Tag Archives: hospital

Ellens fødsel

2 jun

Når man skriver en bog til nybagte mødre – og gravide måske endda kan finde på at læse den, er det lidt svært at finde ud af, nøjagtig hvor gavmild, man skal være med detaljer vedrørernde nærdødsoplevelser, blod og smat. Men jeg skrev noget dengang – det kom i sidste ende ikke med i bogen, men måske er der nogle derude i blogland, der har lyst til at læse med. Her kommer det, op af skrivebordsskuffen og ud på bloggen:

Det tager tid at komme sig over store overraskelser – især den negative slags. Og min fødsel blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig – ikke engang selvom jeg havde anstrengt mig for at forestille mig så lidt som muligt.

At vågne var som at klatre op af et stejlt og vådt bjerg. Jeg anstrengte mig, men blev ved med at glide tilbage i bevidstløsheden. Stemmerne i lokalet var små, og jeg kunne knap nok høre, hvad de sagde. Men de talte til mig, det var jeg sikker på. Insisterende og vedvarende. Kunne de ikke se, at jeg var frygtelig, frygtelig træt? Hvis jeg havde haft kræfter ville jeg have snerret: Så lad mig dog sove, jeg har jo for fanden lige født.
Ellen? Tanken fik mig til at slå øjnene op og stirre forvirret rundt i lokalet. Jeg kiggede efter hende – og Klaus. Er det ok, vi sender din kæreste herind? Han vil rigtig gerne se til dig, spurgte kitlen med det samme. Jeg nikkede. Du skal bare vide, at du ikke kan snakke, du har stadig en slange i halsen, tilføjede hun med rolig myndighed. Scener fra adskillige timers lægeserier dukkede uvilkårligt op for mit indre øje, og jeg begyndte at tvivle på, at jeg bare lige havde slumret lidt. I Greys Anatomy stikker de unge smukke lægestuderende altid en slange i halsen på patienterne et nanosekund før, sygeplejerskerne begynder at løbe forvirret rundt for at finde en hjertestarter. Måske havde jeg ikke bare sovet.
Da Klaus trådte ind af døren, var jeg ikke længere i tvivl.
Hans øjne var hævede og selvlysende af angst. Han stirrede på mig. Undersøgte mig med øjnene, mens han småløb over mod min seng. Jeg ville gerne berolige ham og sige til ham, at han ikke skulle være bange. Jeg var jo bare væk et øjeblik, så jeg formede et barnagtigt hjerte med mine hænder og pegede på ham. Han forstod godt, hvad jeg forsøgte at sige og mumlede et: jeg elsker også dig. Herefter tegnede jeg et stort E i luften og forsøgte på bedste beskub at se spørgende ud. ”Ellen?”, spurgte han, og forklarede, at vores forældre var kommet for at passe hende. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo slet ikke ringet til mine forældre og sagt, at jeg havde født endnu. Jeg havde ikke nået det, inden de kørte mig fra fødestuen over på operationsstuen.

Hvad hedder du
Sygeplejersken kom tilbage for at tage slangen ud af min hals og for at spørge mig, hvad jeg hed, hvad dag det var, og om jeg vidste, hvor jeg var? Jeg forstod ikke førsteklassesniveauet i hendes spørgsmål. Hvorfor spurgte hun mig om det? Og hvorfor lod hun til at være svært tilfreds med mine svar – ja, nærmest imponeret. Mit hoved føltes som en kæmpe kugle vat, og jeg tror måske, jeg faldt lidt hen hist og pist. Jeg forsøgte at kæmpe imod, for der var noget, der manglede: barnet! Jeg havde kun nået at se et kort glimt af hende, inden jeg begyndte at bløde, og blev kørt væk. Og nu var hun var væk. Selvom det det hev og sled i fornuften, var jeg simpelthen så træt, at jeg ikke overvejede at spørge, hvorfor vores forældre sad et andet sted med mit nyfødte barn.
Kitlerne vimsede rundt om min seng, hev i slanger og nåle, gav medicin og aflæste monitorer. Indtil en af dem endelig kiggede på mig, og fortalte, at hun havde været med til den sidste del af min operation. Og først her faldt det mig ind at stille det spørgsmål, hvis svar for evigt vil runge i mit hoved: hvad skete der egentlig?
Hendes stemme føltes som knive, lussinger, mavepustere og hudafskrabninger i en lind strøm, da den krøb ind i mine ører. Vi kunne ikke stoppe blødningen, og du var meget tæt på at dø. DØ? Jeg skulle jo bare føde. Den eneste måde, vi kunne redde dit liv på, var ved at fjerne din livmoder. FJERNE MIN LIVMODER? Alting i mig skreg, men min stemme var væk. Måske sagde jeg noget, måske gjorde jeg ikke. Jeg kneb i hvert fald øjnene tæt sammen og uden at tænke konsekvenserne igennem, vidste jeg, at de var ubærlige. Jeg knugede mig fast til Klaus og græd. Det samme gjorde han. Kitlen lagde en varm hånd på min og forsvandt lydløst.

