Jeg har fået en mail – ikke bare en mail, men DEN mail, jeg har håbet ville dukke op lige siden, jeg skrev Din mor-manual. I den står, at bogen har betydet noget, at den var værdifuld for afsenderen og, at den kunne noget helt specielt. At den faktisk havde hjulpet, sådan én som hende.

Ja, ja blærerøv, stik lige piben ind – tænker du måske – hvad fanden rager det mig? Men på æresord, jeg sværger fra det allerindeste sted af mit selvudslettende lille bitte mig (altså der, hvor man for altid vil være dømt til umuligt fedthår, en stor røv, småskelende øjne og tasken fuld af virkelig uintelligente bemærkninger), jeg forsøger ikke at kapre læsere eller blæse mig selv op – jeg vil blot sige tak – tak for tak (med tak på).

For er det ikke det, vi allesammen stræber efter – at betyde noget? At det, vi laver, betyder noget? Det er det sgu’ for mig. Og derfor er det en ganske speciel oplevelse at blive bekræftet - lige midt i mailboksen på en torsdag aften, der ellers mestendel har fået mig til at føle mig som en bivirkning. Faktisk lige midt i min absolutte nedtursdisciplin: gulvvask. (Hader det lort. Fandme.) Og nej, det her er ikke ved at udvikle sig til en spirituel kærlighedsblog med auralæsning og bræk, men hvor er det dog ualmindelig vigtig at huske at fortælle folk, når de betyder noget. Og her taler jeg ikke bare om et lofe yah/kindkys i luften til veninden. Næ! Ud og sige det til nogen, der ikke forventer det.

Personligt skrev jeg et brev til den læge, der reddede mit liv og fortalte ham, at han altid vil have en kæmpe plads i mit hjerte. Ikke bare fordi, han gjorde det, han burde, men også fordi han i dagene efter, var en helt særlig støtte – en klippe af empati og medfølelse. Han skrev tilbage, at han på den ene side blev underligt til mode over at blive rost for at gøre sit arbejde, men at han på den anden side, modtog min tak med glæde, fordi det overbeviste ham om, at det kunne betale sig at udvise den hjertelighed, han gjorde i sit patientarbejde.

WTF? Betale sig? Alle, der har haft noget med læger at gøre ved, at en ordentlig sjat af dem bor under sten og grynter ala vortesvin istedet for at tale - når de altså ikke opererer patienter. Og her har vi at gøre med en læge, der var så fantastisk varm og rar – og ingen har åbenbart fortalt ham, at det var en god ting. Ellers ville han vel ikke være i tvivl. Tænk, hvis han var holdt op! Tænk, hvis han havde sagt, fuck det, nu redder jeg et liv og så skrider jeg sgu’ til frokost. Føleri, smøleri. Er der mon ris eller pasta i kanneren i dag? Henrik Vittrup – det betyder noget!

Og Lene, tak for din mail. Det betyder noget.

Når man skriver en bog til nybagte mødre – og gravide måske endda kan finde på at læse den, er det lidt svært at finde ud af, nøjagtig hvor gavmild, man skal være med detaljer vedrørernde nærdødsoplevelser, blod og smat. Men jeg skrev noget dengang – det kom i sidste ende ikke med i bogen, men måske er der nogle derude i blogland, der har lyst til at læse med. Her kommer det, op af skrivebordsskuffen og ud på bloggen:

Det tager tid at komme sig over store overraskelser – især den negative slags. Og min fødsel blev slet ikke, som jeg havde forestillet mig – ikke engang selvom jeg havde anstrengt mig for at forestille mig så lidt som muligt.

