Måske er det bare mig. Det vil jeg absolut ikke afvise. Men jeg føler mig altså ikke specielt fortravlet. Og jeg kan ellers læse mig til über alles, at alle andre får åndenød af at være i live på grund af alt det, de skal nå. Uhh…de har så travlt, siger de.

Når man er småbørnsforældre og har et job har man især sindsygt travlt, kan jeg læse. Sindsygt travlt, siger jeg. Bare ikke mig. Jeg klager såmænd ikke, jeg har det skam fint, jeg føler mig bare en smule paranoid. Hvad er det, alle I andre pisker rundt og foretager jer, mens jeg sidder med stængerne smækket op i sofaen? Og burde jeg eventuelt piske med?

Indrømmet eftermiddage med hente/handle/hastekokkerere kan da være stressende, når den tre-årige samtidig vælger at magtkrampe ud over det hele. Men hvem ville ikke blive stresset af dødsskrig kombineret med skarpe negle samt irrationel adfærd. Der kan da også være eftermiddage, hvor det kan være svært at nå at hente skinken på grund af arbejde, men endnu er det da lykkedes mig at slippe udenom panikopringningen til børnehaven.(Nok egentlig bare fordi min telefon løb tør for strøm den dag, jeg var et mulehår fra at måtte hente hende forladt på parkeringspladsen.)

Men aftenerne er mine, weekenderne er lange(ish), og der må da være andre end mig, der ikke dagligt føler trang til at koble ud og af og finde åndehuller i en fortravlet hverdag, eller hvordan det nu lyder.

Jeg talte for nylig med en underviser, der blandt andet lever af at undervise sådan nogle kommunikationstyperr. Og de siger allesammen samstemmende, at de har SÅ travlt på jobbet, og at de næsten ikke kan bære det mere. Det er endnu ikke lykkedes underviseren at få samtlige kursister til at blive hængende længere end til 15.15.

Altså ok, så er det muligvis fair nok. Hvis ungen skal være hentet 15.30 hver dag, og du skal nå at arbejde 37 timer på en uge…. ja, så er der muligvis tal, der ikke mødes i kærlighed. Og hvis du vælger at få syv børn, kan jeg da også godt forstå, at der er smæk på dagligdagen. Men det var vel en kalkuleret risiko, da du lagde præventionen på hylden sjette gang, ikk? Og så er der alt det der med at slække på kravet om perfektion og spelt, der kan være svært. Det ved jeg godt. Men alligevel. Nu er det ikke de indre krav, men timer i døgnet, vi tæller.

To jobs, fire børn, atten katte, kometkarriere…. Jeg er sådan set ligeglad. Men kan det virkelig passe, at jeg er den eneste, der ikke har travlt?

Selvom flere læsere af bloggen påstår, at de får lange patter (igen, jeg beklager virkelig meget) af kvindediskussioner, kan jeg ikke lade være med at kaste mig ind i denne her. Jeg har længe vidst, fornemmet, oplevet og hørt, at vi danske kvinder hylder et romantisk 1950′erligt husmoderideal – og ja, det var delvist derfor, jeg skrev Din Mor-manual. Men her er beviset så. Fra de ellers så moderne svenskere, som jeg troede havde gjort feminisme hipt.

Uddrag fra artiklen ‘Det rigtige Moderskab står derhjemme’ af Louise Vogdrup-Schmidt, Information.

I Sverige har en ny stor undersøgelse blandt kvinder vist, at halvdelen ønsker at blive hjemmegående. Selv om frigørelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i Sverige har fulgt samme tidslinje og udvikling som i Danmark, er der sideløbende med karrieren også et ønske om livet som husmor.

»At være hjemmegående er jo selve drømmen!« skrev en respondent til undersøgelsen, som blev udført blandt 9.000 kvinder af den svenske medieproducent Familjeliv Media.

Undersøgelsen viste, at 53 pct. af de 18-29-årige kvinder ønskede at gå hjemme, mens det kun var 40 pct. af de 30-44-årige, der ønskede at blive husmødre. Blandt de 45-59-årige var det 45 pct., der havde drømmen om en husmorkarriere.

Læs hele artiklen her.

I et interview med Femina indrømmer adm. direktør for ParkenVenues, Lotte Reimar, for nylig, at hun prioriterer sit job højere end sine børn. Og hun har sgu’ ikke engang tænkt sig at have dårlig samvittighed, siger hun. Det er der altså ikke meget smølfeland og sjove helium-stemmer over.

Jeg er ikke enig i Lotte Reimars livsanskuelse, men jeg synes alligevel, at vi allesammen – mænd og kvinder, ja endda ungerne - bør takke hende. Sende hende en blomst og lidt hjemmebag. Ikke bare for at være ærlig nok til at indrømme noget, der formentlig vil koste hende en økologisk spelt-fatwa fra storby-hippiemødrene på halvtid, men også for at holde op med at lade som om. Lade som om, man sagtens kan arbejde 70 timer om ugen og stadig nå hjem og lege kernefamiliekl. 17.30.

Jeg er træt, træt, træt – helt ind til benet af lækre, kloge kvinder med kanonkarrierer, der offentligt påstår, at de er pisse ligeglade med hele kønsdebatten/at de OVERHOVEDET slet ikke forholder sig til, at de ikke har talt med én af eget køn, siden de fik det dyre navneskilt hamret op på direktørdøren, og at deres børn på ingen måder lider afsavn, fordi mor har magt. Det kan jo ikke passe. Jeg arbejder 37 timer om ugen og synes fakker talt slet ikke, det er nemt. Det kan da godt lade sig gøre, men det er ikke nemt. Derfor får jeg stress og  tics af de der præstationstyper, der ‘bare fokuserer på bolden’ (læs: karrieren) og slet ikke vil forholde sig til, at der findes en kønsrolledebat, der handler om kvinder, børn og job. For det gør der jo. Hele tiden. Ikke mindst inde i mit hoved – burde jeg være mere på arbejde, mindre på arbejde, halv tid, overtid, kvalitetstid – og er jeg uambitiøs, når jeg ikke er overambitiøs?

Lotte har besluttet sig. Hun vil gerne betale prisen, og hun fortæller os andre om den. Og det gør det så meget nemmere for mig at sige: Not for me!

http://www.femina.dk/Dig-og-dit-liv/Karriere/2011/04/1117-Lotte-Reimar-Jeg-har-prioriteret-mit-arbejde-hoejere-end-mine-boern.aspx?jp=1