Jeg har ikke lyst til at dø

6 maj

Det der med at være lige ved at dø, er en abstrakt størrelse. Meget abstrakt endda! Og selvom det er over to år siden, det skete, pusler det stadig rundt derinde og forsøger at finde sin plads mellem skidt og kanelæbler. Til de af jer, der ikke aner, hvad jeg taler om, lyder den korte version, at jeg efter Ellens fødsel fik en styrtblødning, der stod på i flere timer. Hverken medicinsk behandling  eller sytråd hjalp, og det sidste jeg hørte, inden jeg blev lagt i fuld narkose, var: “Vi bliver nødt til at ringe hjem og vække Carsten” (overlægen).  Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg forbundet til alverdens maskiner med et rør i halsen på intensiv. Jeg havde mistet otte liter blod, var et mulehår fra at dø, og da intet andet hjalp, måtte lægerne fjerne min livmoder.

At dø under en fødsel er vel sådan ca. den fuldendte tragedie, men hvad er det så, når man kun er lige ved? Enten kan man vel vælge at være lykkelig over, at man overlevede eller ulykkelig, vred og frustreret over, at man var lige ved at dø. Og selv jeg kan jo se det fornuftige i den første model. Jeg valgte den anden.  For jeg VAR vred og angst og bitter over at have hængt der på afsatsen i det yderste af fingerspidserne – jeg skulle jo bare lige føde, ikk? Og selvfølgelig over de uoverskuelige konsekvenser.

Men hvad betyder det? Hvor placerer man sådan en oplevelse? Var jeg mon heldig eller uheldig? Personalet på Gentoftes fødegang var tydeligvis ikke vant til patienter som mig, og for hver gang de kiggede på mig med de der angste øjne og udråbstegn i stemmen: DU VAR JO LIGE VED AT DØ, blev jeg mere og mere overbevist om, at det i hvert fald er alvorligt! Og det gjorde mig endnu mere angst, sur og ulykkelig. I tiden umiddelbart efter fødslen gik jeg rundt og tænkte: “Der går pigen, der var lige ved at dø,” hver eneste gang, jeg så mig selv spejlet i et butiksvindue, og så følte jeg mig en lille smule forfulgt af universet.

Indtil jeg en dag for et godt stykke tid siden hørte en sang i radioen med to danske mænd, som folk i mit segment og min vennekreds elsker at hade. “Jeg har ikke lyst til at dø,” sang de. Måske lige lovlig simpelt? Nej, ikke hvis man holder op med at tage det for givet, at man lever – og det er måske det, man gør – på godt og ondt – når man har været lige ved at dø. Og ja, det er muligvis både plat og corny, men det var første gang, det vendte for mig. Første gang jeg pludselig indså, at jeg ikke har lyst til at dø, og at jeg derfor er heldig. Jeg har fået lov til at være kone, kæreste, mor, datter og vendinde lidt endnu.

Så tak til Henrik Vittrup, den ufattelig empatiske og rare læge, der reddede mit liv – og til Kvamm og Sommer for at få mig til at danse grimt hver gang, jeg hører deres sang og slippe bitterheden. Jeg er jer alle tre taknemmelige.

Jeg har ikke lyst til at dø

Jeg har lyst til at smage alle frugter på hylden
Og til at være bred nok til selv at tage skylden
Jeg har lyst til at købe hele Nike og sige ro på
Far her, han skal nok give jer sko på
Jeg har lyst til at ta’ en bid af et kraftværk
Og spytte det ud og lade det stå om sitrende hærværk
Jeg har ikke lyst til at dø!

For 117. gang skal vi køre rutinen
Stikke fingeren i jorden og så vende maskinen
Der er så trygt i kabinen
Vi skal nok komme ned, det er der nogen der vil sørge for
Spørg mig ikke hvordan, og spørg mig ikke hvorfor
For jeg fatter det ikke
Men jeg har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at hoppe så jeg støder mod loftet
Dét loft som er lavet af gud-ved-hvem
Jeg har lyst til at få mig et landsted
Og starte en festival op fra bunden i Grindsted
Jeg har list til at slå en mand med slips lige i fjæset
Og sige bliv du bare liggende i græsset
Jeg har ikke lyst til at dø!

Det er tungen ud af halsen og smage på det hele
Det sidste glas vand jeg ønsker at dele
Og vi skal drikke det hele
Alt på én gang, en gang uden ender
Bag hven en dør, folk jeg kender
Vi kalder os venner
Og vi har ikke lyst til at dø!

Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter
Og sige til folk der ikke vil have børn, de ikke fatter
En skid, skide værre med projekterne i banken
Det er liv der tæller, og ikke tanken
Om liv, som kan rive og buldre og brage og pibe
Som man kan have for en tid, men som man så må give
Men jeg vil ikke give mit liv, fra mig endnu
Jeg har ikke lyst til at dø!