At vågne var som at klatre op af et stejlt og vådt bjerg. Jeg anstrengte mig, men blev ved med at glide tilbage i bevidstløsheden. Stemmerne i lokalet var små, og jeg kunne knap nok høre, hvad de sagde. Men de talte til mig, det var jeg sikker på. Insisterende og vedvarende. Kunne de ikke se, at jeg var frygtelig, frygtelig træt? Hvis jeg havde haft kræfter ville jeg have snerret: Så lad mig dog sove, jeg har jo for fanden lige født.
Ellen? Tanken fik mig til at slå øjnene op og stirre forvirret rundt i lokalet. Jeg kiggede efter hende – og Klaus. Er det ok, vi sender din kæreste herind? Han vil rigtig gerne se til dig, spurgte kitlen med det samme. Jeg nikkede. Du skal bare vide, at du ikke kan snakke, du har stadig en slange i halsen, tilføjede hun med rolig myndighed. Scener fra adskillige timers lægeserier dukkede uvilkårligt op for mit indre øje, og jeg begyndte at tvivle på, at jeg bare lige havde slumret lidt. I Greys Anatomy stikker de unge smukke lægestuderende altid en slange i halsen på patienterne et nanosekund før, sygeplejerskerne begynder at løbe forvirret rundt for at finde en hjertestarter. Måske havde jeg ikke bare sovet.
Da Klaus trådte ind af døren, var jeg ikke længere i tvivl.
Hans øjne var hævede og selvlysende af angst. Han stirrede på mig. Undersøgte mig med øjnene, mens han småløb over mod min seng. Jeg ville gerne berolige ham og sige til ham, at han ikke skulle være bange. Jeg var jo bare væk et øjeblik, så jeg formede et barnagtigt hjerte med mine hænder og pegede på ham. Han forstod godt, hvad jeg forsøgte at sige og mumlede et: jeg elsker også dig. Herefter tegnede jeg et stort E i luften og forsøgte på bedste beskub at se spørgende ud. ”Ellen?”, spurgte han, og forklarede, at vores forældre var kommet for at passe hende. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo slet ikke ringet til mine forældre og sagt, at jeg havde født endnu. Jeg havde ikke nået det, inden de kørte mig fra fødestuen over på operationsstuen.

Hvad hedder du
Sygeplejersken kom tilbage for at tage slangen ud af min hals og for at spørge mig, hvad jeg hed, hvad dag det var, og om jeg vidste, hvor jeg var? Jeg forstod ikke førsteklassesniveauet i hendes spørgsmål. Hvorfor spurgte hun mig om det? Og hvorfor lod hun til at være svært tilfreds med mine svar – ja, nærmest imponeret. Mit hoved føltes som en kæmpe kugle vat, og jeg tror måske, jeg faldt lidt hen hist og pist. Jeg forsøgte at kæmpe imod, for der var noget, der manglede: barnet! Jeg havde kun nået at se et kort glimt af hende, inden jeg begyndte at bløde, og blev kørt væk. Og nu var hun var væk. Selvom det det hev og sled i fornuften, var jeg simpelthen så træt, at jeg ikke overvejede at spørge, hvorfor vores forældre sad et andet sted med mit nyfødte barn.
Kitlerne vimsede rundt om min seng, hev i slanger og nåle, gav medicin og aflæste monitorer. Indtil en af dem endelig kiggede på mig, og fortalte, at hun havde været med til den sidste del af min operation. Og først her faldt det mig ind at stille det spørgsmål, hvis svar for evigt vil runge i mit hoved: hvad skete der egentlig?
Hendes stemme føltes som knive, lussinger, mavepustere og hudafskrabninger i en lind strøm, da den krøb ind i mine ører. Vi kunne ikke stoppe blødningen, og du var meget tæt på at dø. DØ? Jeg skulle jo bare føde. Den eneste måde, vi kunne redde dit liv på, var ved at fjerne din livmoder. FJERNE MIN LIVMODER? Alting i mig skreg, men min stemme var væk. Måske sagde jeg noget, måske gjorde jeg ikke. Jeg kneb i hvert fald øjnene tæt sammen og uden at tænke konsekvenserne igennem, vidste jeg, at de var ubærlige. Jeg knugede mig fast til Klaus og græd. Det samme gjorde han. Kitlen lagde en varm hånd på min og forsvandt lydløst.

 Top ti over ting, jeg kommer til at savne på Østerbro

1. Vuggestuen – tror sgu’ jeg kommer til at tude, når vi skal sige farvel. Er de mon vant til forældre, der tuder? Og mon Ditte pudser min næse?

2. Kaffe og gulerodsboller fra Emmerys – nå, men de er jo alligevel gået fallit.

3. Min læge, damn jeg kommer til at savne min læge. Vil nogen mon blive sure, hvis jeg snupper ham med til Rødovre?

4. Søndagsture op og ned af Østerbrogade og loppemarked på Øster Fælled Torv, hvor Ellen roder i kasser og klapper hunde.

5. Shilom, Thai away, det lille sushisted og pizzariaet ned på hjørnet. Tak for mad! Har alligevel fået et spritnyt køkken, som jeg vel hellere må tage i brug. Eller noget…. Var sgu’ lige ved at tude, da jeg smed menuerne ud. Sjøst!!!

6.  Alle de dejlige tøjforretninger, jeg cykler forbi på vej hjem fra arbejde.

7. Super Best, Netto, Kiwi Minipris, Aldi og ikke mindst Døgn Netto- fra maj måned vil jeg være at finde i Rødovre Centret, so long storby-typer!

8. At, der altid er mennesker at kigge på og tale med.

9. Frisøsen Merete. Fuck, hvilket hår går de mon med i Rødovre?

10. Lejligheden, ja, det giver måske sig selv, men jeg ææælsker altså den kasse.