Selvom flere læsere af bloggen påstår, at de får lange patter (igen, jeg beklager virkelig meget) af kvindediskussioner, kan jeg ikke lade være med at kaste mig ind i denne her. Jeg har længe vidst, fornemmet, oplevet og hørt, at vi danske kvinder hylder et romantisk 1950′erligt husmoderideal – og ja, det var delvist derfor, jeg skrev Din Mor-manual. Men her er beviset så. Fra de ellers så moderne svenskere, som jeg troede havde gjort feminisme hipt.

Uddrag fra artiklen ‘Det rigtige Moderskab står derhjemme’ af Louise Vogdrup-Schmidt, Information.

I Sverige har en ny stor undersøgelse blandt kvinder vist, at halvdelen ønsker at blive hjemmegående. Selv om frigørelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i Sverige har fulgt samme tidslinje og udvikling som i Danmark, er der sideløbende med karrieren også et ønske om livet som husmor.

»At være hjemmegående er jo selve drømmen!« skrev en respondent til undersøgelsen, som blev udført blandt 9.000 kvinder af den svenske medieproducent Familjeliv Media.

Undersøgelsen viste, at 53 pct. af de 18-29-årige kvinder ønskede at gå hjemme, mens det kun var 40 pct. af de 30-44-årige, der ønskede at blive husmødre. Blandt de 45-59-årige var det 45 pct., der havde drømmen om en husmorkarriere.

Læs hele artiklen her.

Tillykke med din nye bog. Jeg har nydt at læse den - den er rigtig god, og jeg er meget stolt over, at jeg personligt optræder i den. Ja, altså godt nok nævner du mig ikke ved navn. Jeg hedder vist bare pigen, der efter et foredrag på et bibliotek, kom op til dig og sagde, at det var stærkt usolidarisk overfor nybagte mødre, at du i din første bog nævner, at du, 14 dage efter fødslen af dit barn, havde sex med din kæreste. Jeg sagde tilsyneladende også, at det ikke var ok – at du fremstod perfekt, og at sådan noget sætter nybagte mødre under et umenneskeligt pres.

Jeg er selvfølgelig ked af, at du i søstersolidaritetens ånd ikke har nævnt, at det faktisk er min bog, du har essensen af de oplysninger fra. Jeg ved, at du er glad for tanken om, at vi kvinder skal hjælpe hinanden, og et link fra dig, havde sikkert hjulpet mig til at sælge en bog eller to (du ved, hvor svært det er.) På biblioteket dén aften sagde jeg nemlig ikke et muk af det, du skriver. Jeg gjorde dig blot opmærksom på, at jeg i bogen har givet dig et venskabeligt lille hip. Og det var sådan, det var ment. Jeg skriver da også: og selvom det sikkert ville være det korrekte at gøre, tænkte jeg ikke, You go sister….! Derfor skal jeg da være den første til at undskylde, hvis du har fået ovenstående ud af min kommentar. Det var altså ikke meningen. Og jeg vil helst ikke at have skyld for, at kvindesagen er død. Det er alt for meget.

Klummen, jeg er nævnt i, handler om, at det efter din mening er lidt for meget, når forfattere, bloggere og andre blandemaskiner konstant langer ud efter perfektionisme-idealet blandt kvinder – at perfektionisme er blevet et bat, som vi kvinder slår hinanden i hovedet med. Og måske endda bruger som en genvejstast til ugidelighed.

Men det forstår jeg ikke, Julia? Jeg troede, at du og jeg var på den samme mission? Nemlig at få folk til at sætte barren ned, slappe af og holde op med at stille så mange krav - ikke mindst til sig selv? Og ja, fanden, til at tage de lette løsninger hist og pist. Jeg er med på, at du er firstmoveren og jeg, diciplen, men kan man melde sig ud af sin egen bevægelse?

Og er det ikke lige lovlig polemisk at lange ud efter folk, der langer ud efter, begreber, som du selv har lagt din karriere an på at lange ud efter? Altså bare fordi, det nu er dig, der bliver beskyldt for at være bedre end andre?

Jeg ved godt, at du ikke har sex med din kæreste for at gøre mig sur (jamen, det gør mig altså ikke sur), men som bloggere og forfattere stiller vi os jo begge to op og bruger vores liv som pejlemærker for helt almindelige kvinder på den der: se-os-vi-er-også-lidt-Nynne-utjekkede-måde, som vi håber, at de gerne vil spejle sig i. Men når alt kommer til alt, er der vel ikke nogen af os, der har lyst til at stille op i morgen-tv iført nattøj og sovegarn for at fortælle verden, hvor almindelige, vi er. Jeg er i hvert fald forfængelig nok til at tænke alt forr længe over, hvad min garderobe smider efter mig.

