg vil altså godt hjem til Rødovre igen.

Så kære krop. Find nu for helvede en anden måde at have tømmermænd på. Jeg kan altså ikke både nå at lege Dawn of the Dead og familie på én weekend. Og mindre alkohol er jo naturligvis udelukket.

 

Hvor heldig har man lov til at være

22 aug

Det er svært at forstå, at man kan være så heldig. Og hvis det generelt er den følelse folk tager med fra deres bryllupsfester, begynder det pludselig at give mening for mig, når de ævler om, at de har lyst til at gøre det igen. Og igen og igen.

Midt imellem pisvejr og røvvejr - i en måned af lortevejr ramte vi en dag med solskin fra start til slut. Da festen sluttede kl. seks om morgenen havde vi to øl og et par flasker vin tilbage. Vi har udelukkende fået gode gaver. Dansegulvet var rygende. Bordplanen var vellykket. Og talerne var intet mindre end fabelagtige. Hver og én. Så meget kærlighed på et sted…..jeg bliver helt kvalm ved tanken. Men også helt ualmindelig taknemmlig. Tænk at gå igennem en hel dag, hvor alle dem, man holder af, er samlet på et sted og udelukkende siger lækre ting som: du er pæn, jeg elsker dig og her er en gave. (Endda selvom man (nødtvungent) synger en hæslig version af karaoke på dem allesammen.) Det burde være obligatorisk for alle at holde sådan en fest hver femte år. Verden ville blive et bedre sted. Der er sgu’ da ikke nogen, der går ud og forgriber sig på børn eller tæver folk til lirekassemænd efter sådan en dag her. Er der? Næppe!

 

 

Røv – Fattigrøv

5 aug

Jeg er fattig. For første gang i flere år er jeg fattig (for tiden). Det er måske ikke så sært, når man vælger at købe muggen madkasse og døbe den hjem. (Flashback til min og barnefaderens første samtale om at købe et hus.)

Mig: Vi skal I HVERT FALD ikke ud i sådan noget renovering. Det gider jeg sgu’ ikke.

Ham: Nej, det skal vi ikke. Ad!

Mig: Og vi skal ikke længere fra København end Valby

Ham: Nej, er du sindsyg. Valby er meget langt væk.

Seks måneder senere:

Os: Nææ….sikken et smadret hus. I Rødovre. Jeg vil skyde på, at ALT skal laves. Vil du ikke? Gulve, vægge, tag, kælder. Flere måneders arbejde. Hele lortet. Aprospos, hvad fanden er det, her lugter af? Hvor skriver vi under?

Nåmen så blev vi færdige med at renovere. Og renovere noget mere. Og lappe vandrøret, der sprang og oversvømmede hele huset fra top til tå (hvis huse har tæer) på forsikringens anden dag. Og så gik noget fjerde i stykker, og håndværkerene mente naturligvis ikke, at man kunne leve uden sådan én. Og da de skred havde de smadret hele haven samt terassen. Fuck, hvor jeg glæder mig til den dag, vi kigger på hinanden og siger: Nå, ikke mere. Det var da billigt. Det trænger jeg til.

Nu skal vi så holde fest. Så jeg er fattig. Og jeg hader at være fattig. AFSKYR. Udsigten til store fede minusser på kontoen giver mig svedig overlæbe og brækfornemmelser. Og jeg bliver idiot af at gå og tælle mine penge. Og regne ud, hvad bleerne koster pr. styk.

Jeg så for nylig et program om meget store familier, altså folk med fucked up mange børn i fjeneren. Her fulgte vi mamabear ned i den lokale discountforretning, hvor konen seriøst gav sig til at læse bag på toiletpapiret, hvor mange blade, der var på hver lokumsrulle i div. pakker. For hun skulle jo have fuld valuta med hjem til alle sine storskidende unger. Og jeg sad bare og tænkte: Sikke et lorteliv. Det gad jeg fandeme ikke. Men hvis vi ikke skal have klap-sammenmadder til brylluppet, bliver jeg nok nødt til at tage mig sammen og drikke lidt mindre latte og sårn. Men hvis du ser mig stirre for længe på toiletpapiret i Netto, må du gerne klappe mig én. Permission granted.

