Tag Archives: kræft

Nå, der var du…

2 jan

Farvel, 2012. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om dig, men derfor kan vi vel godt tage afsked under ordentlige forhold. Der er godt nok mange, der er sure på dig. Virkelig mange. Og forleden sagde en kollega til mig, at “det har da heller ikke har været det bedste år for dig”. Altså mig. Det tænkte jeg længe over.

2012 vil selvfølgelig altid været året, hvor min far fik konstateret kræft. Ni måneder senere døde han. Hvem skulle have troet det – men selv for voksne mennesker med deres egen familie føles verden mærkelig tom uden en forældre. Det er som et puslespil, der pludselig mangler en brik – og man er hele tiden alt for bevidst om, at den ikke dukker klapperende op i støvsugerrøret ved næste hovedrengøring. Den er væk. For altid. Der mangler et stykke af virkeligheden. Lidt af det, man står på.

Samtidig har jeg stadigvæk svært ved at fatte, at det faktisk er sådan, det forholder sig. Jeg talte ikke med min far dagligt, og på mange måder kunne han sagtens bare være taget på en lang badeferie. Han mangler jo ikke som sådan i min dagligdag. Indtil nye juleritualer dukker op, og jeg pludselig ser mig selv glane uforstående på vores fælles navn på en gravsten – med en blomst hængende tungt i hånden. Glædelig jul, far. Du ville nok have ønsket dig en cd eller et par sokker, hvis du stadig var her. Og tak for de 10 på hinanden følgende år, hvor du ønskede dig en isskraber og lommetørklæder, fordi jeg ikke havde råd til andet (eller blev du mon i virkeligheden rigtig glad?) Og egentlig også bare tak.

2012 var også året, hvor barnefaderen og jeg slæbte os igennem et statsligt godkendelsesforløb, der kunne slukke livsgejsten hos selv de mest sejlivede jubeltosser. Knapt et år kan vi skrive på den regning – og tænders gnidsel.

Men det er jo også året, hvor vi blev godkendt og fra nu af kan vente et opkald hvert øjeblik, det skal være. Altså hvis det ikke bliver om fem år. Det skal man sgu lige vende sig til. For selvom jeg prøver at undgå den slags tanker, er det satme svært ikke at overveje, at telefonen jo KUNNE ringe netop som flyet til Thailand. Hvis vi tager til Thailand letter. Og skulle vi mon så hellere tage til Sverige? Men vi kan jo ikke sætte vores liv på stand by, hvis der går 113 år, inden de tager sig sammen og peger i retning af Rødovre, meeeen det kunne jo også være i morgen. Eller overmorgen … You get the drill!

Jeg fik også et nyt job, en hund og har købt to virkelig, virkelig voksne ting; en helt rigtig mennskeseng, der hverken er flækket sammen med strips eller gaffa og en køkkenrulleholder. Og så er det ikke engang løgn. Mht. sidtnævnte vil jeg godt rette en klage ud i intetheden….. Hvorfor skal ting, der er så skræmmende voksne at erhverve sig, samtidig være så absurd grimme? Er vi mon de eneste mennesker under 55, der har købt en seng og en køkkenrulleholder og hverken holder er til fals for sæbebehandlet træ eller stål? Ja, jeg spørger bare? Er der andre gamle mennesker på linjen? Hvad har I gjort?

Og så er der Ellen …. BabyEllen, der for første gang i år overhovedet slet ikke er BabyEllen mere. “Ihh altså, det er også far. Han kan aldrig finde ud af at rydde op efter sig selv,” siger hun med rimpet mund, mens hun forsøger at amme sin dukke. I næste øjeblik ligger hun og vrider sig på gulvet i arrigskab. Det er altsammen meget forvirrende. Ikke mindst for moren. Men sød er hun stadigvæk. Mega cute, faktisk.

2013 jeg kender dig ikke så godt endnu. Men herfra min mediumfaste madras med prober sengeramme ser du nu helt ok ud. Og jeg lover dig, at hvis du er sød ved mig, så lader jeg være med at nævne det uklædelige i din tilfældige talkombination.

Bunden af bjerget

11 sep

Kunne man da ikke bare….bare få lov til at synke ned i hundestadiet i forstaden og kede sig ubønhørligt over petitproblematikker og hverdagens mekaniske summen. Lyksaligt fritaget for alle de store følelser. Er det da ikke det, der er meningen med denne del af livet?

