Tag Archives: lege

Nostalgia

5 dec

Da jeg flyttede hjemmefra, var jeg egentlig ikke voldsomt interesseret i at slæve alt for meget arvegods med mig fra fødegården i Hvidovre. Fri, ung, ubekymret og sådan. Men så bliver man jo voksen og nostalgisk og endnu mere voksen og endnu mere nostalgisk – og på et tidspunkt gider ens forældre egentlig heller ikke at opbevare ens ragelse længere. Næ…så skal der være plads til hobbyrum og børnebørnene, bevares – og derfor begyndte jeg at hente kasser. Eller rettere kasseN. For der stod kun en enkelt sølle kedelig lille kasse med mit navn i arkivet. Med mestendels ligegyldige sager i. Den er for længst sat i kælderen og arkiveret under ‘ting, der udelukkende overlever på historisk værdi. Én møgkasse. Pffftt…

Troede vi. For ud af det blå, blandt nisser og isolering, dukkede i dag en kasse med alt min barndoms legetøj op. Og da jeg kom hjem fra job, stod den og lokkede med en tur ned ad mindernes boulevard. Midt på stuegulvet.

Jeg anede ikke, at der lå så meget legetøj og raslede rundt i min hukommelse. Jeg vidste ikke, at hver eneste dukkes duft og tøj og hårpragt lå lige der under pandelappen og snuede. Eller at spille-smykkeskrinet stadigvæk næsten kunne få mig til at græde, fordi ballerinaen ser så ensom ud. Eller at duften af min viskelædersamling aldrig var forsvundet fra min næse.

Girls of the 70′s – her er din barndom (formentlig også)

Om at skrue ned for barnet

27 jun

“Det må da være skønt? Så skal du da aldrig være bange for, at hun bliver kanøflet.”

Nogenlunde sådan lyder den mest almindelige reaktion fra andre småbørnsforældre, når de opdager, hvor vild rødtoppen kan være. Jep, til gengæld siger jeg utrolig meget undskyld. Ofte. Når andre forældre er bekymrede for, at deres børn ikke får sagt fra i tide, er jeg bange for, at det er Ellen, de ikke får sagt fra overfor.

I morges vågnede jeg midt i en nævekamp - mellem barnet og faderen – sådan én der får ultimate fighting til at ligne yoga. Dvs. jeg åbnede kun det ene øje. Jeg havde en fod i det andet. De skiftedes begge to til at pive og nive hinanden, men de kan blive ved i noget, der minder om timer. Og lyder som en fucking zoo.

Nåmenaltså…. det giver hende jo ikke ligefrem royale manerer, at hun er opdraget til at blive ‘the next big thing’ indenfor enten dart, wrestling eller ishockey. Og selvom jeg virkelig elsker hendes gåpåmod, kunne jeg engang imellem godt ønske mig, at vi havde bygget hende med en lille bitte smule frygt. For jeg kan jo godt se den måde, de andre mødre kigger på hende på – altså den der, åh gud, jeg håber virkelig lille Charlotte kommer hjem med alt sit lange hår og begge ben – måske skulle vi hellere lege med Anton en anden gang – og forleden, da vi var på apoteket råbte hun pludselig henne fra hylden med vitaminpiller: Ellen går hjem nu – og væk var hun. Jeg fangede hende halvvejs ude af centret. Hun stikker sine små lapper ind i munden på de største hunde, hun kan finde og selvfølgelig vil hun gerne prøve alt det, som de otte-årige drenge, synes er sjovt. GYS!

Faktisk har hun her i hjemmet øgenavnet micropachycephalosaurus, som betyder lillebitte tykhoved øgle på grund af hendes totalt manglende smertetærskel, når hun løber hovedet ind i ting.

Men hvad fanden sker der ikke, når hun bliver otte? Eller 12? Og hvad nu, hvis alle de andre slet ikke kan se, at hun er verdens mest fantastiske barn? Eller ingen vil lege med hende? Så kære, erfarne mor. Hvor sidder knappen henne? Den man skruer ned for børn med?

 

En lille pige i tårer

23 maj

Da jeg gik fra vuggestuen i morges var jeg bogstaveligste forstand i tvivl om, det var mine egne eller Ellens tårer, jeg tørrede væk fra min kind. Vi har boet i det nye hus i en uge, og jeg synes, at hun klarer det helt forrygende flot. Ja, hun har haft break downs, og ja hun har været en pjevs, men i det store hele er jeg overrasket over, hvor lidt dobbeltflytning samt vugggestueskift har forandret hende. (Pånær den dag hun forsøgte at svøbe sig selv i et tæppe og bad mig holde hende som en baby og vugge frem og tilbage. Scary shit. Kan hun virkelig det?)

Men i morges græd hun, og klamrede sig til mig, mens hun tryglede: mor blive hos Ellen, mor blive hos Ellen. Men næ…nej, honey, sådan spiller virkeligheden ikke. Du skal blive her hos de her fuldstændig fremmede mennesker, som mor egentlig heller ikke kender, men de har lovet – altså lovet og lovet, mere skrevet under på, at de vil passe godt på dig. Nå, det forstår du ikke – her er et puslespil. SUK! Når Ellen er ked af det, er mor ked af det. Heldigvis hentede mormor rigtig tidligt – desværre en lille pige opløst i tårer.

Her til aften har vi lavet legemad, og jeg har taget tøjet af dukke Morten og givet ham det på igen én mia. gange helt uden at brokke mig. Alt for at få hende til at smile igen.