Det er svært at forstå, at man kan være så heldig. Og hvis det generelt er den følelse folk tager med fra deres bryllupsfester, begynder det pludselig at give mening for mig, når de ævler om, at de har lyst til at gøre det igen. Og igen og igen.

Midt imellem pisvejr og røvvejr - i en måned af lortevejr ramte vi en dag med solskin fra start til slut. Da festen sluttede kl. seks om morgenen havde vi to øl og et par flasker vin tilbage. Vi har udelukkende fået gode gaver. Dansegulvet var rygende. Bordplanen var vellykket. Og talerne var intet mindre end fabelagtige. Hver og én. Så meget kærlighed på et sted…..jeg bliver helt kvalm ved tanken. Men også helt ualmindelig taknemmlig. Tænk at gå igennem en hel dag, hvor alle dem, man holder af, er samlet på et sted og udelukkende siger lækre ting som: du er pæn, jeg elsker dig og her er en gave. (Endda selvom man (nødtvungent) synger en hæslig version af karaoke på dem allesammen.) Det burde være obligatorisk for alle at holde sådan en fest hver femte år. Verden ville blive et bedre sted. Der er sgu’ da ikke nogen, der går ud og forgriber sig på børn eller tæver folk til lirekassemænd efter sådan en dag her. Er der? Næppe!

Når man bliver husejer, tænker man ikke nødvendigvis over, at man også bliver haveejer. Eller i hvert fald ikke, hvor meget, man bliver haveejer. Slet ikke når man køber hus i december og først opdager, at man har en terrasse i februar. Surprise! Dér kom du snigende.

Nå, men vi har så købt Rødovres næststørste have (der må være en eller anden idiot, der er dummere end os) og er i den grad blevet ejere af noget botanik. Det er desuden den matrikel med absolut mest plante-værk på. Ifølge min svoger, der engang har været på havekursus, findes der forskellige stilarter indenfor haver.  Den tidligere ejer gik vist efter noget trolde/fjeld/så-mange-planter-som-muligt-på-virkeligt-lidt-plads/fuck-jeg-er-blevet-væk-hvor-er-mit-hus-stil. Så vi har skåret og båret væk, skåret, båret, skåret, båret – bla. bla. bla.

Hvis nogen skulle komme på den fabelagtigt økologiske idé at forære os et lille træ, der kan vokse i takt med vores kærlighed eller et eller andet crap, vil jeg bede dem tænke sig grundigt om. Der er lussinger i luften. Til gengæld du må gerne tage noget med, når du går. Et træ, en busk, en blomst – Hvad som helst. Så slipper jeg for endnu en tur på genbrugspladsen.

For tre måneder siden jeg var lykkeligt uvidende om, hvor ualmindelig meget virkelig hårdt arbejde, der ligger begravet i sådan et borgerligt vildnis. Min ryg og mine arme siger, at de der havetyper, der påstår, at deres forhave lugter af zen og meditation, ikke har rullet 17.000 kvm2 rullegræs ud over halvdelen af Rødovre. Eller fordelt 12 tons jord nedenunder.

Og ikke nok med, at det er hårdt. Det er er jo også pikkebesværligt. Derfor er jeg nu i aften havesitter. Rullegræs skal nemlig vandes. Jeg har tjekket DMI atten gange i dag, og folk ringer og lykkeønsker mig, når det begynder at regne. Og jeg kan godt sige jer, at I Rødovre burde det regne nu! Det gør det ikke. Derfor er jeg hver time ude og flytte på vandedimsen, så alt er vådt og godt i haven.

Oh well – har lige fundet et par popcorn i min bh, og der er Roskilde-tema på DR2. Livet er skønt.

Der er måske dem, der vil mene, at jeg er blevet så rigeligt eksponeret på det sidste - og tænker: hold nu din kæft din tudefisse, men jeg drømmer altså sådan om at deltage i et realityprogram. Ikke et hvilket som helst et – nej, for at være helt specifik – et haveprogram. (Ville i øvrigt være rimelig ringe til at deltage i Paradise Hotel og skulle mindst have en østat for at stille mig op foran  et kamera i bikini). Men et haveprogram ville være helt FABOULOSA! Sådan et, hvor jeg bliver sendt hen på et slot, eller i spa og sidder der og sipper champagne, mens små underbetalte fisk nipper død hud af mine fødder. Og så ser jeg vildt overrasket ud og siger hviiiinn, når jeg kommer hjem og min have ligner en mellemstor amerikansk forlystelsespark. Måske græder jeg også lidt, mens Klaus står i et hjørne med en skovl og ligner Brian Austen Green en lille smule – altså fra Desperate Housewives-perioden. For min skyld kunne de sagtens lade kameraudstyr, lamper og boomstænger blive liggende derhjemme, men husk, husk, husk for Guds skyld gartneren. Og folk til at slæbe. Masser af folk.  OMG, jeg kan næsten smage det, når jeg lukker øjnene og tænker på det.

Ja, og så er det jo lidt som at æde en lort langsomt at åbne øjnene, kigge ud af vinduet og se det her……