Tag Archives: kernefamilie

Jeg vil også have en rigtig familie

19 maj

I vores lille del af verden er det positivt at være en ener – ja, i nogle generationer er det vel nærmest påkrævet efterhånden. Bare ikke når man er enebarn, vel?

Dels har har vi jo allesammen et ansvar for at holde befolkningstallet på ret køl, og så er der lige det der med den kollektive forståelse af begrebet kernefamilie, som lader til at være far, mor og to-tre børn i vores samfund.  (Èn af hver og en valgfri efternøler.) Julia Lahme, som jeg både synes er sej og pæn og alle mulige andre beskrivende adjektiver har netop offentliggjort, at hun er gravid med nr. to, og i dag kan man på hendes blog læse, at hun glæder sig til at blive en familie. Før var de bare to voksne og et barn, men nu bliver de altså en familie!

Det har fået mig til at tænke, hvad fanden vi mon er derhjemme – Klaus, Ellen og jeg? Det var hårdt, rigtig, rigtig hårdt at vågne op til beskeden om at mangle sin livmoder for godt to år siden. For selvfølgelig skulle vi da have flere børn, Klaus og jeg. Det var vi slet ikke i tvivl om. Somme tider kan jeg endda blive ked af ikke at skulle slås med russerne hver måned, for som jordemoderen i ‘For fed til at få børn’ sagde, da en af kvinderne begyndte at menstruere: Tillykke, nu er du blevet en rigtig kvinde! Slam, bum. Jeg er altså hverken en kvinde eller medlem af en rigtig familie – eller hvad?

Næ….jeg vil hellere på arbejde

2 maj

I et interview med Femina indrømmer adm. direktør for ParkenVenues, Lotte Reimar, for nylig, at hun prioriterer sit job højere end sine børn. Og hun har sgu’ ikke engang tænkt sig at have dårlig samvittighed, siger hun. Det er der altså ikke meget smølfeland og sjove helium-stemmer over.

Jeg er ikke enig i Lotte Reimars livsanskuelse, men jeg synes alligevel, at vi allesammen – mænd og kvinder, ja endda ungerne - bør takke hende. Sende hende en blomst og lidt hjemmebag. Ikke bare for at være ærlig nok til at indrømme noget, der formentlig vil koste hende en økologisk spelt-fatwa fra storby-hippiemødrene på halvtid, men også for at holde op med at lade som om. Lade som om, man sagtens kan arbejde 70 timer om ugen og stadig nå hjem og lege kernefamiliekl. 17.30.

Jeg er træt, træt, træt – helt ind til benet af lækre, kloge kvinder med kanonkarrierer, der offentligt påstår, at de er pisse ligeglade med hele kønsdebatten/at de OVERHOVEDET slet ikke forholder sig til, at de ikke har talt med én af eget køn, siden de fik det dyre navneskilt hamret op på direktørdøren, og at deres børn på ingen måder lider afsavn, fordi mor har magt. Det kan jo ikke passe. Jeg arbejder 37 timer om ugen og synes fakker talt slet ikke, det er nemt. Det kan da godt lade sig gøre, men det er ikke nemt. Derfor får jeg stress og  tics af de der præstationstyper, der ‘bare fokuserer på bolden’ (læs: karrieren) og slet ikke vil forholde sig til, at der findes en kønsrolledebat, der handler om kvinder, børn og job. For det gør der jo. Hele tiden. Ikke mindst inde i mit hoved – burde jeg være mere på arbejde, mindre på arbejde, halv tid, overtid, kvalitetstid – og er jeg uambitiøs, når jeg ikke er overambitiøs?

Lotte har besluttet sig. Hun vil gerne betale prisen, og hun fortæller os andre om den. Og det gør det så meget nemmere for mig at sige: Not for me!

http://www.femina.dk/Dig-og-dit-liv/Karriere/2011/04/1117-Lotte-Reimar-Jeg-har-prioriteret-mit-arbejde-hoejere-end-mine-boern.aspx?jp=1