Legepladser. Jamen, jeg kan ikke gøre for det, men for satan, jeg synes det er så jammerligt kedeligt at blive slæbt med på legeplads. Det absolutte lavpunkt ved at bo i lejlighed var de mange besøg, man var tvunget til at aflægge byens udendørs børnearealer, når man ikke længere kunne udholde det jævnt stigende energiniveau i husstandens mindste beboer.

Og bedst som jeg troede, at en veludstyret have var løsningen på det problem, tog vi på ferie med en tre-årig. Uden legekammerater. Fair nok, hun er endnu ikke helt så meget til det med en kop kaffe og en god roman, så selvfølgelig skulle vi da lige forbi et par stykker af slagsen. Men selv den mest blærede, show off se-hvor-din-kommuneskat-er-havnet-legeplads kan ikke fastholde min opmærksom i meget mere end 18 sekunder. Jeg råkeder mig. Slet og ret.

Nej, du er dygtig, (huskede jeg nu den bog), øjj…hvor er du højt oppe (der må sgu’ da være WIFI her, det kan de da ikke gøre mod mig), ja, uden hænder (fuck - føler mig pludselig mæt af dage).

Men jeg er alligevel ikke finere end til også at få dårlig samvittighed over det. Sådan skal det jo heller ikke være. For det er da også helt utrolig synd for barnet, at hun er født med sådan en vanvittig kedelig mor. Måske skulle jeg hænge mig op i den der og brøle som en abe? Eller….

Jamen, jeg ved det sgu’ ikke. Men jeg fik jo ikke børn, fordi jeg gerne selv ville et, vel?

Sådan! Så lykkedes det os for første gang at tabe ungen af syne. Som i helt og aldeles. I mange, mange nervepirrende minutter, hvor både barnefaderen og jeg krøb rundt i lortelabyrint i børnezoo og ledte febrilsk efter den to-årige i stribet kjole. SUK! Og hvad er det, man har aller mest lyst til at være i nærheden af, når ens nerver danser quickstep? Andre folks fuldstændig balstyriske børn i færd med dødsfange? Neeeeeeeej, blev der sagt. Der blev også sagt: NU slapper du kraft eddermame af og andre pæne ting.

Ellen havde besluttet sig for at prøve labyrinten alene. Og det var sådan set ok. Udover, at det naturligvis er komplet umuligt at holde øje med nogen i labyrint – i øvrigt udstyret med underjordiske gange. Efter et stykke tid forsøgte vi systematisk at gennemsøge skidtet fra hver sin ende. Og så en gang til. Og ned at ligge på knæ. Og så kaste hjerte op midt på legeplads efterfulgt af de der: jeg er den mest rådne mor i verden-tanker. Det her var kraftedeme ikke sket for Mary og hendes svigerkloner.

Herefter begyndte jeg i tiltagende panik at løbe lidt frem og tilbage med blikket flakkende all over the place, indtil jeg halvvejs falder over en rutchebane et godt stykke fra labyrinten. Og hviiiiiiii, hvem kommer kørende ned på maven med kjolen oppe over ørerne. Barnet. Der åbenbart havde byttet labyrinthelvede ud med nærliggende legeplads, mens hende naive forældre stod vagt ved indgangen.

Nu skal vi aldrig mere i Zoo. I hvert fald ikke i børnezoo. Det er skide farligt.

Ikea vil muligvis nedkalde en fatwa over mig for at skrive dette indlæg, men jeg gør det sgu’. Jeg vover pelsen. 

Weekenderne i en lejlighed kan godt blive lidt lange. Ellen kan køre 2,5 meter på sin elskede scooter, før hun støder ind i noget (som regel én af os) og med mindre, man er meget vild med at bage små usynlige kager og sige skål, kræver det faktisk en ret god fantasi at have få kvadratmeter. Derfor laver vi ofte et eller andet ude lørdag eller søndag

I dag fik vi fx dejlig brunch på Ingolfs kaffebar på Amager, og siden tog vi et smut i Ikea for at kigge på nogle skabe. Og her var det så, vi gjorde en livsomvendende opdagelse. Ikea er jo intet mindre end paradis for en to-årig. Slut med at sidde og fryse røven af på kanten af en sandkasse, mens man klapper fugtige sandkager i sirlige former og skæver til uret. Det er slut. Fra nu af tager vi i Ikea hver weekend. I afdelingen for garderobeskabe har vi gemt (og glemt, utroligt, det ikke er sket før) Pingu, vi har leget gemme på lageret, sovet i alle sengene i børneafdelingen og Ellen har råbt kuk kuk inde fra, så mange køkkenskabe, hun kunne nå. Herfter holdt vi pause i kantinen med æblejuice og puslebord, og så på den igen.

Selvfølgelig kommer man jo ikke tomhændet hjem fra Ikea, men hvad betaler man ikke for at slippe for sandkassen. Så fra mig til jer: IKEA RULES!