Der er nemlig endnu en grund til- udover etatens vågne øje - at det svært at blogge for tiden. Endnu flere, endnu større og endnu mere uhåndterbare følelser, der tackler den rette kombination af ord:

Det gik lige så godt. Det gjorde det faktisk - når nu det absolut skulle være. Før sommerferien sad jeg igen på et af hospitalets grinagtigt små kontorer med halve røde døre og stirrede på en mand i hvid kittel uden at blinke. Parat. Beredt. Kom så med det. Første resultat af første scanning efter min far begyndte i kemoterapi. Seks måneder efter det kafkaske udredningsforløb begyndte. Seks måneder efter diagnosen ‘uhelbredelig aggressiv kræft.’ Kemoen havde ikke voldt ham de store bivirkninger og selvom han ofte følte sig sløj og træt, var vi allesammen fulde af forundring over, hvor aktivt deltagende han stadigvæk var. Til børnefødselsdage, Sankt Hans, konfirmationer og fester. I livet som sådan. Men vi var alligevel forberedt på det værste. Eller måske det realistiske.

Og så sagde kitlen det mærkelige: Kemoen har hjulpet. Svulsten er blevet mindre. Vi fortsætter  ufortrødent behandlingen. Jeg tror knapt nok han forstod det, min far. Sad bare og øffede lidt. Vi andre andre var naturligvis svære at slå ned af begejstring.

Lige siden er det tordnet ned ad bakke. TORDNET! På intet tidspunkt har sygdommen udviklet sig så hurtigt, som den gjorde efter den glade dag bag den halve røde dør. Han fik flere smerter, madleden tog til, kiloene kunne ikke holde fast i hans magre krop, der pludselig var en plaget gammel mands. Og han blev så træt. Frygtelig, frygtelig træt. Til sidst kom den chokerende besked. Der er ikke mere at gøre. Herfra kan vi kun tilbyde dig en smertefri afsked.

Ikke mere at gøre? Vi var knapt nok færdige med at forudse perspektiverne i en effektiv behandling og pludselig talte vi om hospice og hjemmepleje. Fra toppen af bakken til bunden af bjerget på en måned. Onde, lede sygdom, der både giver håb og en lussinger. På én gang.

I sidste uge døde han.

Og er der noget fornuftigt at sige om det? Ikke en skid! Ikke andet end: jeg savner min far og glæder mig til minderne om knogler, morfin og kramper igen bliver erstattet af fisketure med sørgelige gevinster, godnatkys og smålige skænderier. Jeg længes mod, at mindet om hans kraftesløse stemme, der bad om at få lov til at dø, bliver vekslet til taknemmelighed over, at det rent faktisk skete. Og jeg beder til, at der findes glæde for min mor, der efter 50 år må lære at sove alene.

 

Den kutteklædte hævner

3 feb

Jeg sidder skrutrygget ved computeren og forsøger med vildt opspærrerede øjne at holde øje med, hvad der foregår bag mig. Hvorfor? Universet er efter mig. Og jeg føler mig temmelig overbevist om, at jeg ved et øjebliks uopmærksomhed godt kunne risikere at blive eneste overlevende fra et ekstremt lokalt meteornedslag eller eventuelt offer for et lavtgående fly. Meget lavtgående, that is.

Det er som om, himlen har åbnet sig, og nu regner det med bæ. Små hårde klumper bæ. Og bedst som folk siger, nu kan det da ikke blive værre, overser min mor en vigepligt og totalskader bilen. Og sit eget stakkels sind, der til stadighed er under den ultimative belastning af: nej, vi ved ingenting/prøverne duede ikke/vi må tage dem igen/alle har travlt/ingen tager ansvar i den uendelige sygdomssaga.

Og nu begynder jeg altså at kigge mig over skulderen efter den kutteklædte kosmiske hævner, der åbenbart har beef med mig og min familie.

Måske burde jeg rulle hele mit liv op. Sting for sting - og begynde at skrive breve til alle dem, der gennem tiden har gjort sig fortjent til en undskyld fra mig. Tror muligvis jeg ville starte med det utrolig søde par, jeg engang passede barn for. Gennem flere år hentede jeg Mie fra fritteren, og fulgte hende hjem, så vi kunne spise kage og læse Anders And (det var før 2100 spelt overtog verden), indtil hendes forældre trætte fik slæbt sig hjem fra job.

Needless to say; at jeg naturligvis glemte hende. Altså bare en enkelt gang.

Hvem ville du starte med at sige undskyld til?

Vi lader som om

19 jan

I går lod jeg som om. Jeg gik tidligt hjem fra arbejde og sagde til mig selv, at det var en dejlig dag. Jeg købte et par bukser. Spiste en sharwarma. Tog en lur på sofaen. Ja, man skulle tro, det var en dejlig dag.

I virkeligheden var i går dagen, hvor det langsomt sev ind under huden - og krøb ind i alle mine celler, at min far har fået konstateret kræft. I bugspytkirtlen. Jeg aner jo for fanden ikke engang, hvor den sidder. Og jeg gik hjem fra job, fordi bogstaverne på mit tastatur var ved at flyde væk. Vasket i saltvand. Derfor forkælede jeg mig selv - placerede et lille bitte Mickey Mouse-plaster i et åbent kødsår.

I dag føler jeg ikke rigtig noget, andet end forvirring. For først kommer beskeden. Og så skal man vente. På dommen.