Jeg er stor fan af orden. Ikke så meget for løse ender, flossede negle, uafsluttede projekter og åbne døre (seriøst, jeg får fandeme lyst til at lukke åbne døre, bare jeg går forbi dem). Måske er det derfor, jeg holder så meget af opvaskemaskinens brummen. Blandet med lyden af Leonard Cohen, er det næsten muligt at overdøve mine egne højlydte tanker…eller at forestille mig, at det er dem - tankerne - der ligger derinde og skvulper rundt. Lige straks klar til at blive taget ud og kategoriseret. Sat på rette hylder. Jeg skal bare vente på bippet.

Ordene RUGEMOR, ADOPTION, ENEBARN har taget hinanden i hånden og går i ring på øverste. Det er som et lykkehjul, der ukontrolleret pisker rundt, bedst som man tror, man har vundet.

Når man oplever, noget dyrbart blive taget fra én, er den mest naturlige reaktion at forsøge at få det igen. Derfor sagde barnefaderen og jeg ikke HVIS, men NÅR – NÅR vi skal have vores næste barn, da det gik op for os, at vi ikke længere kunne få flere børn. Livmoder eller ej, vi skulle nok finde en måde. Vi tog magten tilbage og sagde NÅR. Hele tiden. NÅR er sidenhen blevet til HVIS og MÅSKE og HOLY CRAP, DET ER DYRT OG BESVÆRLIGT… men det løser jo ikke noget. Tværtimod skaber det huller til små åndssvage spørgsmål, der sidder der og skræpper og forlanger at blive parret med et svar.

Jeg hørte engang næstformanden for Etisk Råd, Lotte Hvas, sige, at det jo ikke er menneskeret at få børn. Hun har to børn og spiller bridge hver torsdag i den lokale bridgeklub i Præstø.

Jeg kræver sådan set ingenting, men jeg ønsker. Er det det samme? Hvis det ikke er en menneskeret at få børn, er det vel nærmest et ubetydeligt blop på skærmen at gøre sig tanker om en toer? Muligvis har jeg mistet perspektivet i min bortopererede biologi, men jeg vil alligevel vove at stille spørgsmålet, Lotte Hvas: Hvorfor skal det være så svært?

I dag blev jeg gjort opmærksom på denne historie af min go’este veninde. En 25-årig svensk kvinde skal til næste forår have transplanteret en livmoder – faktisk sin egen mors livmoder, og selvom det altså også lyder en lille smule creepy med alt det der organbytteri, krydser jeg selvsagt fingre. For tænk engang, hvis det lykkes? Man må vel kunne finde en læge, der slet ikke gider det der svenske se-os-vi-er-bare-vildt-langt-fremme-i-forskningssandalen – og vil være med til at sparke noget blå/gul bum.

Jeg ville melde mig på stedet, og I må filme mig i hovedet og røv eller bum - i bogstaveligste forstand, hvis der på et senere tidspunkt følger en lille grillkylling med. Derfor er jeg nu allerede gået i gang med at overveje, hvis livmoder, jeg skal score. Har du en gammel en liggende ude i skuret, som du alligevel er færdig med, må du gerne være en kammerat og give mig et praj.

I vores lille del af verden er det positivt at være en ener – ja, i nogle generationer er det vel nærmest påkrævet efterhånden. Bare ikke når man er enebarn, vel?

Dels har har vi jo allesammen et ansvar for at holde befolkningstallet på ret køl, og så er der lige det der med den kollektive forståelse af begrebet kernefamilie, som lader til at være far, mor og to-tre børn i vores samfund.  (Èn af hver og en valgfri efternøler.) Julia Lahme, som jeg både synes er sej og pæn og alle mulige andre beskrivende adjektiver har netop offentliggjort, at hun er gravid med nr. to, og i dag kan man på hendes blog læse, at hun glæder sig til at blive en familie. Før var de bare to voksne og et barn, men nu bliver de altså en familie!

Det har fået mig til at tænke, hvad fanden vi mon er derhjemme – Klaus, Ellen og jeg? Det var hårdt, rigtig, rigtig hårdt at vågne op til beskeden om at mangle sin livmoder for godt to år siden. For selvfølgelig skulle vi da have flere børn, Klaus og jeg. Det var vi slet ikke i tvivl om. Somme tider kan jeg endda blive ked af ikke at skulle slås med russerne hver måned, for som jordemoderen i ‘For fed til at få børn’ sagde, da en af kvinderne begyndte at menstruere: Tillykke, nu er du blevet en rigtig kvinde! Slam, bum. Jeg er altså hverken en kvinde eller medlem af en rigtig familie – eller hvad?