Da jeg gik fra vuggestuen i morges var jeg bogstaveligste forstand i tvivl om, det var mine egne eller Ellens tårer, jeg tørrede væk fra min kind. Vi har boet i det nye hus i en uge, og jeg synes, at hun klarer det helt forrygende flot. Ja, hun har haft break downs, og ja hun har været en pjevs, men i det store hele er jeg overrasket over, hvor lidt dobbeltflytning samt vugggestueskift har forandret hende. (Pånær den dag hun forsøgte at svøbe sig selv i et tæppe og bad mig holde hende som en baby og vugge frem og tilbage. Scary shit. Kan hun virkelig det?)

Men i morges græd hun, og klamrede sig til mig, mens hun tryglede: mor blive hos Ellen, mor blive hos Ellen. Men næ…nej, honey, sådan spiller virkeligheden ikke. Du skal blive her hos de her fuldstændig fremmede mennesker, som mor egentlig heller ikke kender, men de har lovet – altså lovet og lovet, mere skrevet under på, at de vil passe godt på dig. Nå, det forstår du ikke – her er et puslespil. SUK! Når Ellen er ked af det, er mor ked af det. Heldigvis hentede mormor rigtig tidligt – desværre en lille pige opløst i tårer.

Her til aften har vi lavet legemad, og jeg har taget tøjet af dukke Morten og givet ham det på igen én mia. gange helt uden at brokke mig. Alt for at få hende til at smile igen.

Selvfølgelig har jeg været mest bekymret for Ellen i cirkus flytte-projekt, og selvfølgelig er det mig, der er endt med at være mest pjevset. Jeg savner virkelig at sidde i min egen sofa, (der står opmagasineret i vores nye ufærdige hus, mens vi bor i noget, der minder forbavsende meget om Ikea), jeg savner at sove i min egen seng, og jeg er helt elektrisk efter at få lov til at lave mad i mit eget køkken.  Ellen havde befundet sig  i ny midlertidig lejlighed i 16 sekunder, før hun udpegede vores faste pladser og havde glemt det sted, hun ellers har boet hele sit liv.

Anderledes står det til med mig, og jeg tvivler faktisk lidt på, at jeg nogensinde har været sådan én, der rejste rundt med rygsæk og gik i batiktøj (især det med batikken), som jeg ellers mener at kunne huske.  Alderen har i den grad sat tryghed på dagsordenen. jeg egner mig simpelthen ikke til at have rod i basen længere. Og lige nu er der ikke så meget andet. Byggerod, kasserod, flytterod, støv, spåner og nullermænd, der er så store, at de hvæser, når man går forbi dem. Ingen gider dog fjerne dem, da vi jo snart skal flytte. På lørdag skulle vi gerne kunne rykke ind i kassen i Rødovre – indtil videre har vi hverken køkken eller bad, men hey – jeg har hørt det er sundt at være optimist. Kryds fingre for mig – jeg er tæt på at eksplodere ud over den pænere ende at Østerbro og røvsyg lkea-lejlighed.

Mit liv

Lige siden vi begyndte at pakke hele vores tilværelse ned i papkasser, har den ellers så fredsommelige Ellen valgt at tage hævn ved at forsøge at pjevse os ihjel. Og derfor har vi i øjeblikket atten millioner konflikter i timen. Jeg forstår godt, at hun synes, det er svært og mit hjerte krymper en stor smule hver gang, jeg skal forsøge at forklare hende hele det forvirrende koncept i, at vi ikke bare skal flytte, men at vi først skal flytte i en ny lejlighed, og SÅ ud i huset, når Lars har bygget det færdigt. Det kan hendes to-årige hjerne naturligvis overhovedet slet ikke arbejde med, og efterhånden holder jeg bare min kæft. I stedet har vi dejligt inspirerende samtaler som denne:

Ellen: Mor hjælpe Ellen!

Mig: Hvad skal jeg hjælpe med, skat?

Ellen: Natdragt af.

Mig: Ok, kom her (hiver i ærmet)

Ellen: Vrææææææl, sprutte, kradse, bide, vræææææl, argghhhhhh – ikke natdragt af, ikke natdragt af…..vræææl…

Eller: ikke boller i karryyyyyyy…….ikke huuuuue på/af, ikke baaaaaad, sprutte, kradse, vrææææl, ikke noget som fucking helst. Så hold dog op med at sige, du gerne vil, nå! Forleden var hun pissesur i halvanden time, fordi jeg formastede mig til at klippe hendes tånegle. Og i store træk er hun holdt op med at spise (pånær boller i karry, som hun første HADEDE og siden spiset to store portioner af).

Som sagt: jeg forstår det godt, men når man selv går rundt og er en smule ømskindet over at skulle flytte ud af den trygge hule, forlade København, skylde millioner i banken og flytte til forstæderne, er det intet mindre end skide irriterende og svært provokerende at blive skreget på 24/7. Og det kræver alt min råstyrke at bevare den sidste snert af pædagogikken. Ikke råbe, ikke råbe, ikke råbe, fuck, lort, pis! Nårhh… Lille Ellen, her er din sut, Pingu, tre poser slik og 1000 kroner – hold så op med at råbe.

Heldigvis er hun stadigvæk rimelig glad i vuggestuen – og det gode ved det er jo, at jeg lige om lidt har tænkt mig at trampe den lille tryghed i stykker ved at præsentere konceptet ‘ny vuggestue’! Århh.. crap. Det må være barnefaderens tur.