Og Julia, til trods for, at du ikke bager selv, så køber du altså dine kager hos Emmerys (det gjorde jeg også engang – those were the days), din kæreste er musiker, du forstår dig på mode, har været chefredaktør, er selvstændig, populær og har udgivet flere bøger. Og ja, du har overskud til at have sex med din kæreste 14 dage efter, du har født. Jeg under dig det hele, naturligvis. Og du har sikkert dit at slås med, nuvel.

Men du kan altså ikke både være sur på Det Perfekte Liv og blive vrissen på folk, der tillader sig at misunde dig noget. Du har jo ikke patent på at være laveste fællesnævner. Det er der vel ingen, der har? Og det er jo hverken dig, mig, trekornsbrød eller økologisk spelt - der beslutter, hvordan Det Perfekte Liv ser ud. Hvad der er for meget eller for lidt!

I stedet synes jeg, at du burde være stolt over, at der er flere, der tænker ligesom dig, flere, der siger stop og flere, der står af ræset. Og hvis du har lyst, må du gerne misunde mig et eller andet!

Jeg var inde at se en film i går. En film blottet for kvinder. Eller rettere: Der var nu kvinder nok med i filmen, men på forunderlig vis var de hver og én reduceret til rekvisitter på linje med cigarer og whiskyglas.

Kvinder var åbenbart noget, der kom og gik med en vis frekvens i Dirh Passers liv. Om de betød noget for ham, ved jeg naturligvis ikke en fløjtende tiger om, men at dømme efter filmen, var det sgu’ ikke det, der fik hans verden til at dreje rundt. Hverken hurtigt, baglæns eller langsomt. Og det provokerer mig. Et univers, hvor kvinder er smukke, stille, modeikoner med cigaretter på lange stilke, men uden et muk i mund, provokerer mig. En fortælling, hvor den ene kone, kæreste, baby, familie bliver skiftet ud med en anden fra ét klip til et andet - uden så meget som en mellemtekst til hjælp, provokerer mig. De sidder yndigt i baggrunden og nynner, ryger og pludrer, men de siger ikke noget. Og han siger ikke noget til dem. De er et tapet af familierelationer uden betydning. Kjeld Petersen betyder noget. Karrieren betyder noget, men familien….not so much. Ja, jeg ved det. Ja, der er formentlig tale om vinkling, så jeg burde vel være vild med det. Det er jeg bare ikke.

Jeg er hverken feminist eller bitter. Jeg er bare bange.

Tænk, hvis barnefaderen bliver rig og berømt en dag – og Ellen og jeg tilsammen bliver tildelt tre replikker i hans biografi. Tænk, hvis hans historie kan fortælles helt uden os. Tænk, hvis jeg engang bare vil være et sølle komma i en større historie.

I et interview med Femina indrømmer adm. direktør for ParkenVenues, Lotte Reimar, for nylig, at hun prioriterer sit job højere end sine børn. Og hun har sgu’ ikke engang tænkt sig at have dårlig samvittighed, siger hun. Det er der altså ikke meget smølfeland og sjove helium-stemmer over.

Jeg er ikke enig i Lotte Reimars livsanskuelse, men jeg synes alligevel, at vi allesammen – mænd og kvinder, ja endda ungerne - bør takke hende. Sende hende en blomst og lidt hjemmebag. Ikke bare for at være ærlig nok til at indrømme noget, der formentlig vil koste hende en økologisk spelt-fatwa fra storby-hippiemødrene på halvtid, men også for at holde op med at lade som om. Lade som om, man sagtens kan arbejde 70 timer om ugen og stadig nå hjem og lege kernefamiliekl. 17.30.

Jeg er træt, træt, træt – helt ind til benet af lækre, kloge kvinder med kanonkarrierer, der offentligt påstår, at de er pisse ligeglade med hele kønsdebatten/at de OVERHOVEDET slet ikke forholder sig til, at de ikke har talt med én af eget køn, siden de fik det dyre navneskilt hamret op på direktørdøren, og at deres børn på ingen måder lider afsavn, fordi mor har magt. Det kan jo ikke passe. Jeg arbejder 37 timer om ugen og synes fakker talt slet ikke, det er nemt. Det kan da godt lade sig gøre, men det er ikke nemt. Derfor får jeg stress og  tics af de der præstationstyper, der ‘bare fokuserer på bolden’ (læs: karrieren) og slet ikke vil forholde sig til, at der findes en kønsrolledebat, der handler om kvinder, børn og job. For det gør der jo. Hele tiden. Ikke mindst inde i mit hoved – burde jeg være mere på arbejde, mindre på arbejde, halv tid, overtid, kvalitetstid – og er jeg uambitiøs, når jeg ikke er overambitiøs?

Lotte har besluttet sig. Hun vil gerne betale prisen, og hun fortæller os andre om den. Og det gør det så meget nemmere for mig at sige: Not for me!

http://www.femina.dk/Dig-og-dit-liv/Karriere/2011/04/1117-Lotte-Reimar-Jeg-har-prioriteret-mit-arbejde-hoejere-end-mine-boern.aspx?jp=1