 

Det er mig, der bestemmer her

3 aug

Tilbage i april måned blev barnefaderen og jeg jo gift. I tosomhed. På rådhuset. Uden alt for meget diller daller, men med vinmenu. Til gengæld holdt vi ikke en fest. For vi var ved at flytte. Og flytte igen. Og renovere. Og sager. Men NU. Nu skal det være. Den 20. august (hvor det bliver fabelagtig vejr – blev der sagt!) for at være helt nøjagtig, har vi inviteret 60 mennesker til at danse det nylagte rullegræs i smadder i i et telt i haven. Og jeg kan bare mærke, at det bliver en fantastisk fest. Det er jo mig, der har planlagt den. Og så bliver den vel om ikke andet perfekt for mig.

Det betyder også, at jeg ENDELIG har forstået, hvorfor kvinder er så besat af bryllupper. Det handler jo ikke om romantik, kærlighedserklæringer og højstemt poesi. Det handler om at bestemme! Simpelthen. Barnefaderen ville formentlig ikke løfte et øjenbryn, hvis jeg foreslog ham, at gæsterne drak eftermiddagskaffe af blade fra æbletræet – vi taler om manden, der forslog, at vi bare købte 100 ens hvide sparkedragter til Ellen, da hun blev født. Så var vi fri for at tænke over, hvad hun skulle have på…..Så der er rig mulighed for at få lufte den lille designer/eventmager/indretningsarkitekt alle kvinder har i maven. Og for en gang skyld bliver man ikke hånet, bare fordi man er glad for tabeller, bokse og lister. Det er ligefrem praktisk. Og skide sjovt.

Ps. Er pisse freaked over det der polterabend

 

It’s my party

24 mar

Mit liv er én lang fest for tiden – eller måske nærmere en række af fester - fødselsdage, mærkedage og andet, der skal fejres. Og det kan man jo ikke tillade sig at være knotten over, eller kan man? For faktisk synes jeg, at det hele går en smule stærkt for tiden. Så stærkt, at jeg ligefrem kunne finde på at savne lidt flere hverdage med rubberkrellat (Ellens udvalgte stavelser i ordene ‘rugbrødsmad med makrelsalat’ ) og tom stirren på dumt tv. Alternativt en stor fed pauseknap. Desuden er jeg er skide bange for, at resten af 2011 bliver røvsygt, fordi vi har valgt at brænde alt krudtet af på årets første fire måneder. På trods af de mange fester er der dog én, som aldrig blev til noget.

Torsdag den 17. marts fyldte jeg 35 år, hvilket på ingen måder stemmer overens med min selvforståelse af kun liiiige nøjagtig at være trådt ind i de voksnes rækker (altså ikke konfirmationsalderen – trods alt). Barnefaderen var taget tidligt til Jylland for at kigge på noget biogas og nogle vindmøller, så jeg forsøgte at hente mig lidt fødselsdagsfeeling hos den to-årige.

Mig under morgenpuslesceancen: Det er mors fødselsdag i dag!

Ellen: Ellen osse fødselsdag, far ossse fødselsdag, allesammen fødselsdag – tænkepause – Ellen ha’ gaver.  

Og nogenlunde sådan foregik det. Hun har fødselsdag to dage efter mig – den 19. marts, så det er svært at insistere på det store mig-mig-mig-gilde lige midt i marts - og faktisk kan jeg helt selv komme til at glemme, at jeg har fødselsdag den 17. , fordi jeg planlægger lagkage, gaver og gæster til hende. Derfor spiste jeg ydmygt middag med mine forældre og faldt i søvn på sofaen kl. 21.00 i år.

Men det er sgu’ ikke i orden. Jeg gider ikke være en af den slags mødre, der altid skubber det sidste stykke kage over til ungerne med et opopofrene smil – vi kan dele, ka’ vi – og jeg gider ikke at være sådan én, der hjertens gerne donerer mine julegaver til mit barn, fordi det giver mig større glæde at se hende flå papiret af en pakke og bide i indholdet (eller papiret), end at få en lækker taske selv. Nix. Vi kan dele, kan vi. Så hermed et fødselsdagsforsæt på bloggen: Jeg vil fejres! Bare én gang i mellenm. Resten af mit livs fødselsdage må ikke drukne i det faktum, at jeg fødte verdens sødeste barn i umiddelbar nærhed af den 17. marts.

Heldigvis havde Klaus dårlig samvittighed over at være taget til Jylland for at kigge på biogas på min fødselsdag, så han inviterede mig ud at spise om fredagen. Til verdens bedste bøf, mmmmm….. Og så er det faktisk helt ok ikke at få sig egen fest. Tak, søde kæreste.

MASH